Den kritiske dialog

Sune Segal, Palæstina Orientering

Den kritiske dialog

Af Sune Segal

Barrieren er endnu et tiltag i det mylder af fysiske og administrative foranstaltninger, der hver især bidrager til at befæste Israels ulovlige annekteringsprojekt. Det er denne politik FN, EU, den danske regering og en række andre aktører på 37. år søger at påvirke gennem “kritisk dialog”, skriver Sune Segal i denne artikel om den danske regerings politik i Israel/Palæstina-konflikten.

I december 2003 anmodede FNs generalforsamling den internationale domstol i Haag om at fremsætte en vejledende udtalelse vedrørende de juridiske konsekvenser af, at den famøse barriere mellem Israel og Vestbredden ikke følger Den grønne Linje. EU undlod at stemme for den pågældende resolution, til trods for, at det netop var EU, der en måned forinden havde taget initiativ til en FN-resolution, der pålagde Israel at ”stoppe og omgøre opførelsen af barrieren inde i de besatte palæstinensiske områder” og henviste til, at barrierens rute ”afviger fra våbenstilstandslinjen fra 1949 [Den grønne Linje] og er i modstrid med […] international lov” – et synspunkt, der blev bakket op af den danske regering: ”Danmarks holdning til sikkerhedsmuren er velkendt: Israel har ikke ret til at bygge muren på områder, der ikke tilhører Israel” (Per Stig Møller i svar til Information, 5/2 2004).

EU begrundede sin manglende opbakning i en udtalelse til domstolen. Her blev det gentaget, at barrieren var i modstrid med international lov, men samtidig blev det tilføjet, at ”EU [ikke] har tiltro til, at en vejledende udtalelse fra domstolen vil fremme de to parters bestræbelser på at genetablere en politisk dialog”. I førnævnte svar til Information tilsluttede Per Stig Møller sig dette synspunkt, som også Anders Fogh Rasmussen havde givet udtryk for nogle måneder forinden: ”…vi tager afstand fra opførelsen af sikkerhedsmuren, men det er vigtigt at beholde de platforme, hvor vi kan føre en kritisk dialog med Israel… det tror vi har større effekt i forhold til Israel [end truslen om sanktioner]” (Fogh i svar på § 20-spørgsmål, 19/11 2003).

I realiteten foretrækker såvel EU som Danmark altså at håndtere sagen ved hjælp af “kritisk dialog” snarere end jura. Den 9. juli 2004 faldt Haagdomstolens afgørelse: ”Muren… er i modstrid med international lov”. Så sent som d. 22/7 2004, og altså få dage efter at FNs Generalforsamling havde vedtaget en resolution, der med baggrund i denne afgørelse og med bl.a. EUs opbakning kendte barrieren ulovlig, gentog Javier Solana således, at muren/hegnet strider mod international lov, men opblødte i samme åndedrag kritikken, idet han lagde vægt på det positive forhold, at omfanget af samarbejdet mellem EU og Israel aldrig har været større end i dag.

Verbale fordømmelser

Med dette forløb in mente kan vi nu gå videre til at se på, om der i den virkelige verden kan findes belæg for påstanden om, at ”kritisk dialog” har ”større effekt i forhold til Israel”.

Det skal understreges, at kritisk dialog i visse tilfælde har haft effekt. Fx har amerikansk pres resulteret i justeringer af barrierens rute, fx i nærheden af bosættelsen Ariel. Modsat har hverken amerikansk eller europæisk pres ændret på det grundlæggende forhold, at dele af barrieren bygges på besat område og derfor medfører de facto annektering af frugtbare og vandrige områder, et problem, der kunne have været undgået, hvis barrieren havde fulgt Den grønne Linje.

Hermed ligger det internationale samfunds håndtering af sagen om muren/hegnet i forlængelse af den måde, hvorpå man siden 1967 har forholdt sig til Israels bosættelsespolitik, dvs. med verbale fordømmelser, der ikke er blevet bakket op af konkrete tiltag.

I praksis har denne mangel på håndhævelse af international lov medført, at Israels opfattelse af de palæstinensiske områders status er blevet gældende – dvs. den opfattelse, at Gaza, Vestbredden og Østjerusalem ikke er “besatte” men derimod “omstridte” områder, hvilket slås fast på det israelske udenrigsministeriums hjemmeside. Her hedder det sig, at “Den grønne Linje ophørte med at eksistere som resultat af den arabiske trussel mod Israels eksistens i foråret 1967”. Denne forståelse fremgår ikke mindst af det kort over barrieren, som er tilgængeligt på ministeriets hjemmeside, idet Den grønne Linje ikke er at finde på det pågældende kort. Desuden hedder det sig her, at “jøder har nøjagtig samme ret” til at bosætte sig i områderne (Gaza, Vestbredden og Østjerusalem) som “den lokale befolkning” (palæstinenserne).

