Ariel Sharons morderiske karriere

Electronic Intifada

Ariel Sharons morderiske karriere

Sharons officielle biografi fra det israelske udenrigsministerium med kommentarer fra Electronic Intifada.

Ariel Sharon er født i Kfar Malal i 1928. Han trådte 14 år gammel ind i Haganah (der siden blev til den israelske hær, red.).

Under Uafhængighedskrigen i 1948 var han kommandør for et infanterikompagni i Alexandronibrigaden.

I 1953 grundlagde han og stod i spidsen for specialkommandoenhed 101, som gennemførte gengældelsesoperationer.

Electronic Intifadas kommentar: Som kommandør for den berygtede enhed 101 stod Sharon i spidsen for angreb på palæstinensiske landsbyer, hvorunder kvinder og børn blev dræbt.

Massakren i landsbyen Qibya på Vestbredden 14. oktober 1953 var den nok mest berygtede. Hans tropper sprængte 45 huse i luften og 69 civile palæstinensere -omkring halvdelen af dem kvinder og børn- blev dræbt.

USA’s udenrigsministerium fremkom med en udtalelse 18. oktober 1952, hvori det gav udtryk for ”dybeste sympati med familierne til dem, der mistede livet under angrebet på Qibya” såvel som for den opfattelse, at de ansvarlige ”burde stilles til regnskab for deres for deres gerninger og at effektive forholdsregler burde indføres for at forhindre sådanne begivenheder i fremtiden.” (USA’s udenrigsministeriums Bulletin, 26. oktober 1953, p. 552).

Sharon blev udpeget til kommandør for en faldskærmsbrigade i 1956 og kæmpede i Sinai-kampagnen

Electronic Intifadas kommentar:

16. august 1995 berettede Ohad Gozan fra Tel Aviv i en artikel med titlen ”Israelere indrømmer massakre” skrevet til Daily Telegraph: ”Rapporter om hvorledes israelske faldskærmstropper dræbte omkring 270 ægyptiske krigsfanger fører til spændinger mellem de to lande.

Egypten har krævet en undersøgelse af de påståede grusomheder, som daterer sig tilbage til Israels deltagelse i den britisk-franske kampagne for at overtage Suez-kanalen.

Drabene blev afsløret i et papir, som var blevet udarbejdet efter beslutning i hærens militær-historiske division. De blev detaljeret beskrevet i avis- og Tv-interviews. I alt blev 273 ægyptere, nogle af dem civile sudanske vejarbejdere, ifølge beretningerne dræbt i tre omgange”.

Arye Biro, en pensioneret hærgeneral indrømmede at have skudt sudanerne i et stenbrud i det strategiske Mitla Pas i det centrale Sinai, to dage efter kampagnens start.

Mr. Biro, der dengang var chef for Faldskærmsbataljon 890 sagde, at de 49 skrækslagne fanger blev ført ind i stenbruddet og dræbt ved skydning. Han sagde: ”Vi kunne ikke lave noget som helst andet før vi blev færdige med dem. En af dem undslap med kugler i brystet og i benet, men kom tilbage kravlende på alle fire, fordi han var tørstig. Han sluttede sig snart til sine døde kammerater”.

Mr. Biro sagde, at han og hans tropper siden dræbte 56 ægyptiske soldater og irregulære kombattanter, da de i en lastbil var på vej til oliehavnen Ras-al-Sudr ved Suez-bugten. ”Seks overlevede den første salve”, sagde han. ”De blev senere stedt til hvile sammen med resten.

En stor mængde blod flød ud gennem hvert et hul i lastbilens fladbundede lad”. Et vidne fortalte avisen:

”Da bagsmækken blev sænket, flød alle kroppene ud i en stor masse.

Jeg kunne ikke udholde den tanke, at vi skød folk uden at være i kamp”. Andre 168 ægyptiske soldater blev hugget ned, da faldskærmstropperne fortsatte mod syd.

