Slås for retfærdighed i jeres eget land, så støtter I os palæstinensere

Proletären

Slås for retfærdighed i jeres eget land, så støtter I ospalæstinensere

Interview med PFLP’s fængsledegeneralsekretær Ahmad Saadat:

I januar 2002 blev AhmadSaadat, generalsekretær for Folkefronten for Palæstinas befrielse (PFLP),arresteret af den Palæstinensiske Administration. Arrestationen skete efterordre fra Israel og USA. Årsagen var at PFLP, som et direkte svar på Israelsmord på PFLP’s daværende generalsekretær Abu Ali Mustafa i september 2001,havde henrettet den israelske minister Rehevam Ze’evi, som åbent talte for enfordrivelse af alle palæstinensere.

Proletären har truffetAhmad Saadat i fængslet. I interviewet taler han bl.a. om Israels tilbagetrækningfra Gaza, samarbejdet med islamisterne og den verdensomspændende kamp modimperialismen.

 

Fortæl om PFLP!

‑ PFLP er en eneståendeorganisation i Palæstina, siger Ahmed Saadat. Vi er en marxistisk organisationsom forener den palæstinensiske befrielseskamp med kamp mod imperialismen i denarabiske verden og international solidaritet. Den første handler om kampen herog nu, den anden angiver vor langsigtede strategi for befrielsen af hele Palæstina.

‑ Det første punktindbefatter afslutning af besættelsen af Vestbredden ‑ inklusive Østjerusalem‑ og Gaza samt flygtningenes ret til at vende tilbage, som er fastlagt iFN’s resolution 194 fra 1948. Dette ser vi som første skridt på vejen mod envarig fred og oprettelsen af en demokratisk stat i hele Palæstina med ligerettigheder for alle, uanset nationalitet, religion, klasse eller køn. 

‑ Vi mener også atkun en socialistisk stat kan garantere disse rettigheder. Se f.eks. på Sverige.Til trods for at det er et udviklet land, hvor der formelt råder lighed, findesder store forskelle mellem mennesker på grund af klasse, køn og etnisk tilhørsforhold. 

‑ En tostatsløsningkan aldrig fungere. Det blev prøvet i Sydafrika ‑ og mislykkedes. IIsrael bor allerede nu to og en halv million palæstinensere; når flygtningenevender tilbage, bliver de mere end fem millioner. Israel kan ikke være en statfor jøder, når en stor del af befolkningen er palæstinensere. Desuden findesogså andre nationaliteter i Israel. Derfor må målet for vores kamp være endemokratisk stat med lige rettigheder for alle.

 

Hvordan ser du på dennuværende politiske situation i Palæstina?

‑ For at forstå dennuværende politiske situation må man gå tilbage til Oslo-aftalen.Oslo-aftalen er ikke en aftale for fred. Det er en aftale for samarbejde medIsrael. Den handlede næsten udelukkende om at skabe sikkerhed for Israel, udenat løse nogen af det palæstinensiske folks problemer. CampDavid-forhandlingerne år 2000 var i samme ånd. 

‑ Den anden intifadabeviste at Oslo-processen ikke kunne fungere. Siden dengang har vi endog set"Køreplanen for fred" som er Bush’s opfindelse. George W. Bush nægterpalæstinenserne al ret til modstand, men giver Israel ret til at udøve sinterror mod palæstinenserne. Også Køreplanen bygger på samme koncept somOslo-aftalen. Palæstinenserne skal holde op med at kæmpe, uden at få nogetsom helst til gengæld.

‑ Nu tales også omSharon-planen, om "disengagement". Denne plan har to dele. Den førstedel er tilbagetrækningen fra Gaza. Dette er noget Israel har planlagt længe,allerede før Oslo-aftalen. Det koster helt enkelt for meget at holde Gazabesat. 7500 bosættere beskyttes af flere tusind soldater. Israel vil fortsatkontrollere havet, luftrummet og grænserne.

