Graffiti

DPV

Graffiti

Af Søren Højmark, redaktør af tidsskriftet Palæstina Orientering

Dagbladet Politiken bragte lørdag d. 14. december en helsidesannonce med overskriften “Nu er det nok”. Den var indrykket af ca. 700 navngivne danske jøder og andre, der protesterer mod, at “Politiken i længere tid (har) været med til at skærpe holdningen til Israel og jøder”. Det hedder videre: “Vi er imod, at Mellemøstens eneste demokratiske land bliver lagt for had som det ondes imperium og roden til alt ondt i Mellemøsten og ude i verden”. Og senere: “Politiken sammenblander og giver mulighed for i bladets spalter at skille jøderne ud på en måde, man ikke har oplevet i Europa siden nazisternes og kommunisternes kampagner mod jøderne”. Derefter citeres nogle ikke særligt gennemtænkte formuleringer fra en Politikenkronik om omskærelse, som ses som det seneste udslag af bladets ondsindethed. Og annoncen tilføjer: “Med den slags formuleringer giver man jødehaderne frit slag.”

Dette formidable stykke perfidi ryster tydeligt nok Politikens redaktion. Hele tre svar er der på beskyldningerne. Det mest slagkraftige kommer fra Politikens tidligere mangeårige chefredaktør, Herbert Pundik, hvis klumme er anbragt lige over for den famøse annonce. Han citerer sin egen udtalelse, da han tilbage i januar 1970 tiltrådte sin stilling med bl.a. at erklære, at Politiken under hans ledelse “ville identificere sig med Israels skæbne”. Med det mente han, at bladet “ville støtte Israels ret til at bestå, men ikke nødvendigvis ville identificere sig med skiftende israelske regeringers politik.”

Lad nu være, at det er en ganske skrabet udgave af Pundiks holdning til Israel, således som den er kommet til udtryk i Politikens spalter i de sidste 32 år. Hans mange bestræbelser på at hindre eller trimme diverse former for kritik af staten Israels gøren og laden er legendarisk. Men det hindrer en ikke at være enig med ham, når han efter en gennemgang af Ariel Sharons politik (med de obligatoriske spark til Arafat), spørger annoncefolkene: “Hvilke kræfter driver underskriverne af annoncen til at støtte en regering, der er kompromitteret af sine handlinger som besættelsesmagt?” Og han undrer sig over, at de ikke støtter den kritik af Sharonregeringen, der manifesterer anerkendte jødiske værdier.

Politikens to andre svar hæfter sig først og fremmest ved annoncens sammenblanding af Israelkritik og jødehad og melder naturligt nok hus forbi.

Annoncens tekst er i slægt med mange af de tilkendegivelser i debatten om Palæstina/Israel, som kan betegnes som udbrud. Flere af annoncens underskrivere er experter i netop den slags opsatser. I dem argumenteres der ikke, der postuleres, intimideres, ynkes, mistænkeliggøres, beskyldes, besværges. Hvis der endelig skal præsteres en slags argumentation, er det de ældgamle knirkende krikker, der trækkes af stald af typen: Palæstina var et tomt land, palæstinensere var der ikke nogen af, og de, der ikke var der, flygtede aldeles frivilligt i 1948.

Det er under de almindelige læserbrevsvilkår ikke muligt at svare på den slags udbrud, og det er heller ikke meningen. De kan på mange måder minde om den mere uskønne del af graffitien, der som sit vigtigste formål har ophavsmandens forløsning og manifestation af, at han eksisterer og kan ytre sig. Altså dybest set udsprunget af afmagt.

En understrøm i disse tilkendegivelser, som også løber bag annoncen, er jo: kritik af Israel er egentlig udtryk for antisemitisme. Tag fx en af underskriverne, Hans Hauges graffiti i Jyllandposten i slutningen af november, hvor han midt i en kaskade af forvrøvlede injurier mod ophavsmanden til en kronik om den israelske terror, kaldte Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening for anti-jødisk. (Et protesterende læserbrev blev afvist “på grund af pladsmangel”). Men ellers er det den herlige Bent Blüdnikov, for tiden Berlingske Tidendes debatredaktør, der har rekorden i mistænkeliggørelse, og han ser da også ud til at være manden, der har sat annoncen i værk.

(Artiklen er et uddrag af lederen i tidsskriftet Palæstina Orientering, december 2002)

Dette indlæg blev udgivet i Analyser, Gamle indlæg, Menneskerettigheder, Sharonsagen. Bogmærk permalinket.