Muren har gjort palæstinensere til “illegale beboere”

Amira Hass, Haaretz

Muren har gjort palæstinensere til “illegale beboere”

af Amira Hass, i Ha’aretz 14 oktober 2003

I samme øjeblik det stod klart, at størstedelen af adskillelseshegnet ikke ville blive bygget langs Den grønne Linie men i virkeligheden et stykke øst for linien, rejste der sig et vigtigt spørgsmål: Hvad skulle der ske med de palæstinensere, der kom til at bo vest for hegnet? Som landet ligger nu, har denne skæbne ramt omkring 12.000 mennesker, der bor i 15 palæstinensiske landsbyer og byer fra Salim i den nordlige del af Vestbredden til Mas’ha syd for Qalqilyah (tæt ved den israelske bosættelse Elkana). De er lukket inde mellem hegnet mod øst og Den grønne Linie mod vest. Efterhånden som byggeriet af hegnet skrider frem, dybt inde på Vestbredden, vil flere og flere palæstinensere komme i den samme situation.

Hertil kommer at hegnet griber ind i tilværelsen for tusinder af andre mennesker, hvis hjem ligger øst for hegnet, mens deres indtægtskilde, jorden, ligger på den vestlige side. Det palæstinensiske forhandlingsråd har beregnet, at linieføringen af den første etape af hegnet hidtil har afskåret omkring 100.000 dunam (10.000 hektar. Ovs.anm) palæstinensisk ejet jord fra Vestbredden. En del af jorden er beboet, og det meste af den er opdyrket.

De mest alvorlige konsekvenser er allerede blevet dokumenteret. Allerede længe før palæstinenserne havde mulighed for at overskue, hvad det betød for dem, at de ville komme til at afgive jord til det fæstningsværk, der i Israel er kendt som “forhindringen”, blev de klar over, at deres daglige liv ville blive slået fuldkommen i stykker. De var allerede vant til de mange israelske overgreb: vejspærringerne, udgangsforbud i byer og landsbyer, militære angreb. Men det skulle blive endnu værre. Bønderne kan ikke nå frem til deres jord. Drivhuse og plantager er blevet ødelagt. Oliventræerne bliver ikke længere plukket. Lærere og elever kan ikke nå i skole, fordi gennemgangene i hegnet ikke bliver åbnet til tiden. Det bliver umuligt at fodre dyrene regelmæssigt, så de enten må sælges eller slagtes – eller ende som ofre for tørst og sult. Ledningerne til drikkevand og kunstig vanding er blevet afbrudt. Forældre og søskende får besøgsforbud. Skraldevognene kan ikke gennemføre deres kørsel. Slambrønde bliver ikke tømt til tiden. Alle disse eksempler – og hundrede andre i samme stil – er blevet dokumenteret i alle de indespærrede områder.

I midten af oktober kom der en officiel, bureaukratisk redegørelse for alle disse forhold. Den systematiske undergravelse af dagligdagen vil i fremtiden blive formuleret og fastlagt i en række ordrer til hæren. Det vil betyde, at yderligere titusinder af palæstinensere snart vil befinde sig i en situation, hvor de skal leve og arbejde i områderne mellem hegnet og staten Israel. De sidste forordninger har skabt en ny kategori af palæstinensiske beboere – “langtids-beboere” – en kategori, der skelner mellem de palæstinensere, der lever vest for hegnet, og dem der lever øst for det. Denne nye klassificering kommer til at give rigeligt med arbejde til det voksende israelske militære bureaukrati.

Opholdstilladelse kræves for alle over 12 år

Beboerne i de landsbyer, der er spærret inde mellem hegnet og Den grønne Linie i distrikterne Tul Karm og Qalqilyah, konstaterede midt i oktober, at den israelske hær havde uddelt skrivelser med overskriften: “Israels Forsvarsstyrker, Sikkerhedsforordninger (Judæa og Samaria) (Nr. 378) 1970”. Skrivelserne var klæbet op på lågerne ved gennemgangene i hegnet, på elmaster, på cementblokkene ved hærens bemandede vejspærringer eller smidt hen ved indgangsdøren til den lokale købmandshandel.

