Jødisk demonstration mod Sharon

DPV

Jødisk demonstration mod Sharon

I forbindelse med toårsdagen for intifadaens start afholdes søndag den 29. september kl. 14 en demonstration foran den israelske ambassade. Demonstrationen er arrangeret af undertegnede og skal markere, at også folk med jødisk baggrund forholder sig kritisk til Sharon og Israels nuværende politik.

Ved demonstrationen vil der ikke være nogle egentlige taler, men der vil stå en højttalervogn, og vi vil opfordre så mange som muligt til at forberede en ganske kort tale på højst ét minut, hvor man fortæller hvorfor man er her, hvorfor man synes det er vigtigt at kritisere den aktuelle israelske politik, hvad det betyder for en som jøde at stå her og demonstrere foran den israelske ambassade.

Et par dage før demonstrationen vil vi – i annoncer med økonomisk støtte fra Enkefru Plums fond – som en invitation til demonstrationen offentliggøre et manifest i såvel Politiken som Ha’aretz for fred i mellemøsten. I manifestet forsøger vi at sammenfatte vores synspunkter omkring Israel-Palæstina på en måde, så mange med jødisk baggrund kan støtte det. Vi håber meget, at du vil støtte projektet ved at være medunderskriver i annoncen, og at du vil videresende det til familie, venner og bekendte, som du forestiller dig vil være medunderskrivere.

Med annoncen og demonstrationen vil vi støtte den israelske fredsfløj og vise vores afsky over for voldsspiralen i Mellemøsten. Det er vigtigt, at vi er mange, der både underskriver opfordringen og deltager i demonstrationen.

Med venlig hilsen

Jakob Erle, Jusser Gregersen, Ulla Jessing, Benny Karpatschof, Jan Katlev, Kjeld Koplev, Lars Jakob Muschinsky og Morten Thing

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Møder. Bogmærk permalinket.