Mr. Biro’s kommandører var Ariel Sharon og Rafael Eytan…”

I 1957 studerede han på Camberley Staff College i Storbritanien. I årene fra 1958-62 gjorde han tjeneste som kommandør for en infanteribrigade og siden som kommandør for Infanteriskolen.

Han blev udpeget til chef for IDF(De Israelske Forsvarsstyrker)’s Nordkommando i 1964 og til chef for hærens Træningsafdeling i 1966.

Han deltog i 1967 i Seksdageskrigen som kommandør for en panserdivision.

I 1969 blev han udpeget til chef for IDF(De Israelske Forsvarsstyrker)’s Sydkommando.

Electronic Intifadas kommentar:

21. januar 2001 berettede Phil Reeves i en artikel med titlen ”Sharons genkomst skaber frygt i Wreckage Street”* til The Independent: ”I august 1971 alene ødelagde tropper under Mr. Sharons kommando omkring 2000 boliger i Gaza-striben, fordrev 12.000 mennesker (palæstinensiske flygtninge) for anden gang i deres liv.

Hundreder af unge palæstinensere blev arresteret og deporteret til Jordan og Libanon. 600 slægtninge til guerillamistænkte palæstinensere blev sendt i exil i Sinai. I anden halvdel af 1971 blev 104 guerillaer myrdet”.

Sharon trak sig tilbage fra hæren i 1972, men blev genindkaldt til aktiv militærtjeneste under Yom Kippur-krigen i 1973 for at kommandere en panserdivision og lede overgangen over Suez-kanalen.

Ariel Sharon blev valgt til Knesset (det israelske parlament, red.) i december 1973, men trådte et år senere tilbage for at gøre tjeneste som sikkerhedsrådgiver for statsminister Yitzhak Rabin(1975).

Han blev på ny valgt til Knesset i 1977, for Shlomzion.

Som landbrugsminister i Menachem Begins første regering stræbte han efter et landbrugsmæssigt samarbejde med Ægypten.

I 1981 blev Sharon udpeget til forsvarsminister og gjorde tjeneste på denne post under krigen i Libanon, som førte til ødelæggelsen af PLO’s terroristiske infrastruktur i Libanon.

Electronic Intifadas kommentar:

Som forsvarsminister ledede Sharon i 1982 Israels invasion af Libanon, som krævede titusinder af civile ofre, da Israel forsøgte at knuse PLO’s infrastruktur i regionen.

Ifølge de statistikker, der blev offentliggjort i Third World Quaterley (vol. 6, issue 4, october 1984, pp. 934-949) blev over 29.500 palæstinensere og libanesere enten dræbt eller såret i perioden fra 4. juli 1982 til 15. august 1982, 40% var børn. Israels angivelige bevæggrund for dets ”Operation fred til Galilæa” var at tilvejebringe fred for israelske lokalsamfund i grænseområdet i det nordlige Galilæa.

Faktisk var de katastrofale begivenheder i årene 1982-85 lige netop det der udløste Hizbullah Shi’a-modstandsvgevægelsen i det sydlige Libanon. Forud for Israels militære intervention i de tidlige 1980’ere, havde Shi’aerne i det

sydlige Libanon ikke givet udtryk for nogen aggressiv eller fjendtlig holdning til Israel.

Ariel Sharon er ansvarlig for massakren på civile palæstinensere og libanesere i flygtningelejrene Sabra og Shatila i Beiruts sydlige udkant. Menneskeslagteriet i de to nabolejre fandt sted fra aftenen 16. september til morgenen 18. september 1982 på et område, der var under de israelske styrkers kontrol.

Gerningsmændene var medlemmer af Phalange(kara’eb- på arabisk)-militsen, den gruppering, der blev forsynet med våben af og var nært allieret med Israel siden udbruddet af borgerkrigen i Libanon i 1975. Forud for massakren havde Sharon møder med Phalangens styrker.

