”Israelsk jødiske hjerter under belejring”

Jordan Times

”Israelsk jødiske hjerter under belejring”

Af Rima Merriman

Støtteorganisationer der sponsorerer folk-til-folk dialog møder, hvis formål er at skabe dialog mellem israelere og palæstinensere, insisterer på politisk korrekthed på disse møder. Paradoksalt nok, forlanger de at de besatte og besætternes lidelser skal vægtes ligeligt.

Men forsoningen mellem de almindelige jødiske israelere og de almindelige palæstinensere i de besatte områder, udtrykker den passive og mulige negative betydning af ordet ”forsoning”, – som at ”bøje sig for noget ubehageligt”.

Og her mener jeg ikke at palæstinenserne skal underlægge sig den ulige magtbalances beføjelser.

Hvis forsoningen skal have en reel chance, skal israelere indføres i palæstinensernes lidelseshistorie. De skal forcere den tåge af zionistisk propaganda de er opfostret med, for at kunne se ”den anden” i et nyt lys. Kort sagt, må de bøje sig for det mindre behagelige, der handler om, hvem de er og hvad de har gjort.

Ud over muren, – der skærer sig igennem palæstinensisk jord, – og de ulovlige bosættelser, skal de desuden have kendskab til historiske facts.

Fred mellem israelerne og palæstinenserne ser mere uopnåelig ud end nogensinde, og nogle mennesker gør sig tanker om, hvorvidt Israels ekspansion, de fysiske overgreb på palæstinensere og den stadige ødelæggelse af palæstinensernes udkomme, – både indenfor og udenfor Israel, – nogensinde vil stoppe.

Forsoningen forudsætter at sindelaget hos de israelske jøder på nuværende tidspunkt har ændret sig, siger Bernard Sabella, ledende sekretær i en afdeling i Jerusalem, der varetager palæstinensiske flygtninges behov.

Det israelsk jødiske sindelag har langt fra ændret sig. Siden oprettelsen af Israel som en jødisk stat i Palæstina, har dialogen mellem de to parter haft en og kun en dagsorden, – at undertvinge den palæstinensiske identitet det zionistiske projekt ved at fremelske og legalisere denne form for kulturel apartheid.

Mahmoud Darwish er nok den poet der tydeligst udtrykker den palæstinensiske lidelseshistorie. Hans digte har været bandlyst i Israel og de besatte områder i næsten 30 år. I marts 2000, da den israelske undervisningsminister foreslog at Darwish´s digte skulle med i et nyt flerkulturelt pensum i de israelske gymnasier, var han årsag til en politisk krise i Ehud Baraks regering. Israel var endnu ikke klar til at Darwish`s digte skulle være obligatorisk stof i israelske skoler.

Måske bliver Israel aldrig klar. Oren Ben Dor, der kalder sig selv eks-israeler og som er underviser i jura på det engelske ”university of Southampton, – skrev i magasinet ”Counterpunch” i sidste måned: Al den undervisning jeg modtog i Israel var ensidig.

Den beskrev den Anden som fjenden, morder, oprører, terrorist, – uden på nogen måde at pege på den andens smerte og længsel.

Ikke kun de israelske studerende har man forbudt at have medfølelse med den palæstinensiske lidelseshistorie. Dette gælder tilsyneladende også studerende udenfor Israels grænser.

I maj udtrykte Israel`s ambassadør i Oslo ”overraskelse og chok” over beslutningen om at medtage et digt af den norske forfatter Lillian Schmidt med titlen ”Nida Al Azzais – en palæstinensisk elev”, som pensum i de ældste klasser.

Digtet beskriver en 14-årig pige, der i 2002 bliver dræbt at israelske soldater i en flygtningelejr i Betlehem. Digtet er en ud af flere tekster i det norske pensum der beskriver konflikter og misforståelser.

”Read Write Think” et samarbejde mellem international ”Reading Association” , det nationale råd af lærere i England og ”Marco Polo uddannelsesfond” havde i maj måned et

seminar omkring ”Israel som moderne stat”, – uden overhovedet at nævne palæstinenserne hvis land denne ”moderne stat” holder besat.

Israel har længe fremstillet araberne negativt i det pensum, som bruges ikke kun på skoler for europæiske jødiske immigranters børn men også på skoler for palæstinensiske børn.

Arabere er ”tilbagestående, kujoner og har besat land der tilhører Israel”

(se Arabs i det israelske pensum, Centret for Mellemøststudier i Jordan)

Israelske tekstbøger benægter de historiske muslimers tilstedeværelse i Jerusalem, ligesom de anser moskeer og kirker som ”ærkæologiske overgreb” på jødiske ruiner.

Darwish som er uddannet i zionistisk poesi på Israelske skoler siger: De lærer eleverne at landet (her menes Palæstina før oprettelsen af den jødiske stat) var tomt. Så når de underviser i palæstinensisk litteratur, er der huller i deres viden, – de fleste af mine digte handler om kærligheden til mit land.

Født i Birweh (Galilæa) i 1942, blev Darwish forhindret indrejse til Israel efter en rejse i 1970. Hans mor døde uden at han nåede at besøge hende.

”Israelske hjerter er under belejring, denne belejring vil fortsætte indtil vi lærer vore fjender vores smukke digte at kende” skriver Darwish i ”En stat under belejring”

Her følger et uddrag af Darwish`s digte:

En kvinde sagde til en sky;

dæk for min kære,

For mit tøj er dækket med hans blod,

Hvis du ikke er regn,

O min kære,

Så vær et træ, frugtbart og grønklædt.

Vær et træ.

Og hvis ikke et træ,

O min kære,

Vær en sten,

Tynget af dug,

Og hvis ikke en sten,

O min kære

Vær selve månen

I drømmen om hende der elsker dig

Vær selve månen.

Bragt i The Jordan Times 2 juni 2005

se artiklen på http://jordantimes.com/thu/opinion/opinion5.htm

Oversat for DPV fra engelsk af Lisbeth Ploug Mortensen

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Klip fra pressen. Bogmærk permalinket.