De palæstinensiske flygtninge – spørgsmål og svar

DPV

De palæstinensiske flygtninge – spørgsmål og svar

Der er gennem årene gjort betydelige fremskridt i arbejdet med at få danske politikere til at forstå de grundlæggende forhold i den israelsk/palæstinensiske konflikt. De fleste ved nu godt, at det er besættelsen i almindelighed og bosættelserne i særdeleshed, der er kerneproblemet i forhold til at skaffe palæstinenserne deres egen stat på de besatte områder.

De ved også godt, at den mest voldelige part i konflikten er den israelske regering og dens hær. Endelig ved de, at israelske ledere ikke handler af frygt for at Israel bliver drevet i havet, men ud fra ønsker om dominans, bl.a. for at tilfredsstille fundamentalistiske jøder.

Men når talen falder på de palæstinensiske flygtninges fremtid, bliver næsten alle danskere (også politikere) fjerne i blikket, og finder, at kravet om hjemvenden er både urimeligt og umuligt. Hovedsynspunktet er, at det vil Israel ikke kunne overleve. I et ellers fornuftigt indlæg af Svend Auken under titlen “Fredens skal tvinges igennem” i Politiken 25. juni, kommer Auken f.eks. med dette forslag til løsning af flygtningespørgsmålet : “Der etableres en ny, men afmilitariseret stat, Palæstina, i de besatte områder på Vestbredden, i Gaza og i Øst Jerusalem. Flygtninge fra det

tidligere Palæstina kan vende hjem til denne stat, mens der kun kan blive tale om tilbagevenden af palæstinensiske flygtninge til Israel efter humanitære kriterier”

I det følgende svarer Venskabsforeningen på disse og andre synspunkter, vi møder i debatten om de palæstinensiske flygtninge:

SP: Flygtede de ca. 750.000 palæstinensere i 1948 ikke efter opfordring fra palæstinensiske og arabiske ledere, sådan at disse må tage ansvaret?

SV. Undskyld at dette spørgsmål er med – det møder vi ikke så ofte mere. Det er – især takket være israelske historikere – efterhånden velkendt, at der primært var tale om en planlagt fordrivelse fra jødisk/israelsk side. Fra arabisk/palæstinensisk var der ingen opfordringer til flugt – tværtimod.

SP: Når mange af verdens lande støttede oprettelsen af staten Israel, hvor jøder kunne leve i sikkerhed, måtte det vel betyde, at der skal være flertal af jøder i en sådan stat?

SV: Helt fra Balfour-erklæringen (den britiske erklæring fra 1917) har det været en af betingelserne for at støtte et jødisk nationalhjem og/eller stat, at det ikke måtte ske på de oprindelige indbyggeres (palæstinensernes) bekostning. Der findes ingen internationale vedtagelser før Israels dannelse, der lagde op til, at palæstinensere skulle forflyttes.

SP: Kunne Israel have overlevet som stat, hvis ikke der med fordrivelsen af palæstinensere var skabt et jødisk flertal i staten?

SV: Formentlig ja. En stor del af den palæstinensiske/arabiske bitterhed er netop skabt af fordrivelsen i 1948. Palæstinenserne kalder med god grund begivenheden ”katastrofen”. Som konsekvens af Israels udvidelse af sit territorium med ca. 50 pct. i forhold til FN-delingsplanen, blev fordrivelsen langt mere omfattende, end den ellers ville være blevet. De erobrede områder rummede altovervejende palæstinensere.

SP: Betød FN’s anerkendelse af Israel som stat og med våbenstilstandslinierne som grænse, ikke at FN dermed tog fordrivelsen til efterretning?

SV: Nej. I FN’s resolution 194 (fra slutningen af 1948) er det en af forudsætningerne, at de flygtninge som ville vende hjem og leve i fred med deres naboer, skulle kunne gøre det ved første praktisk mulige lejlighed. Indtil nu har Israel ikke tilladt palæstinensere at vende hjem og Israel har derfor ikke levet op til en meget vigtig præmis for statens anerkendelse. Israels ødelæggelse af over 400 palæstinensiske landsbyer i 1949/50 vidner om, at Israel på intet tidspunkt haft til hensigt at lade disse mennesker vende hjem.

SP: Hvad siger international ret om dette spørgsmål?

I FN’s Menneskerettighedserklæring fra 1948 står det klart i paragraf 13, stk. 2, at enhver har ret til at vende hjem til sit eget land. Denne ret er bekræftet af den bindende konvention om de civile og politiske rettigheder fra 1976. Desuden er det et ankerpunkt i international flygtningepolitik, at flygtninge har ret til at vende hjem – og at deres hjemlande har pligt til at tage imod.

