Israels fantasier står i vejen for fred

The Electronic Intifada

Israels fantasier står i vejen for fred

Af Saree Makdisi, The Electronic Intifada, 27. Januar 2005

Valget fornylig af Mahmoud Abbas til ny præsident for det palæstinensiske selvstyre har fornyet spekulationerne om at 2005 vil bringe ægte fred mellem palæstinensere og israelere. For så vidt som det afhænger af Israels egne hensigter, er den slags forhåbninger imidlertid fuldstændig malplacerede.

Israel har gjort det klart at det første man forventer af den nye palæstinensiske leder, er at han bringer den palæstinensiske befolkning under kontrol, en opgave som han for at demonstrere sin gode opførsel allerede nidkært har iværksat ved at anvende sine sikkerhedsstyrker til at beskytte Israel mod angreb fra palæstinensere (i stedet for det modsatte). Hvis han har held med denne opgave, vil Abbas sandsynligvis blive opfordret til at godkende en politisk bilæggelse af den israelsk-palæstinensiske konflikt hvis betingelser i alt væsentligt vil blive dikteret af Israel. Sådan et arrangement ville kun give palæstinenserne en stærkt begrænset form for selvstyre i de (usammenhængende) dele af de territorier der blev besat i 1967, som Israel ikke længere har planer om at beholde for sig selv.

Resten af Vestbredden ville være domineret af israelske bosættelser, gennemfartsveje og militære kontrolposter. Selv i det usandsynlige tilfælde at bosættelserne dér rent faktisk blev afviklet, ville Gaza – endnu mere end nu – i praksis blive et gigantisk friluftsfængsel, og det samme ville store dele af Vestbredden når de blev omringet og fuldstændig isoleret ved hjælp af de forskellige strækninger af Israels adskillelsesmur, omtrent som byen Qalqilya (med en befolkning på 60.000 mennesker) allerede er det i dag. Processen med at judaisere Jerusalem ville fortsætte, og byen selv ville blive omringet af en jernmur af jødiske bosættelser der strækte sig i retning af Det døde Hav.

Det er der ikke noget nyt i. De fleste af de planer der er blevet fremsat siden Israel erobrede Vestbredden, Gaza og Østjerusalem i 1967, har været variationer over et tema oprindelig udtænkt af Yigal Allon, Israels daværende vicestatsminister. Allon planlagde at Israel skulle kolonisere strategisk vigtige dele af Vestbredden (og Østjerusalem) for at opretholde kontrol over råstoffer, grænser og luftrum, og tilstå tæt befolkede palæstinensiske områder hvor bosættelse ville vise sig vanskelig, en slags selvstyre. Trods al snak om en “fredsproces” har Israels basale holdning (som gradvis er blevet omsat til virkelighed i løbet af de sidste næsten 40 år) i realiteten ikke rykket sig en tomme siden 1967.

Osloaftalerne fra 1990erne gentog princippet bag Allons plan ved at opdele de besatte områder i område A (formel palæstinensisk kontrol som på sin højde udgjorde 18 procent af Vestbredden), område B (palæstinensisk administration, men israelsk sikkerhedskontrol, ca. 22 procent af Vestbredden), og område C (fuldstændig, vedvarende israelsk kontrol, ca. 60 procent af Vestbredden og mere eller mindre samme proportion af Gaza). Det tilsvarende gælder Israels forslag i Camp David i 2000, som tilbød palæstinenserne “overherredømme” over usammenhængende områder der skulle domineres af et udbygget netværk af israelske boættelser og veje – dvs. overherredømme kun af navn, mens Israel fortsatte med at kontrollere ikke blot det meste af området selv, men også grænserne, luftrummet og de uvurderlige vandforsyninger. Yassir Arafat blev først erklæret for en hindring for freden da han viste sig ude af stand til at sælge disse betingelser til det palæstinensiske folk. Nu forventes det af Abbas at han fortsætter hvor Arafat slap.

Men når det såkaldte adskillelsesforslag der blev fremsat af Ariel Sharon sidste år, er den mest iøjnefaldende gentagelse af den oprindelige Allonplan, skyldes det at det israelske projekt nu for første gang får støtte af USA. Idet han ændrede årtier af USAs politik – og samtidig så stort på nøgleprincipper i international lov – godkendte præsident Bush april sidste år Israels territoriale ambitioner. “Forståelsen mellem præsidenten for USA og mig beskytter Israels mest vitale interesser,” hoverede Sharon i en tale han holdt december 2004. “Først og fremmest ved ikke at forlange en tilbagevenden til grænserne af 67, ved at tillade Israel permanent fastholdelse af store bosættelsesblokke som har betydelige israelske befolkninger, og ved det fuldstændige afslag på at lade palæstinensiske flygtninge vende tilbage til Israel.”