I modsætning hertil står bl.a. FNs, EU’s og den danske regerings officielle standpunkt, nemlig at de palæstinensiske områder er besatte, at Israels bosættelser i områderne er ulovlige, og at en løsning i princippet bør baseres på grænserne fra 1967 jf. gældende FN-resolutioner. Igen forholder det sig dog med dette officielle standpunkt på samme måde som med spørgsmålet om barrieren, idet man historisk set har søgt at håndtere sagen vha. ”kritisk dialog” snarere end jura.

Allon-planen

Da resolution 465 blev vedtaget i 1980 var spørgsmålet om jødiske bosættelser i de besatte palæstinensiske områder blevet presserende. I 1967 havde Israel til hensigt at anvende dele af de nyligt besatte områder som forhandlingsobjekt i bestræbelsen på at få de omkringliggende arabiske stater til at anerkende den jødiske stat. Hvad angår Vestbredden vedtog Levi Eshkols Arbejderparti-ledede koalitionsregering imidlertid umiddelbart efter Seksdageskrigen den såkaldte Allon-plan (efter daværende vicestatsminister Yigal Allon). Planens sigte var at bevare kontrollen med væsentlige områder af Vestbredden, især Jordandalen og Østjerusalem. Dens grundlæggende princip var at annektere så store områder med så få arabiske indbyggere som muligt.

Med Allon-planen blev spørgsmålet om sikkerhed vs. territorielle ambitioner for alvor sat på dagsordenen. Officielt var planen først og fremmest et sikkerhedspolitisk redskab, om end Allon selv allerede i 1968 gav sin støtte til den fundamentalistiske rabbi Moshe Levingers oprettelse af en stærkt religiøs bosættelse midt i den palæstinensiske by Hebron, en bosættelse, der under ingen omstændigheder kunne legitimeres med henvisning til sikkerhedspolitiske motiver.

Hvor den første spire til transformationen fra en sikkerhedspolitisk grænse mod, hvad den israelske historiker Gershon Shafir har kaldt en ”messiansk grænse”, således allerede så småt begyndte at gro kort efter Israels sejr i Seksdageskrigen, tog bosættelsespolitikken for alvor fart efter det israelske jordskredsvalg i 1977, der bragte Menachem Begins parti, Likud, til magten.

Indtil da havde Israel anvendt militære konfiskationsordrer til at inddrage land til opførelse af bosættelser. I 1979, to år efter Likuds magtovertagelse, godkendte Israels højesteret imidlertid for første gang etableringen af en bosættelse – nemlig den stærkt religiøse Elon Moreh i nærheden af Nablus på Vestbredden – med henvisning til almene/civile snarere end militære formål.

Messianske visioner

Det var i denne periode, at den religiøse bosætterbevægelse Gush Emunim (De troendes blok, red.) for alvor fik vind i sejlene. Fra at have været en relativt marginal bevægelse i det israelske samfund blev Gush Emunim på kort tid forvandlet til en bevægelse med den israelske regerings politiske og ikke mindst økonomiske opbakning. Gush Emunim havde som sit mål forløsningen (geula – en religiøs betegnelse, red.) af hele ”Landet Israel”, dvs. (mindst) Israel plus de erobrede palæstinensiske områder.

Hvor tidligere regeringers forhold til Gush Emunim havde haft karakter af fornuftsægteskab, var der nærmere tale om ægte kærlighed mellem Begins Likud og Gush Emunim, der begge anså hele Vestbredden som en uadskillelig del af ”Landet Israel”.

I tiden herefter var daværende landbrugsminister Ariel Sharon den vigtigste drivkraft bag planlægningen af den efterfølgende befæstelse af koloniseringen af Gaza, Vestbredden og Østjerusalem. Samme år som Likud kom til magten, lancerede Sharon planen ”A vision of Israel at Century’s End”, ifølge hvilken to millioner jøder skulle bo i de besatte områder ved slutningen af århundredet. Sharons plan blev dog ikke officielt vedtaget af regeringen.

