Målrettede mord

Søs Nissen, Palæstina Orientering

Målrettede mord

af Søs Nissen

(Artiklen blev trykt i tidsskriftet Palæstina Orientering, oktober 2001)

Israel likviderer palæstinensere, som de mener spiller vigtige roller i oprøret. Det internationale samfund har fordømt mordene, men i Israel er de mere og mere selvfølgelige.

Den israelske politik med at likvidere palæstinensiske politiske og militære ledere er blusset op under den nye Intifada. Henved 60 personer er siden november 2000 blevet dræbt som følge af målrettede israelske angreb, mindst 17 af dem ved uheld, idet de var tilfældige forbipasserende.

Likvideringspolitikken er blevet fordømt verden over og er ifølge israelske og internationale menneskerettighedsorganisationer i strid med både israelsk og international lovgivning; den er også i strid med menneskerettighedserklæringens artikel tre om retten til liv, frihed og personlig sikkerhed (se f.eks. Position Paper: Israel´s Assasination Policy: Extra-judicial Executions (2001) af Yael Stein på www.btselem.org).

Optrapning

Alligevel ser det ud til at likvideringspolitikken bliver optrappet. Mordene på PFLP´s højeste leder Abu Ali Mustafa (27. august) og to højtstående Hamas ledere,Jamil Mansour og Jamal Salim fra den politiske gren af Hamas (31. juli) tyder på, at Israel ikke længere viger tilbage for mord på selv højtstående ledere i Det palæstinensiske Selvstyre og de palæstinensiske organisationer og partier.

Det er for så vidt ikke en ny udvikling, Israel har også likvideret en række PLO-ledere op gennem 1970´erne og 1980´erne og har myrdet islamisk orienterede palæstinensiske ledere i 1990´erne.

Men det et triste eller beskæmmende er, at der i dag er en uhyggelig konsensus i Israel vedr. denne politiks nødvendighed uanset omstændigheder og konsekvenser. Meningsmålinger viser, at 70% af israelerne i dag mener, at likvidering af palæstinensere er et effektivt middel i terrorbekæmpelsen.

Blandt arbejderpartiets vælgere er dette tal 60% (Ha´aretz 8.august 2001). I den største israelske avis, Yediot Aharonot, konkluderer journalisten Moshe Zonder i en artikel om likvideringerne: “Det moralske spørgsmålet om Israel som en retsstat er blevet marginaliseret. Der er ingen offentlig diskussion af dette emne undtagen blandt en håndfuld venstreorienterede” (27. juli 2001).

Sådan har det imidlertid ikke altid været.

Fra kidnapninger til likvideringer

Da likvideringerne for alvor tog fat i begyndelsen af 1970´erne, hed det sig, at man forsøgte at kidnappe PLO-terroristerne til retsforfølgelse i Israel. Dette var den officielle linie over for den internationale opinion, men også over for den israelske offentlighed, der på det tidspunkt ikke i samme grad var indifferente over for staten og hærens valg af metoder. Selv i hæren blev det ikke sagt åbent, at der var tale om likvideringer, da man vurderede, at den slags oplysninger ikke tålte åben debat.

I et interview med en af lederne for hærens specialgrupper, der i 1973 dræbte tre ledere i Beirut, fortæller Muki Betzer således, at der ved denne aktion officielt kun var ordre til at kidnappe de tre palæstinensere. Soldaterne vidste imidlertid godt, at der var tale om likvideringer, men Betzer husker, at det først blev udtalt åbent i bussen på vej til Beirut. Han fortæller, at den daværende stabschef David El´azar på den tur direkte sagde, at de skulle dræbe “skurkene” (the villains). På spørgsmål fra soldaterne om det var rigtigt, bekræftedes ordren af chefen for efterretningstjenesten Eli Zei´ra (Yediot Aharonot 27.juli 2001).

De tre palæstinensiske ledere, Kamal Nassar og Mohamad Al Najjar (begge medlemmer af PLO´s eksekutiv-komite) og Kamal Udwan (medlem af Fatah´s eksekutiv-komite), der blev likvideret ved ovennævnte aktion, blev dræbt som hævn for terroraktionen ved de olympiske lege (1972), men ikke kun det. Den israelske likvideringspolitik var nemlig begyndt allerede før Olympiaden, og man gik tydeligvis ikke alene efter PLO-ledere, men også efter fremtrædende palæstinensiske nationale personligheder. Blandt de først dræbte var således forfatteren og redaktøren Ghassan Kanafani, der sammen med sin 17-årige niece blev dræbt af en bilbombe i foråret 1972. To andre palæstinensere Bassam Abu Sharif fra PLO og Anis Sayigh, der ledede et palæstinensisk forskningscenter, blev udsat for lignende attentater, men overlevede. Anis Sayigh dog med varige men.

Moralsk hær?

