Tusmørkezone og triste gader
Af Gideon Levy
Det burde være obligatorisk i skolesystemet: En årlig studietur til Tel Rumeida. Dette er stedet, hvor enhver student i Israel – faktisk enhver borger – burde blive bragt til at aflægge besøg.
Dette er stedet, hvortil man burde bringe alle dem, der følte medlidenhed med bosætterne og prædikede deres sag, alle de velmenende mennesker, der krummede tæer ved tanken om tilbagetrækningens ”trauma”, alle dem, der var ivrige efter at trøste dem, der blev evakueret, alle dem, der fremkommer med indholdsløse opfordringer til national forsoning.
De burde alle bringes hertil, til Tel Rumeida-kvarteret i Hebron. Det er her der burde holdes borgerretlige og sociale forelæsninger.
Engang boede der her omkring 500 palæstinensiske familier. Nu er der knapt nok 50 tilbage. Hvad der foregår her, langt fra offentlighedens søgelys, er ikke blot en grusom ”overflytning”, men et terrorregime, af bosætterne påtvunget den håndfuld indbyggere, som endnu ikke er draget bort.
Dette er stedet hvor de opbyggede en bosætterhøjborg, som voksede til frygtindgydende proportioner, et højhus opført med statsligt sponsorat, nu omgivet af en veritabel spøgelsesby, bortset fra den lille gruppe indbyggere der stadig forbliver i deres hjem trods al den terror de bliver ramt af fra jordens voldelige beherskere, disser uønskede naboer.
Det er her israelske skolebørn burde få forevist den dystre side af deres land., deres stats voldelige og lovbespottende baggård.
Militære barakker under hvis dække der findes den reneste ondskab, som bosætterne plager deres naboer med. Der er ikke nogen anden bydel, der ligner denne.
Der går ikke en dag uden voldelige episoder, ikke en time går der uden at der bliver kastet sten, affald eller ekskrementer mod de skræmte naboer, der søger ly i deres barrikaderede huse, hvor de er bange for blot at kigge ud ad vinduet.
Naboer hvis vej hjem altid er en ledelsens og ængstelsens sti. Alt dette sker for øjnene af soldater og politi, repræsentanter for ordensmagten, der blot passivt ser til.
For den gennemsnitlige, rimelige israeler er et førstegangsbeøg i Tel Rumeida en oplevelse, der vender op og ned på verdensbilledet.
Dette er rendestensaspektet ved bosætterbevægelsen, hvis ledere aldrig har undsagt det og som mange af dem endog har hyldet med glødende lovprisninger i de seneste uger.
Alle vinplanterne i haven er blevet hugget ned. Indgangen til Hashem Al-Gazas hus er blokeret af dynger af affald og spildprodukter som er blevet kastet ned af hans naboer længere oppe ad bjergsiden.
Det er nu flere år sıden han har kunnet komme ind i sit hus fra gadesiden. Han er henvist til at benytte en ujævn sti op ad bjergsiden, som naboerne ikke har udsigt til, skynde sig ind i huset gennem bagdøren og håbe på det bedste.
Enhver tur uden for huset foregår i hast og ængstelse. Samtale foregår som hvisken for at naboerne ikke skal høre noget. Al-Gaza er formand for bydelsrådet, eller hvad der er tilbage af det.
Han viser sine gæster en videooptagelse, der er fire måneder gammel. Det er ikke en man vil kunne få at se på israelske TV-kanaler:
Den viser scener fra en pogrom. Vi ser en række skolepiger på vej hjem, unge piger klædt i den samme skoleuniform, mens unge bosættere – især piger – ligger i baghold hver dag og venter på at komme til at angribe dem voldeligt.
Man ser skolepigerne flygte og bosætterpigerne sparke ud efter den og kaste stem og affald mod dem. Soldaterne ser til med kedsomhed malet i ansigterne, om end man nogle gange kan se dem smile.
Nu ankommer mini-pogromen til Dr. Taysir Zehadis hjem. Hundreder af bosættere i hvide shabbat-skjorter, som passer til den festlige anledning, bryder ind og hærger og raserer. Den desperate doktor prøver at tilkalde hjælp over telefonen mens hundreder af bosættere omringer huset.
Sluttelig smadrer de lågen og tiltvinger sig adgang til selve huset. Soldater fra Hahal-brigaden og en gruppe fra Grænsepolitiet ser til uden at løfte en finger. Bosætterne er nu inde i huset og smadrer hvad som helst de kan få fat i, mens doktoren ser på og hæst beskriver ødelæggelsen mens han taler ind i telefonrøret. ”Alt er ødelagt” siger han stille inde fra sit hjem, som en låge og et jerngitter ikke kunne beskytte.
