EU må stille krav til Israel

Amnesty International

EU må kræve, at Israel lever op til sine forpligtelser

udsendt den 17. oktober 2002

Amnesty International opfordrer, i et åbent brev til det danske EU formandskab, til at der tages konkrete skridt til at gennemføre menneskerettighedsbestemmelserne i samarbejdsaftalen med Israel.

Mandag den 21. oktober mødes EU ledere med deres israelske samarbejdspartnere i Bruxelles til Associeringsrådsmøde. Dette har fået Amnesty Internationals EU kontor til at sende et åbent brev til udenrigsminister Per Stig Møller.

“EU bør stille en række konkrete og målelige krav til Israel. Et af de væsentligste krav må være, at der gives tilladelse til at sende internationale menneskerettighedsobservatører til Israel og de besatte områder. Den israelske regering har tidligere modsat sig en sådan opfordring, men EU må fastholde at et sådant skridt kan redde israelske og palæstinensiske liv,” siger Stig Nielsen, pressechef i Amnesty International.

“EU-formandskabets hidtidige diplomatiske initiativer i forhold til krisen i området bør ikke stoppe for yderligere tiltag fra EU’s side. Det må tværtimod sikres, at Israel opfylder dets menneskerettighedsforpligtelser ifølge artikel to i associeringsaftalen mellem EU og Israel,” siger Stig Nielsen.

Amnesty International har i en række rapporter vist, at menneskerettighedssituationen i Israel og de besatte områder er forsat forværret siden det seneste Associeringsrådsmøde i november 2001. Siden intifadaens begyndelse for to år siden er mere end 1700 palæstinensere blevet dræbt af de israelske sikkerhedsstyrker. Ligeledes har israelske bosættere dræbt mange palæstinensere. I den samme periode er mere end 600 israelere blevet dræbt af væbnede palæstinensiske grupper, 400 af disse var civile.

For yderligere oplysninger:

Pressechef Stig Nielsen, Amnesty International, tlf. 33 11 75 41

Comments are closed.