Gennem mere end 60 timer – bakket op af en israelsk belejring rundt om lejrene og vejledt af lyset fra israelske lysraketter – gik styrker fra den israelsk allierede Falangist-milits gennem lejrene og dræbte civile palæstinensere og libanesere.

Nogle blev stillet op ad mure og mejet ned af maskingeværild. Andre blev efterladt i dynger på gulvene i deres hjem eller på gaderne i lejrene. Børn blev dræbt med skud, kvinder og piger blev voldtaget og lemlæstede og mænd fik maven sprættet op før de blev henrettet.

Det nøjagtige antal ofre for massakren bliver måske aldrig kendt. Røde Kors’s Internationale Komité optalte 1.500 da massakren fandt sted, men 22. september var tallet steget til 2.400.

Dagen efter blev yderligere 350 kroppe fundet således at det på det tidspunkt bekræftede tal var steget til 2.750.

Israels militære efterretningstjeneste vurderede at 700 – 800 mennesker blev dræbt. FN-resolution UNSC 521 (1982) fra 19. september 1982 fordømte utvetydigt massakren i Sabra og Shatila, skønt den afholdt sig fra at sætte navne på gerningsmændene på dette tidlige tidspunkt.

Spørgsmålet om direkte israelsk medvirken i massakren er aldrig blevet fuldt opklaret. Men -trods alle benægtelser er det ikke troværdigt at de israelske tropper, der omringede de to lejre, skulle være uvidende om, hvad der foregik inde i dem.

Fra 5 – 5:3o foretog israelske fly lave overflyvninger over Sabra og Shatila hvorefter beskydning med granater straks begyndte.(Kilde: The New York Times, 16. september 1982, der citerer Dr. Witsoe, Gaza Hospital).

Israelerne etablerede observationsposter på toppen af nogle højhuse i den nordvestlige firkant af den Kuwaitiske ambassade. Fra disse udkigsposter havde man med det blotte øje et klart udsyn over adskillige afdelinger af lejrene, heriblandt de dele af Shatila, hvor der blev fundet dynger af lig. (Kilde: Newsweek, 4. oktober 1982, Ray Wilkinson; The Guardian, 20. september 1982; og The New York Times, 26. September 1982).

”Hele natten igennem blev himlen oplyst af lysraketter. Der blev affyret to hvert minut ifølge en israelsk soldat fra en granatenhed”. (Kilde: The Jerusalem Post, 21. september 1982).

En jødisk-amerikansk registreret sygeplejerske, Ms. Ellen Siegel arbejdede i Sabra-flygtningelejren i Beirut, hvor hun og et medicinsk hold behandlede de første ofre for massakren.

Hun og andre sundhedsarbejdere blev stillet op ad en mur som var fuld af skudhuller, af falangister der var på nippet til at henrette dem og allerede havde riflerne i sigtestilling, da en israelsk officer kom løbende for at stoppe denne henrettelse.

Hun fortalte Electronic Intifada: ”Jeg talte med Zeev Schiff (en krigskorrespondent fra avisen Ha’aretz) personligt om denne tildragelse. Muren befandt sig lige uden for lejren, men hvis kommandøren kunne se dette, kunne han klart nok også se andre ting. Vi blev ført til FCP(Fremskudt Kommando)-posten.

Derfra kunne man se ned på de to lejre. Min opfattelse er, at IDF(De Israelske Forsvarsstyrker, d.v.s. hæren) havde avanceret visuelt udstyr.

I 1992 blev der vist en BBC-film (”See no Evil”). I denne film blev der vist interviews med israelske soldater, der befandt sig ved lejrene. De giver klart udtryk for at være vidende om, hvad der gik for sig”.

En officiel israelsk undersøgelseskommission -under forsæde af Yitzhak Kahan, præsident for Israels Højesteret- undersøgte massakren og offentliggjorde i februar 1983 sine resultater.