Det drejede sig om ialt fire forskellige skrivelser, der allesammen tog udgangspunkt i den ovennævnte forordning nr. 378. En af dem var underskrevet af generalmajor Moshe Kaplinski, øverstkommanderende for de israelske forsvarsstyrker i Judæa og Samaria, dateret 2. oktober 2003. Det var en “Bekendtgørelse vedrørende lukning af territorier”, hvor Kaplinski erklærer, at randzonen er et lukket område. Og ved randzone forstås “hele det område, som afgrænses af forhindringen mod øst (hegnet. Ovs.anm.), markeret med en rød linie på det vedlagte kort, og staten Israel mod vest”. Kaplinski gør det klart, at forhindringen består af “hegn, mure og patruljestier, der har til hensigt at forhindre terrorangreb og undgå, at angribere trænger fra Judæa og Samaria ind i staten Israel”.

Det bliver understreget, at ingen vil kunne bevæge sig ind i randzonen og forblive der uden særlig tilladelse. Enhver, der antræffes i zonen uden at have tilladelse, skal øjebikkeligt forlade området. Dette forbud gælder ikke for “1) israelere og 2) personer der har fået tildelt en tilladelse til at bevæge sig ind i randzonen og forblive der”. Kaplinski definerer også “israeler” som: A) En israelsk ststsborger. B) En person der er bosat i Israel og optaget i det israelske folkeregister. C) Enhver der har ret til at bosætte sig i Israel i overensstemmelse med den israelske lov om tilbagevenden”.

Denne lukning af et område gælder ikke for de ikke-israelere, der bliver defineret som “langtids-beboere”. Kaplinski gør rede for, hvem det drejer sig om: “A) En person der er 16 år eller ældre, og hvis langtids-bopæl befinder sig i randzonen, vil have tilladelse til at bevæge sig ind i randzonen og forblive der, så længe han kan fremvise en skriftlig tilladelse (underskrevet af mig eller en stedfortræder), hvori det erklæres, at hans langtids-bopæl befinder sig i randzonen. B/1) En person under 16 år, hvis bopæl befinder sig randzonen, vil have lov til at opholde sig i randzonen uden en skriftlig tilladelse… B/2) En person mellem 12 og 16 år med langtids-bopæl i randzonen vil få tilladelse til at bevæge sig ind i randzonen under forudsætning af, at han enten er i besiddelse af af en skriftlig tilladelse, er ledsaget af en person med adgangstilladelse til zonen eller kan fremvise enhver anden form for tilladelse, som jeg selv eller en stedfortræder har udstedt”.

De tre andre skrivelser, som man fandt sammen med Kaplinskis forordning, er underskrevet af brigadechef Ilan Paz, lederen af den civile administration i området. De er dateret 7. oktober 2003. Den første af disse skrivelser gør rede for, hvordan langtids-beboerne skal erhverve sig deres “langtids beboer-tilladelse”. De skal personligt og direkte aflevere deres ansøgning til “den autoriserede myndighed” – hvilket vil sige den israelske “civile koordinations- og forbindelsesenhed” (ICCLO). Det var denne afdeling af den civile administration, der blev nærmere defineret i Oslo-aftalerne med den hensigt at skabe en koordinering med det palæstinensiske selvstyre for at undgå indblanding af enkeltpersoner.

Det er så meningen, at ICCLO skal videresende ansøgningen til en komite, som vil blive oprettet specielt til dette formål (hvilket i givet fald vil kræve yderligere et antal dokumenter eller en nøjere gennemgang af ansøgerens argumenter). Den “autoriserede myndighed” vil også blive bemyndiget til at forny en langtids beboertilladelse – eller ikke forny den, og til at anerkende en ny langtids-beboer – eller ikke anerkende ham. Tilladelsen skal gives til enhver person i alderen fra 12 år og opefter, der er anerkendt som langtids-beboer.

Komplicerede skemaer

Den anden skrivelse med brigadegeneral Paz’ underskrift stadfæster, at enhver beboer i randzonen ikke blot skal have en langtids beboertilladelse men også en personlig passérseddel, der skal forevises, når man bevæger sig ind i eller ud af zonen. Hvis man ønsker at tage et motorkøretøj ind i zonen, skal man udfylde en speciel ansøgning – “ansøgning fra langtids-beboer om tilladelse til passage med køretøj”. Og der er også en “ansøgning fra langtids-beboer om tilladelse til indførsel af et nyt motorkøretøj til randzonen”. Passage ud og ind skal – med forevisning af den relevante tilladelse – foregå gennem den port i hegnet, der er anført i den personlige tilladelse.