‑ Trods dette er retrætenet politisk nederlag for Israel, som er kommet i stand takket være palæstinensernesmodstandskamp. Sharon forsøger at fremstille retræten som en sejr. Han vil ogsåanvende retræten til at kunne gennemtvinge den anden del af sin plan. Denne delhandler om at fremtvinge ændringer i Køreplanen til Israels fordel, fortsættemurbyggeriet og forøge bosættelserne på Vestbredden.

‑ PFLP har en anden løsningpå problemerne. Der findes mange FN-resolutioner som støtter palæstinensernesrettigheder. F.eks. fastslår både resolution 184 og resolution 337 det palæstinensiskefolks ret til en selvstændig stat, og adskillige resolutioner fordømmer bosættelserneog anneksionen af Østjerusalem.

‑ Vi kræver atFN-resolutionerne skal implementeres, i stedet for USA’s diktat. Vi kan ikkeforhandle om disse resolutioner. En løsning af konflikten må baseres påinternational ret, ikke på Israels sikkerhedskrav. Der kræves kamp både i Palæstinaog internationalt for at få støtte til disse tilsyneladende indlysende sager.Bush støtter byggeriet af den ulovlige mur og har sagt, at man ikke kanforlange at bosætterne skal flytte. Dette betyder i praksis at Jerusalem ikkeskal være til for palæstinenserne, for hele Østjerusalem er omringet af bosættelser.Der kan aldrig blive nogen fred så længe bosættelserne eksisterer! 

‑ Inden for det palæstinensiskesamfund findes forskellige opfattelser om hvordan kampen for vore nationalerettigheder skal føres. Den palæstinensiske administration forsøger at løseproblemerne gennem forhandlinger med Israel. Vi mener at dette er en farlig vej.Den kan ikke give virkelig fred, men leder til en opgivelse af vore rettighedersom nation. Kampen mod Israel må fortsætte. Vi har også behov for at udviklevore internationale kontakter. For at løse konflikten behøves en internationalplan baseret på FN-resolutioner.

‑ Vi palæstinenseremå løse vore interne problemer og komme overens om hvordan kampen skal føresvidere. Enten gør vi dette ved at slås med hverandre, eller også må viudskrive valg. Valg til parlamentet og valg inden for PLO på alle niveauer. Påden måde kan PLO genopbygges, og det palæstinensiske folk får mulighed forselv at vælge retning for sin modstandskamp.

 

Hvilke politiskehovedretninger ser du inden for det palæstinensiske samfund? 

‑ Der findes trehovedretninger. Den første er den som repræsenteres af lederskabet inden forFatah-bevægelsen, og som jeg vil karakterisere som comprador-bourgeoisietsretning. Som vi allerede har talt om, bygger dets politiske idé påkompromis’er med Israel. Det har etableret et system som væsentligt følgerUSA’s og Israels vilje og er en del i USA’s plan for at omskabe Mellemøstenefter sine egne interesser.

‑ Den andenhovedretning udgøres af venstrefløjen. Venstrefløjens vision er en sekulærstat med politisk og økonomisk demokrati. Det palæstinensiske samfunds økonomimå bygges på en sådan måde at den kan understøtte og blive en del afbefrielseskampen. Venstrefløjens vision bygger på respekt for alle menneskers fri- og rettigheder.

‑ Den tredjehovedretning er den nygamle islamiske retning. På det økonomoske område erden nyliberal. Islamisterne har ingen respekt for menneskers frihed, og politiskvil de føre os mange år tilbage i tiden. Vi har rigelige erfaringer med deressystem andre steder i verden, f.eks. i Iran, Sudan og Afghanistan.

‑ Eksemplet Iranviser at islamismen ikke formår at løse samfundets problemer. Iran er intetdemokrati. Kun islamister får tilladelse til at stille op til valgene ogudtrykke deres synspunkter. De nationale minoriteter ‑ deriblandt araberne‑ savner alle rettigheder. Dog må det siges at Iran trods alt modstårimperialismen. Men med sin mangel på demokrati kan landet ikke være en pålideligallieret i den antiimperialistiske kamp.

