På vej mod hellig krig

Michael Warshawski, Palæstina Orientering

På vej mod hellig krig

Af Michael Warschawski

(Artikel fra tidsskriftet Palæstina Orientering, december 2002)

Michael Warschawski, der er medlem af den jødisk-israelske fredsorganisation “The Alternative Information Center”, skriver her om antisemitisme, zionisme og anti-zionisme.

———

Anti-zionisme er en politisk kritik af en politisk bevægelse og ideologi. Anti-zionisme angriber ikke et samfund, den forkaster en politik.

Den israelsk-palæstinensiske konflikt indbyder til religiøse eller i det mindste etniske fortolkninger. Konflikten foregår jo, når alt kommer til alt, i det land, hvor de tre store monoteistiske religioner hævder at have rødder. Det er “Det hellige Land” for milliarder af mennesker. Landet er oversvømmet med helligdomme og pilgrimsmål, og dets centrum er Jerusalem, der er tredobbelt hellig. Zionismen bliver ofte fremstillet som “det jødiske folks hjemkomst” til dets hjemland og retfærdiggøres med henvisning til “historiske rettigheder” eller ligefrem Guds løfte.

Arafat og Barak

På samme måde som judaiseringen af Palæstina sætter brand i forholdet mellem jøder og muslimer, medvirker også eksklusive islamiske krav på området til, at konflikten får et konfessionelt præg. Således bliver den ofte beskrevet som hellig krig. Det bør bemærkes og understreges, at én af Yasser Arafats store fortjenester er, at han har gjort alt, hvad der har stået i hans magt, for at fastholde den politiske dimension i den israelsk-palæstinensiske konflikt. Arafat har forsøgt at modvirke enhver religiøs eller etnisk farvning af det, der er en antikolonialistisk kamp, som i virkelighedens verden udspringer af spørgsmål om territorium, national suverænitet og politiske rettigheder. Omvendt er det en af Ehud Baraks mest afskyelige forbrydelser, at han bragte den religiøse dimension ind i Camp David forhandlingerne. Det gjorde han, da han baserede sit krav på jødisk suverænitet over Haram el Sharif (også kaldet tempelpladsen, red.) på religiøse argumenter. Det var uden tvivl dette vanvittige forslag, der blev én af hovedårsagerne til hele Oslo-processens sammenbrud. Historien vil engang kunne fortælle os, hvorvidt netop det træk skulle blive katalysatoren for en religionskrig i Mellemøsten og begyndelsen på en verdensomspændende konflikt mellem jødedom og islam.

En politisk konflikt

Den israelsk-palæstinensiske konflikt er en politisk konflikt. Det er en politisk konflikt mellem en kolonialistisk bevægelse og en national befrielsesbevægelse. Zionisme er ikke en religiøs, men en politisk ideologi, som engang stræbte efter at løse det jødiske spørgsmål i Europa ved hjælp af masse-emigration til Palæstina og ved hjælp af kolonisation og etableringen af en jødisk stat.

Således har zionismens stiftere selv defineret den, fra Theodor Herzl til Ben Gurion, fra Leo Pinsker til Jabotinsky. Disse mænd betragtede aldrig begreber som bosættelse, bosættere, kolonialisme eller kolonier som problematiske, men anså dem derimod som centrale for zionismens målsætning. Indtil nazismens frembrud afviste en stor majoritet blandt jøder verden over zionismen, enten som kættersk (rabbinerne og størstedelen af de religiøse jøder) eller reaktionær (de jødiske arbejderbevægelser i Østeuropa) eller fuldstændig anakronistisk (de fleste assimilerede jøder i Vest- og Centraleuropa). Således er antizionisme altid blevet opfattet ikke bare som en legitim politisk position, men også som den dominerende moralske holdning blandt verdens jøder. Antizionisme dominerede blandt jøder i mere end et halvt århundrede. Det er kun i de sidste tre årtier, at en verdensomspændende kampagne har forsøgt (ikke uden held) at gøre antizionisme illegitim og endog at identificere antizionisme med antisemitisme.

Antisemitisme/antizionisme

Antisemitisme (eller jødefobi) er som enhver anden form for racisme et middel til at nægte “den anden” dennes eksistens og identitet. Antisemitten mener, at jøden bør hades, endog massakreres uden hensyn til dennes handlinger og meninger. Jøden skal forfølges, fordi han/hun er jøde, punktum. Antizionisme er derimod en politisk kritik af en politisk bevægelse og ideologi. Antizionisme angriber ikke et samfund, men undsiger en politik.

Hvorledes er det da sket, at en politisk ideologi som antizionisme nu kan blive opfattet som identisk med en racistisk ideologi som antisemitisme? En gruppe europæiske, jødiske intellektuelle har for nylig forsøgt at “svare” på dette spørgsmål ved at introducere begreberne “det ubevidste” og “semantisk glidning” i debatten.