At der var tale om systematiske likvideringer blev imidlertid afvist af Israel. Den israelske hær prøvede at opretholde sit image som den moralske hær med det menneskelige ansigt – hvor soldaterne skyder og derefter græder – og hvor den slags ulovligheder ikke finder sted. I det omfang, der blev taget ansvar for likvideringerne, blev de derfor fremstillet som forsøg på kidnapninger som led i et nødvendigt retsopgør efter Olympiaden og som forebyggelse mod lignende fremtidige terror-aktioner fra palæstinensernes side. At mange andre PLO- og Fatah-ledere end deltagerne fra Olympiade aktionen (i alt ca. 20 andre) også blev myrdet i 1970´erne og 1980´erne, druknede i spionhistorier og verdensopinionens sympati for den terror-forfulgte stat i Mellemøsten.

Da Israel senere i 1980´erne havde store problemer med at nedkæmpe den første palæstinensiske Intifada (1987) – og i den anledning begyndte systematisk at dræbe især eftersøgte unge ledere af modstandskampen – indrømmede man heller ikke, at der var tale om likvideringer. Drabene skabte dengang en del røre i den israelske offentlighed, da Israel faktisk ikke havde brugt likvideringer under besættelsen af Vestbredden, Gaza og Øst Jerusalem (Gaza var en undtagelse mellem 1970 og 73).Israel foretrak i stedet at deportere palæstinensiske ledere fra de besatte områder, og først under Intifadaen begyndte man en systematisk likvideringspolitik. Ifølge den israelske menneskerettighedsorganisation B´Tselem blev godt 70 palæstinensere myrdet i perioden 1987-1992 (se B´Tselem: Activities of the Undercover Units in the Occupied Territories. Comprehensive Report 1992).

“Skudt i nødværge”

Det blev stort set benægtet, at disse mord var likvideringer, ligesom det i første omgang blev benægtet, at der fandtes specialenheder i hæren i form af de såkaldte “hemmelige enheder” med det særlige formål at fange og eliminere eftersøgte palæstinensere. Hæren måtte senere indrømme eksistensen af disse specialenheder, men man indrømmede fortsat ikke, at der fandtes en likvideringspolitik. Hvis palæstinensere blev dræbt af specialenhederne, skyldtes det ifølge hæren, at de havde modsat sig anholdelse, hvorfor soldaterne havde skudt i nødværge og dermed selvforsvar (ibid.)

Menneskrettighedsorganisationer var dog ikke i tvivl. B´Tselem konkluderede således i sin rapport fra 1992, at man ikke længere kunne være tvivl om, at der eksisterede en uofficiel likvideringspolitik i Israel. Vidneforklaringer tydede på, at hæren ikke forsøgte at arrestere palæstinenserne, og den havde ofte meget svært ved at forklare omstændighederne omkring anholdelserne af de eftersøgte. Det viste sig f.eks., at mere end halvdelen af de myrdede havde været ubevæbnede ved mødet med hæren.

Likvideringspolitikken er med andre ord ikke en ny politik. Det har til gengæld været en politik, man ikke har ville være bekendt, hverken over for verdensopinionen eller over for den israelske offentlighed.

Forebyggende mord

Det er anderledes i dag. Og Moshe Zonders førnævnte artikel om likvideringerns historie har da også overskriften “Vi skyder, men græder ikke længere”.

Når israelske ledere i dag presses til at kommenterer likvideringspolitikken, der stadig ikke er en officiel vedtaget israelsk politik – er man anderledes direkte. Likvideringspolitikken indrømmes stort set uden blusel, og der er hverken tale om kidnapningsforsøg eller selvforsvar fra soldaternes side. Likvideringerne er ifølge de israelske ledere nødvendige forebyggende foranstaltninger, hvis staten Israel skal overleve. Som i torturdebatten argumenteres der med, at man kun går efter terrorister, der står umiddelbart for at udføre eller planlægge et angreb på Israel.

Der er flere grunde til dette skred i den israelske holdning, men som det er tilfældet med andre israelske overtrædelser af menneskerettighederne, har det internationale samfund aldrig for alvor kritiseret den israelske stats praksis, endsige lagt pres på landet for at få stoppet likvideringerne. Årtiers systematiske mord på palæstinensiske ledere og omverdenens stiltiende accept heraf har dermed været medvirkende til, at israelske ledere og en stor del af den israelske offentlighed ikke længere kan se det problematiske i disse handlinger.

Statsterror

Den israelske likvideringspolitik har i sagens natur andre årsager og formål end terrorbekæmpelse. I den førnævnte artikel konkluderer Moshe Zonder, at mordene på PLO- og Fatah-lederne i 1970´erne havde til formål at skræmme og lamme PLO, og efter alt at dømme er det stadig et af formålene med de likvideringer, der udføres i dag. Ved at dræbe lederne af Intifadaen tager man modet fra de tilbageblevne og forarmer modstandsbevægelsen.

I dag rammes imidlertid ikke kun PLO, men også andre i den palæstinensiske modstandsbevægelse – foruden hele den palæstinensiske civilbefolkning i de besatte områder. Den israelske avis Ha´aretz citerer således en højtstående israelsk officer for i Knessets udenrigs- og forsvarsudvalg (efteråret 2000) at skulle have sagt: “Likvideringen af eftersøgte personer viser sig at være nyttig (…) denne aktivitet paralyserer og skræmmer hele landsbyer, og som et resultat er der områder, hvor folk er bange for at udføre fjendtlige aktiviteter” (Ha´aretz 12. december, 2000).

