Bush har en plan for Palæstina
Denne kommentar af Aaron David Miller i International Herald Tribune giver for første gang et sammenhængende billede af, hvorledes Bush-administrationen agter at takle Mellemøst-problematikken. Om man så vil kalde synspunkterne kyniske er lidt en smagssag.
Hvad der gør synspunkterne ekstra interessante er naturligvis, at forfatteren som rådgiver til ikke mindre end seks af USA’s udenrigsministre, har været tæt på beslutningsprocessen. Selv om han åbenbart ikke længere er tilknyttet udenrigsministeriet – i så tilfælde ville han have anført det – er han i stand til at se igennem de sædvanlige røgslør.
Og de fremførte scenarioer forekommer desværre absolut plausible. Rent bortset fra at det er første gang at offentlgheden har set så klart beskrevet, hvorledes Bush-administrationen på den ene side vil takle deres støtte til Israel – og Sharon – og på den anden side give palæstinenserne skylden, hvis de ikke accepterer den foreslåede minimalistiske løsning.
Som alle i den amerikanske administration ved, vil det være helt uacceptabelt for enhver palæstinensisk ledelse – herunder Abbas.
Af Aaron David Miller, International Herald Tribune
WASHINGTON – Hvis De er forvirret over hvor Bush-administrationen styrer hen efter Israels tilbagetrækning fra Gaza, så behøver De det ikke. Præsident George W. Bush har udviklet et hemmeligt våben som ikke kan tabe, og som han håber at anvende ved afslutningen af hans administration: en palæstinensisk stat med provisoriske grænser.
Hvis det virker, vil administrationen få æren for et betydningsfuldt gennembrud; hvis ikke, vil administrationen lægge skylden på palæstinenserne for at forsømme endnu en lejlighed.
Fra begyndelsen har Bush været varsom med hans forgængers højrisiko-, højindsats- Mellemøst-diplomati. I stedet har han fokuseret på at presse palæstinenserne hårdt mht. sikkerhed og reform og på stort set at støtte Israel. Tre år senere synes denne tilgang at have betalt sig.
Der hersker våbenhvile, og premierminister Sharon har med held trukket israelske bosættere tilbage fra Gaza.
I administrationens strategi er Gaza imidlertid på ingen måde afslutningen på historien. På sin egen måde følger administrationen en politik drevet af nye og store ideer. Tegn på demokratisering i Mellemøsten har kun bekræftet dens synspunkt, at en stor ændring er mulig dér. Og det gælder klart det israelsk-palæstinensiske spørgsmål.
Her er administrationen forpligtet til at opnå et altovervejende mål: skabelsen af en palæstinensisk stat med provisoriske grænser. Grundlæggende ville en sådan stat omfatte Gaza og væsentlige områder af Vestbredden hvorfra Israel ville være parat til at trække sig tilbage, mens man ville udskyde sådanne emner som Jerusalem og flygtninge til fremtidige forhandlinger.
Ideen om en stat med provisoriske grænser dukkede først formelt op i en tale af Bush den 24. juni 2002. Overordnede embedsmænd i administrationen taler ikke meget om den offentligt, men alt hvad administrationen har gjort leder uvægerligt mod det mål.
Administrationens stærke støtte til Gaza-tilbagetrækningen, dens forsikringsbrev til israelerne sidste år der i hovedsagen udelukkede palæstinensiske grænser baseret på de grænser der eksisterede i juni 1967, og dens undgåelse af emner som Jerusalem og flygtninge, tyder stærkt på en sådan strategi.
Udpegelsen af generalløjtnant Wiliam Ward og James Wolfensohn som USA’s særlige udsendinge for palæstinensiske sikkerheds- og økonomiske spørgsmål belyser vigtigheden for det Hvide Hus af at opbygge institutioner for en sådan midlertidig stat frem for primært at fokusere på at løse den israelsk-palæstinensiske konflikt.
Og selvfølgelig vil Sharons eget syn på territoriespørgsmålet som ville udelukke alt hvad der kommer tæt på linjerne fra juni 1967, fremtvinge en simpel virkelighed: En stat med provisoriske grænser er alt hvad palæstinenserne vil få, i det mindste for nuværende.
Er skabelsen af en palæstinensisk stat med provisoriske grænser så dårlig en idé? Ville det virke? Under visse omstændigheder kunne det måske.
For det første måtte israelsk bosættelsesaktivitet skulle stoppe for at sikre palæstinenserne, at når der kom en tid til at forhandle endelige grænser, ville de være i stand til at opnå en stat med sammenhæng og territorium.
Palæstinenserne måtte også skulle indføre en våbenhvile og afslutning på volden som ville vare ved. Endvidere ville en forpligtelse til at forhandle permanente grænser foruden emner som Jerusalem og flygtninge ikke kunne forblive åben; der måtte være en virkelig tidsplan og en tredje part til at hjælpe Israel og palæstinenserne med at overholde den.
Men at gennemføre alt dette ville være en sej overbevisningsopgave. Palæstinenserne kunne næppe få sig til alvorligt at forhandle en konfliktafsluttende løsning i Camp David i juli 2000.
Og den palæstinensiske leder, Mahmoud Abbas, som ikke har den historiske legitimitet Yasser Arafat havde, vil have meget svært ved at sælge en stat med provisoriske grænser til en skeptisk offentlighed.
Samtidig vil israelerne være forsigtige med at lade palæstinenserne opnå kontrol med territorium skridtvis uden gå ind på at ophøre med deres krav og afslutte konflikten med Israel.
Af disse grunde er det usandsynligt at en provisorisk stat vil blive forhandlet mellem israelerne og palæstinenserne. Men det er ikke den eneste måde det kunne gennemføres på.
Hvis israelerne nu er parat til gradvis at rømme store områder af Vestbredden, vil den palæstinensiske myndighed blive efterladt med det komplekse problem, hvordan den skulle organisere sig selv.
Hvordan erklærer palæstinenserne suverænitet over hvad de har, skaber nationale institutioner til at køre deres affærer, tiltrækker international støtte for legitimiteten af palæstinensisk statsform, altsammen uden at opgive krav på deres aspirationer? Svaret er selvfølgelig, en stat med provisoriske grænser.
De legale og juridiske forhindringer for sådan en stat er mange. Men for Bush-administrationen behøver det ikke at betyde noget. I deres øjne har palæstinenserne et historisk valg at gøre.
Hvis Israel nu er parat til at trække sig tilbage fra op til 85 % af Vestbredden og udsætte mere følsomme emner som Jerusalem og flygtninge til senere, hvorfor så ikke tage imod tilbuddet?
Ikke at gøre det, ville kun bekræfte administrationens værste indtryk af palæstinenserne og fredsprocessen.
(Aaron David Miller, præsident for “Seeds of Peace”, tjente som rådgiver for seks amerikanske udenrigsministre [Secretaries of State] vedrørende arabisk-israelske forhandlinger)
(International Herald Tribune, Fredag den 2. september 2005)
Oversat fra engelsk for DPV af Jørgen Nyeng