Udfra deres teori skulle det forholde sig således, at når nogen undsiger zionisme eller kun kritiserer israelsk politik eller opførsel, så tales der – ubevidst – ikke nedsættende om regeringens politik (Ariel Sharon) eller staten Israels kolonialistiske natur, men der tales i virkeligheden nedsættende om jøderne som jøder. Når nogen siger, at “bombninger af den civile befolkning er en krigsforbrydelse” eller “at bygge bosættelser er et alvorligt brud på den 4. Geneve-konvention”, så skulle man i virkeligheden mene (semantisk glidning), at “det jødiske folk er ansvarlig for Kristi død” eller ønske “død over jøderne!”.

Semantisk glidning

Det er klart, at anvendelsen af sådanne uverificerbare begreber som “det ubevidste” og “semantisk glidning” i debatten, umuliggør enhver diskussion, og ethvert forsøg på at ytre uenighed vil således blive betragtet som en – ubevidst – undskyldning for antisemitisme. I realiteten umuliggør en sådan metode ethvert rationelt synspunkt på ethvert politisk emne overhovedet. Undsigelse af kolonialisme vil for eksempel v.h.a. teorien om semantisk glidning blive forstået som en racistisk forkastelse af franskmænd og briter, deres kultur, ja, selve deres eksistens. Anti-kommunisme vil også være at betragte som en illusion, et dække for racistiske anti-slaviske følelser. Og hvis nogen siger, at han ikke bryder sig om sauerkraut, mener han i virkeligheden, at han hader tyskere; og når jeg hævder, at jeg elsker jiddish musik, så hævder jeg faktisk, at jeg hader arabere!

Antisemitisme eksisterer, og den synes at have en vækstperiode i Europa. I det mindste synes den at være blevet mere synlig i det offentlige rum efter at have levet skjult i det sidste halve århundrede på grund af nazismens rædsler og de forbrydelser, der blev følgerne af samarbejdet med nazisterne. I dele af de arabisk-muslimske samfund i nogle europæiske lande beskylder man ved hjælp af racistisk propaganda jøderne for de forbrydelser, den jødiske stat og dens hær begår. Man kan endog finde antisemitter i de grupper, der fanatisk støtter Israel, som f.eks nogle af de protestantiske, fundamentalistiske sekter på højrefløjen i det amerikanske republikanske parti, som er den stærkeste pro-israelske lobby i USA.

Anti-arabisk racisme

Anti-arabisk racisme vokser ligeledes. Men medierne er mere tilbageholdende hvad angår de anti-arabiske progromer – der i Frankrig organiseres af Beitar og Den Jødiske Forsvarsliga – graffitien på moskeerne og de fysiske angreb på demokratiske menneskerettighedsorganisationer, arrangeret af jødiske grupper i adskillige europæiske lande. De hagekors, der tegnes på synagogernes døre, får langt mere dækning i medierne end slogans som “ingen arabere – ingen terrorisme” og “død over arabere”, som “pryder” mange bydele i Paris.

De intellektuelle, særligt i Frankrig og Tyskland, som undsiger antisemitiske handlinger – hvad enten de menes at være ægte eller produkter af semantisk glidning – men som undlader at protestere imod anti-arabiske racistiske handlinger, bærer et tungt ansvar for dels at fremme problemets etniske dimension dels for antisemitismens vækst, fordi de ikke bekæmper racisme som sådan, men kun den andens racisme.

Disse hykleriske intellektuelle er de sidste, der har ret til at belære det radikale venstres aktivister og den internationale bevægelse mod liberalistisk globalisering om moralsk integritet. Disse mennesker har nemlig altid været avantgarden, når det gjaldt kampen mod racisme og antisemitisme og er aldrig deserteret fra nogen kampzone i krigen for lighed for alle mennesker. Man må kæmpe kompromisløst imod ethvert udtryk for anti-jødisk eller anti-arabisk racisme. Kampen mod een særlig form for racisme vil kun lykkes, hvis den fordømmer og bekæmper begge former for racisme samtidigt. Gør man ikke det, vil man kun styrke den tanke, at bag undsigelsen af et specifikt samfunds racistiske handlinger skjuler der sig et angreb på et andet samfund.

