Jøder i arabiske film og tv-serier

Ehab Galal, Udsyn

Jøder i arabiske film og tv-serier

Af Ehab Galal

Arabisk tv og medier bliver i vesten ofte beskrevet som antijødisk – senest eksemplificeret med den egyptiske serie Rytter uden hest, der har skabt meget røre. En historisk gennemgang af arabiske mediers beskrivelse af jøder tegner imidlertid et mere nuanceret billede, hvor beskrivelsen af jøder varierer afhængig af den aktuelle politiske situation i Mellemøsten.

I 2001 klagede Israel til FN over den arabiske serie ”Irhâbîât” (Terror). Serien er skrevet af den egyptiske forfatter Yousif M’uâtî og hovedrollen blev spillet af den kuwaitiske komedieskuespiller Dâwôd Hussaîn. Serien var produceret i Abu Dubai og blev sendt via satellit fra Abu Dubai og Kuwait i hele Ramadan måned i 2001. Et af seriens groveste klip viser Sharon, der står sammen med en ortodoks jøde mens han med alle tegn på velbehag drikker en flaske med arabiske børns blod. Hussaîn forsvarede serien med at pege på vigtigheden af at bruge sort humor som katalysator for den voldelige barbariske behandling, palæstinenserne oplever fra den israelske regerings side. Abu Dubais tv afviste at stoppe serien idet tv-kanalens ejer argumenterede med, at serien ikke kunne måle sig med de likvideringer palæstinenserne dagligt oplever. Den kuwaitiske kommunikationsminister tilføjede derudover, at serien er et udtryk for mediernes frihed. Et resultat heraf var, at den store amerikanske koncern Prokter and Gamble stoppede sin omfattende annoncering på kanalen.

Jøden som ”den anden”

Serien ”Irhâbîât” kan ses som et af de nyeste eksempler på en lang række arabiske film og tv-serier, hvor jøden og/eller israeleren beskrives som den anden; den der ikke hører med til et ”os”. Generelt kan man sige, at indtil 1980erne blev ”os og de andre” fremstillet enten gennem geografiske eller religiøse karakteristika. Geografisk set var det kolonimagten eller udlændingene, der var ”de andre”, mens jøder eller kristne var symbolet på det religiøse skel mellem ”os og de andre”. Historisk set har fremstillingen dog været tæt knyttet til den aktuelle politiske situation på det tidspunkt en film eller serie er blevet produceret. Jøden som ”den anden” har derfor mange varianter i arabiske film. ”Irhâbîât” blev optaget og sendt under intifadaen og samtidig med, at nogle af de overlevende fra Sabrah- og Shatila-massakren forsøgte at anlægge sag i Belgien mod Sharon, som den ansvarlige for massakren. Sharon fremstilles i serien som den ultimative anden, den fremmede, den ikke-menneskelige. Tilstedeværelsen af den ortodokse jøde kan ses som en henvisning til de ortodokse jøder som Sharons politiske allierede i Israel. Men valget af den ortodokse jøde som figur risikerer også at fremkalde associationer knyttet til den negative stereotyp om jøden som sådan.

Min generation af egyptere, de såkaldte revolutionsbørn, voksede efter 1952-revolutionen op med dyrkelsen af nationalismen, socialismen og ligheden som ideologi både ude og hjemme. I skolen startede dagen med oplæsning af dagens nationale nyheder efterfulgt af fælles nationalsang, mens skolens lighedsideologi afspejledes i skoleuniformer. Om eftermiddagen på altanen var diskussionsemnerne de samme som mediernes og de voksnes. Krigen i 1956 og senere i 1967 mellem Israel og dets arabiske naboer gjorde ikke engagementet mindre.

