Når volden stopper

Sune Segal, Information

Når volden stopper

Af Sune Segal

(Artiklen blev bragt som kronik i Information d. 12.10.2002)

Der er sket en glædelig udvikling siden Per Stig Møller fremlagde sit første udkast til sin såkaldte køreplan for fred i Mellemøsten. Dette udkast talte blot om et stop for udvidelse af eksisterende bosættelser og for opførelse af nye. Men udenrigsministeren afslører nu i et interview i Information d. 1/10, at planen i sin nyeste version kræver, at Israel skal rømme sine bosættelser i de besatte palæstinensiske områder.

Mindre positivt er det, at Per Stig Møller i interviewet giver indtryk af, at Israel er villig til at forhandle, hvis volden fra palæstinensisk side stopper. For tager man et nøgternt blik på begivenhederne, som de har udspillet sig siden begyndelsen af Intifadaen, bliver det klart, at der er en verden til forskel på, hvad Israel siger, og hvad Israel gør.

Her taler den israelske vold i perioder uden angreb fra palæstinensisk side sit eget tydelige sprog: Israel er ganske enkelt ikke interesseret i en fred, der indbefatter oprettelsen af en levedygtig, sammenhængende og uafhængig palæstinensisk stat.

Konfliktens dynamik

Lad os til en begyndelse tage de faktuelle briller på:

“Først kommer selvmordsbomberne og så en stor israelsk eskalering. Det er jo tegn på, at man ikke vil forhandle; Israel, fordi de ikke stoler på en aftale, hvor Arafat er med, og Hamas, fordi de ikke vil acceptere Israels eksistens”, siger udenrigsministeren i interviewet. Endvidere skulle Israel ifølge ministeren angiveligt være villig til at forhandle, hvis volden fra palæstinensisk side stopper.

Men der er et problem her: Denne påstand sætter sin lid til, hvad Israel siger, nærmere end at fokusere på, hvad Israel gør. Og dermed underkender den det faktum, at Israel gang på gang har eskaleret volden i perioder, hvor de palæstinensiske angreb rent faktisk er stoppet. Tre eksempler:

– Fra 12. december 2001 til 25. januar 2002: ingen selvmordsbomber. I samme periode dræbte den israelske hær 72 palæstinensere, inkl. elleve børn. I midten af januar likviderede israelske styrker desuden Raed Karmi, en ledende skikkelse i Al Aqsa Martyrerernes Brigade. Det var i denne periode, at Ariel Sharon adskillige gange gentog sit krav om ’seven days of quiet’. Da Karmi blev likvideret havde Sharon fået opfyldt dette krav fem gange i træk.

– I midten af juli 2002 foregik seriøse våbenhvileforhandlinger mellem de ledende politiske fraktioner i Palæstina. Ifølge det israelske dagblad Yediot Aharonot (24/7), lovede Fatahs militære fløj at “stoppe alle angreb på uskyldige mænd, kvinder og børn som er ikke-kombatanter” og opfordrede alle palæstinensiske bevægelser inkl. Hamas og Islamisk Jihad til øjeblikkeligt at indstille disse angreb.

Hamas’s åndelige leder, Ahmad Yassin, havde kort forinden under pres fra bl.a. europæiske diplomater tilbudt at bringe selvmordsbombeattentaterne (men ikke angreb mod bosættere og soldater i de besatte områder) til ophør, hvis Israel til gengæld trak sig ud af de nyligt genbesatte palæstinensiske byer.

Timer efter at det var blevet klart, hvad forhandlingerne indbefattede, bombede en israelsk F16 et tætbeboet boligkvarter i Gaza. Salah Shehade, Hamas’ militære leder, samt fjorten civile, heriblandt ni børn, mistede livet. Officerer i den israelske hær samt medlemmer af Knesset bekræftede efterfølgende, at var helt usandsynligt, at de israelske efterretningstjenester ikke kendte til forhandlingerne. Den officielle israelske forklaring var, at Shehade var i færd med at planlægge angreb mod Israel.

Lad det være usagt, om Israel havde ret heri. For uanset hvad, så taler timingen sit eget tydelige sprog: med den enorme bombe, der blev anvendt ved dette angreb, eskalerede Israel volden drastisk synkront med, at efterretninger om muligheden for at opnå en omfattende våbenhvile indløb.

– I de seks uger mellem 4/8 og 17/9: ingen selvmordsbomber. I samme periode dræbte israelske soldater 69 palæstinensere, deraf 62, der ikke var involveret i nogen form for militære eller andre voldelige aktiviteter, inkl. 12 børn. Blandt de dræbte i den omtalte periode var fire ubevæbnede fabriksarbejdere fra landsbyen Beni Naim nær Hebron, som israelske soldater dræbte med adskillige skud i hovedet og overkroppen affyret på klos hold; og desuden to børn på 6 og 14 der stod for tæt på da en israelsk helikopter affyrede fire missiler mod et tætbefolket område i den palæstinensiske by Tubas nær Jenin. Det var denne periode, der i danske og internationale medier vedholdende blev omtalt som “seks ugers afbræk i volden”.