Efter at bosætterne får afløb for deres vrede inde i huset, skrider de smilende, på vej til det næste offer. Intet stopper dem.
Undtagen naboen Ayub Awawis jerndør. Døren giver ikke efter for deres slag og de forbliver udenfor. Imens viser kameraet ødelæggelsen i doktorens hjem. Fra solpanelerne på taget til potteplanterne i dagligstuen er alt smadret og spredt ad.
Videooptagelsen slutter og vi vender tilbage til nuet. Al-Gazas datter kommer løbende ind i dagligstuen.
Hun går i tredje klasse, har ”rottehaler”, det er hendes anden skoledag i år. Hun ser skrækslagen ud. Hun krydser altid vejen i løb.
I går lørdag smed bosætterne sten på dem. Et skolebarn blev såret i armen. Men i dag kom hun igennem uden at blive angrebet.
En lille gruppe internationale frivillige ledsager hende og hendes veninder til og fra skole hver dag.
Her til morgen udstedte de israelske besættelsesstyrker et dekret og erklærede bydelen for ”lukket militært område” som et modtræk mod to amerikanske kvinder og en brite i 20’erne, der kom hertil for at bo her som tapre menneskelige skjolde.
Besættelsestyrkerne hævder, at de er en ”provokation”.
I går kastede bosætterne sten mod indbyggerne indtil kl. 9 om aftenen. Sommerferien forløb faktisk stille og roligt.
Bosætterne havde travlt med deres kamp mod tilbagetrækningen fra Gaza. Men Al-Gaza er meget bekymret: Måske er de vendt meget frustrerede tilbage.
Vi sidder i det værelse, hvor Al-Gazas far plejede at opholde sig. Den ældre og syge far kan ikke bo her mere., i en bygning, der kun kan nås via stiger og stejle bakker, hvorfra en syg person ikke vil kunne flyttes i en ambulance eller få nødvendigt udstyr og forsyninger undtagen ved at foretage udmattende fodrejser.
De fleste af husene i nabolaget er forladte. Stenhuse der engang var omgivet af yndige haver står tomme ligesom de fleste af husene i de dele af Hebron, som er under israelsk kontrol. Husene er tomme; beboerne fjernede alle deres ejendele og flygtede, på grund af frygt. Hvilket lige netop var målet for de bosættere, der gør alt for Eretz Israels skyld.
Baruch Marzel er naboen ovenover. Fra Marzels campingvogn, lige oppe over vore hoveder kan vi høre en kvinde der taler i telefon. ”Jeg er Baruchs nabo”, mumler Al-Gaza med et bittert smil. Screensaveren på hans computer viser et rutinefoto: En bosætterdreng på syv – otte år angriber en gammel palæstinensisk kvinde, der komme bærende på nogle kurve, på Gross Square, der støder op til Avraham Avinu-bydelen, mens smilende soldater ser til fra deres post.
Da Al-Gazas kone skulle føde, måtte han føre hende ned ad den stejle bakke bag gårdspladsen for at få hende ned til byen ad bagvejen.
Haven ved hans hus er overstrøet med skrammel som gamle vaskemaskiner, som naboerne har smidt der. Hvad vil de ikke gøre for Eretz Israel ?
Et familiebesøg. Vi går hen for at besøge Hashem Al-Gazas bror i huset ved siden af.
Man må tale dæmpet og holde sig tæt på muren, der yder en smule beskyttelse mod bosætterne ovenover og gå hastigt under vinplanternes dække. Besættelsesstyrkerne har anbragt en udkigspost på taget af broderens hus, så husets ejere har naturligvis forbud mod at gå op på taget.
Vejen til den nærmestre nabos hus, der ligger nærved, går over en stige. Man er nødt til at klatre på denne skrøbelige stige for at komme igennem, i skyggen af træerne og vinplanterne og uden for ovenoverboernes synsvidde. Vi krøb over.
Broderen er ikke hjemme så vi går hen til Sharbati-familien i huset ved siden af. Wa’al åbner døren og byder os hjerteligt velkommen. Hun har seks børn. Hendes mand arbejder på en tankstation. Besættelsesstyrkerne har en post på hendes tag og man kan se bosættercampingvogne ud gennem vinduet.
Hun åbner aldrig vinduet i børneværelset. En jernskodde beskytter vinduet. Resten af vinduerne i huset er beskyttede med et gitterværk og stænger af jern . Wa’al åbner vinduet et kort øjeblik for at vise os det affald som soldaterne oppe på posten på taget kaster ned på gårdspladsen. Sommetider lader de også deres vand der.
Gårdspladsen, hvor der engang var en løvhytte beklædt med druer, er nu overstrøet med tomme flasker og efterladte levninger fra besættelsesstyrkernes rationer. Wa’al fortæller at hun her til morgen hørte soldaterne prøve at bore hul i vandtanken oppe på taget. ”De fleste af soldaterne er flinke”, understreger hun, ”men der er også altid nogle lede karle”.