Det var ikke kun i nyhederne, at forholdet til den fjendtlige nabo blev behandlet. Adskillige spillefilm blev produceret, hvor israeleren, eller jøden, også blev fremstillet. Fjendebillederne florerede. De blev næret af reelle trusler, men også af magthavernes interesse i at mobilisere befolkningen. Alligevel er der en sætning fra mine skolebøger og fra tv, der bliver ved med at hænge fast i min hukommelse: ”Enhver israeler er jøde, mens enhver jøde ikke er israeler”. Forskellen til den arabiske verden i dag er, at revolutionsgenerationen selv havde personlige erfaringer med arabiske jøder som naboer og bekendte bosat i de arabiske lande. Min generation kunne derfor lettere korrigere mediernes fjendebilleder gennem egne erfaringer i modsætning til nutidens unge arabere, der må nøjes med mediernes fremstillinger, fordi de allerfleste jøder i dag har forladt de arabiske lande. Medierne bliver derfor en helt central arena for konstruktionen af jøden i den arabiske verden i dag.

Jøden som nabo

Man kan dele fremstillingen af jøden i arabiske film op i forskellige perioder, selv om der naturligvis er nuancer og forskelle de forskellige lande imellem, afhængig af landenes relation til Israel og til deres egne jødiske borgere: Perioden indtil 1956, perioden fra 1956 til fredsaftalen i 1978 for Egyptens vedkommende og til Oslo-aftalen 1993 for de fleste arabiske landes vedkommende. En ny periode ser ud til at være begyndt med den anden intifada.

I de egyptiske film fra før 1956 beskrives jøderne primært som realistiske almindelige mennesker. Det, der adskiller dem fra andre egyptere, er deres folkelige særpræg og arv, som dog også låner af stereotyperne om jøden som nærig og som en, der taler arabisk med sin egen nasale stemme. Religiøse eller familiemæssige sider fremstilles som hos andre og ikke som noget specifikt anderledes eller mærkeligt. Dette kan man bl.a. se i det egyptiske teaterstykke ”Hassan, Morkos wa Kuhaîn”. De tre navne dækker over henholdsvis en muslim, kristen og jøde; tre venner der hver dag mødes på en café. Den kristne figur repræsenteres ved sin religiøsitet i modsætning til jøden. Stykket blev spillet første gang i 1945 og vist senere i 1954. I et andet eksempel fra den tidlige periode ses igen tre hovedpersoner med hver sin religiøse baggrund. Det er den egyptiske film ”Fâtma, Marîka wa Rachaîl” fra 1949. Heri er jøden beskrevet uden særlige negative eller positive kendetegn. Trods deres forskelligheder har alle tre hovedpersoner et normalt liv og hver af dem har sin egen charme. Alligevel vælger filmens underskønne mand, som alle tre piger er vilde med, naturligvis at gifte sig med den ”fuldendte” pige, den muslimske Fâtma.

Kun fire egyptiske film fra før 1956 karakteriserer den jødiske figur ved dennes religiøse baggrund. Det er ” Den turkmenske Shalom” (Shalom et-Turkemân), ” Den sportslige Shalom” (Shalom ar-Rîâdî), ” De to repræsentanter” (al-Mandûbân)og ” Overflod er dårligdom” (al-’Aiz Bahdala ). Filmene tegner hverken et positivt eller negativt billede af de jødiske figurers særlige religiøse praksis. Religionen bliver blot forskelsmarkøren.

Jøden som fjende

Efter 1956 bliver jøden i egyptiske film generelt fremstillet som en fjende og forræder. Dette billede ændrer sig gradvist efter krigen i 1973 og fredsaftalen i 1978. Israeleren bliver i den efterfølgende periode i stigende grad blot statist i en fremstilling af egypteren som den militært og strategisk overlegne. Denne selvoptagethed kan næppe adskilles fra indenrigspolitiske hensyn i en tid, hvor freden med Israel skal sælges til en skeptisk befolkning. Der produceres flere film med egyptiske spioner, der på alle måder overgår israelerne. Et eksempel er den 72-timer lange serie ”Râfat al-Hagân”. Titlen henviser til navnet på seriens helt, en egyptisk spion, der snød israelerne i over tyve år. Andre eksempel er ” Fuglene flyver mod øst ” (Wa Halaqat et-Tuîûr na’hû es-Sharq) og ” Tårer i skamløse øjne” (Demû’a fi ’aîûn Wâqi´ha). Jøden bliver i disse film først og fremmest en konkret historisk fjende knyttet til krigen mod Israel.

