Nekrologer – Yasser Arafat

Holger K. Nielsen og Keld Albrechtsen, DPV s Nyhedsbrev

Nekrologer – Yasser Arafat

Af Holger K. Nielsen, formand for SF

Yasser Arafat var igennem flere årtier en stor leder for palæstinenserne. Uanset hans skudsmål i den vestlige del af verden er det hævet over enhver tvivl, at det store flertal blandt palæstinenserne føler, at de her til morgen har lidt et stort tab. I Vesten bør vi anerkende og dele denne sorg. Og vise vores sympati. Palæstinensernes historie er uløseligt knyttet sammen med en næsten endeløs række af tragedier og svigt fra omverdens side. Både Vesten og den arabiske verden har gang på gang og på det skammeligste vendt palæstinenserne ryggen. Ingen har vel som Yasser Arafat givet den menige palæstinenser et håb om, at årtiers landflygtighed og undertrykkelse snart ville få en ende. Og en fri og uafhængig palæstinensisk stat rejse sig i ruinerne af krig og ufred.

Yasser Arafat var en kontroversiel person. Han begyndte sit virke med terror som sit helt uacceptable våben. Heldigvis viste han sig senere klog nok til at vælge forhandlingsbordet som sin kampplads. Og Mellemøsten har vel næppe været tættere på fred end under forhandlingerne i Camp David med tidligere præsident Bill Clinton for bordenden. Det er afgørelsens time. Under Bush og Sharon har USA og Israel de seneste år kastet skylden for den fejlslagne fredsproces i armene på Arafat. Nu er Arafat ikke længere. Nu må israelere og amerikanere vise, at de vil fred og en selvstændig palæstinensisk stat.

 

Landsfader uden land

Af Keld Albrechtsen, Enhedslisten

 

Yasser Arafat er død. Gennem årtier var han mere end nogen symbolet på kampen for et frit Palæstina. Uden en Arafat er det ikke sikkert, det overhovedet var lykkedes at holde tilstrækkelig sammen på den palæstinensiske bevægelse.

 

Arafat gennemlevede en lang periode af sit liv i krig. Det var en periode, hvor mange palæstinensiske grupper var engageret i en legitim befrielseskamp, men hvor der også blev taget uhyggelige midler i brug.

 

Arafat bliver ofte fremstillet som den uforsonlige palæstinensiske leder. Sådan blev han aldrig set af den brede palæstinensiske befolkning. Arafat var manden bag to afgørende tilnærmelsesskridt i den palæstinensiske bevægelses historie, nemlig anerkendelsen af staten Israel i 1988, og Oslo-aftalen i 1993. Oslo-aftalen førte til oprettelsen af et palæstinensisk selvstyre, og gav vage anvisninger på den videre vej mod en palæstinensisk stat. De svagheder blev skæbnesvangre.

 

Arafat var den naturlige leder af selvstyret, og som sådan var han også ansvarlig for graverende overgreb på oppositionelle palæstinensere og for et retssystem, der lod meget tilbage at ønske. Arafat blev på den tid set af især USA som en garant for Oslo-aftalerne, og hans overgreb på mere radikale palæstinensere blev af Israels amerikanske allierede set som hans naturlige opgave.

 

Oslo-processen gik i stå, og topmødet i Camp David i 2000 blev sidste chance for Israel og dets amerikanske allierede, og topmødet leverede ikke varen. Israel fik støtte af USA til dels at nægte palæstinenserne en hovedstad i Jerusalem i lodret strid med folkeretten, og dels til at annektere en del af Vestbredden.

 

Arafat havde fuld palæstinensisk opbakning til at afvise forslaget. Efter syv år med Oslo-aftalerne, der ikke havde givet noget resultat, kunne selv ikke en Arafat forsvare en aftale, der krævede store indrømmelser af palæstinenserne. Deres tålmodighed var slut, og den anden Intifada blev indledt, da Ariel Sharon foretog en provokerende udflugt til Tempelbjerget i Jerusalem.

 

I den efterfølgende tid vendte USA sig mod Arafat. Også forholdene internt i det palæstinensiske selvstyre kom under hård kritik. Ikke mindst, da palæstinensere, som stod anklaget for samarbejde med Israel, blev udsat for samme behandling som den palæstinensiske opposition havde fået tidligere.

 

Tiden siden bragte mange tragedier for palæstinenserne, og Arafat kom til at arbejde under meget svære forhold. De svære forhold i de besatte områder, og den totale mangel på tro blandt palæstinenserne på Israels forhandlingsvilje og på Europa og USA’s vilje til at lægge pres på Israel, førte til en periode, hvor palæstinensiske grupper tog desperate midler i brug. Særligt de afskyelige selvmordsbombere skulle for alvor polarisere forholdet til Israel. Også den væbnede organisation med tilknytning til Arafats Fatah-bevægelse betrådte denne vej.

 

Arafat forlader derfor denne jord på et tidspunkt, hvor der ikke er meget lys i mørket. Ikke bare besidder Israel den militære overmagt. Den israelske regering kan også regne med, at de ikke bliver lagt under nævneværdigt pres fra sine allierede. Selvsikkerheden i den israelske regering ser man tydeligt i den officielle reaktion på Arafats død. De nåede at spytte en sidste gang på den gamle mand, inden han udåndede, ved med vanlig arrogance at nægte ham en begravelse i Jerusalem.

 

 

Comments are closed.