I den tredie skrivelse gør Paz rede for, hvordan palæstinensere, der ikke er beboere i randzonen, kan få adgang til zonen. Direktivet angiver 12 kategorier af personer, der vil kunne ansøge om adgangstilladelser: ejere af en virksomhed i randzonen; handlende; ansat personale; landmænd; lærere; studerende; ansatte i det palæstinensiske selvstyre; besøgende; ansatte i internationale organisationer; ansatte der repræsenterer en lokal myndighed eller er beskæftiget inden for infrastruktur; medlemmer af et lægehold; og personer der kan dokumentere “alle andre formål”. Det medfører, at der vil foreligge ialt 12 forskellige ansøgningsskemaer. Der skal vedlægges et fotografi, og alle relevante rubrikker i skemaet skal udfyldes.

En skoleinspektør, der indleverer den særlige ansøgning beregnet for lærere, skal ikke blot oplyse navn og adresse på den pågældende lærers skole men også hvilket klasseværelse, han underviser i, og hvilken institution, der har attesteret, at han er lærer. Det skal oplyses, hvor og hvornår han har afsluttet sin uddannelse samt det officielle nummer på hans afgangsbevis. En besøgende skal anføre navn og andre personlige oplysninger vedrørende den langtids-beboer, han skal besøge. En landmand skal gøre nøje rede for de afgrøder, han dyrker, og om jorden er en del af landsbyens fællesjord. En handlende skal oplyse, hvilke varer han handler med, og gøre rede for, hvem der har udstedt hans næringsbrev, og hvor det er udstedt. Hvis ansøgeren ønsker at overnatte i randzonen, skal han indlevere en ansøgning om tilladelse til overnatning og give nærmere oplysninger om sin vært. Ansøgere må forklare, hvorfor de ønsker at passere gennem en bestemt “kontrolpost”, og hvorfor de ønsker at overnatte i zonen. Deres ansøgning skal suppleres med yderligere dokumentation.

Hver enkelt ansøgning vil blive gennemgået af en speciel medarbejder i den civile administration. Chefen for økonomiafdelingen vil vurdere ansøgninger fra handlende, ansat personale og landmænd. En medarbejder i undervisningsafdelingen vil gennemgå ansøgninger fra lærere og studerende. En repræsentant for sundhedsafdelingen vil tage stilling til ansøgninger fra læger og sygeplejersker.

Direktiverne giver ingen retningslinier for varigheden af de forskellige tilladelser – om de gælder for et år, for en måned eller kun for et enkelt besøg eller en enkelt udrejse. Der er ingenting i formuleringen af direktiverne, der gør det klart, hvor længe udstedelsen af tilladelserne skal fortsætte. Der står ikke et ord om, hvorvidt den civile administration og dens hærskare af medarbejdere vil være forpligtet af en klar tidsramme, der vil kunne gøre en ende på ansøgernes evindelige frustrationer. Hvis man skal dømme efter den sædvanlige praksis inden for israelsk civil administration, vil ansøgningerne blive vurderet af komiteer, der udelukkende består af israelere – soldater og repræsentanter for den civile administration (inklusive folk fra bosættelserne) – og ikke en eneste palæstinensisk talsmand.

De nye forordninger er gyldige fra den dato, hvor de blev underskrevet, det vil sige fra 2. og 7. oktober (palæstinenserne fik dem først i hænde 9. og 10. oktober). Men de forskellige procedurer for udstedelsen af tilladelser er endnu ikke på plads. ICCLO’s kontorer er i øjeblikket lukket for offentligheden (på grund af selvmordsbomben mod ICCLO i Tul Karm 9. oktober). Hertil kommer, at der er indført særligt strenge hindringer for palæstinensernes bevægelsesfrihed efter terrorangrebet i Haifa 4. oktober. Samfærdsel mellem landsbyer og byer og fra landsby til nabolandsby er blevet forbudt.

Men det er ikke det, der bekymrer beboerne i randzonen. De overvejer, hvordan man kan yde modstand mod den særlige status, de har fået, efter at israelerne har tvunget dem ind i den nye spændetrøje af endeløse ansøgninger. De nye direktiver har medført, at tusinder af palæstinensere i den nuværende situation bor illegalt i deres eget hjem og på deres egen jord – “mellem forhindringen og staten Israel”. Og israelske soldater er i deres fulde ret til nårsomhelst at jage dem ud.

Comments are closed.