Nu vil de se resultater!

DPV

Nu vil de se resultater!

Tale til markering af 38-året for 6.dages krigen, 4.6.05

Af Pernille Frahm

I dag markerer vi årsdagen for Naxsa – den lille katastrofe.

Det er nu 38 år siden, Israelerne besatte de palæstinensiske områder på Vestbredden, i Gaza og i Østjerusalem.

Vi ved godt, at Israel blev angrebet.

Men nu 38 år senere, er Vestbredden, Østjerusalem og Gaza fortsat under israelsk besættelse.

Det er snart en menneskealder siden.

Jeg var 13 år, da det skete. Mange af jer var ikke født.

Den palæstinensiske befolkning er ung. Største delen af det palæstinensiske folk har aldrig oplevet en tilværelse uden besættelse. Og ingen palæstinenser har oplevet det, som vi – danskere – tager som en selvfølge: At have et fædreland, vi kan kalde vores, at have retten til et land, hvor vi har rødder.

Det kunne give det indtryk, at der er god tid.

Det kunne give det indtryk, at intet alligevel forandrer sig og at det palæstinensiske folk har vænnet sig til uret og undertrykkelse.

Det kunne give det indtryk, at besættelsen bare kan fortsætte og at i morgen vil blive som i dag, ligesom i dag, er som i går: Et besat folk. Et folk uden rettigheder. Et folk uden fædreland.

Bush og Anders Fogh – som jo er de allerbedste venner – kunne måske få den fejlagtige oplevelse, at de har masser af tid. Besættelsen af Palæstina er ikke et haste problem, for nu har det jo stået på i en menneskealder. Og nu er Arafat væk. Og begge de to herrer er jo enige om, at det var ham, der forhindrede freden! De var enige om, at Arafat var terroren fader!

Nu har de fået en præsident, der er til at tale med, og som de kan spise af med lidt bistand hver gang han rejser spørgsmål om situationen for det palæstinensiske folk.

Som da han rejste spørgsmålet om nye israelske boliger i Øst Jerusalem. Boliger, der er i strid med alle fredsaftaler – som er i strid med køreplanen for fred!

Kommentarerne fra de høje herre var, at det var da også for galt, men så kunne man jo få lidt hjælp til at bygge boliger til palæstinensere til gengæld!

Men det er en frygtelig fejltagelse, hvis man tror, at der er god tid!

Nu, hvor det palæstinensiske folk har levet op til alle krav fra det internationale samfund.

Nu hvor man har gennemført det mest demokratiske valg i noget arabisk land nogensinde og valgt en præsident, der vil forhandle.

Nu hvor palæstinenserne har holdt våbenhvile siden valget begyndte.

Nu hvor de besatte folk har gjort alt, hvad der er i deres magt for at tilfredsstille kravene fra EU og USA.

Nu vil de se resultater!

Nu vil de se, om det er sandt, at det var Arafat og ikke Sharon, der er den største forhindring for at få retten til et hjemland!

Hvis ikke USA og EU stopper med deres evige belønninger af Israels overtrædelser af internationale aftaler, vil tålmodigheden snart være slut.

Skal vi så se nye bølger af terror?

Skal vi se flere uskyldige sprængt i stumper?

Efterhånden er historier om en israelske hær og de israelske bosætteres overgreb på tilfældiges rettigheder ved at nå frem til de danske medier.

Almindelige bønder bliver chikaneret, deres dyr forgivet, deres afgrøder ødelagt og de selv bliver truet og tævet. Kendte bøller fra bosætterne går frit omkring uden indgreb fra de israelske myndigheders side.

Palæstinensere oplever, hvordan deres rettigheder ved tjekpoints afhænger af humøret hos tilfældige israelske soldater. Hvordan de den ene dag kan komme igennem til arbejde uden vrøvl, for den næste at blive sat til at vente i timevis uden forklaring.

I Gaza oplever palæstinenserne en voksende tilspidsning, som om man lige skal have markeret, hvem der er overherre før rømningen muligvis går i gang.

Unge drenge, skydes ned. Huse sprænges i luften.

Alt dette får palæstinenserne til at tvivle på, om det overhovedet nytter noget, at gå fredens og demokratiets vej i kampen for frihed og selvstændighed.

De raser, og hvor der findes raseri og frustration, trives fanatisme.

Skal vi nu opleve et tilbageslag for de moderate og demokratiske kræfter blandt palæstinenserne?

For et par dage siden kunne man i The Independent læse udtalelser fra den mangeårige amerikanske Mellemøsten udsending fra Dennis Ross.

Denne mand, der har været rådgiver for to amerikanske præsidenter advarer mod at trække tiden ud.

Hvem kommer efter Mahmoud Abbas – spørger han?

Ansvaret er alene vores: Vores regerings, vores europæiske samarbejdsparter i EU og ikke mindst den amerikanske præsident George W Bush!

Comments are closed.