De faktiske forhold i Mellemøsten

Henning Kjeldgaard, DPV

Hele verdens opmærksomhed vil i den kommende tid være koncentreret om USA angreb på Irak. Et angreb der som New York Times i en leder den 18.marts beskrev som ”en krig ført uden nødvendighedens tvang, godkendelse af de Forenede Nationer eller sammen med traditionelle allierede”. Men som præsident Bush ikke desto mindre har sat i værk sammen med sine europæiske lydlande – herunder Danmark.

Netop USA’s krig mod Irak gør det ekstra interessant at se lidt nærmere på behandlingen af et andet Mellemøstspørgsmål nemlig forholdet mellem Israel og Palæstinenserne. I sine nu 2 år ved magten har Bush-administrationen været bedøvende ligeglad med palæstinensernes lidelser og har konsekvent bakket op om premierminister Sharons stadig mere blodige undertrykkelse af de besatte områder.

Resultatet er at situationen på Vestbredden, i Gaza og i Østjerusalem for den palæstinensiske befolkning i dag kun kan beskrives som katastrofal. Den israelske besættelse har systematisk ødelagt det palæstinensiske selvstyre, har dræbt og lemlæstet i 1000-vis af palæstinensiske børn, unge og ældre og har frataget den palæstinensiske befolkning de økonomiske og sikkerhedsmæssige muligheder for at bygge nogen form for normal tilværelse op. Den israelske statsterrorisme er for længst gået fra blot at varetage Israels sikkerhedsinteresser til på alle områder at ydmyge den palæstinensiske befolkning. I sin altomfattende undertrykkelse er den langt værre end den nazistiske besættelse af Danmark. Samtidig er det symptomatisk for den israelske propaganda at den betegner de palæstinensere som bekæmper den israelske besættelse for terrorister som man finder uden videre at kunne ”eliminere”, tortere og sprænge deres huse i luften for at fratage deres pårørende deres økononomiske grundlag. Helt på samme måde som nazisterne for frem mod modstanderne af Det Tredje Rige i Europa.

Men det værste er, at med USA’s fortsatte opbakning til Sharons politik vil undertrykkelsen fortsætte. For ingen fredsplan vil kunne overleve Sharons planer for hvorledes en ”fred” med palæstinenserne skal se ud:

– Politisk har Sharon fra begyndelsen netop slået sig op som fortaler for bosætternes krav og ønsker om at udvide deres område. Han har derfor aldrig lagt skjul på at de nuværende bosættelser i det store og hele efter hans opfattelse skal bibeholdes. Men bosætterne er ikke alene jødiske fanatikere, der har fordrevet den oprindelige palæstinensiske befolknings fra deres jord. En opretholdelse af de jødiske bosættelser vil både sikkerhedsmæssigt, trafikalt og økonomisk umuliggøre enhver tale om en egentlig selvstændig – d.v.s. økonomisk og sikkerhedsmæssig – levedygtig palæstinensisk stat.

– Når den israelske regering derfor i princippet ikke afviser at der oprettes en palæstinensisk stat skal man ikke tage fejl: det drejer sig for Sharon om en samling spredte apartheidagtige enklaver der på alle måder vil være helt afhængige af Israel men hvor den palæstinensiske befolkning så til gengæld kan få lov til at administrere sin fattigdom. Men skiftende israelske regeringer har som bekendt altid haft et tæt samarbejde med apartheidstyret i Sydafrika før det brød sammen.

Efter indtrængende henstillinger fra sin tro følgesvend Tony Blair – og sin egen udenrigsminister Powell – har præsident Bush efter lang tids tøven besluttet at offentliggøre den køreplan (road map) for hvorledes der skal opnås en endelig løsning af konflikten mellem Israel og Palæstina. Ikke af hensyn til palæstinenserne men for at forsøge at tage vinden ud af det raseri befolkningerne i de arabiske lande føler over Bush-regeringens ligegyldighed over for de palæstinensiske folks lidelser i og med at Bush har givet Sharon grønt lys til at genbesætte de palæstinensiske områder samt systematisk ødelægge selvstyret. ”Køreplanen” er udarbejdet af USA, Den europæiske Union, Rusland og FN’s generalsekretær og er det eneste positive udvikling i de sidste par års stadig eskalerende vold og undertrykkelse. Den skitserer hvilke skridt der skal tages af de to parter – og i hvilken rækkefølge – for at få påbegyndt den politiske proces der i løbet af en 3 årig periode skal nå frem til en politisk løsning som der nu er enighed om i sikkerhedsrådet skal resultere i to stater nemlig Israel og Palæstina.

Men samtidig med at præsident Bush meddelte at han var indstillet på at gå videre med ”køreplanen” ændrede han den på 2 helt fundamentale punkter:

– Bush gjorde klart at han først ville offentliggøre ”køreplanen” når palæstinenserne havde udnævnt en premierminister og udstyret ham med ”real authority”. Bush står med andre ord fast på at udelukke palæstinensernes valgte leder Yasir Arafat fra at få en rolle i forhandlingerne. Bush forbigår dermed det krav til Israel som køreplanen krævede skulle opfyldes samtidig med at palæstinenserne skulle udpege en premierminister.

– samtidig beskrev Bush køreplanen som værende åben for ændringsforslag. Og Sharon har masser af ændringsforslag: for at være konkret har den israelske regering fremlagt 100 forslag til ændringer af den køreplan trojkaen har udarbejdet i december. For nok har Sharon ”i princippet” hilst køreplanen velkommen men i praksis gør han alt for at sabotere den. Ligesom han med alle midler ønsker at forhindre at europæerne får en rolle i udformningen af en kommende fredsplan. Men i modsætning til præsident Bush er det europæernes, russernes og FN’s generalsekretærs opfattelse at den foreliggende plan er en aftalt helhed hvori der kun kan foretages smårettelser.

Så selv om de angribende parter – USA, UK, Australien og Danmark – som forventet skulle vinde en hurtig sejr vil der ikke blive fred i Mellemøsten. Kun en fortsættelse af den israelske statsterrorisme.

Comments are closed.