Endnu en dag med protester mod Muren

Marcy Newman, US-Campaign to end the Occupation

Endnu en dag med protester mod Muren

Marcy Newman skriver fra Salfit i det besatte Palæstina, 22. juli 2005

Tiden løber så hurtigt og mine oplevelser er så intense, at jeg er bange for, at jeg ikke fuldt ud kan give udtryk for dagliglivets pres og hvad jeg her bliver vidne til.Især bekymrer det mig, at verdens øje snæversynet fokuserer på tilbagetrækningen fra Gaza og de protesterende modstandere af tilbagetrækningen, af hvilke flertallet er illegale bosættere fra Vestbredden.

Igår deltog jeg i en ikke-voldelig demonstration i tre landsbyer i Salfit-området i nærheden af Nablus. Gennem de seneste få uger har landsbyerne oplevet en tiltagende vold fra de israelske besættelsestropper i hele regionen. Demonstrationer i Marda og Immatin er blevet mødt med angreb fra den israelske hær med tåregas og gummikugler.

Der har været daglige angreb fra hæren, arrestationer, udgangsforbud og lukninger af kontrolpposter, gennemsøgninger af huse og tåregasangreb mod boliger. I Salfit blev en 16-årig dreng dræbt, fordi han kastede sten mod en jeep.

Dagen begyndte med at jeg mødtes med palæstinensere fra International Solidarity Movement (ISM) i Ramallah. Vi kørte ud til den lille landsby Deir Ballut. Ved kontrolposten lige uden for landsbyen ventede vi i 30 minutter mens besættelsestropperne ignorerede os uden nogen åbenlys grund. Vi frygtede, at ingen internationale ville få lov at komme ind i landsbyen og at vi ville blive nødt til i hemmelighed at krydse ind i dalen, men det lykkedes os at komme igennem uden problemer.

Vi kørte hen til en delvist færdigbygget skole i Deir Ballut. Den israelske hær har sat bygningsarbejdet på skolen i stå siden juni 2003 og vil ikke tillade landsbyen at færdigbygge skolen, som er finansieret af World Vision, et projekt i USAID-regi.

Den frededlige demonstration taltte omkring 200 skolebørn, der sang sange, danneded talekor og holdt taler om hvorfor de ville have deres skole bygget færdig. Al Jazeera var der og interviewede mange af de lærere og elever, der var til stede.

Omend det ikke kom til sammenstød med israelerne var der en jeep posteret oven for skolen under hele demomstrationen. Det lader til, at palæstinensiske børn, der vil have en uddannelse, anses for at være en trussel mod den israelske stat.

Den anden ikke-voldelige aktivitet fandt sted i landsbyen Az Zawiya. Vi lyttede til taler fra de stedlige indbyggere, medlemmer af byrådet, Kvinder for Liv og piger fra en lokal sommerlejr, der var kommet for at diskutere virkningerne af den israelske besættelse og bygningen af Annektionsmuren i Az Zawiya og nabolandsbyerne.

Mange af talerne luftede muligheden af at rejse økonoimisk støtte til landbrugs- & infrastrukturelle projekter på deres jorder, fordi de frygter, at ethvert stykke jord, som israelerne ikke anser for at være i brug vil blive lagt til det landområde, som allerede er blevet stjålet for at give plads til bygningen af Apartheidmuren.

Det sidste stop, som var langt det mest foruroligende, var hjemme hos Hani Aamer i Mas’ha. Siden bygningen af Apartheidmuren i Mas’ha for to år siden har Aamers hus været været omringet på alle fire sider. Familien kan kun komme ud og ind, når soldaterne åbner porten.

På den ene side er der den 26 fod (8–9 meter,o.a.) høje Apartheidmur med et farverigt vægmaleri, som nogle børn har lavet. På to sider er der et elektrisk hegn, som besættelsestropperne kontrollerer. De opretholder en kontrolpost på den ene side af hegnet og en illegal israelsk bosættelse på den anden side.

Omkring 20 personer, palæstinensere, aktivister fra ISM og mediefolk besøgte Aamer-familien. Efter fem minutteres forløb kom en jeep og truede os med, at v i ville få problemer, hvis ikke vi forlod stedet i løbet af fem minutter.

Denne slags demonstration er et solidaritetsbesøg, den var ikke en protest i dette ords sædvanlige betydning. Og dog blev besættelsestropperne voldelige, besatte påny resten af Mas’ha uden for Annektionsmuren og begyndte at pege med deres M16-geværer i strategiske retninger.

Mange af os ville blive for at støtte familien, men dens isolation betød på den anden side, at den sandsynligvis ville komme til at betale prisen, når vi to afsted. Så vi eskorterede de palæstinensiske besøgende ud, og det vat afslutningen på vores besøg.

Hani Aamer og hans families livsvilkår er ikke enestående. Der er andre palæstinensiske familier, der er spærret inde og må udholde israelske bosætterbørn, der kaster sten på dem. Besættelsesstyrkerne, der har deres udpost lige på stedet, reagerer aldrig, når Aamer-familien klager. Men i samme øjeblik et medlem af Aamer-familien besvarer et stenkast med sekv at kaste en sten, reagerer de israelske soldater.

Hani Aamer er palæstinenser fra 1948 og har mistet sit hjem en gang og han nægter at fortrække for han vil ikke miste sit hjem for anden gang. Jeg ved ikke, om der er nogle, der kan forestille sig hvilket liv denne familie må leve i noget der faktisk er et fængsel, hvor muligheden for at bevæge sig er fuldstændigt afhængig af besættelsessoldaternes luner.

Marcy Newman er assisterende professor i engelsk ved Boise State University og Juridisk

Koordinator i US-Campaign to end the Occupation I I Idaho’s Distrikt 2

Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Dette indlæg blev udgivet i Analyser, Gamle indlæg. Bogmærk permalinket.