Ansvaret

Endvidere ligger ansvaret for, at kritikken imod Israel sommetider degenerer til antisemitiske udtalelser og anti-jødiske handlinger, hos nogle af hovedtalsmændene og (ofte selvudnævnte) ledere for de jødiske samfund i Europa og Nordamerika. Det er ofte dem, der sætter lighedstegn mellem det jødiske samfund og fuld og ukritisk støtte til de israelske ledere og deres politik. Når det jødiske samfunds ledere f.eks i Strasbourg organiserer en demonstration til støtte for Israel (indeholdende racistiske anti-arabiske slogans) i synagogen, hvordan kan man så blive overrasket over, at netop synagogen bliver et mål for anti-israelske demonstrationer? Og hvad med de franske jødiske ledere, som efter det sidste præsidentvalg udtrykte deres “forståelse” for den ultra-højreorienterede og notorisk antisemitiske kandidat, Jean Marie Le-Pen, sejr og deres forhåbninger om, at hans politik “ville sætte araberne på plads”. Udtrykker disse jødiske ledere i virkeligheden ikke en vis glæde over, at hovedrepræsentanten for de racistiske ideer i Frankrig (inklusive de anti-jødiske) har succes? Og hvad med det aktive samarbejde mellem nogle jødiske ultra-højreorienterede grupper og europæiske fascistiske organisationer? Her er der ikke tale om “semantisk glidning”, men om en reel hemmelig forståelse.

De jødiske ledere

Israels opførsel overfor palæstinenserne kritiseres voldsomt over hele verden, og jo mere den jødiske stat ignorerer international lov og menneskerettighederne, jo mere vil den blive betragtet som en stat på afveje. Den totale identifikation med israelske krigsforbrydelser, som jødiske ledere og intellektuelle i Europa og Nordamerika foretager, driver ikke kun verdens jøder hen imod det krigstribunal, som de israelske ledere engang vil komme til at stå foran, men mod den blodige afgrund, hvortil Ariel Sharon og Efi Eitan leder det israelske folk.

Hvis disse jødiske ledere virkelig var motiverede af ansvarsfølelse overfor deres eget samfund, ville de sørge for at lægge afstand mellem det jødiske folk og staten Israels forbrydelser; de forbrydelser, der har så dramatiske implikationer for den jødiske tilstedeværelse i det arabiske Mellemøsten. Hvis de gjorde det i stedet for at hylde Sharons dødedans, applaudere den israelske hærs selvmorderiske vold, forøge den israelske offentligheds blindhed og råbe hysterisk som Claude Lanzmann i Le Monde; “For Israel altid og betingelsesløst”, ville de også hjælpe det jødiske folk i Israel. Jødiske ledere har et ansvar for at advare Israel mod Israel selv, og mod galskaben hos dets ledere.

Er det ikke en ansvarlig brors pligt at tage vare på en yngre brors fremtid? Er disse jødiske intellektuelle så blinde, at de ikke kan se, at den absolutte immunitet, der ydes Israel på grund af nogle politiske og filosofiske tendenser i Europa og USA, bare er en anden side af den velkendte antisemitisme, nu begrundet med en “jødisk særlighed”. Er de så dumme, at de ikke forstår, at bag denne “laissez faire”- holdning hos mange af “Israels venner” gemmer der sig en drøm om at lade Israel ødelægge sig selv? Kan de ikke se, at mange af dem, der kritiserer Israel, er de eneste, der oprigtigt er interesseret i at beskytte Israels jøder?

Israels kriminelle handlinger

Ariel Sharon, hans ministre og hans generaler vil en dag blive sat for en domstol og vil måske endog blive anklaget for forbrydelser mod menneskeheden. For at undgå, at hele det israelske folk bliver sat under anklage, er der i dag tusinder af israelere, der siger “nej” og forsøger at gå imod deres lederes kriminelle handlinger. For at kunne beskytte verdens jøder fra at blive anklaget for medansvarlighed; for at kunne kæmpe effektivt imod antisemitter, der udnytter palæstinensernes lidelser til at styrke hadet mod jøder og for at begrænse den skade, det gør, hvis den israelsk-arabiske konflikt gøres til et spørgsmål om etniske tilhørsforhold, har vi brug for en stærk og utvetydig jødisk stemme fra de jødiske samfund, som siger “ikke i vores navn!”

Ikke bare de jødiske, men alle demokratiske og progressive kræfter over hele verden, burde frygtløst og uden tøven undsige staten Israels kriminelle handlinger. Ikke kun som et forsvar for de undertrykte og koloniserede i Mellemøsten, men fordi det også er den eneste måde at føre en effektiv kamp imod racisme og undgå etniske konflikter i deres egne lande og globalt. Tavst at bøje sig for den antisemitiske terroristiske afpresning for ikke at risikere at blive beskyldt for at spille med antisemitternes kort, vil kun tjene de virkelige antisemitter og øge de etniske problemer i ens eget land.

Den sande venstreorienterede, anti-racisten og anti-kolonialisten behøver ikke at bevise sit engagement i kampen mod den antisemitiske virus. Kampen mod antisemitismen vil kun vinde ved et klart og utvetydigt kritisk standpunkt imod de kriminelle handlinger, staten Israel begår.

Artiklen stod i “News from Within” Vol. XVIII No. 5, September 2002

Oversat fra engelsk af Kirsten Jørgensen

Læs mere om Alternative Information center på deres Website www.alternativenews.org og på www.newsfromwithin.org

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Møder, Udstillinger. Bogmærk permalinket.