Jøden som ven

Dr. Ala al-Hamarneh fra Mainz Universitet i Tyskland har ligeledes givet eksempler på, hvordan arabiske films behandling af forholdet mellem muslimer og jøder i høj grad er påvirket af den konkrete politiske situation landene imellem. Samme år (1978), som daværende præsident Sadat fik Nobels fredspris, kom filmen ”Alexandria Hvorfor?” (Iskenderîa lîh?)af Youssef Chahine. Filmen giver en positiv og nuanceret fremstilling af forholdet mellem egyptere/muslimer og israelere/jøder i Egypten i 1940erne, og har i øvrigt også en kristen hovedperson. Selv om filmen indeholder kritik af den fanatiske zionisme, er det dens fortjeneste, at der skelnes mellem jøder og militante zionister. Det gøres ved at beskrive filmens jødiske familie som individer med hver sin politiske orientering. På den måde nedbryder Chahine den almindelige stereotyp om jødernes ideologiske enhed og fælles politiske orientering. I filmen er den muslimske unge mand Ibrahim kæreste med den unge jødiske kvinde Sarah. De tvinges kun fra hinanden på grund af krigen, men Sarah får et barn med Ibrahim; et symbol på fred.

Et andet af al-Hamarnehs eksempler, , er den tunesiske film ”La Goulette” (Halq el-Wadî) af Ferid Boughedir, som også blev vist i danske biografer. Den blev lavet i 1995 under de arabisk-israelske fredsforhandlinger. Filmen foregår op til 67-krigen og fremstiller Tunesien efter uafhængigheden. Perioden karakteriseres i filmen ved national enhed, hvor muslimer, kristne og jøder står sammen i et multikulturelt Tunesien, alle med samme grad af national loyalitet. Igen ser vi en treklang af henholdsvis en muslimsk, jødisk og kristen familie med hver sin teenagerdatter, der er veninder og hvis fædre er bedste venner. Truslen mod denne harmoni er krigen og ikke kulturelle eller religiøse forskelle.

Den marokkanske kritiker Oushon Taraq giver eksempler på den samme tendens. Opløsningen af det stereotype billede af jøden ses i Mohamed et-Tâzis marokkanske film ”Til de kære” (Lel âhiba) fra 1997. Filmens hovedperson er en muslim, der rejser til Belgien for at finde en pårørende, der er på flugt. Dér søger han med begrænset held hjælp hos en muslimsk bekendt, som lever helt europæisk ,taler fransk med sin søn. Til gengæld får hovedpersonen hjælp fra både en ung belgisk kristen prostitueret og af en tidligere ven, en gammel marokkansk jøde bosat i Belgien. Jøden fremstilles som en, der holder fast i sin oprindelse ved at spise marokkansk mad, bor orientalsk og lytter til andalusisk musik. På denne måde udfordres billedet af, hvem der er ægte loyal over for sit fødeland og sin baggrund.

Nye fjendebilleder

Modsætningen til fredstidens positive fremstillinger af jøden er ifølge al-Hamarneh filmen ”Pige fra Israel” (Fatah min Israil). Den foregår i Taba i 1989, men er lavet i 1999 under den anden palæstinensiske intifada i 2000. Den afspejler den nuværende periode, hvor fredshåbet er helt forsvundet. Filmen fremstiller derfor israeleren som én, man aldrig bør stole på. Israeleren fremstilles som fjenden, og det skorter ikke på advarsler til den egyptiske unge mand, der lader sig forføre af en ung israelsk kvinde. Det er stereotype billeder af den jødiske konspiration, der fremmanes. Udsagn som, at de alle (jøderne) altid lyver og at de (jøderne) altid ønsker at kontrollere alting, bekræfter kun stereotypen og handler ikke om kritik af den zionistiske politik.