Det gjorde til gengæld den såkaldte Drobles-plan, ifølge hvilken jødiske bosættelser skulle spredes over hele ”Landet Israel”, ”ikke blot rundt om minoritetsbefolkningens [dvs. arabernes] større byer og landsbyer, men også inde i dem og mellem dem [for at] at reducere forudsætningerne for endnu en arabisk stat i regionen til et minimum”. Planen erklærede endvidere, at ”den bedste og mest effektive måde at fjerne ethvert gran af tvivl om vores hensigt om at beholde Judæa og Samaria [Vestbredden] for altid er hurtig etablering af bosættelser i disse områder”.

Således smeltede verdslige politiske, militære og territorielle ambitioner i denne periode sammen med messianske visioner om Landet Israels forløsning. Hvor antallet af bosættere på Vestbredden (ekskl. Østjerusalem) ved Likuds magtovertagelse i 1977 lå på ca. 3000, var dette tal i 1983 vokset til 29.000 og i 1992 til 109.000 (Peace Now).

Andre virkemidler?

I 1992 kom Arbejderpartiet igen til magten, men havde der tidligere været forskel på omfanget af arbejderpartiets hhv. Likuds territorielle ambitioner, var denne forskel nu blevet vanskelig at få øje på. Antallet af bosættere på Vestbredden steg i de efterfølgende ti år – dvs. efter det berømte håndtryk mellem Yitzhak Rabin og Yasser Arafat i 1993 foran Det Hvide Hus – til ca. det dobbelte med de mest markante stigninger under regeringen Barak, som selv det højreorienterede israelske dagblad Jerusalem Post beskyldte for at være for imødekommende over for Gush Emunim.

Denne målrettede kolonisering af Vestbredden har fundet sted i det internationale samfunds fulde påsyn. Den er ikke foregået upåtalt – langt fra. Men det er karakteristisk, at trusler om sanktioner endnu ikke har været fremsat af hverken EU eller den danske regering. Modviljen mod at tage sådanne midler i brug bliver ikke mindre, når palæstinensiske selvmordsbomber dræber civile israelere. For disse attentater styrker Israels argument om, at landets overgreb mod den palæstinensiske befolkning, inkl. barrieren, alene er beregnet på at skabe sikkerhed for Israels borgere. Og slører samtidig, at disse overgreb ikke blot drejer sig om at beskytte israelere i Israel, men også om at beskytte israelske bosættere og dermed om at befæste det standpunkt, at områderne er “omstridte”, at den Grønne Linje ikke eksisterer og at ”jøder har nøjagtig samme ret til at bosætte sig i områderne som den lokale befolkning”.

I forhold til barrieren er den væsentligste pointe i de ovenstående betragtninger, at den ikke med rimelighed kan beskrives som en overraskende mutation i det pragmatiske diplomatis organisme. Snarere kan den forstås som en naturlig følgevirkning af den kritiske dialogs manglende effekt over for en klar territorial ambition. Den repræsenterer ikke et kvantespring i konfliktens udvikling, men derimod en fortsættelse og befæstelse af et kolonialt udvidelsesprojekt, der tog sin begyndelse med Israels sejr i Seksdageskrigen; et projekt, der siden har udviklet sig til et territorialt fait accompli bestående af velfungerende satellitbyer med børnehaver og basketball-baner, avancerede industriparker, højtydende plantager og farme samt en effektiv infrastruktur til at binde dette ”nye Israel” sammen med det ”gamle Israel”. Altså en territorial virkelighed, hvor Den grønne Linje ganske rigtigt er ophørt med at eksistere, og hvor israelere/jøder i praksis har (mindst) samme ret som palæstinensere til at bosætte sig i “områderne”.

Barrieren er kort sagt blot endnu et tiltag i det mylder af fysiske og administrative foranstaltninger, der hver især bidrager til at befæste Israels ulovlige annekteringsprojekt ved at ”reducere forudsætningerne for endnu en arabisk stat i området til et minimum”.

Det er denne politik FN, EU, den danske regering og en række andre aktører på 37. år søger at påvirke gennem “kritisk dialog”. Den virkelighed, der er ved at forme sig – et antal isolerede palæstinensiske enklaver, der af Israel foreslås forbundet med broer og tunneller i en parodi på “territorial kontinuitet” – bør give anledning til, at andre virkemidler tages op til overvejelse.

Artiklen er bragt i en længere udgave i tidsskriftet Palæstina Orientering i efteråret 2004. Den blev bragt i en kortere udgave i Information i sommeren 2004

Comments are closed.