Men mens Israels nuværende politik simpelthen er en gentagelse af en gammel formel, er det der driver den frem, en form for racisme der optræder forklædt som en slags demografisk paranoia. Denne racisme er, og har altid været, i centrum af hvad Israel står for som stat, og hvad zionisme altid har repræsenteret som politisk bevægelse: tanken om at der kunne findes et tomt land hvor en eksklusiv jødisk stat kunne grundlægges, et land uden folk til et folk uden land. Problemet med denne tanke er at zionisterne ikke var i stand til at finde et passende tomt land. Derfor tog de nogle andres land i stedet for. Og lige siden de overtog Palæstina og arrangerede fordrivelse af store dele af dets indfødte befolkning i 1948, har israelerne handlet paradoksalt – på den ene hånd som om de virkelig bor i en rent jødisk stat, og på den anden hånd i panik over den kendsgerning at deres stat rent faktisk ikke er jødisk, aldrig har været det, og at den må forberede sig på at blive endnu mindre jødisk i de kommende år.

Det land Israel hersker over i dag, består af en næsten ligelig befolkning af jøder og palæstinensere. Under israelsk styre er det imidlertid kun jøder der nyder fuldstændige borgerrettigheder såvel som tilladelse til at bevæge sig frit rundt og i princippet bo (næsten) hvor de vil. Palæstinensere der lever under israelsk styre i de besatte områder, er til gengæld udsat for ekstreme vanskeligheder med hensyn til at bevæge sig rundt selv på deres egne områder, langt den største del af dem er forhindret i at komme ind i Israel og endda Jerusalem, og man frarøver dem rutinemæssigt og systematisk deres meste grundlæggende menneskelige og politiske rettigheder. Palæstinensiske borgere i det egentlige Israel har visse privilegier frem for deres landsmænd i de besatte områder, men deres rettigheder halter langt bag efter dem som jødiske borgere i staten har (f.eks. i spørgsmål om ægteskab, statsborgerskab og dyrkning af jord).

Denne form for nøgen uretfærdighed er det svært at forsvare; når den omtales, bevirker den dårlige offentlige forbindelser med resten af verden. Den afslører også løgnagtigheden af Israels påstand om at være en jødisk stat, hvad den bestemt ikke er (selv hvis man ser bort fra de besatte områder, udgør palæstinensiske arabere femtedelen af den befolkning der bor inden for Israels grænser før 1967).

Ledende zionister har aldrig været i stand til at affinde sig med muligheden af at have en betydelig palæstinensisk arabisk tilstedeværelse inden for grænserne af hvad der (af dem) anses for at være deres jødiske stat. Nyligt udkomne værker af israelske historikere har afsløret i hvilken grad zionister længe før FNs 1947-opdelingsplan ivrigt var i gang med at forberede hvad de kaldte “flytningen” af den indfødte palæstinensiske befolkning fra mest muligt af dens fædreland, en ambition som krigsudbrudet i 1947-48 lod dem virkeliggøre. Benny Morris, en af de israelske historikere som har gjort mest for at afsløre virkeligheden af hvad der skete i 1948, er skamløs med hensyn til både nødvendigheden og ønskeligheden af hvad han åbent indrømmer var en form for etnisk udrensning. “Der er omstændigheder der retfærdiggør etnisk udrensning,” har Morris hævdet siden har skrev sin berømte bog om det palæstinensiske flygtninge”problem”.

Lige som “det store amerikanske demokrati ikke kunne være blevet skabt uden tilintetgørelsen af indianerne”, argumenterer han i et interview med Ha’aretz, ville i 1948 “en jødisk stat ikke kunne være blevet oprettet uden fordrivelsen af 700.000 palæstinensere. Derfor var det nødvendigt at fordrive dem. Der var ikke noget andet valg end at drive den befolkning ud. Det var nødvendigt at rense baglandet og rense grænseområderne og rense hovedvejene. Det var nødvendigt at rense de landsbyer hvorfra der blev skudt på vore konvojer og bosættelser.”

Det eneste problem Morris har med det der skete i 1948, er at Israel ikke handlede vidtgående nok. Selv om Israels første statsminister, David Ben-Gurion, “forstod det demografiske spørgsmål og behovet for at etablere en jødisk stat uden en stor arabisk minoritet, fik han kolde fødder i løbet af krigen. Til sidst veg han tilbage.” Måske, tilføjer Morris, “havde han fuldført opgaven hvis han allerede havde været i gang med en fordrivelse.” For, “hvis enden på historien viser sig at blive mørk for jøderne, vil grunden være at Ben-Gurion ikke fuldførte flytningen i 1948. Fordi han efterlod en stor og utilregnelig demografisk reserve på Vestbredden og Gaza og inden for Israel selv.”