På denne måde ser der ud til at være en direkte sammenhæng mellem arabiske films fremstilling af jøden og den konkrete politiske situation, således som det senest er aktualiseret med den egyptiske tv-serie: ”Rytter uden hest” (se boks).

Jøden som konspirator

I efteråret 2002 kunne man i adskillige internationale medier følge en heftig debat om tv-serien: ”Rytter uden hest” (Fares Bela Gawwad). Allerede flere uger før første afsnit blev sendt, kunne man finde hundredvis af websider på mange forskellige sprog, med protester mod eller forsvar for serien. Selv flere danske aviser skrev om serien. Politiken omtalte den flere gange og bragte bl.a. en længere artikel lige efter de tre første afsnit var blevet sendt.

Det var forventeligt ikke kvaliteten eller interessen for lokale nationale tv-produktioner fra Egypten, der bragte serien i alverdens aviser. Det var alene dens påståede antisemitiske indhold. Eller mere præcist, dens omtale af ”Zions vises protokoller”(se boks). Adskillige vestlige aviser har skrevet, at serien bygger på protokollerne. Dette er dog ikke korrekt. Protokollernes og jødernes rolle i Egypten er minimal i den lange serie, der først og fremmest handler om kampen mod den engelske kolonimagt. Derudover er det hovedpersonens heroiske indsats og kærlighedshistorier, der dominerer serien.

Protokollerne indgår som et dramatisk led i serien, om end perifert. Seriens forskellige parter vil gerne vil have fat i dokumentet for enten at oversætte det fra russisk eller for at undgå at det falder i de forkerte hænder. Det er ikke meget af protokollerne, der refereres, men det lykkes helten at få fingre i dem og oversætte uddrag, der refererer til jødiske konspirationer om at overtage verdensherredømmet. Sobhi mener selv, at serien respekterer jødedommen. Til gengæld kritiserer den ifølge ham den zionistiske bevægelse, som han mener introduceres i ”Zions vises protokoller”. Hvorvidt protokollerne er et falsum eller ej bliver dermed for Sobhi irrelevant, fordi, argumenterer han, en del af målsætningerne i protokollerne trods deres uklare oprindelse er realitet i dag. Han ser tilsyneladende ikke det dybt problematiske i sammenstillingen, der skaber en falsk sammenhæng mellem protokollerne og den zionistiske bevægelse i dag. På den anden side mener Sobhi og hans medforfatter Mohammed al-Baghdâdî, at serien hverken bekræfter eller afkræfter ægtheden af protokollerne. I stedet argumenterer de for, at den viser en specifik historisk periode i Egypten, hvor protokollerne uanset deres ægthed, spillede en rolle.

Generelt må serien siges ikke at være af særlig god kvalitet, hverken dramatisk eller kunstnerisk, og derudover er der ikke megen ny forståelse af den centrale historiske periode, som Sobhi så gerne vil formidle til unge af i dag. Historien fremstår i firkantede sort/hvid- og ven/fjende-dikotomier. Flere egyptiske intellektuelle har kritiseret seriens dårlige kvalitet og dens historiske mangler. Også seerne er faldet fra undervejs, fordi de fandt den kedelig og fordi den ikke opfyldte deres forventning om en historisk belysning af den zionistiske bevægelse.

