Den navnløse endestation

BT

Den navnløse endestation

(Uddrag af leder i B.T. d. 13. oktober 2003)

På deres møde i dag i Luxembourg vil udenrigsministrene fra de 15 EU-lande bruge den traditionelle times tid på at vride hænder over, at begivenhederne i Mellemøsten ikke følger den »Køreplan for Fred«, som for længst skulle have ført til den store forbrødring mellem israelere og palæstinensere.

(…)

Kunne det ikke tænkes, at det er »Køreplan for Fred,» der er noget i vejen med?«

»Spørgsmålet er legitimt,« indrømmede Solana forleden, men skyndte sig derpå med at give det tilintetgørende svar:

»Jeg tror bare ikke, der er noget alternativ.«

Det tror Per Stig og de 14 andre EU-udenrigsministre sikkert heller ikke, når de med et fortvivlet suk går videre til næste punkt på Luxembourg-mødets dagsorden. Men inderst inde ved de selvfølgelig godt alle sammen, at vist er der da et alternativ. Og at den pompøse »Køreplan,« som EU selv har lanceret, i virkeligheden ikke er nogen plan – kun et diplomatisk figenblad der skal skjule EUs egen magtesløshed.

I alt diplomati har ord selvfølgelig en vis magi. Selv om »Køreplan for Fred« egentlig kun er en art trinvis beskrivelse af, hvordan en fred ser ud – Israel skal standse og begynde at nedlægge sine bosættelser i de besatte områder, palæstinenserne skal sørge for at få stoppet intifadaen, og så skal der forhandles – så ville den da have haft noget for sig. Vel at mærke hvis parterne virkelig havde forsøgt at rette sig efter den.

Men det gjorde de altså ikke.

Det palæstinensiske selvstyre ville sikkert gerne have gjort det. For det er nu en gang palæstinenserne, der har kig på et mål gennem al den tågede snak om fred, et mål som tilmed det meste af verden nu fuldt ud anerkender: at der ved vejs ende skal oprettes en selvstændig palæstinensisk stat.

Men der er grænser for, hvor stærkt selvstyret kan gribe ind over for de militante modstandsgrupper, hvis det ikke skal miste tilslutningen fra et folk, hvis store, forarmede flertal betragter dem, vi kalder »terrorister«, som frihedskæmpere. Og der er grænser for, hvor meget selv den hårdeste indgriben ville nytte, uudryddelige som sådanne folkeligt støttede modstandsbevægelser nu en gang er.

Og Ariel Sharon og de høge, der er ved magten i Israel, har aldrig drømt om at ville rette sig efter køreplanen. Af den simple grund, at de slet og ret ikke ønsker nogen selvstændig palæstinensisk stat oprettet og ikke ønsker at standse den fremadskridende, israelske besættelse af Jordans Vestbred og Gaza-striben.

Så længe man ikke tager fat på denne kendsgerning, vil enhver nok så sindrig »køreplan« kun være en absurd tidstabel med en navnløs endestation.

Anna Lindhs forgænger som svensk udenrigsminister, Lena Hjelm-Walén, sagde det meget ligefremt på et af de første møder, hun var til med sine kolleger i EU: Vi må starte med at fastslå, at FN-resolutionerne fra 1967 stadig gælder. Og at Israel skal trække sig tilbage fra alle besatte områder.

Alle de 15 udenrigsministre, der er samlet i Luxembourg i dag, ved, at hun har ret.

Gengiv endestationen det navn, et enigt FN gav den i sin tid, og sig det højt og tydeligt. Først da er der mening i at diskutere, hvilke mellemstationer der skal passeres undervejs. Det er det alternativ, der kan standse det mellemøstlige vanvid.

Comments are closed.