Sharons nye pagt

Henrik Fafner, Information

Ariel Sharon er ved at tage plads hvor han allerhelst ser sig selv: i midten. Med den nye regeringskoalition, han selv regner med at få strikket færdig senest i løbet af onsdag, vil han have politiske partnere både til højre og til venstre for sit eget højrenationale Likud-parti, og så er alt vel.

Samarbejdsaftalen med valgets store vinder, centrumpartiet Shinui, er på plads, og før dette sikrede Sharon sig højrefløjens lille Nationalreligiøse Parti (NRP). Kronen på værket skal være den yderste højrefløj i form af Den Nationale Union, som – muligvis med et lille støtteparti i følge – vil sikre ham 71 af Knessets 120 mandater.

Dette ligner et komfortabelt flertal, men kan meget vel være begyndelsen til en særdeles ukomfortabel tid i Israels politiske udvikling.

Det midtsøgende i den nye regering er nemlig kun som Sharon selv ser det. Landets nye ledelse vil udgøre en markant højredrejning i forhold til Likud-lederens første samlingsregering, hvilket i sig selv er problematisk. Men herudover har den nye politiske konstellation en håndfuld træk, som hurtigt kan lægge op til en ny og ildevarslende kurs.

For første gang nogensinde går Israel en tid i møde, hvor samtlige ultraortodokse partier sidder på oppositionsbænken. Dette var et ultimativt krav fra det ultrasekulære Shinui, der også stillede sine hårde betingelser for at sætte sig sammen med det i åndelig henseende noget blødere NRP. Ministeriet for religiøse anliggender skal nedlægges, samme skæbne lider lokalsamfundenes mange religiøse råd, der skal tages seriøs stilling til borgerlig vielse og endelig skal den såkaldte Tal-lov, som hjælper tusinder af yeshiva-studerende til at unddrage sig militær værnepligt, afløses af en anden ordning.

Alt dette er ikke noget, israelere som de er flest vil rynke på næsen af, men det åbner samtidig for et nyt kapitel i den mangeårige religiøst-sekulære strid. Meir Porush fra partiet Forenet Torajødedom, der sammen med Shas er sat i skammekrogen, taler allerede om den nye pagt, hvilket også er den hebraiske titel på kristendommens Nye Testamente.

Givetvis passer dette Shinui-folkene glimrende, for hermed er fokus flyttet til deres foretrukne boldbane. De ultraortodokse partier vil fremover ikke levne Sharon-regeringen megen nattero, og Shinui vil bruge deres ministerposter til at puste til ilden, som det kan frygtes vil lægge beslag på mange af regeringens kræfter på bekostning af vigtigere sager.

Ganske vist har Shinui også afkrævet Sharon et løfte om at lade den amerikanske køreplan for fred i Mellemøsten blive den kommende regerings politik, hvilket er en moderation af Likud-lederens linje. Men udover dette tyder meget på, at Shinui har til hensigt at betragte konflikten med palæstinenserne som værende af sekundær betydning i forhold til partiets indenrigspolitiske mærkesager. På deres ønskeseddel står indenrigs- og justitsministerierne højt.

Mange glæder sig over, at Arbejderpartiet har holdt stand ved ikke at lade sig lokke i Sharons snare for at tjene som figenblad for hans aggressive politik. Men man kan ikke fortænke nogen i at føle, at man samtidig vil komme til at savne Arbejderpartiet som modererende element i Sharon-regeringen.

Lykkes det derfor Sharon at få Den Nationale Union med i samarbejdet, vil dennes leder Avigdor Lieberman, som selv er bosætter og i relativt præsentabel indpakning taler om etnisk udrensning, sammen med højrefløjen i Likud få relativt let spil til at stramme kursen overfor palæstinenserne.

Store dele af den israelske befolkning vil også fremover finde dette på sin plads, for der vil ikke være megen lindring at finde for den generelle følelse af utryghed, der bliver stadig mere fremherskende. Psykologer forklarer, at skal en ny fredsproces finde nogen form for folkelig forståelse, skal folket også have et trygt holdepunkt, og nævner i samme åndedrag landets økonomi som allerbedste middel. Den voksende arbejdsløshed, minus-vækst, højrente, stigende inflation og alle de andre onder fylder ikke meget i den politiske debat, og Sharons mand får sikkert lov til at fortsætte på posten, selvom han møder hård kritik fra fagfolk.

Sharon går en stridbar tid i møde. Men han er kendt som en overlever og eminent taktiker, der trives godt i modvind, og kan nemt gå hen og overraske ved at at vise sig langtidsholdbar. For trods alle odds ser kortene ud til at være lagt op til, at han kan spille alle den nye regerings indre modsætninger op mod hinanden og bruge dem til at bekrige udefrakommende angreb.

Taberne er mange, men det bliver i særligt stor stil de besatte områders befolkning. Med sin nye regering vil Sharon have opbygget en sindrig og konfliktfyldt indenrigspolitisk balance, som skaffer ham selv ro til den fortsatte og stædige trynelse af den palæstinensiske intifada ved stadig mere magtanvendelse.

At de israelske tropper trak sig ud af Gazastriben i går skal derfor kun ses som et pusterum. Offensiven vil fortsætte og Sharon vil arbejde videre på at pulverisere de sidste rester af det palæstinensiske selvstyre – med den truende Irak-krig som internationalt dække, og indadtil nu også med en regering, der i den henseende er til at tumle, selv om prisen på andre områder kan blive høj.

Så selv om varen på mange måder ligner sig selv, er der i høj grad tale om en ny og ikke ufarlig pagt – for nu at bruge formuleringen fra Israels ultraortodokse opposition.

faf

Dette indlæg blev udgivet i Foredrag, Gamle indlæg, Møder. Bogmærk permalinket.