Trods Sobhis afvisning af, at serien skulle indeholde antisemitiske sekvenser, ser de internationale protester alligevel ud til at have båret frugt. Efter at flere afsnit var blevet sendt på egyptisk nationalt tv, begyndte kanalen at indlede hvert afsnit med en bemærkning om, at selve serien ikke behandler protokollernes ægthed. Derudover afviser seks arabiske lande nu efter officiel amerikansk anmodning at sende serien, selv om de på forhånd havde købt den. De eneste, der indtil nu har vist serien, er derfor kun egyptisk tv, irakisk tv og kanalen al-Manar.

Antisemitisme på arabisk tv

De nævnte eksempler viser, at antizionismen i nogle sammenhænge glider over i antisemitisme, men at fremstillingerne i høj grad samtidig hænger sammen med konkrete politiske relationer landene imellem. Det er derfor en forenkling at påstå, at arabisk tv er karakteriseret ved antisemitisme

Problemet ved ”Rytter uden hest” er således heller ikke alene protokollernes rolle i filmen. I ”Rytter uden hest” ses protokollerne som noget, jøder i Egypten gerne vil holde tæt ind til kroppen, og som jøderne forhandler med helten om at få fat i mod betaling. Selv om protokollerne ikke defineres som ægte eller uægte, ser man helten i forhandlinger i synagogen, og man ser de jødiske ledere konspirere under mistænkelige møder. Sammenholdt med rammefortællingen bliver resultatet, at dét, seriens ophavsmænd muligvis har set som billedet på en nutidig konflikt og dermed antizionistisk, i kraft af protokollerne som symbol og placeringen i et jødisk stereotypt miljø, snarere fremstår som antisemitisk. Det er altså ikke antisemitisme forklædt som antizionisme, men snarere antizionisme forklædt som antisemitisme.

For at få en forståelse af arabiske fremstillinger af jøden, må man samtidig være opmærksom på, at en vis portion politisk hensyntagen indadtil i landet og udadtil også spiller en rolle. Det er ikke al negativ omtale af Israel, der slipper igennem censuren. Således blev den egyptiske censurkomité i slutningen af 2001 internt kritiseret for at have bortcensureret nogle klip fra den egyptiske film ”Unge i luften” (Shabâb ’ala al-hawa). Censuren havde bl.a. fjernet scener, hvor Israel blev fremstillet som en fortsat besættelsesmagt i Egypten med henvisning til Eilat og med henvisning til Israels likvideringer af modstandere i Egypten. Også scener der viste, at israelere stod bag smugling af narkotika til Egypten blev fjernet.

Skal man vurdere den generelle tilstand af antisemitisme i arabisk tv må man naturligvis inddrage andre programmer som nyheder og debatprogrammer. Jeg vil blot nævne, at man ikke bør glemme, at den tætte forbindelse mellem islam, jødedom og kristendom fremhæves i utallige sammenhænge i arabisk tv . Dette sker ofte, når forskellige emner fortolkes i debatprogrammer eller religiøse programmer. Det kan f.eks. være diskussioner af forskellige moralske spørgsmål, hvor der henvises til lighederne mellem de tre religioner og fremstillingen af Gud som den eneste ene Gud. Der er derfor noget der tyder på, at den antisemitiske diskurs primært er at finde inden for rammerne af en politisk defineret diskurs. Det er ikke en undskyldning for ikke at modarbejde den stereotypisering, der i mange tilfælde fremstår antisemitisk. Men det er samtidig vigtigt ikke blot at sætte lighedstegn mellem arabisk tv og antisemitisme, for også i denne sammenhæng må sort-hvide kategoriseringer forsøges undgået.

Ehab Galal er specialestuderende i Arabisk ved Carsten Niebuhr Instituttet, KU. Han har tidligere beskæftiget sig med de arabiske medier i bl.a. artiklen ”Al-Jazeera – borgerlig offentlighed i den arabiske verden” Lars Qvortrup (red.): ”Mediernes 11. september”, Gad, 2002.