SP: Er der ikke en række eksempler på andre fordrevne folk, som ikke har fået mulighed for at vende hjem ?

SV: Jo, eksempelvis tyskere, som blev fordrevet fra polske og tjekkiske områder, men med dannelsen af det nye FN i 1946 var det en af de grundlæggende principper, at det skulle være slut med fordrivelser. Bl.a. derfor har flygtninges ret stået helt centralt i forhold til Kosovo, Bosnien, Rwanda og Øst-Timor. Milosevics plan om at reducere antallet af muslimer i Serbien (inkl. Kosovo) med 1 million af hensyn til den serbiske nation, har selvsagt ingen forståelse mødt.

SP: I forlængelse af 48-krigen mellem Israel og arabiske styrker blev ca. en halv millioner jøder fordrevet fra arabiske lande. Når arabiske lande ikke tillader disse at vende hjem, er det vel urimeligt at kræve, at palæstinenserne skal kunne vende tilbage?

SV: Den ene uretfærdighed kan ikke ophæve den anden. De palæstinensiske flygtninges rettigheder står selvfølgelig ved magt, uanset at andres rettigheder også krænkes. Det bedste i en fredsløsning vil være at retten til hjemvenden bliver en realitet for alle der ønsker det.

SP: Burde de arabiske lande ikke for længst have integreret palæstinenserne frem for at holde dem i lejre, sådan at spørgsmålet om hjemvenden ikke længere var på bordet?

SV: De arabiske lande har i forskellig grad behandlet de palæstinensiske flygtninge økonomisk og socialt dårligt, og burde have givet dem almindelige borgerrettigheder. Men selv om dette havde været tilfældet, ville det ikke have ophævet flygtningenes menneskerettigheder og næppe heller deres længsel efter hjemlandet.

SP: Er det ikke urimeligt at kræve at tiden skal rulles tilbage til 1948 – der er jo sket så meget siden da?

SV: At en løsning for de palæstinensiske flygtninge er trukket i langdrag, kan ikke være et argument for at droppe sagen, men for at intensivere arbejdet. En fordrivelse bør ikke belønnes, blot fordi det er lykkedes fordriveren at forhale en tilbagevenden.

SP: Vil det ikke ødelægge Israel som stat, hvis 4 millioner palæstinensiske flygtninge rejser dertil?

SV: Næppe. Et demokratis styrke er, at det ikke opererer med at gruppere efter etniske og religiøse forhold, men tager udgangspunkt i borgeren. Der er selvsagt mange palæstinensere, som er bitre på Israel, men en ret til tilbagevenden vil være en helt afgørende faktor i forsoningen. Hvor mange der overhovedet har lyst til at rejse til Israel er i øvrigt et åbent spørgsmål.

SP: Der kan vel ikke være plads til så mange mennesker i Israel, og hvordan skal så mange overhovedet kunne integreres?

SV: Der er områder i Verden som er langt tættere befolket end Israel, fx Singapore, Hong Kong og Gaza. Og Israel er god til integration. Når 1 million mennesker fra det fjerne Rusland kunne integreres i 90’erne, må hjemvendte palæstinensere også kunne integreres i stort tal.

SP: Er det ikke urimeligt at opretholde et krav om flygtningenes ret til tilbagevenden, hvis der i øvrigt er udsigt til en god aftale om en palæstinensisk stat?

SV: En rigtig palæstinensisk stat er helt centralt for den palæstinensiske sag, men når over halvdelen af alle palæstinensere er flygtninge, må en samlet løsning nødvendigvis sikre disse en fremtid. Og når palæstinensernes forbitrelse primært er skabt af fordrivelsen, vil forsoningen også primært skulle tage afsæt i tilbagevenden og rehabilitering.

SP: Hvad forestiller Venskabsforeningen sig helt konkret på flygtningespørgsmålet som led i en fredsaftale?

SV: Flygtningene må hver især stilles over for forskellige muligheder, herunder muligheden for at vende hjem til Israel, muligheden for at flytte til den nye palæstinensiske stat og muligheden for at få fulde rettigheder i nuværende opholdsland. Som det fremgår af FN-resolution 194, skal der også være en økonomisk kompensation for de elendige år og konkrete tab ved fordrivelsen. Antallet af palæstinensere, der vil vælge muligheden for at vende hjem, vil afhænge af de øvrige muligheder. Rent praktisk kunne man fx. starte med en maksimal hjemvenden på 200.000 om året i 5 år. Det vil formentlig opfylde behovet.

Ole Olsen, Formand i Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.