Sharon styrer mod apartheidregime

Henning Kjeldgaard, DPV, DPV

Det væsentligste spørgsmål i Sikkerhedsrådets behandling af Irak-spørgsmålet op til den 20 marts var hvorvidt Irak havde overholdt Rådets tidligere beslutninger. Det hævdede USA og Storbritannien at Saddam Husseins styre i Irak ikke havde gjort, og da de ikke ønskede at afvente våbeninspektørernes arbejde invaderede de – støttet af Australien og Danmark – Irak. Til trods for at det forinden var blevet klart at forudsætningen for en sådan indgriben ikke var til stede: Det var hverkent muligt for USA at få tilslutning i Sikkerhedsrådet til en invasion fra de nødvendige 9 lande eller at få Frankrig og Rusland til at undlade at nedlægge veto.

Netop USA’s krig mod Irak gør det ekstra interessant at se lidt nærmere på behandlingen af et andet Mellemøst-spørgsmål, nemlig forholdet mellem Israel og palæstinenserne.

Lige siden 1947 da FN’s generalforsamling besluttede at oprette en arabisk og en jødisk stat i Palæstina samt at give Jerusalem en særlig status, har intet spørgsmål været så udførligt behandlet i FN. Antallet af debatter og vedtagne resolutioner er helt overældende.

Fra 1947 til i dag har der heller ikke været tvivl om hvorledes det internationale samfund har ønsket de forskellige elementer af Mellemøst-konflikten løst. FN’s generalforsamling eller Sikkerhedsrådet har således vedtaget resolutioner om

– Jerusalems status

– muligheden for tilbagevenden for de palæstinensiske flygtninge

– oprettelsen af en palæstinensisk stat

– ophør af de jødiske bosættelser på Vestbredden, i Gaza og i Østjerusalem.

Men hvorfor er det internationale samfunds klare krav om en løsning så ikke for længst blevet gennemført ? Når vi i dag er vidne til at Danmark – ganske vist sammen med USA og Storbritannien – selv uden mandat fra Sikkerhedsrådet mener at være forpligtet til at fjerne Saddam Hussein. Hertil er der så vidt jeg kan se 2 grunde:

1. De skiftende israelske regeringer har konsekvent saboteret samtlige de fredsforslag der skulle omsætte det internationale samfunds generelle krav til politiske realiteter. Lige fra FN’s fredsinitiativ sidst i 60’erne (Gunnar Jarring) over de forskellige amerikanske udenrigsministres forsøg (William Roger i 1969, Henry Kissingers midt i 70’erne, George Shultz i 1980’erne samt James Bakers forsøg i 1991 og 92) til Mitchell-planen. Og det skal nok lykkes Sharon også at få saboteret den af USA, EU, Rusland og FN’s generalsekretær udarbejdede ”køreplan”.

Helt grundlæggende har den fortsatte israelske besættelse af de palæstinensiske områder understreget, at skiftende israelske regeringer ikke ønskede den ”land for fred”, som var hovedindholdet af Sikkerhedsrådets resolution 242 fra november 1967 og som blev bekræftet i resolution 338 i 1973. Op gennem historien har alle angribere naturligvis argumenteret med, at de ønskede fred – og den israelske besættelsesmagt er i denne henseende ingen undtagelse: men snart 36 års besættelse af Vestbredden, Østjerusalem og Gaza-striben har vist, at skiftende israelske regeringer kun har ønsket fred på deres egne betingelser.

2. Samtidig er det lykkedes den israelske regering at komme af sted med at afvise det internationale samfunds krav om at der skulle opbygges en selvstændig – og økonomisk levedygtig – palæstinensisk stat på de områder der blev erobret i 1967. Ene og alene på grund af en nærmest ubegrænset støtte – politisk, militær og økonomisk – fra skiftende amerikanske regeringer.

I Sikkerhedsrådet har amerikanerne således alene mellem 1972 og -91 nedlagt 29 vetoer mod resolutioner, der var kritiske overfor Israel. På samme måde som Sovjetunionen i 1968 hindrede at det internationale samfund kunne få vedtaget en fordømmelse af invasionen i Tjekkoslovakiet. I takt med at USA’s stilling som eneste tilbageværende supermagt blev mere og mere entydig har Sikkerhedsrådet fra begyndelsen af 1990’erne imidlertid valgt at agere med konsensus. Amerikanerne har derfor ikke behøvet at nedlægge veto, men har blot under de uformelle forhandlinger kunnet blokere alle de forslag de ikke ønskede fremmet. Den amerikanske villighed til at beskytte Israel mod kritik har således gjort det muligt for Israel at se stort på ønskerne om at gennemtvinge en egentlig fredsslutning i FN-regi. Samt forhindret det internationale samfunds fordømmelse af den israelske besættelsesmagts systematiske overgreb på den palæstinensiske befolkning.

Med USA’s fortsatte opbakning til Sharons politik vil undertrykkelsen fortsætte. For ingen fredsplan vil kunne overleve Sharons planer for hvorledes en ”fred” med palæstinenserne skal se ud:

– Politisk har Sharon fra begyndelsen netop slået sig op som fortaler for bosætternes ønsker om at udvide deres område og krav om sikkerhed. Han har derfor aldrig lagt skjul på at de nuværende bosættelser i det store og hele skal bibeholdes. Men bosætterne er ikke alene jødiske fanatikere, der har fordrevet den oprindelige palæstinensiske befolkning fra deres jord. Som understreget utallige gange af FN’s generalsekretær: bosættelserne i de besatte palæstinensiske områder herunder Østjerusalem er en fundamental hindring for en fredelig løsning og er samtidig ulovlige ifølge folkeretten”. Både sikkerhedsmæssigt, trafikalt og økonomisk vil en opretholdelse af de jødiske bosættelser umuliggøre enhver tale om en egentlig selvstændig – d.v.s. økonomisk og sikkerhedsmæssig – levedygtig palæstinensisk stat.

– Når den israelske regering derfor i princippet ikke afviser at der oprettes en palæstinensisk stat skal man ikke tage fejl: det drejer sig for Sharon om en samling spredte apartheidagtige enklaver der på alle måder vil være helt afhængige af Israel, men hvor den palæstinensiske befolkning så til gengæld kan få lov at administrere sin fattigdom. Men skiftende israelske regeringer havde som bekendt et tæt samarbejde med apartheidstyret i Sydafrika lige til det brød sammen.

Så selv om de angribende parter som forventet vil besætte Irak, vil der ikke blive fred i Mellemøsten. Kun et internationalt pres på Israel kan føre til fred. Men intet tyder på at USA under George Bush vil være villig til at lægge det fornødne pres på Israel. ”Situationen i Mellemøsten vil vedblive med at være både ustabil og farlig, og med mindre der bliver igangsat en egentlig politisk proces vil udviklingen – ifølge FN’s generalsekretær – blive bestemt af de kræfter der gør deres bedste for at forhindre freden”. Det er vist det tætteste Kofi Annan kan gå i sin fordømmelse af Sharons politik.

(Bragt i tidsskriftet International Horisont)

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.