Hver tredje måned bliver enheden udskiftet. Den forrige gruppe var venligere end den nuværende, måske som følge af erfaringerne fra den ømtålelige tilbagetrækning fra Gaza.
Igår pissede de ned på gårdspladsen igen. Wa’al og de andre indbyggere har flere rædselsvækkende historier end der er plads til i denne klumme. Husets vinduer er blevet ramponerede af besætternes kasten med klippestykker. Husets beboere bor i halvmørke fordi skodderne altid holdes lukkede. De hænger vasketøjet til tørre på altanen og sommetider sviner bosætterne det til også der. I aftes lavede soldaterne oppe på taget megen larm.
Da vi går ud på gårdspladsen, lander der et klippestykke ved siden af os, smidt ned fra bosætterne ovenover. Ingen andre en vi bliver ophidsede. Det er rutine. Kun de registrerede beboere må komme ind i denne bydel og kun til fods. Ingen spontane besøg fra venner eller slægtninge.
Vejen passerer en elektronisk kontrolppost. Hvis vaskemaskinen går i stykker kan man ikke tilkalde en tekniker; ej heller kan man slæbe en ny op ad den ujævne bagvej. På det seneste har der også været problemer med at få gasbeholdere igennem ved kontrolposten og med husholdningsgassen er det snart slut.
Sa’ad-familiens hjem, det næste hus i rækken er beskyttet af tønder fyldt med cement, den slags armeringer man kun ser i krigszoner. Sayaj-familiens hus blev eksproprieret af de israelske besættelsesstyrker for at tjene som et forsvarsværk til beskyttelses af bosætterne. Bosætternes huse med fire etager i beton og med grønne jernskodder vogter truende som et fort ovenover naboboligerne.
Vi går gennem den ældgamle vingård, som strækker sig ned ad bjergskråningen i retning af byens muslimske kirkegård. Vingården ligger i ruiner, dens jord er udtørret. Det er umuligt at dyrke den. Bosætterne tillader det ikke.
Al-Gaza er også bekymret over den planlagte ruteføring af en ny vej, der her skal bygges til bosætterne; den vil komme til at gå gennem denne vingård og den gamle kirkegård. Disse planer har foruroliget alle her, men de ved at dette slag, ligesom alle deres andre slag blev afgjort for længe siden.
”Herfra er det farligt at gå videre”, siger Al-Gaza. Jeg tænker tilbage på de flugtstier, jeg benyttede i det belejrede Sarajevo i 1993. Støjen fra byen på den anden side af besættelsesstyrkernes kontrolpost tager til i styrke, som for at trodse den dødelige stilhed, der indhyller området under israelsk kontrol, som er blevet til en spøgelsesby. Aktivisten Luna Ruiz spørger stille, hvad der ville kunne bringe de israelske medier til at dække den gruopvækkende virkelighed, der hersker her.
”Hvis en af os skulle blive dræbt, tror du så det ville chokere nogen i Israel ?”, spørger hun tørt. Hun siger, at hun er meget opskræmt. Der er som om børnene på vejen, der fører til Tel Rumeida spiller russisk roulette. De krydser barfodede gaden i et sindssygt ræs. Avihai Sharon fra Shovrim Shtika (Bryd Stilheden) -organisationen, som har fungeret her et stykke tid for at beskytte indbyggerne, siger at det er måneder siden, at hun har set noget palæstinensisk barn, der har vovet at krydse denne øde vej, som kun er åben for jøder.
En kvinde kigger med et anspændt udtryk i ansigtet ud fra sin gårdsplads. Nogle få går ad denne affolkede gade, som fører op fra Avraham Avinu-bydelen til Beit Hadassah. Dette er Martyrernes Gade om hvilken der blev ført lange og udmarvende forhandlinger med deltagelse fra den amerikanske regering med det sigte at genoprette og restaurere den. Det gik som det går med alle sådanne aftaler.
Alle dørene i de renoverede butikker er nu låste og loddet fast. Det er bosætternes værk og gaden er øde. Hvert andet øjeblik kommer et bosætterbarn forbi. Hvert andet øjeblik krydser en armeret militærjeep gaden.
Gruppen på tre personer kommer nærmere. ”Hvordan går det?” Mit navn er Mario Vargas Llosa, siger en elegant mand. Med fashionable Prada solbriller og en lige så fashionabel fotografvest, ser han yngre ud end han er. Ledsaget af sin fotograf-datter og Yehuda Shaul fra Shovrim Shtika er den berømte peruanske skribent, forfatter til ”Byen og Hundene” kommet for at se disse gader, hvor der hersker raseri og skændsel.
Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen