Den israelske hær asfalterer en vej

Haaretz

Den israelske hær asfalterer en vej

Af Amira Hass, Haaretz 9. november 2005

At asfaltere en vej, at bygge en højdeforskudt trafikø som en opdeling i kørebaner, at udjævne et areal og rydde det er ikke begrundelse for at lægge beslag på så meget som en eneste linie i avisen.

At asfaltere en vej, anskuet med almindelig sund fornuft betyder at anvende skatteborgernes penge til deres eget bedste, en selvfølgelig tjenesteydelse som en del af den stadige kontrakt mellem borgerne og myndighederne.

Men når denne asfaltering foregår på en vej nord for Bir Zeit og den udførende instans er den israelske hær, som også efter ordrer oppefra har tiltaget sig dusinvis af dunams (1 dunam = 1.000 kvadratmeter, o.a.) som tilhørte forskellige palæstinensiske familier, og beslaglagt en families hjem, mens den var fraværende, så er der tale om en aftale af en helt anden slags.

Det er en kontrakt mellem de statslige myndigheder og de jødiske borgere i Israel, som tillader dem at anvende palæstinensisk jord og ejendom til skade for den palæstinensiske offentlighed.

Asfalteringen foregår lige nu og den fortjener mere end en linie i avisen. Men problemet er, at end ikke 50 linier, ej heller om så de stod på forsiden, ville sætte en stopper for denne ondskabsfulde udplyndring.

Når myndighederne bygger en trafikø ved Kfar Saba og udpeger kørebaner gør de det med offentlighedens bedste og dens sikkerhed for øje. Når det samme sker ved enden af en vej som den ved Bir Zeit/Atara-vejkrydset, er formålet et helt andet: At oprette endnu et permanent checkpoint (et ”overvågningsområde” med en eufemisme fra den israelske hær) i stedet for det improviserede checkpoint som gennem fem år har været i sporadisk funktion.

Og et permanent checkpoint er endnu en krænkelse i forlængelse af den endeløse række af krænkelser af palæstinensernes bevægelsesfrihed. Dette checkpoint udgør et – næsten afsluttende – skridt i retning af Ramallah-regionens omringning af militær og bosættere. Med andre ord endnu en forholdsregel for at adskille Ramallah fra resten af Vestbreddens afsondrede palæstinensiske enklaver.

Denne information lyder, når den når frem til avisspalterne, allerede som én og samme reportage der bliver taget op igen og igen: En vej asfalteret til et checkpoint, afskæring, afsondring, enklave, kvælergreb Men det er, hvad den israelske hær begår dag ud og dag ind med eksemplarisk dygtighed.: Ikke usynligt, ikke i hemmelighed; et enormt checkpoint ved Zaatara(Tapuah)-vejkrydset, som vil øge afstanden fra den nordlige Vestbred til dens center.

Og et checkpoint og en adskillelsesmur ved Abu Dis, som adskiller Vestbreddens center fra den sydlige Vestbred. Og sorterer dem, der passerer igennem. Og checkpoints og bosættelser ”inden for rammerne af den almindelige folkemening” omkring Bethlehem, som for længe siden er blevet gjort til en kvalt, isoleret by. Og Hebron – sådan forekommer det for befolkningen på den nordlige Vestbred – er længere væk en Saudi Arabien.

I de seneste to år har Ramallah-provinsen været offer for en relativ løs omringning i sammenligning med andre enklaver på Vestbredden. Sandt nok, tre af byens naturlige ind- & udfaldsveje er delvist eller helt blokerede: Bitunia, i sydvest, er kun åben for godstransport med anvendelse af ”ryg-til-ryg”-metoden (hvorved varerne ved checkpointet skal omlastes til lastbiler, der venter på den anden side).

Qalandiyah på den centrale sydlige Vestbred er lukket for palæstinensiske køretøjer og fodgængere bliver underkastet udmattende, irriterende og ydmygende kropsvisiteringer; og den østlige udkørselsvej er kun åben for VIP’ere i deres biler.

Men Bir Zeit-vejen, nord for Ramallah, er én af kun to veje, som gør det muligt for palæstinensere at rejse mere eller mindre direkte fra Ramallah-provinsen til resten af Vestbredden. Der er tale om en ret omstændelig ”direkte forbindelse” eftersom de to omtalte veje er sekundære landsbyveje, som er snævre, snoede, lange og ikke særligt sikre.. De bliver hårdt belastede af den trafik af tunge lastbiler, som checkpoints og vejspærringer forhindrer i at nå frem til Vestbreddens hovedveje.

Således bliver Birzeit-vejen en meget speciel rute for rejsende, der skal mod syd: Den tvinger dem til at køre mod nord for at kunne rejse mod syd. Men nu vil forberedelsen af vejkrydset ved den nordlige ende af Bir Zeit fjerne den delvise illusion om et ”åbent Ramallah”.

I hvert område på Vestbredden er det herskende regime af indskrænkninger i bevægelsesfriheden præget af forskellige militære ordrer og andre former for vejspærringer. Indskrænkningerne blev ikke alle sammen indført straks. De angivelige grunde og sikkerhedsrelaterede begivenheder gør det altid muligt at fremstille dem som midlertidige ”ad hoc-reaktioner”, men de tjener en i høj grad sammenhængende koloniseringspolitik.

Mellem én skærpelse og den næste får palæstinenserne en mulighed for at tilpasse sig, for at finde en omfartsvej, for at tro, at ”værre kan det ikke blive”. Men så bliver der indført en ny begrænsning og resultatet er, at det næsten med sikkerhed kan blive værre. Det er ikke bare et spørgsmål om de store udgifter til benzin , om tabt tid og om biler der hyppigt bryder sammen på miserable veje. Den opdeling, som Israel foretager underminerer naturlige økonomiske forbindelser uden hvilke enhver tale om udvikling er bedragerisk snak.

Opdelingen er i modstrid med internationale resolutioner med henblik på oprettelsen af en fremkommelig palæstinensisk stat og gør de forhåbninger som Verdensbanken og Condoleeza Rice har givet udtryk for, til skamme.

Helt overordnet presser opdelingen palæstinenserne ind ud i et forbudstynget, ydmyget liv i undertrykkelse i Tredje Verdens-enklaver og townships – som man kendte dem i Apartheidens dage i Sydafrika – der er indbyrdes adskilte og på en afstand af blot fem minutter fra vores eget liv i bekvemmelighed.

Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Nyhedsbreve. Bogmærk permalinket.