BOX

”Rytter uden hest”

Tv-serien består af 41 afsnit, hver af ca. 35 minutters varighed, og er produceret af den private egyptiske satellitkanal Dream. Den blev derudover sendt på egyptisk national tv2 og den egyptiske satellitkanal 1 i Ramadan måned 2002. I samme periode blev den sendt på al-Manar, en satellit-kanal tilknyttet Hizbollah i Libanon. Mohamed Sobhi er seriens manuskriptforfatter og hovedrolleindehaver.

Den gennemgående hovedfigur i serien er en egyptisk journalist, Hâfez Nagîb, der igennem hele serien har rollen som den heroiske og urørlige frihedskæmper mod den engelske kolonimagt. Han har adskillige identiteter, som han skifter imellem ved hjælp af professionelle maskeringer. Hvert afsnit indledes med teksten: ”Nogle af seriens elementer er historiske fakta, andre er fantasier, som kan blive virkelige, og andre igen kan vi forvente vil ske” og afsluttes med: ”Den der bekæmper besættere er ikke terrorist”. På den måde lægges der op til, at det historiske stof har paralleller til i dag. Dette understreges af seriens rammefortælling, idet det første afsnit indledes med, at man ser helten som gammel mand komme vandrende udmattet gennem ørkenen som slutspil på oprettelsen af Israel i 1948. ”De frie mænds hær er blevet slået gennem forræderi” kommenterer Hâfez med dyster stemme. ”Vort elskede Palæstina er tabt, stjålet af Zions sønner gennem organiseret plyndring”. Rammefortællingen følges op i seriens sidste afsnit, hvor man ser en gruppe egyptiske jøder samlet i synagogen, mens de glæder sig over et vellykket attentat på de palæstinensiske frihedskæmperes hus i Cairo. Hâfez vil til gengæld bombe synagogen. Dette sker dog ikke, fordi der i mellemtiden er kommet kvinder og børn til stede, og Islam forbyder attentater mod kvinder og børn. Med ord og billeder fremstilles jøden altså som samvittighedsløs i modsætning til muslimen. Til slut bindes denne fremstilling af jøden op på antizionisme med Hâfez’s ord: ”Bare vi kunne forebygge, at jeres børn får den ondartede kræftsvulst, zionismen”.

Serien beskriver en bestemt historisk periode fra 1850- 1917, som ifølge Sobhi har haft stor betydning, ikke kun for egyptere, men for arabere i det hele taget. Perioden stod i kolonialismens tegn og var samtidig starten på en nationalistisk arabisk uafhængighedsbevægelse. Den endte med Balfour-deklarationen i 1917, som blev den israelske stats første byggesten. Sobhi betragter serien som en blanding af politisk-historisk drama og komedie, der samtidig belyser de aktuelle konflikter. Han mener, at seriens hovedperson symboliserer palæstinenserne. Ligesom Hâfez, symboliseret ved en rytter uden hest, konfronterer det palæstinensiske folk deres militært overlegne fjende med de mest simple og primitive metoder som fx stenkastning. I serien er det dog igen og igen Hâfez, der med list og snilde viser sig at være englænderne overlegen. Ud over englænderne, som er den fjende, der beskrives mest negativt i form af ensidige stereotyper, er to andre fjendebilleder til stede. Det ene er tyrkeren som repræsentant for det osmanniske overherredømme; det andet den egyptiske jøde som potentiel forræder. For Sobhi illustrerer serien på denne måde en kontinuitet i kampen mod tyrkerne, englænderne og israelerne. Det understreges af, at Hâfez i filmen fortsætter sin fars kamp mod kolonimagten.

Ehab Galal er specialestuderende i arabisk ved Carsten Niebuhr Instituttet på Københavns Universitet. Han har tidligere beskæftiget sig med de arabiske medier i bl.a. artiklen “Al-Jazeera – borgerlig offentlighed i den arabiske verden”, Lars Qvortrup (red) : ” Mediernes 11. september”, Gad, 2002.

Comments are closed.