‑ Både venstrefløjenog islamisterne går ind for kamp mod imperialismen. På grund af dette er detmuligt at opbygge en enhedsfront med islamisterne. En sådan front kan dog kun væremulig, hvis vi kan enes om at respektere menneskers grundlæggende fri- ogrettigheder. Det er nødvendigt, men meget svært, at føre diskussioner medislamisterne. I de senere år synes visse islamistiske partier at have ændretderes indstilling til demokratiet. Eksempelvis presser det muslimske broderskabpå for valg i Ægypten. Men hidtil er denne nye indstilling ikke blevet afprøveti praksis.

‑ Internationalt behøvesen bred diskussion med de islamiske bevægelser. Situationen her i Palæstina erlidt anderledes. I kampens skygge bliver en enhed mellem venstrefløjen ogislamisterne både ønskværdig og mulig, endog inden for en snarlig fremtid.

 

Hvad mener du om deeuropæiske landes rolle i Palæstina-spørgsmålet?  Kan de nuværende forhandlinger resultere i noget positivtfor palæstinenserne?

‑ De fleste lande iverden støtter kravet om at Israels besættelse af Vestbredden og Gaza skal ophøre.Således også EU-landene, ligesom Rusland. Det er egentlig kun USA og Israelsom vægrer sig. Men EU søger at løse problemet hen over hovedet på os palæstinensere.De vil at vi skal acceptere Køreplanen for fred og ophøre med vor kamp. Detkan vi aldrig gøre. Det er kun med kamp at vi kan vinde vore rettigheder.

‑ Lad mig forklarehvad jeg mener. Inden 1967 erkendte ingen det palæstinensiske folksrettigheder. I FN-resolution 242 fra november 1967 fastsættes at Israel måforlade de nyligt besatte områder. På den tid ansås Palæstina-spørgsmåletimidlertid for et menneskeligt problem, ikke et politisk. I 1974, efter syv årspalæstinensisk kamp, gives PLO observatørstatus i FN, og verden erkender‑ i al fald formelt ‑ palæstinensernes ret til selvbestemmelse.

‑ Inden den førsteintifada var der ingen som talte om en palæstinensisk stat. Erkendelsen afvores ret til en stat er et resultat af vores kamp. Den anden intifada gav ostilbagetrækningen fra Gaza-striben.

‑ Hvad har vi fåetgennem forhandlinger med Israel? Under Oslo-årene havde vi myndighed i dele afVestbredden og Gaza-striben, men disse områder besattes direkte da intifadaenbrød ud. Oslo-aftalen er mislykket, eftersom den ikke gav det palæstinensiskefolk hvad det behøver. Hver fremtidig fredsaftale må tilbyde mere end hvadOslo-aftalen gjorde. Men Køreplanen er endnu dårligere end Oslo, den erdirekte dikteret af USA!

‑ Vi har egentlig kunto ting at vælge imellem. Enten accepterer vi det som tilbydes os: Et områdemindre end det som blev okkuperet i 1967, uden Jerusalem, uden at flygtningene fårlov at vende tilbage, og at Palæstina-spørgsmålet dermed begraves og slettesfra den politiske dagsorden. Eller også fortsætter vi befrielseskampen. Vi haringen andre valg.

‑ Alligevel findesder positive ting i den nuværende situation. Vores kamp har tvunget verden tilat tage stilling. Vore fremskridt i den anden intifada var små, men vi kanbygge videre på dem. Man må huske på at det som er opnået, det er opnåetgennem kamp. Vi forventer os kun små fremskridt på kort sigt, på trods af atvi har store mål. Det palæstinensiske folk vil aldrig give op.

 

Hvordan påvirker kampeni Iraq og det øvrige Mellemøsten situationen i Palæstina?