Den eksistentielle “trussel” der synes grundlagt med denne “utilregnelige demografiske reserve” (dvs. en gruppe mennesker der simpelthen efter bedste evne forsøger på at klare deres dagligdag under de vanskeligst tænkelige omstændigheder), er den drivende kraft i aktuel israelsk politik over for palæstinenserne. Israel har valgt at svare på denne “trussel” gennem hvad det kalder en “adskillelses”politik, eller med andre ord at fjerne så mange palæstinensere som muligt fra det område der officielt er under israelsk kontrol. At give formelt selvstyre til områder med tætte palæstinenske befolkninger – mens man inddrager så meget andet landområde som muligt i selve Israel – er den enkleste måde at gøre det på.

Med netop dette i tankerne er Yigal Allons originale logik blevet omformuleret og har fået ny indpakning for vores egen tid af geografen Arnon Soffer fra Haifa Universitet, en ledende intellektual kraft bag Sharons politik. Soffer konstaterer uden omsvøb at hans mål ikke er fred, men magt. Adskillelse, påpeger han, “garanterer ikke ‘fred’ – den garanterer en zionistisk-jødisk stat med en overvældende flertal af jøder. Og den garanterer endnu en vigtig ting: Mellem 1948 og 1967 var et hegn et hegn, og 400.000 mennesker forlod Vestbredden frivilligt. Det samme vil ske efter en adskillelse. Hvis en palæstinenser ikke kan komme til Tel Aviv for at arbejde, vil han søge mod Irak eller Kuwait eller London. Jeg tror der vil blive en bevægelse ud af området.”

De mekanismer der sætter sådan en bevægelse i gang, er tydelige. “Når 2.5 mil. mennesker bor i et lukket Gaza, bliver det en menneskerlig katastrofe,” forudsiger Soffer. “Disse mennesker bliver endnu mere dyriske end de er i dag, med hjælp fra en vanvittigt, fundamentalistisk Islam. Presset på grænsen bliver slemt. Det bliver en skrækkelig krig. Så hvis vi ønsker at overleve, bliver vi nødt til at dræbe og dræbe og dræbe. Hele dagen, hver dag.” Alle disse drab, tilføjer Soffer, vil tvinge palæstinensere til at se i øjnene at “vi er her og de er der.”

Det erklærede mål med Sharons plan er derfor at opretholde fantasierne om Israels jødiskhed – naturligvis uanset hvad det vil koste palæstinenserne. Hvis Abbas afslår disse betingelser, har Israel gjort det klart at det vil fortsætte uden ham. Og så længe det har ubetinget amerikansk støtte, er der ikke meget til at hindre det.

Men selv ifølge dens egen logik er Sharons plan fejlfuld. En fjerdedel af Israels skolebørn (eksklusive de besatte områder) er i dag palæstinensere. Selv hvis Israel skaffer sig af med uønskede palæstinensiske områder, må det stadig kæmpe med den kendsgerning at i løbet af få årtier vil dets egen befolkning indeholde et flertal af palæstinensere. Adskillelse i dag, ensidig eller ikke, vil være af beskeden nytte til den tid. Hvis det i en tidsalder af global multikulturel sammenhæng (og fortsat palæstinensisk modstand) viser sig svært for Israel at omforme dets aktuelle apartheidpolitik fra et våben brugt mod et mindretal, til et brugt mod et eventuelt flertal (hvad der naturligvis på ingen måde er sikkert), vil Israel til sidst være stillet over for et valg mellem to tilbageværende muligheder.

Det må enten insistere på sine voldelige fantasier om jødiskhed og fortsætte den etniske udrensning der blev påbegyndt i 1947-48 ved fordrivelsen af alle de palæstinensere der boede inden for dets grænser, eller i det mindste nok af dem til – ifølge den samme skamløse demografiske beregning der holder folk som Soffer og Sharon vågne om natten – kunstigt at opretholde en eller anden slags jødisk balance så længe det måtte vare før processen skal gentages. Eller Israel må give afkald på fantasier til fordel for virkelighed og se hvilke chancer der måtte være tilbage for at nå til en ægte og retfærdig fred med et folk som det til den tid vil have udsat for uafbrudt brutalitet gennem årtier. Naturligvis under forudsætning af at dette folk – palæstinenserne – stadig vil være interesseret i fred. Men til den tid er det måske allerede for sent.

Saree Makdisi er Professor of English Literature at UCLA.

Artiklen er hentet fra

http://electronicintifada.net/v2/article3556.shtml

Comments are closed.