JORDANSK DIPLOMATI GALT AFMARCHERET I FORHOLD TIL PALÆSTINA, SYRIEN OG IRAQ

Electronic Intifada

JORDANSK DIPLOMATI GALT AFMARCHERET I FORHOLD TIL PALÆSTINA, SYRIEN OG IRAK

Hasan Abu Nimah, The Electronic Intifada, 23. marts 2005

I de seneste uger har Jordan rodet sig ud i kriser med dets naboer Irak og Syrien og er blevet genstand for barsk kritik på grund af det initiativ, som det lancerede for at modificere den Arabiske Ligas fredsinitiativ over for Israel.

I mere end 40 år som jordansk diplomat har jeg oplevet mange situationer, hvor Jordan blev kritiseret. Det var mit job at forklare Jordans stillingtagen og forsvare den, når den blev forvrænget.

For at forstå, hvordan det kom dertil og finde ud af, hvorledes vi kan genoprette de gode relationer og det omdømme, som Jordan burde nyde godt af, er det nødvendigt at vi foretager en objektiv vurdering af nyligt indtrufne begivenheder og aktioner, herunder fejltrin begået af jordanske diplomater.

Irak har anklaget Jordan for at støtte terrorisme og starte en krise, der endte med at diplomatiske udsendinge blev trukket tilbage. Af alle anklager, der nogensinde kunne rettes mod Jordan, er støtte til nogen som helst form for vold den allersidste.

Irakere er blevet oprørte over, at den selvmordsbomber, der dræbte mere end hundrede irakere i Hila tilsyneladende var jordaner. Selv hvis dette er tilfældet, er det åbenbart for enhver, der kender Jordan og dets historiske stillingtagen gennem tiderne, at hverken den jordanske regering eller det jordanske folk, ville tillade en sådan afskyelig forbrydelse begået af noget individ.

Damaskus blev irriteret fordi Jordans udenrigsminister Habi Mulki sluttede op i det kor, der krævede af Syrien, at det skulle efterleve FN’s Sikkerhedsråds resolution nr. 1559, som kræver alle fremmede tropper ud af Libanon. Syrien ville muligvis ikke være blevet så opbragt, hvis denne opfordring var forekommet i den rette sammenhæng og samtidig og specifikt havde krævet efterlevelse af FN-resolutioner ifølge hvilke Israel er forpligtet til at bringe sin besættelse og kolonisering af syrisk og palæstinensisk territorium til ophør.

På et tidspunkt, da Syrien føler sig truet, burde Jordan spille en afbalancerende rolle og insistere på, at alle FN-resolutioner skal respekteres uden dobbeltmoral. Opfattelsen, som det ikke kan have været regeringens (den jordanske, red.) hensigt at give omverdenen, blev at Jordan valgte side mod Syrien i en situation da Syrien allerede følte sig udsat for belejring.

I denne allerede forgiftede atmosfære fremkom der rapporter under forberedelserne af det arabiske topmøde i Algier om, at Jordan var udfarende med henblik på en ny stillingtagen i den arabisk-israelske konflikt. Det blev påstået at Jordan foreslog at ændre det arabiske initiativ, der blev søsat på topmødet i Beirut i 2002.

Det mest alarmerende aspekt ved denne version om en ny holdning var, blev det forstået, at de arabiske stater skulle ”simplificere” initiativet ved at tilbyde Israel total fred og normalisering uden at afvente, at Israel trak sig tilbage fra noget besat territorium.

Den fjendtlige reaktion, som disse rapporter bevirkede fra regeringer og medier forud for topmødet, var helt igennem forudsigelig på baggrund af den intense vrede over Israels endeløse grusomheder og fortsatte territorielle ekspansion og da Jordan ankom til topmødet, var det allerede i defensiven.

Hvad der var behov for at redde situationen var dygtigt og aktivt diplomati og det var ulykkeligvis på det punkt at det jordanske diplomati kom til kort.

I stedet for at fremkomme med en klar udtalelse der gjorde rede for nøjagtigt hvad det jordanske initiativ handlede om, hvilke nye elementer det bragte på bane og vigtigst af alt hvad det ikke handlede om, bekræftede udenrigsministeren, at de jordanske idéer ikke var forskellige fra det tidligere arabiske initiativ.

Hvis det forholder sig således, skylder han også en overbevisende forklaring på, hvorfor der overhovedet var behov for et nyt initiativ. Derefter sagde han, at problemet var, at det arabiske initiativ fra 2002 var fire sider langt og eftersom det ikke havde nogen stor gennemslagskraft., var der behov for noget kortere og lettere kommunikerbart.