‑ Vores kamp erintimt forbundet med den antiimperialistiske kamp i resten af den arabiskeverden. Især har modstanden i Iraq stor betydning for os. En af USA’s vigtigstegrunde til Iraq-krigen var at man søgte at beskytte Israel. Hvert nederlag forimperialismen, i Iraq og andetsteds, er i tilsvarende grad en sejr for os. Vortmål kan kun nås hvis de arabiske masser forener sig i kamp modUSA-imperialismen og dens planer her i regionen. I Iraq har man indsat en"regering" som er afhængig af USA for sin overlevelse. I Libanon forsøgerUSA at styrke sine positioner på Syriens bekostning. Det palæstinensiske folkvil man påtvinge sin "Køreplan for fred".

‑ Alt dette er deleaf USA’s plan for Mellemøsten. Den har til formål at sikre kontrollen overolien i regionen. Man anvender sig af betegnelser som "demokrati","reformer" og "kamp mod terrorismen" for at retfærdiggøresine ambitioner. Med "terrorisme" menes helt enkelt al kamp modUSA-imperialismen. Paroler som "demokratiske reformer" sigter på atændre styret i de arabiske lande. Disse regeringer har i dag en teknokratisk ogdelvis feudal karakter. USA vil sikre sig regeringer som underordner sig detspolitiske program, som bygger på afregulering af økonomien og kontrol overolieressourcerne.

‑ Israels rolle er atvære imperialismens vagthund i Mellemøsten. Derfor er det også af stor vægtfor USA at få etableret regeringer i de arabiske lande som er venligtindstillet over for Israel. Dette er en del af hvad de nu gør i Iraq. Hvismodstanden kan vælte det amerikanske projekt i Iraq, først da har vimuligheder for at nå virkeligt store resultater med kampen her i Palæstina.Alment gælder det, at når den internationale bevægelse mod imperialismen harfremgang, så øges også vore muligheder.

 

Hvilke taktiske opgaverstår den palæstinensiske befrielseskamp overfor?

‑ For virkelig atkunne udvikle kampen må vi gå ud fra hvad vi har. Vi må opbygge en økonomisom er indrettet på at støtte modstanden. For at få international bistand måttevi underkaste os USA’s krav og lade den palæstinensiske administration fungeresom politi for Israel. Dette er en udvikling som naturligvis kun gavner Israel.

‑ I dagens situation,under okkupationen, er det svært at tale om nogen egentlig palæstinensiskindustri. Inden den palæstinensiske administration kom til, baseredes den økonomiskeudvikling i de i 1967 besatte områder på ikke-statslige, ofte ideelleorganisationer og foreninger. Det er på en sådan basis at virkelig udviklingaf vort samfund kan blive mulig under de nuværende omstændigheder. Vortsamfund må skaffe det som det enkelte individ behøver for at tilfredsstillesine daglige behov og for at slås mod okkupationen.

‑ Under den førsteintifada opnåedes dele af dette. Israelske varer blev boykottet og erstattetmed lokal produktion i landsbyer og samfund. Vi beskyttede den hjemlige industriog jordbruget som den økonomiske basis for vor modstandskamp. Vi organiseredesygepleje og rehabilitering på ideel basis.

‑ Dette er de mådersom et fattigt folk kan arbejde på for at bekæmpe en mægtig besættelsesmagt.Vi kan ikke forlade os på bistand udefra, som til stor del styres af politiskehensyn. Da Bush f.eks. begyndte at tale om at ændre det palæstinensiskelederskab, standsede pengestrømmen i den internationale bistand til Palæstina.I dag må palæstinensiske organisationer som søger international bistandskriftligt forpligte sig til ikke at støtte "terrorisme". På en sådangrund kan vi ikke bygge vores økonomi!

‑ Alt hvad jeg harsagt nu gælder naturligvis situationen under den nuværende besættelse. For atvi skal kunne tale om virkelig udvikling, må besættelsen ophøre.

