Sharon blokerer
Uddrag af artiklen “Køreplanen er kollideret med Ariel Sharon” i Politiken d. 18. maj 2003.
Af Herbert Pundik
(…) Under et møde med Sharon og en række af hans mest rabiate ministre forstod Powell, at Israel afviser den bærende tanke bag køreplanen – parallelitet, det vil sige samtidighed.
Hensigten med dette princip var, at Sharon og Abu Mazen skulle gøre gensidige indrømmelser, der skulle dokumentere over for skeptiske israelere og palæstinensere, at der ikke mere er tale om et spil med en taber og en vinder, men at forhandlingerne ville gavne begge parter.
Abu Mazen skulle således tage skridt til at stoppe den palæstinensiske terror mod den israelske civilbefolkning, mens Sharon til gengæld skulle begynde at trække israelske tropper ud af de palæstinensiske byer.
Abu Mazen, der, allerede før han blev ministerpræsident, har erklæret, at han er modstander af terror, har accepteret køreplanen. Det har Sharon ikke.
Han kræver, at Abu Mazen først skal dokumentere, at han kan bekæmpe de palæstinensiske terrororganisationer. Derefter vil Sharon dømme ham på resultaterne.
Først da vil Israel måske gøre modydelser, f.eks. i form af en tilbagetrækning. Samtidighed er således, set fra Sharons synspunkt, udelukket.
Det bringerAbu Mazen i en umulig situation. Hvis han ikke over for den palæstinensiske befolkning kan dokumentere, at han har opnået konkrete resultater, der forbedrer palæstinensernes vilkår, risikerer han at blive mistænkt for at være en amerikansk-israelsk vasal, der ikke forsvarer sit folks nationale interesser.
Det kræves af ham, at han erklærer krig, ikke blot mod de to muslimske radikale organisationer Hamas og Jihad, men også mod Tanzingruppen, der er udsprunget af Fatah, den politiske bevægelse, der er selve grundlaget for Abu Mazens position.
Han skal gå i krig mod sine egne, likvidere hundreder og arrestere tusinder og afvæbne resten. Det hverken kan eller vil han. Ikke mindst fordi han ikke vil kunne påregne støtte fra de palæstinensiske sikkerhedsorganisationer, der skal udføre arbejdet.
Abu Mazen forsøger nu, ved egyptisk hjælp, at forhandle sig til rette med de forskellige terrororganisationer om at få dem til at acceptere en våbenhvile, en såkaldt hudna. Et begreb, der er i overensstemmelse med muslimsk tradition.
Uansetresultatet af disse forsøg, er det en non-starter. Sharon vil ikke acceptere en hudna. Den er ifølge hans opfattelse udelukkende et taktisk træk fra palæstinensisk side. Sharon er, med andre ord, af den opfattelse, at palæstinenserne vil lokke ham til at gøre indrømmelser til gengæld for en våbenhvile, som de ved første lejlighed vil bryde. Selv om Abu Mazen ville opgive kravet om samtidighed og bøje sig for Sharons betingelser om rækkefølgen, er det ifølge israelske sikkerhedseksperter, der er kritiske over for Sharons politik, tvivlsomt, om den palæstinensiske terror kan betvinges.
Det skyldes, at det palæstinensiske politiske system er brudt sammen. Der er ingen central autoritet, intet fungerende centralt sikkerheds- og retssystem. I de palæstinensiske byer er der i dette tomrum opstået lokale krigsherrer, som hverken adlyder Arafat eller Abu Mazen. En samlet indsats mod palæstinensisk terror er således ifølge disse israelske eksperter totalt udelukket. Det palæstinensiske samfund er i en tilstand, der grænser til anarki. (…)