Kahan-Kommissionen afsagde kendelse om, at Ariel Sharon, blandt andre israelere, var ansvarlig for massakren, om end den omhyggeligt veg uden om nogen som helst anklage for direkte medvirken i massakren og valgte ikke at forsøge at få meget af det modsætningsfyldte vidnemateriale til at stemme overens.

I Kommissionens rapports afsnit desangående hedder det: ”Det er vores opfattelse, at der må tillægges Forsvarsministeren ansvar for at have negligeret faren for hævn og blodudgydelse fra falangisternes side over for befolkningen i flygtningelejrene og for at have undladt at tage højde for denne fare, da han besluttede at sende falangisterne ind i lejrene.

Dertil kommer Forsvarsministerens ansvar for ikke a have beordret passende forholdsregler for at forhindre eller reducere faren for en massakre som en betingelse for Falangisternes adgang til lejrene.

Disse brølere udgør et brud på de pligter, som Forsvarsministeren skulle leve op til”. Kommissionen konkluderede også: ”Under sit møde med de falangistiske kommandører gjorde Forsvarsministeren ikke noget forsøg på at påpege over for dem, hvor alvorlig faren var for, at deres tropper ville begå en massakre….

Hvis det var blevet klart for Forsvarsministeren, at der ikke kunne udøves nogen reel kontrol med den falangistiske styrke, som trængte ind i lejrene med IDF (De Israelske Forsvarsstyrker)’s billigelse, ville det have været hans pligt at forhindre deres indtrængen.

Nytteværdien af Falangisternes indtrængen i lejrene var helt ude af proportion med den skade deres indtrængen kunne afstedkomme, hvis den ikke var underkastet nogen kontrol”. Kommissionen skriver endvidere: ”Vi skal her gøre opmærksom på, at det er iøjefaldende gådefuldt at Forsvarsministeren ikke på nogen måde indviede statsministeren i beslutningen om at lade Falangisterne komme ind i lejrene.

På det internationale plan medvirkede han til genoptagelsen af diplomatiske relationer med nationerne i Afrika, som havde afbrudt disse relationer under Yom Kippur-krigen.

I 1981 indgik han den første strategiske samarbejdsaftale med USA og udbyggede de militære bånd mellem Israel og mange nationer. Han var også aktiv i bestræbelserne på at bringe tusinder af jøder fra Etiopien gennem Sudan.

Mellem 1984 and 1990 gjorde Sharon tjeneste som Handels- og Industriminister. I denne egenskab indgik han Frihandelsaftalen med USA i 1985. I 1990-92 var han Minister for Boliger og Byggeri.

I forlængelse af Sovjetunionens opløsning og de der af følgende strømme af flygtninge fra Rusland igangsatte og gennemførte han et landsdækkende program for modtagelse af immigranterne, herunder bygningen af 144.000 lejligheder.

Electronic Intifadas kommentar: Sharon var en nøglefigur i forbindelse med eksplosionen af bosættelser i årene fra 1977 til 1992 under Likud-regeringer i Israel.

Denne periode blev præget af mere konfiskation af land og en mere intens bosætteraktivitet end man havde set nogensinde før i Israels historie.

Antallet af bosættere i de Besatte Palæstinensiske territorier steg med over 2.000% i løbet af denne periode, til omkring 111.000 personer.

Fra 1992 til 1996 var han medlem af Knessets Komité for Udenrigspolitik og Forsvaret.

I 1996 blev Ariel Sharon udpeget til Minister for National Infrastruktur og var involveret i udformningen af joint venture-projekter med Jordan, Ægypten og palæstinenserne.