 

Hvordan ser du påkampen mod muren? Hvilket potentiale har den ikke-voldelige taktik som blevanvendt i landsbyer som Budrus, Biddu og Bil’in?

‑ Al modstand, uansetform, er god. Det måske mest positive i kampen mod muren er at protesterneinvolverer hele samfund. Det er nødvendigt med en folkelig kamp mod besættelsen.Man kan dog ikke adskille denne form for modstand fra andre former. Hvilken formmodstanden tager på forskellige steder, beror på situationen lokalt. Allekampformer behøves.

Den nuværende kamp modmuren vil ikke kunne løse vore problemer. Men den har en vigtig funktion ved atdemonstrere at en eller anden "forhandlingsløsning" ikke kan fungere.Vi kan aldrig gå på kompromis med kravet om en afslutning på okkupationen afVestbredden og Gaza. Den ‑ ligesom muren ‑ strider mod internationallov. Vi kan forhandle om en tidsplan for at ophæve okkupationen, men ikke omokkupationen som sådan.

‑ Dette skal ikketolkes som at vi er imod forhandlinger i almindelighed. Hvad vi vender os imod,er en løsning der alene er baseret på kompromis’er. Enhver sådan løsning vil‑ under de faktiske styrkeforhold ‑ være til Israels fordel. Vitaler for en international konference i FN-regi om løsningen på konflikten ogskabelsen af en palæstinensisk stat. Derimod er vi imod de forhandlinger som føresmed Israel og den såkaldte "kvartet". Internationale spørgsmål løsesi FN, ikke af nogen selvudnævnt gruppe af stater. Sådan er det med Vestsahara,sådan var det med Rhodesia mm. Hvorfor skulle Palæstina være en undtagelse?Hvad det drejer sig om, er at USA forsøger at gå udenom FN og skabe eninternational orden blot baseret på dets egen dominans.

 

Hvordan påvirkerklasseforholdene inden for det palæstinensiske samfund befrielseskampen?

‑ Jeg vil begynde medat pointere at vi har et bourgeoisi i Palæstina. Fatah-ledelsen udgør etbureaukratisk bourgeoisi. Efter skabelsen af den Palæstinensiske Administrationgik denne fra at være leder for PLO til at være leder for hele det palæstinensiskesamfund. Den personlige vinding for dens ledere viser sig på mange måder, ikkemindst gennem de abnorme sikkerhedsarrangementer som omgiver ledelsen for denPalæstinensiske Administration og gennem den udbredte korruption. Det palæstinensiskebourgeoisi er økonomisk knyttet til det israelske gennem de mangesamarbejdsprojekter mellem den Palæstinensiske Administration og Israel.

‑ Det israelskebourgeoisi har interesse i at dets palæstinensiske klassebrødre skal lede detpalæstinensiske folk, at de skal have magt, penge og medindflydelse. På grundaf den specielle situation som råder her, kan man egentlig ikke tale om etrigtigt bourgeoisi. Snarere om en samling tyve som handler for egen vindingsskyld. De har penge, magt VIP-kort og fri bevægelighed gennem de israelskevejspærringer.

‑ Det som jeg harsagt, gælder ikke hele Fatah-bevægelsen, men dens øverste lag. Den folkeligedel af Fatah står i dag uden politisk ledelse. Dette lægger grunden til denkonflikt inden for bevægelsen som er blevet stadig mere tydelig i de senere år.

