Fjern bosættelserne, Basta!

DPV

Fjern bosættelserne, Basta!

Af Khaled Amayreh, Al-Ahram Weekly, 8.4.05

Palæstinensere ved, at bosættelserne er ulovlige. Det, der er brug for er ikke ord, men handling, der påtvinger Israel at leve op til lov og ret, rapporterer Khalid Amayreh fra Vestbredden.

Palæestinensiske ledere advarere på ny om, at uhæmmet udidelse af jødiske bosættelser på palæstinensisk land dræber alle håb om en fornuftig fred i regionen.

Den seneste advarsel, vreder og mere frustreret end normalt, kom samtidigt med nye udtalelser fra den israelske premiereminister Ariel Sharon og andre regerings repræsentanter om at denne regering agtede at udføre planerne om at opføre 3500 ny bosættelses enheder på confiskeret palæstinensisk jord i det arabiske Østjerusalem.

Udførslen af planen kaldet ”E-1” vil fuldstændigt kvæle Østjerusalem ved at afskære det fra den øvrige Vestbred.

Derudover vil den voldsomme udbyggelse afskære Hebron og Bethlehem regionerne i syd fra den centrale og den nordlige del af Vestbredden og dermed endeligt forhindre de håb, palæstinensere stadig rummer for en levedygtig og sammenhængende stat indenfor den grønne linje fra 1967.

”Vi er ikke interesseret i at høre om det ulovlige i bosættelserne,” sagde en vred palæstinensisk premiereminister Ahmed Qurei i denne uge. ”Vi vil have handling fra USA og fra det internationale samfund, og vi vil have det nu!”

Qurei advarede i kompromisløse vendinger om at med mindre Israel bliver tvunget til at stoppe udvidelser af bosættelser på Vestbredden og dermed give mulighed for en levedygtig palæstinensisk stat, ”Vil hele fredsprocessen, sammen med freden, sikkerheden og stav´bilitetetn i regionen og i hele verden gå ad helvede til”.

”Hvis Israel forventer, at vi i det lange løb vil acceptere et israelsk fait accompli, tager de fejl. Det vil hverken vi eller det palæstinensiske folk” Sagde Qurei.

Qureis vrede udtalelser kom på baggrund af Israels fortsatte fastholden af princippet ”facts on the ground” (de aktuelle virkelige forhold).

Udvidelser af bosættelser sammenholdt med en hidtil uset bølge af chikane og progrom-agtige angreb fra fundamentalistiske jødiske bosættere mod forsvarsløse palæstinensiske civile, overbeviser de fleste palæstinensere om at man ikke kan stole på Israels vilje til at leve op til den amerikansk støttede plan for fred (Roadmap) og for den sags skyld hele ideen om fred med palæstinenserne.

Ariel Sharon har for sit eget vedkommende aldrig lagt skjul på sin tvivl om fredsplanen. Israels accept af planen sidste år blev akkompagneret af 14 forbehold, som hver især, ifølge observatører, er tilstrækkeligt til at udhule hele planen.

”Selvfølgelig er vi frustrerede! Selvfølgelig svinder vores tro på og håb om fredsprocessen” sagde Majdi Al-Khalidi, som er højtplaceret i det palæstinensiske udenrigsministerium.

Khalidi sagde til Al-Ahram Weekly at ”medmindre USA og det øvrige internationale samfund beslutter sig for en fast linje overfor Israel, vil hele fredsprocessen totalt miste sin relevans.”

I stigende omfang er palæstinensiske ledere begyndt at tvivle på Bush-administrationens forpligtelse i forhold til en palæstinensisk stat. Indtil videre har ingen amerikanske officials – heller ikke udenrigsminister Condoleezza Rice – evnet at bevæge sig ud over de samme verbale ”reservationer” i forhold til udvidelser af israelske bosættelser og andre ensidige israelske aktioner mod palæstinenserne.

Denne manglende evne – eller mere præcist afvisning – giver mange i den palæstinensiske ledelse indtrykket af, at der er en tavs forståelse mellem USA og Israel – formentlig grænsende til indforståethed – om at Israel kan fortsætte sine udbygelser af bosættelserne og færdiggøre muren, mens USA kan fortsætte med at give de samme taler til offentligheden.

Det er overflødigt at sige, at Bush administrationens manglende evne til at presse Israel til at stoppe opførelsen af muren langt inde på Vestbredden kun styrker palæstinensernes mistanke.

Det var trods alt Bush, der kritiserede muren, der snoede sig genne Vestbredden og undertrykte det palæstinensiske folks rettigheder, herunder skabelsen af en palæstinensisk stat, som USA forestillede sig kunne leve fredeligt side om side med Israel.

En ægte prøve å Bush administrationens pålidelighed finder sted når Sharon skal møde Bush på præsidentens residens i Crawford, Texas. Ifølge israelske og amerikanske kildervil Bush benytte lejligheden til at rose Sharon for hans planer om at trække sig ud af Ghazaså vel som hans seneste succes med hensyn til at neutralisere højrefløjens opposition hertil.

I midlertid er der store forventninger om at Bush også vil bede Sharon om i det mindste at suspendere Maáli Adumum udbygningsplanerne indtil den israelske tilbagetrækning fra Gaza til sommer.

I så fald vil Sharon formetligt forlange noget til gengæld for at styrke sig selv i forhold til højrefløjen dels i sit eget parti Likud og dels i bosætternes lejr.

En mulig kompensations pakke ville være grønt lys fra ameriaknerne til at Israel inddrager den store bosætelse Ariel, som ligger på paææstinensisk terriotorium og derudover bygger en række mindre boliger andre steder omkring Jerusalem.

Et ”kompromis” af den type mellem Sharon og Bush vil med sikerhed blive afvist i vrede af palæstinenserne, som i forvejen oplever at USA sidste år overskred grænsen som mægler og overlod basale palæstinensiske rettigheder til israelerne. Der er sandelig tegn på at stabiliteten i og selve overlevelsen af Abdas regering er truet, hvis israelerne kan foirtsætte med at høste skriftlige tilsagn i Washington eller Texas med resten af verden som ser på.

Genoptagelse af volden vil være en sikkert tegn.

Hvis tonen og sproget hos de palæstinensiske ledere kan tages som tendenser, vil sådan en udvikling kunne blive realistisk før mange aner det.

Overs.:Pernille Frahm

Comments are closed.