Electronic Intifadas Kommentar:

Endnu en gang stod Ariel i spidsen for bygningen af bosættelser. I perioden efter Oslo oprettede Israel 30 nye bosættelser og fordoblede således næsten bosætterbefolkningen på Vestbredden og i Gaza-striben fra 109.000 i 1993 til næsten 200.000 i 1999 (disse tal inkluderer ikke nye bosættelser i Storjerusalems hovedstadsområde)

Kilde: Foundation for Middle East Peace.

Han var også formand for Ministerkomitéen til Fremme af Beduinernes Kår.

I 1998 blev Ariel Sharon Udenrigsminister og fik ansvaret for at føre forhandlingerne med palæstinenserne frem til en endegyldig aftale med den Palæstinensiske Myndighed.

Han ledsagede statsminister Netanyahu til Wye River Plantagen som chefforhandler. Som Udenrigsminister mødtes Sharon med amerikanske, europæiske, palæstinensiske og arabiske ledere for at gøre fremskridt i fredsprocessen.

Electronic Intifadas kommentar:

Sharon opfattelse af at ”gøre fremskridt i fredsprocessen” fik sig nogle ridser i lakken i denne periode. Ifølge en reportage fra France Presse fra 15. november 1998, udtalte Udenrigsminister Sharon på et møde med aktivister fra højrefløjspartiet Tsomet:

”Alle skal bevæge sig, løbe og tiltage sig så mange bakketoppe som de kan for at udvide bosættelserne fordi , alt hvad vi tager nu forbliver vores… Alt hvad vi ikke snupper, går til dem…”

Han arbejdede for det meste på at skabe og fremme projekter som ”Vandprojektet Flagskib”, der blev finansieret af det internationale samfund for at finde en langsigtet løsning på krisen med vandforsyningen og grundlaget for fredelige relationer mellem Israel, Jordan, palæstinenserne og andre mellemøstlige lande.

Efter valget af Ehud Barak til statsminister i maj 1999 blev Sharon gjort til midlertidig leder af Likud og blev i september 1999 valgt til Formand for Likud.

6. februar 2001blev Ariel Sharon valgt til statsminister. Han præsenterede sin regering for Knesset 7. marts 2001 og bibeholdt ved den lejlighed porteføljen som Immigrationsminister.

Electronic Intifadas kommentar:

Kun fire måneder før han blev valgt aflagde den altid konfrontationslystne Sharon besøg på Al-Haram Ash-Sharif (et af islams helligste steder, i Jerusalem) 28. september og fremprovokerede starten på den Anden

– 6 –

Palæstinensiske Intifada, som indtil 8. marts 2001 har kostet 393 dræbte palæstinensere, ifølge det Palæstinensiske Røde Halvmåne. 19. oktober 2001 vedtog FN’s Menneskerettighedskommission på et krisemøde en resolution med titlen ”Alvorlige og massive krænkelser af det palæstinensiske folks menneskerettigheder begået af Israel” som fordømte ”det provokatoriske besøg som Likuds partileder Ariel Sharon 28. september aflagde på Al-Haram Ash-Sharif og som blev tændsatsen til de tragiske begivenheder der fulgte efter i det besatte Østjerusalem og de andre besatte palæstinensiske territorier og krævede et stort antal døde og sårede civile palæstinensere”.

Sharons besøg på islams tredjehelligste sted , der blev bevogtet af –ifølge forsigtige vurderinger i pressen 1.000 bevæbnede israelske soldater, tog åbenlyst sigte på at demonstrere Israels ”overhøjhed” over Al-Haram Ash-Sharif (som de fleste israelere kalder ”Tempelbjerget”) og fremprovokere et vredt svar.

Meningen var også, at det skulle gøre indtryk på den israelske højrefløj, som senere straffede Labour-statsministeren Barak for han ”tilbageholdenhed” over for den palæstinensiske opstand ved at vælge Sharon, som gav anledning til opstanden.

Sharon har en universitetsgrad i Lov- & Mellemøststudier fra det Hebræiske Universitet i Jerusalem (1962). Han har fået udgivet en bog og talrige artikler i lokale og udenlandske aviser.