‑ I den nuværendesituation er det umuligt at adskille klassekampen og den nationale kamp. Afdette følger at hvis den nationale kamp skal have fremgang, så må den ledesaf venstrefløjen. Dette er ikke bare noget vi siger eller ønsker, det erobjektive fakta. For at kunne udfylde denne rolle må venstrefløjen skabe sigen god teori 

‑ PFLP er den enestehelt igennem marxistiske organisation i Palæstina. De andrevenstreorganisationer kan ses som delvis marxistiske, delvis socialdemokratiske.En del af dem deler visioner med det palæstinensiske bourgeoisi og har ingendel i den væbnede kamp. De grupper som ikke tager del i kampen, fjerner sig letfra virkeligheden, for i stedet at sætte deres lid til idéer som f.eks. Genève-initiativet.PFLP er faktisk den eneste organisation som ved hvad den vil og har en tydeligterklæret målsætning. Fatah og det Palæstinensiske Folkeparti (PPP) taler omen stat inden for 1967-grænserne. DFLP svæver også på målet når det gælderdisse ting. Man hævder flygtningenes ret til at vende tilbage, men uden atspecificere om man mener til hele Palæstina eller blot til Vestbredden og Gaza.

‑ Som marxistiskorganisation må PFLP fastslå det teoretiske grundlag og give en kamp-dagsordenfor venstrefløjen. Kampen må placeres i en international og historisk sammenhængog knyttes til vore strategiske målsætninger.

 

Mener PFLP at den væbnedekamp skal begrænses til 1967-områderne eller føres inden for hele Palæstina?

‑ Alle palæstinensiskegrupperinger hævder vores ret til at angribe soldater og bosættere. Så kanman spørge om kun de israelere som bor på Vestbredden og i Gaza-striben er bosættere,eller om ikke alle egentlig er det. Vi hævder at hele Israel er en kolonialstat, og at vi derfor har ret til at kæmpe også i 1948-områderne. I den nuværendesituation bygger vores væbnede taktik dog på kun at angribe soldater og bosætterepå Vestbredden og i Gaza.

‑ Under den senesteintifada er Israels vold trængt ind i hver del af vort samfund. I visse tilfældehar vi derfor anset det for rigtigt også at gennemføre væbnede operationerinde i 1948-områderne som svar på de lidelser og de forbrydelser som besættelsesmagtenhar udsat os for. De dræber os endog i vore egne hjem; hvorfor skulle så ikkevi have ret til at føre vores forsvarskamp overalt?

‑ PFLP’s aktionerinde i 1948-områderne har dog været få, og har udelukkende været advarslereller svar på Israels angreb. I alt fire aktioner, hvoraf to har været rettetmod soldater og de øvrige to mod bosættere. Og hotellet hvor Ze’evi blev dræbt,lå faktisk inden for 1967-grænserne.

‑ Kampen i Palæstinaer meget kompleks. Den er nært beslægtet med irlændernes og baskernes kamp.Russeren som flyttede hertil i går, har alle rettigheder, samtidig med atmillioner af palæstinensere som har boet her hele deres liv, savner til og medden mest grundlæggende beskyttelse.

 

Til slut: Hvad vil dugerne sige til Palæstina-vennerne i Sverige? Hvordan kan vi støttebefrielseskampen? 

‑ Mit budskab er detsamme til alle folk i verden: Vi fører alle den samme kamp mod imperialismen.Den bedste måde I kan støtte os på er ved at slås for lighed og retfærdighedi jeres egne hjemlande. Vort mål er at bygge en ny verden som ikke kender nogenulighed mellem mennesker, hvor udbytning ikke eksisterer. Hvis folket i Sverigeenes i kamp mod imperialismen, så er det en uvurderlig støtte for os. Det ersvært for folket i et land at nå sine antiimperialistiske mål, hvis man ikkeforenes med andre folk i fælles kamp. På den måde er hver fremgang for denantiimperialistiske bevægelse en fremgang for os i Palæstina, ligesom ogsåfor alle andre folk som slås for deres frihed.

‑ Når nukapitalismen har skabt en stat som terroriserer og undertrykker folkene i heleverden, så må også vi forenes i en verdensomfattende kamp mod imperialismen.Kun således kan vi alle nå vore mål.

 

[Erik D., Proletären37, 13-09-2005]Oversat fra svensk for DPV af Jørgen Nyeng

Comments are closed.