Palæstinas ”glemte” flygtninge klynger sig til svindende håb om at de kan vende hjem

Robert Tait

Palæstinas ”glemte” flygtninge

Abbas beskyldes for at være svag overfor Israel, der insisterer på, at retten til hjemvenden for tusinde af flygtninge i Libanon, ikke står til forhandling.

Robert Tait rapporterer fra Beirut.

I den faldefærdige flygtningelejr”Bourj al-Barajneh” hvor 13.000 palæstinensere lever under trange og rystende forhold, – lever håbet.

Håbets kilde er ikke den forsigtige optimisme der hersker omkring den nybagte leder Mahmoud Abbas, men en stærk og fælles tro på, at dette malplacerede folk en dag vil kunne vende hjem. Abbas, også kendt som Abu Mazen, blev af Israels ministerpræsident Sharon hilst velkommen som en potentiel fredsforhandler, efter at have overtalt militante palæstinensiske organisationer i Gaza til at indstille alle angreb på Israelske mål, så længe forhandlingerne står på.

Teoretisk set burde Abbas være et forbillede for Bourj al-Barajneh`s flygtningebefolkning. Ligesom dem, blev Abbas familie tvunget til at flygte fra det historiske Palæstina under den israelske uafhængighedskrig i 1948. Abbas` familie flygtede til Syrien, da de af det israelske militær blev tvunget ud af deres hjem i Safed i det nordlige Galilæa.

Der er dog kun få tegn på, at lejrflygtningene identificerer sig med ham, på trods af hans ophøjede status som Yasser Arafats efterfølger og dermed som leder af PLO og det palæstinensiske selvstyre. Plakater med Arafat præger murene i Bourj-al- Barajneh`s klaustrofobiske og trange gader. Billeder af den tidlige Hamas leder Sheikh Ahmed Yassin samt hans efterfølger Abdel Aziz Rantissi, er ligeledes populære. Begge blev dræbt under israelske angreb sidste år.

Intetsteds ses billeder af Abbas.

”Abu Mazen er en sådan person, der følger Israelerne og Amerikanerne. Hvis han følger sit eget folk, vil Israelerne ikke acceptere ham” siger Souria Moussa, 58, bestyrer af en lille dagligvarebutik. Hun taler mens hun spiser en skål ”mograbieh” – en traditionel palæstinensisk ret bestående af kikærter, kylling, kød og krydderier. ”Efter min mening, var han ikke løsningen. Abu Mazen er blot et redskab for Israel, så de kan tjene deres egne interesser. Han vil ikke være i stand til at kunne udføre noget”.

For folk i Bourj, og for de anslåede 600.000 palæstinensiske flygtninge der bor i lejre i Libanon, er det afgørende punkt i fredsforhandlingerne med Israel, -retten til at vende hjem til det land de lod tilbage i 1948. Mange familier har stadig nøglen til, samt papirerne på de ejendomme de måtte flygte fra. Men Israel har nægtet at bringe dette punkt til forhandling. Argumentet lyder at Israel som jødisk stat ikke vil kunne opretholdes hvis det efterlevede ”the rigth of return” Og tillod 4. mill. palæstinensere og deres efterkommere at vende hjem.

Israelske ledere har foreslået at flygtninge skal genhuses indenfor grænserne af et kommende Palæstina i Gaza og på Vestbredden. Set i dette perspektiv, har Abbas – der har besøgt sit tidligere hjem i Safed,- vist tegn på svaghed.

Frem for at presse på med retten til hjemvenden, er Abbas fremkommet med et forslag om en ”retfærdig løsning” på flygtningeproblemet. Denne vending overbeviser ikke Bourj al-Barajneh`s lejrens glemte flygtninge om, at han er lederen der skal blive deres redning. ”Abu Mazen er ikke vedholdende på dette punkt” siger Ahmad Moustapha, lederen af den venstre orienterede Demokratisk Front til Befrielse af Palæstina. ”Han har sine egne visioner, som f.eks. at afblæse Intifadaen, Han vil stoppe modstanden”

”Abu Mazen`s politik rækker ikke til at ville fuldt lederskab og kontrol. Der vil fortsat være indblanding fra Israelerne, selv når de har nedsat en palæstinensisk stat.” ”En palæstinensisk stat betyder ikke at alle de jødiske bosættere vil blive evakueret og at deres hjem vil blive revet ned, fordi bosætterne nægter at forlade deres hjem”

Palæstinensiske flygtninge i Libanon klager over at de er udsat for dårligere forhold end de palæstinensiske flygtninge i andre arabiske lande. Også værre end på Vestbredden og i Gaza. Stigmatiserede som ”outsiders” i forhold til Libanesisk lov, bliver de nægtet job som f.eks. læger og advokater, og samtidig er flygtningene forbitrede over tilstanden i de beskidte og nedværdigende lejre.

Således står omgivelserne i Bourj al-Barajheh i skærende kontrast til velstanden i det centrale Beirut. Beirut der blev sønderbombet under borgerkrigen der hærgede Beirut mellem 1975 og 1990, er igen blevet en moderne og international storby.

I lejrene er minderne om krigen stadig lyslevende. Beboerne husker stadig hvordan de var under belejring af den ekstreme shiitiske militante gruppe ”Amal” op igennem 80`erne.

Under en belejringsperiode på 6 mdr. i 1986, var sulten så påtrængende at beboerne åd katte, æseler og græs for at holde sig i live. Idag er der ingen der sulter i lejrene, men livet er stadig en prøvelse. Arbejdsløsheden blandt mændene er på 70 % og mange familier er afhængige af kvindernes arbejdskraft i eksempelvis restaurationsbranchen.

Flygtningene kunne undgå denne knibe og søge Libanesisk statsborgerskab, – en af flere muligheder fremkommet af Geneva initiativet som er en fredsaftale der blev tegnet i 2003 af Israelere på venstrefløjen samt palæstinensiske ikke-militante.

Men,- i en atmosfære at trodsig national stolthed er dette ikke en mulighed mange forholder sig til i Bourj al-Barejneh.

”For mig er Palæstina min fader og min moder” siger Moussa, bestyreren i den lille butik, der forlod sit hjem sammen med forældrene da hun var to år gammel.

”Om de så fyldte mit hus med penge, ville jeg nægte libanesisk statsborgerskab. Jeg vil hellere bo i et telt i mit hjemland, end jeg vil bo i et slot her”.

Mens han bager kager i det lokale bageri, fortæller Ahmed al-Ali, 24, at han er fast besluttet på at komme til at leve i sine forfædres land, selv om han aldrig har set det. Idet han fremkalder den afdøde Egyptiske præsident Abdel Gamel Nasser, tilføjer han ”Jeg tror ikke på Abu Mazen`s forhandlinger”. ”Som Nasser sagde” Det der er blevet erobret med magt, skal tilbageerobres med magt”

Rosetta Eissa, 49, siger hun vil være lykkelig for at kunne bo side om side med Israelere i den lille by Kabbreh i det nordlige Israel, som hendes forældre og bedsteforældre har fortalt så meget om. Hendes stemme er den eneste i flygtningelejren der er på Abba`s side.

”Inshallah (Om Gud vil), kan han hjælpe, for vi har været igennem nok af krige og har lidt alt for meget” siger hun. ”Han har et problem på Vestbredden nu, men han prøver at tage et skridt af gangen. ”Når han får løst det problem, kan han tale flygtningenes sag. Men det kan kun løses gennem forhandlinger. ”Du kan ikke løse problemer ved hjælp af krig”

Oversat for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening af Lisbeth koitzsch

Comments are closed.