Han er enkemand og har to sønner.

EN NOTE OM SHARONS GENERALIEBLAD OG INTERNATIONAL LOV

Krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden er særligt afskyelige forbrydelser.

Som reaktion på de grufulde handlinger, der blev begået under den anden verdenskrig, satte det internationale samfund sig det mål at bekæmpe sådanne forbrydelser.

Denne bestræbelse har givet sig udslag i et antal internationale traktater, især i FN-regi.

Kravet i 1998 om udlevering af Augusto Pinochet og de juridiske slagsmål der fulgte i kølvandet derpå gjorde det klart, at der var en forøget interesse for at stille personer, der var involverede i alvorlige forbrydelser til regnskab for deres gerninger.

Pinochet-sagen bekræftede princippet om, at menneskerettighedsforbrydelser falder ind under ”universel lovgivning” og kan blive pådømt hvor som helst i verden.

To afgørelser i det britiske Overhus fastslog, at Pinochet ikke var immun mod retsforfølgelse skønt han var statsoverhoved på det tidspunkt, da disse forbrydelser blev begået.

Den israelske statsminister Ariel Sharons personlige historie er knyttet til krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Sådanne sager som den forhenværende jugoslaviske præsident Slobodan Milosevic, gerningsmændene bag folkemordet i Rwanda er vægtige argumenter for at gøre en ende på den straffrihed, som Ariel Sharon indtil nu har været genstand for.

Retlige myndigheder i Israel har aldrig levet op til deres juridiske ansvar og foretaget en grundig undersøgelse og retsforfulgt Ariel Sharon for de massakrere og andre forbrydelser, som han har begået.

Det israelske retssystems svigten forpligter det internationale samfund –og især den Europæiske Union- eftersom alle dens medlemmer har skrevet under på og vedtaget Geneve-konventionerne- til at drage Ariel Sharon til ansvar, uanset om han er privat israelsk borger, kabinetsminister eller regeringsleder.

Artikel 146 i Genevekonventionen med henblik på beskyttelsen af civile i krigstid slår fast, at enhver af de underskrivende parter ” er forpligtet til eftersøge personer, som er anklaget for at have begået, eller givet ordre til at der skulle begås” alvorlige krænkelser af Konventionen ”og skal retsforfølge sådanne personer, uanset deres nationalitet ved dens egne domstole.

Den kan også, hvis den foretrækker det og i overensstemmelse med bestemmelser i dens egen lovgivning, udlevere sådanne personer til retsforfølgelse hos en anden af Konventionens underskrivende parter, såfremt en sådan anden part har foretaget en prima facie-undersøgelse”**.

Artikel 147 i Konventionen fastslår at de grove forbrydelser der er opregnet i Artikel 146 omfatter forsætligt drab, tortur eller umenneskelig behandling, herunder biologiske eksperimenter, forsætligt påførte store lidelser eller alvorlig beskadigelse af kroppen eller helbredet, ulovlig deportation eller fordrivelse, eller ulovlig indespærring af en person i varetægt, at tvinge en person i varetægt til at gøre militærtjeneste for en fjendtlig magt, eller forsætligt berøve en person i varetægt retten til en fair og regulær retssag som foreskrevet i nærværende Konvention, gidseltagning og omfattende ødelæggelser og tilegnelse af ejendom, der ikke er berettiget af nogen militær nødvendighed og begået ulovligt og umotiveret.

* Er formentlig en reference til Downing Street nr. 10, som er den britiske premierministers embedsbolig

** Prima facie-sag er et begreb, der kendes fra amerikansk ret som betegnelse for en sag, hvor bevismaterialet er tilstrækkeligt til at understøtte den konklusion, som ønskes opnået, således at der er et fornødent grundlag for videreførelse af retssagen.

Redigeret og oversat fra engelsk af Karl Aage Angri Jacobsen

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.