Siden krigen i 1967 er der møjsommeligt og med stort besvær blevet opbygget en international enighed om en løsning, der beror på blot tre ord: Land for fred. Israel formodedes at acceptere denne formel på 1991-konferencen i Madrid., men Israels svar har i hovedsagen været at tiltage sig mere land og at bygge flere bosættelser.

FN’s Sikkerhedsråds Resolution 242, hvori land-for-fred-formlen blev nedskrevet, fylder blot en halv side. Skal vi nu tro på, at de 38 år, der er forløbet har været for kort tid til at Israel kunne få den læst ? Og hvad med the Road Map ? Dette dokument, der blev foreslået af Kvartetten og accepteret af såvel palæstinenserne som Jordan, fylder blot nogle få sider og refererer udtrykkeligt til det arabiske 2002-initiativ.

Men alligevel har Israels svar været at gøre dokumentet længere -gennem tilføjelse af 100 ”forbehold” (siden reduceret til 14) som gør det indholdsløst. Israel protesterede endog mod nogen henvisning til det arabiske initiativ, hvilket betyder, at det ikke søger at få noget føjet til initiativet, men helt og holdent at slippe af med det.

Hvis vi indtager holdninger, der mangler enhver form for troværdighed vil vi blive anklaget for at foregive at være tåber for at dække over ondsindede planer, og det fortjener vort land ikke.

Når alt kom til at viste det sig umuligt at sælge den idé, at hvis Israel blev belønnet på forhånd vil det pludseligt åbne op for vejen til fred, rømme de besatte territorier og retablere de arabiske rettigheder, som det har trådt under fode gennem årtier.

Den Arabiske Ligas generalsekretær Amr Moussa gav udtryk for flertallets holdning, da han forkastede den idé at ”araberne vil give indrømmelser og endog gå ind for en normalisering uden at få noget konkret til gengæld”. Han tilføjede, at ”der skulle være tale om forpligtelse over for forpligtelse” og ”Det fraviger vi ikke med een millimeter”.

Efter langtrukne forhandlinger rapporterede Ha’aretz d. 22. marts at ”det blev besluttet, at resolutionen vil gøre det klart, at normalisering af relationerne i forhold til Israel ikke vil ske før Israel trækker sig tilbage til 1967-grænserne og der oprettes en palæstinensisk stat”.

Mulki sagde som reaktion på sit fejlslagne forsøg på at overbevise sine ministerkollegaer om, at de burde støtte hans linie, ifølge rapporter fra mødet: ”Araberne er ikke gode til at læse historien og de ledes af deres følelser, ikke af fornuften”.

Hvis det forholder sig således kan man undre sig over hvad der skulle være det rimelige, ikke-følelsesmæssige svar på Israels bekendtgørelse, samtidig med det arabiske topmøde, om at det planlægger at bygge endnu 3.500 boliger i Vestbreds-bosættelsen Ma’ale Adunim? Var dette en israelsk bestræbelse på at støtte moderate kræfter på det arabiske topmøde?

Mere sandsynligt forholder det sig sådan , at Israel er ligeglad fordi det ikke afstår fra at bygge bosættelser bare fordi der ikke er nogen ambassadør fra Oman eller Marokko i Tel Aviv.

Jordan har en central rolle at spille med at bringe fred til Mellemøsten og har ført an med sit eksempel. Det har altid udmærket sig ved konsekvens, moderation og en uophørlig fastholden af kravet om en retfærdig og varig fred.

Da Jordan magtfuldt og korrekt argumenterede mod Israels apartheidmur i de besatte territorier ved den Internationale Domstol i Haag sidste år, vandt det fortjent respekt og indflydelse. Vi skal opretholde en korrekt, værdig og uforfærdet efterlevelse af disse principper og være et eksempel i Mellemøsten.

Ej heller bør når vi, som i de seneste uger har hørt så mange smertende og uretfærdige ord sagt om vort land, skjule vore hoveder i sandet. Vort lands sikkerhed og interesser i sidste ende bør have forrang frem for artigheder, som kunne afholde os fra at påpege når vore officielle talsmænd i den grad svigter. Der kan ikke være tvivl om, at Jordan fortjener bedre.

Hasan Abu Nimah har tidligere været jordansk ambassadør i Italien, Portugal, Belgien, Holland, Luxembourg og ved FNi New York og var medlem af den fælles jordansk-palæstienesiske delegation ved fredsdrøftelserne i New York 1991-’92.

En version af denne artikel blev først bragt i The Jordan Times.

Oversættelse fra engelsk: Karl Aage Angri Jacobsen

Comments are closed.