En stinkende bombe

Haaretz

En stinkende bombe

af Meron Benvenisti

Harretz, d. 8.april 2005

Sagen om affaldsdepotet i Kedumim, som første gang blev omtalt her, ( Haaretz d. 4. april ) har givet anl. til en stank, som ikke er begrænset til de økologiske foranstaltninger, nemlig at flytte israelsk affald til hjertet af den palæstinensiske befolkning, men også illustrerer den råddenskab, grådighed og manipulation samt det hykleri, hvorpå israelsk kontol over territorierne er baseret.

Opmærksomheden er blevet henledt på den skade, det vil forvolde på palæstinensiske lokalområder, på forureningen af deres grundvand og på ligegyldigheden overfor international lov, der forbyder sådanne handlinger i besatte områder.

Men denne kritik, med al dens vigtighed, afleder opmærksomheden fra hovedårsagen, og – man kan formode – bidrager til lovliggørelsen af et sygt og destruktivt system ,ved at tage sig af yderpunkterne af denne stank og ikke af dens kerne.

Og hvad er hovedårsagen?

Tre israelske kommunale instanser ( byrådene i Kedumim , Karnei Shimron og regionalrådet i Samaria ), som selv er illegale institutioner under international lov, som blev oprettet for 25 år siden, og typisk i smug for at danne et regime af indlemmelse på basis af etniske kriterier, har taget kontrol over jord, som er stjålet fra palæstinensiske beboere.

Med accept fra Israels regering og med aktiv understøttelse af et forstående regeringselement, har de indladt sig på en økonomisk aktivitet, som giver dem enorme indtægter.

Bl.a. bliver fortjenesten brugt til at financere ulovlige “ uaftoriserede forposter “ og give støtte til voldelige demonstrationer mod lovlige beslutninger fra en lovlig regering og fra Knesset.

Bortset fra fortjenesterne, har affaldsdepotet i Kedumim medført et politisk indhold, som er endnu større end den økonomiske værdi:

På denne måde tager jødiske bosættere på Vestbedden kontrol over åbne områder og gør dem jødiske.

Antallet af jøder, som lever i bosættelserne og udvidelsen af det nyopførte område, er holdt op med at tjene som pålidelig målestok for succesen med indlemmelsen af territorier samt hindringen i oprettelsen af en palæstinensisk stat, og i stedet er det nødvendigt at sætte affaldsdepotet i Kedumim i stedet for alle de andre lignende land-opslugende, økonomiske projekter, som foregår overalt på Vestbredden, som er blevet nye symboler på Zionisme i Yesha stilen (bosætternes forkortelse for territorierne Judea, Samaria og Gaza, som betyder “ frelse “ på hebræisk.)

Netop som al opmærksomhed er rettet mod evakueringen af jødiske bosættere fra Gaza -striben og det norlige Samaria / Vetsbredden ), så kommer sagen med affaldet i Kedumim og viser, hvordan kontrollen med jordreserver er ophørt for at blive et middel til at opbygge jødiske bosættelser, og ligeledes er blevet et financielt redskab til at skabe en stat i staten ved at stjæle den palæstinensiske befolknings fysiske udstrækning samt hindre enhver chance for fred.

Bosætternes ledere, som har tiltaget sig utrolig politisk og financiel magt, underholder kynisk sig selv med utilstrækkelige regerings – tiltag og elsker, hvordan alle leder efter latterlige og absurde undskyldninger:

Vel er der givet en tilladelse, men blot til én slags affald ; de vil også tillade tilgang af palæstinensisk affald, dog – som ikke lugter ; ærlig talt , hvad er problemet ? Dette er en kærkommen aktivitet til at forbedre landskabet – og langt mere end et slag i luften.

Dette tragi – komiske teaterstykke har en perfekt udøver i Daniella Weiss, lederen af Kedumim byråd, som denne gang med stor betydning , har valgt sin lovmæssige rolle og sat en stopper for sine igangsætnings – initiativer.

For ikke længe siden angreb hun groft officerer fra de israelske forsvars- styrker, som mødtes i Kedumim og smed dem ud, hvorimod nu “ langer hun tilladelser ud, svarende til sin autoritet, “ og ingen bryder ud i “bitter latter.”

Man må indrømme, at Weiss har bidraget med en vigtig indsigt..Hun udtaler ,“ at mht. økologien må man se på det som en helhed fra Jordan til Middelhavet. Ang. affald skal der ikke være nogen adskillelse mellem palæstinenserne og Israel , fordi begge sider påvirker den anden part.“

I sandhed inspirerende ord , som burde udfordre dem, som gemmer sig bag den formelle begrundelse om overtrædelse af international lov. Man må bestemt sige, at området fra den vestlige del af Jordan floden til Middelhavet er én enkel økologisk enhed, og at de to befolkninger, der lever her, bygger deres eksistens på de samme vandressourcer og indånder den samme luft.

Enhver fredsaftale bliver nødt til at tage dette faktum i betragtning og finde måder til en sameksistens, som er baseret på “fordelings-retfærdighed “, for ellers vil ustabiliteten og volden fortsætte.

Men dette er ikke hensigten for Daniella Weiss og for mange af os andre. Hun har planer om at bevare status quo, dvs. at beholde den forholdsmæssige brug af de almindelige miljømæssige ressourcer på dets nuværende stade, som er yderst ulige fordelt.

Palæstinenserne, som udgør omkring 40 % af indbyggerne af den omtalte økologiske enhed, vil få 6 % af vand -ressourcerne, 13 % af jorden – og 0 meter strandområde per person , og deres indkomst per hoved vil forblive på en tiende-del af den tilsvarende for en israeler. De fleste af os holder fast i den opfattelse, at Israel har ret til noget nær et monopol på miljø – ressourcerne, og palæstinenserne har blot ret til smulerne.

Og hvis de forlanger en mere retfærdig fordeling, vil “ vi “ bruge argumenter om en økologisk trussel for at bevise, at det palæstinensiske krav er urimeligt og katastrofalt.

Affalds- depotet i Kedumim er endnu et skridt henimod at befæste denne økologisk – politiske ulighed, og al snakken om, hvordan palæstinenserne vil få lov til at smide affald der, er arrogant hykleri.

De politiske implikationer – i det lange løb – ang. affaldsdepotet i Keduimim er mere alvorlige end nogle få yderlige jødiske bosættere.Hvor mange af dem, hvis følsomme næsebor er blevet budt stanken, forstår til fulde disse implikationer og er parate til at stille op for at afskaffe dem?

Oversat fra engelsk af Birthe Høje Christensen

Dette indlæg blev udgivet i Aktuelle dokumenter, Analyser, Andet, Gamle indlæg. Bogmærk permalinket.