Forhaling og provokation

De ovenstående eksempler – undskyldninger om ’terrorbekæmpelse’ til trods – peger i retning af et klokkeklart faktum: Israels voldsanvendelse har på intet tidspunkt forholdt sig til frekvensen af palæstinensiske angreb. Tværtom har Israel adskillige gange optrappet volden, når der var relativt stille i den palæstinensiske lejr. Og ikke mindre relevant: For hver aktivt kæmpende palæstineser, som den israelske hær har dræbt siden Intifadaen brød ud, har den samtidig dræbt fire civile, heriblandt mindst 313 børn, inkl 56 børn under otte år (iflg. Defence for Children International ).

Det er med andre ord et bluffnummer af rang, når Israel erklærer sig rede til at forhandle, ”hvis de palæstinensiske angreb stopper”.

Men hvad er det så, Israel vil, må ethvert fornuftigt menneske spørge. Svaret må blive, at det er vanskeligt at se Israels strategi som andet end en forhalings- og provokoationsstrategi. En strategi, hvis formål er at udskyde forhandlinger, der potentielt vil tvinge Israel til at opgive sin kolonisering af og kontrol over de besatte palæstinensiske områder.

Anvendelsen af de faktuelle briller fremtvinger kort sagt en uundgåelig konklusion: Når Israel erklærer sig villig til at nå en omfattende og retfærdig fred, ”hvis blot palæstinenserne stopper volden”, så er det alfa og omega at fokusere på, hvad Israel gør, nærmere end på, hvad Israel siger.

Bosættelserne

Hvad angår spørgsmålet om bosættelserne, gælder præcis den samme regel.

Ganske vist oplyser Per Stig Møller, at Israel har erklæret sig villig til rømme bosættelserne, på nær nogle få, fx tæt på 1967-grænsen, for hvilke palæstinenserne vil blive kompenseret med et tilsvarende areal på den israelske side – en ordning, som begge parter har accepteret, oplyser udenrigsministeren.

Det lyder jo godt. For godt til at være sandt, fristes man til at sige. For også i dette tilfælde synger den virkelighed, der udspiller sig lige under næsen på alle de involverede parter, sin helt egen sang:

Iaagttag blot den hektiske byggeaktivitet, der foregår på Vestbreddens højdedrag i dette øjeblik. Se på udlægningen af områder til ’industrielle zoner’ dybt inde på Vestbredden, fx omkring bosættelsen Ariel mellem Ramallah og Nablus. Og på ’the Metropolitan Jerusalem Plan’, der i sin fulde udstrækning vil inddrage tusinder af hektarer af Vestbreddens areal og dele Vestbredden over i to. Og kast evt. et blik på den israelske menneskerettighedsorganisation B’Tselems detaljerede kort over eksisterende og planlagte bosættelsers udbredelse.

Konklusionen er ikke til at overse: Koloniseringen tromler ganske enkelt ufortrødent derudad, altimens Israel erklærer sig villig til at forhandle ”hvis volden stopper”.

Call the bluff

Per Stig Møller: Call the bluff! Israel vil ikke have Fred. Israel vil have Ro – i Israel. Israel vil aldrig frivilligt opgive sine bosættelser – i hvert fald ikke i et omfang, der vil betyde, at de facto-kontrollen med de besatte områder må opgives. Det er først og fremmest derfor, at Israels nuværende såvel som tidligere regeringer har været og fortsat er dedikeret til at holde gryden i kog, både hvad angår kolonisering og voldsanvendelse.

Hatten af for dit fokus på Genève-konventionen og for den korte tidshorisont i din plan. Det er i den grad tiltrængt. Men skal der være håb om succes, så insister på at skille skæg fra snot, for logikken ”først ro, så folkeret”, har spillet fallit. Ignorér undskyldninger om ”terrorbekæmpelse” og ”sikkerhedshensyn” som de påskud, de er, og hold i stedet med næb og kløer Israel fast på løftet om at ville opgive bosættelserne.

Og læg så EUs fulde pondus bag, når det nok en gang bliver klart, at Israel af alle kræfter vil modarbejde også dette forsøg på at skabe en omfattende og retfærdig løsning på konflikten. På den måde er der måske en chance for, at palæstinensere såvel som israelere kan opnå den sikkerhed, de har ventet på i 54 år.

Dette indlæg blev udgivet i Analyser, Gamle indlæg, Kommentarer, Reportager/interviews. Bogmærk permalinket.