EU hælder mod Israel

DPV

EU hælder mod Israel

Bøjer sig for USA og svigter palæstinenserne

Tilsyneladende er der mange positive ting at sige om køreplanen, for eksempel at den udtrykkeligt nævner ordet “besættelse” og taler klart om en palæstinensisk stat. Men hvis der skulle være een omstændighed, der kunne skabe et virkeligt håb for fremtiden, så måtte det være den kendsgerning, at planen skal overvåges af en kvartet (EU, Rusland, FN og USA) og ikke af USA alene. Dens indbyggede “realistiske målsætning” lægger stor vægt på, at de involverede parters handlinger skal overvåges og evalueres – eller man kunne sige fortolkes. Det er jo i sig selv en fortræffelig ting – bortset fra at det er en vilfarelse at tro, at overvågningen vil blive foretaget af kvartetten som helhed, eller at nøglemedlemmer af kvartetten overhovedet er indstillet på at optræde som “ærlige mæglere”.

De vigtigste enkeltheder i overvågningsmekanismerne blev fastlagt en passant i forbindelse med G8 mødet i slutningen af maj 2003. Der var enighed om, at overvågningen skulle foregå inden for fire forskellige områder – “sikkerhed”, “(palæstinensiske) reformer”, “økonomiske og humanitære spørgsmål” og “andre spørgsmål”. Man bøjede sig for et amerikansk krav om, at den overordnede administration af hvert område skulle ligge i hænderne på et enkelt medlem af kvartetten. EU var mest optaget af at lappe på konflikten med USA omkring krigen i Irak og frafaldt sit krav om, at medlemmer af kvartetten skulle deltage på lige fod i de forskellige styrende komiteer. Det skete praktisk taget, uden et der lød blot den mindste, forsagte protest mod det amerikanske forslag.

Det kan næppe overraske nogen, at USA tildelte sig selv ansvaret for “sikkerhed” og også ytrede intereese for “andre spørgsmål” – en tilsyneladende harmløs betegnelse, der imidlertid dækker over ansvaret for bl.a. overvågningen af bosættelsesaktiviteter og opfordringer til voldsanvendelse. Det vil med andre ord sige, at alle de for Israel mest vægtige anliggender vil komme under amerikansk kontrol.

EU afskar sig til slut fra alle muligheder for at komme til at spille en rolle i sikkerhedsspørgsmålet. Det skete 16. juli i Luxembourg, hvor man tilbageviste et forslag fra en lille gruppe af lande (anført af Frankrig) om, at EU skulle sende en militærstyrke til de besatte palæstinensiske områder. I diplomatiske kredse understregede man, at “en styrkelse af overvågningen” ville blive varetaget af den amerikanske centrale efterretningstjenste. Situationen blev meget passende karakteriseret af en israelsk diplomat. “Kvartetten har lyttet til Israels kommentarer”, sagde han.

EU fik tildelt ansvaret for (palæstinensiske) “reformer” (det sidste område, “humanitære og økonomiske spørgsmål”, tilfaldt FN) og har derefter varetaget denne rolle ved at markere en stærkt aggressiv holdning til palæstinenserne – tydeligt inspireret af amerikanerne. Tonen blev angivet af USAs nationale sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice, der opfordrede EU til at stemple den politiske gren af Hamas som en terrororganisation (den militære gren af Hamas – Izz al-Deen al-Qassam brigaderne – har EU allerede fordømt som “terroristisk”). Den ændrede status for Hamas’ politiske gren ville forpligte EU til at beslaglægge alle Hamas-værdier i Europa og forhindre indsamling af private støttemidler til organisationen – en aktivitet der er tilladt idag.

Rice’s forslag blev i starten afvist af Kommissionen, der som hidtil fastholdt sin vurdering af, at den politiske og den militære gren af Hamas var to fundamentalt forskellige begreber. Men da forslaget blev gentaget med forøget styrke af George Bush, vandt det genlyd i andre sektioner inden for EU – specielt i de langt mere tungtvejende ministerielle og diplomatiske kredse i Ministerrådet. Forslaget blev støttet af Miguel Angel Moratinos, der på det tidspunkt var EUs fredsudsending i Mellemøsten. Til den spanske avis El Pais udtalte han, at EU burde føje Hamas til sin liste over terrororganisationer. Det var en gentagelse af en lignende opfordring fra den britiske udenrigsminister Jack Straw, som fremsatte kravet i Luxembourg. Efter fornyet amerikansk pres tales der nu åbent i EU om, at der er optræk til en ændring af den europæiske holdning til Hamas’ politiske gren, hvis den militære gren ikke erklærer våbenhvile og fordømmer “terrorisme”.

EU har med andre ord bevæget sig et langt stykke vej på kort tid. Fra et have vist et ægte engagement i arbejdet for palæstinensiske reformer er EU nu endt med i det store og hele blot at støtte den palæstinensiske marionetregering, der er skabt af Israel og USA – en regering der er mere optaget af kortfristede resultater og sikring af sin egen politiske elite end af at skabe en politisk bredt sammensat palæstinensisk politisk bevægelse.

Som et led i støtten til denne marionetregering er EU rede til at true palæstinenserne med at tage det skridt, som europæerne ellers altid har hævdet ville føre til dybtgående ustabilitet i Palæstine – nemlig at sætte Hamas på den sorte liste. Det er et signal om, at EU ikke er så optaget af at sørge for, at den oprindelige køreplan holder, men snarere ønsker at bidrage til, at køreplanen kommer til at føje sig efter amerikanske og israelske interesser.

Denne nye, aggressive holdning til Palæstina skal ses på baggrund af, at der er ved at ske en klar tilnærmelse mellem EU og Israel. Det understreges af, at EU nylig har ophævet importkvoter og lettet prisrestriktioner og tariffer med hensyn til en lang række iraelske landbrugsprodukter. Forholdet mellem EU og Israel er nu nået så vidt, at den israelske udenrigsminister, Silvan Shalom, fornylig offentligt har luftet tanken om et fuldt israelsk medlemskab af EU – med udgangspunkt i EUs og Israels “ensartede demokratiske værdier”. Og Günther Verheugen, kommissæren for EUs udvidelse, erklærede i begyndelsen af juni, at EU har vedtaget at give Israel den samme status som de lande, der tilhører det europæiske frihandelsområde EFTA.

Og sådan ser regnskabet så ud idag: Israel (hvis stilling til køreplanen har blæst for vinden, for at sige det mildt) ser dørene begynde at åbne sig ind til det europæiske fællesskab. Palæstina (som har vendt hele sit politiske system på hovedet af hensyn til køreplanen) står over for truslen om en borgerkrig.

Det er i korthed resultatet af de anstrengelser, som de “ærlige mæglere” har gjort sig.

Oversat af Eric Ericsen

Artiklen er fra det israelsk-palæstinensiske tidsskrift News From Within juni 2003, der udgives af Alternative Information Center i Jerusalem.

Dette indlæg blev udgivet i Andet, Boykotkampagne, Gamle indlæg. Bogmærk permalinket.