I den aktuelle situation og op gennem 1990´erne har likvideringer desuden været konkrete forsøg på at forpurre eller undgå at skulle indgå i seriøse forhandlinger med palæstinenserne. Mordene på de islamiske ledere i 1990´erne havde således klare politiske konsekvenser, idet det blev umuligt for Arafat og PA at holde ro i områderne og forhindre oppositionens angreb på Israel. Med likvideringerne ønskede Israel tydeligvis at provokere Hamas og islamisk Jihad til at bryde indgåede aftaler med Arafat om indstilling af terror-aktionerne inde i Israel.

Bevidst israelsk politik

Dette var allermest tydeligt i foråret 1996, da Israel likviderede Yehya Ayash, kendt som en af de vigtigste militære ledere i Izze din Al Qassam, Hamas´s militære fløj. Hamas havde på det tidspunkt overholdt en godt seks måneders våbenhvile efter aftale med Arafat og PLO. Men drabet på Ayash kunne Hamas ikke sidde overhørig, og efter sørgeperioden på 40 dage eksploderede en række meget store bomber i busserne i Jerusalem. Disse aktioner bliver oftest givet som forklaring på, at Shimon Peres tabte valget til Bibi Netanyahu, hvorefter fredsprocessen gik i stå. Men der var altså en forhistorie, der tyder på, at nogle i det israelske militær eller i den israelske ledelse også ønskede, at fredsforhandlingerne skulle kuldsejle.

Det samme mønster ser man under den nuværende opstand. Så sent som i juli efter den meget voldsomme terroraktion på et diskotek i Tel Aviv, hvor mere end 20 unge blev dræbt, meddelte Hamas, at man ville indstille angrebene i selve Israel efter overenskomst med resten af det forenede lederskab i de besatte områder. Men denne delvise våbenhvile varede kun, indtil Israel likviderede en højststående Hamas-leder, Salah Darawshe d. 25. juli og ugen efter de føromtalte ledere i Nablus.

Og de israelske ledere vidste, hvad de gjorde. En anerkendt israelsk kommentator, Amos Harel, skriver således, at Jamil Mansour var den højest placerede af alle aktivister, der hidtil var blevet dræbt under Intifadaen (med undtagelse af Fatah-lederen Thabet Thabet, som blev dræbt i januar). Og han mener, at Mansours likvidering var mere betydningsfuld end likvideringen af Yehya Ayash i 1996 (Ma´ariv 1. august 2001). En anden kommentator, Akivar Eldar, skrev efterfølgende i Ha´aretz: “De to (Jamil Mansour og Jamal Salim) var beundrede i vide kredse som religiøse og politiske ledere, og ikke som planlæggere af af terror-aktioner, som det er blevet fremført” (7. august, 2001)

Likvideringerne eskalerer konflikten

I skrivende stund har Hamas endnu engang annonceret en delvis våbenhvile, men denne gang understreget, at det er under forudsætning af, at de ikke provokeres. Det er lidet sandsynligt, at disse udmeldinger får nogen betydning. Sharon ønsker tydeligvis ikke at forhandle med palæstinenserne, og han er efter alt at dømme ivrig efter at få trukket palæstinenserne ind i en åben total-krig, hvor f.eks. alle PA´s styrker inddrages i kampene. Det vil give ham anledningen til et angreb i stor skala, hvor palæstinenserne får “den sidste lektie” og evt. bliver direkte flyttet, skubbet eller “renset” ud af de besatte områder. Til at skabe denne krigs-situation er likvideringer et nyttigt redskab.

Det er heller ikke sandsynligt, at Israel opnår noget (andet) med den nuværende likvideringspolitik. Selvom palæstinenserne tilsyneladende er klar over, at de ikke skal lade sig provokere, har sommerens drab alligevel haft betydning. I et interview til det israelske dagblad Yediot Aharonot 2. septemeber, 2001, siger Marwan Barghouti, (lederen af Fatah på Vestbredden og en af Intifadaens talsmænd):

“Med hensyn til likvideringerne har Israel nu overskredet alle røde linier. De prøver på at dræbe hele det nye moderate lederskab af det palæstinensiske folk. Af alle de forfærdelige ting I gør, er det her det værste. Det sætter landet i brand på en måde, som jeg aldrig har set før. Organisationer som f.eks. PFLP, der indtil nu ikke har udgjort noget væsentligt problem for Israel, vil nu blive et problem. Det bliver de nødt til. Det samme gælder DFLP.”(Between the Lines september 2001)

Og Barghouti tilføjer: “Hvis Israel fortsætter med at angribe vores liv, dræbe folk dag for dag, angribe med tanks og fly overalt, hvorfor skulle folk i Tel Aviv så have lov til at leve i fred og ro? I respekterer ikke vores A-områder, hvorfor skulle vi så respektere jeres “A-områder”.

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Pressemeddelelser. Bogmærk permalinket.