Det nødvendige opgør med bosætterne

Søs Nissen, DPV

De israelske bosættere:


Det nødvendige opgør med bosætterne

Søs Nissen

Det er nogenlunde klart, at det ville være gavnligt for freden i Mellemøsten, hvis Israel trak sig fuldt og helt tilbage fra de besatte områder, og lod palæstinenserne få en sammenhængende stat her. Når det ikke sker, skyldes det bl.a., at årtiers bosættelsespolitik har skabt et ømtåleligt politisk problem i Israel. Ingen israelsk leder kan opgive bosættelser og beordre bosættere at flytte uden at skulle konfrontere en meget stærk alliance af bosætter-organisationer og højrefløjspartier. En sådan konfrontation kan risikere at medføre så store interne rystelser i Israel, at man kan tale om borgerkrigslignende tilstande. I hvert fald tilstande, hvor det normale politiske system og dets måder at fungere på, bliver sat ud af kraft.

Det er dette scenario, de israelske ledere frygter eller spekulerer i, alt efter om de er villige til at afgive områderne eller ej. Og det er dette scenario, der indtil videre har afholdt israelske ledere som f.eks. Yitzhak Rabin fra at give de nødvendige indrømmelser i form af sammenhængende territorium og myndighed til palæstinenserne. Dette på trods af, at han og andre sandsynligvis gerne så en såkaldt land-for-fred løsning på konflikten.

Denne analyse af bosætter-problemets betydning i israelsk politik kunne man læse i bogen Unsettled States, Disputed Lands af den amerikanske politolog Ian Lustick. Det interessante ved Lusticks bog var dengang (og i dag) ikke blot fremstillingen af bosætter-problemet, men også at bogen med forbløffende præcision forudså de problemer, som en fredsproces i stil med Oslo-processen ville indebære. Og det var vel at mærke i 1993, dvs. før Oslo-aftalen var indgået.

En ond cirkel

Hvis de israelske ledere undlod at tage det nødvendige opgør med bosætterne, ville man udfra Lusticks hypotese, så at sige eksportere problemet til den palæstinensiske side, idet palæstinenserne dermed måtte acceptere en proces med langsommelige forhandlinger samt vage aftaler om såvel autonomi som overgang til selvstændighed. Større og hurtigere territoriale indrømmelser fra israelsk side ville være det samme som at invitere til oprør fra bosætterne.

Ifølge Lustick ville den palæstinensiske side sandsynligvis ikke kunne bære dette pres, og modstanderne af aftalerne ville være i stand til at gøre så stor modstand, at det palæstinensiske lederskab ikke ville kunne leve op til aftalernes betingelser om ro og orden i den palæstinensiske lejr. Modstanden ville forskrække israelerne, der så ville blive endnu mere uvillige til at give indrømmelser til palæstinenserne. Og dermed ville situationen være fastlåst.

Ian Lustick forudså med andre ord den udvikling, vi netop har set fra 1993 og frem til idag. Forhandlingerne om overdragelse af territorier har været træge, og resultatet er blevet et begrænset og geografisk set opsplittet selvstyre for palæstinenserne. Som forudset, har denne situation skabt stor intern uro i de palæstinensiske områder og Lusticks analyse synes således at have aktualitet den dag i dag. Ikke mindst fordi udfordringen fra bosætterne stadig er afgørende for, om Israel trækker sig fuldt tilbage fra alle de besatte områder.

Bosætter-problemet

Men hvordan er bosætterne blevet et så stort problem? Det skyldes først og fremmest mange års bevidste forsøg på det, man kan kalde de facto anneksion af de besatte områder. En del af det israelske politiske establishment har altid arbejdet for at Israel også skulle omfatte de besatte områder, og specielt Judæa og Samaria dvs. Vestbredden. Siden besættelsen af Vestbredden, Gaza og Østjerusalem i 1967 har denne “alliance for anneksion ” arbejdet effektivt for, at områderne skulle blive indlemmet i Israel, og i perioden med Likud- og samlingsregeringer (1977 til 1992) gjorde den store fremskridt. Alliancen for anneksion omfattede Likud-partiet, men også nogle af Arbejderpartiets ledere, samt flere af de mindre partier på højrefløjen. Foruden partierne var bosætterbevægelsen, Gush Emunim, en central aktør.

Det mest markante resultat af deres arbejde har været det store antal bosættelser og bosættere i de besatte områder. Mange af bosættelserne er i dag regulære byer med industri, skoler, rådhuse og indkøbscentre, og man regner med, at der er mere end 350.000 bosættere (inkl. Østjerusalem), altså ca. 1/9 af den samlede befolkning i de besatte områder. Antal af bosættelser….

Det konkrete byggeri og udflytningen af israelere har imidlertid kun været en del af den samlede indsats for at integrere områderne i Israel. I de første 7 år af Likuds regeringstid kom omkring 50 % af de besatte områders areal under direkte israelsk kontrol enten ved køb, konfiskation eller som resultat af andre juridiske og byplanmæssige tiltag. Det israelske parlament Knesset vedtog lovgivning, der udvidede den israelske jurisdiktion til at omfatte jødisk tilstedeværelse i områderne, og skiftende israelske regeringer brugte milliarder af kroner på infrastrukturel udvikling og oprettede særlige favorable økonomiske ordninger for bosætterne. Regional planlægning i Israel skelnede ikke mellem selve Israel og de besatte områder, og den tidligere grænse til Vestbredden og Gaza, den såkaldte grønne linie, blev slettet fra officielle israelske kort.

I praksis blev områderne således forsøgt reelt annekteret og gjort til en fuld og hel del af Israel. Men officielt og politisk kunne man ikke annektere områderne, fordi det ikke ville blive accepteret af det internationale samfund, og fordi der stadig ikke var flertal for dette blandt israelerne. Mange israelere mente fortsat, at det ville være problematisk at annektere områderne, idet den demografiske balance i Israel ville blive forrykket, hvis et par millioner flere arabere skulle tildeles statsborgerskab. Andre forestillede sig, at Israel skulle handle områderne for en fred med de arabiske stater og palæstinenserne.

I 1980’erne færdedes almindelige israelere dog i de besatte områder uden problemer, og processen i retning af integration forløb forholdsvis stille og roligt. I alt fald frem til 1987, hvor den palæstinensiske opstand, Intifadaen, viste israelerne, at palæstinenserne ikke ville finde sig i israelsk styre. Dermed blev det problematiske i højrefløjens vision om områdernes anneksion – at palæstinenserne måtte flyttes eller kraftigt undertrykkes – igen helt synlig og nærværende, og debatten om områdernes fremtid blussede op igen.

De militante bosættere

Højrefløjen opnåede dog noget væsentligt i alle disse år. Gennem udbygningen af de jødiske bosættelser, institutionaliseringen af jødisk tilstedeværelse i områderne og den massive støtte til bosætternes sociale og politiske infrastrukturer var der blevet skabt en endnu stærkere alliance for indlemmelse af områderne i Israel. Og denne alliance havde netop en ideologisk, politisk og økonomisk styrke, der betød, at forsøg på at bytte territorier for fred ikke længere ville være et overkommeligt politisk problem for en israelsk regering.

Dette blev ifølge Lustick klart i begyndelsen af 1980’erne, hvor en række begivenheder sandsynliggjorde, at dele af højrefløjen samt bosætternes organisationer ikke længere automatisk ville respektere demokratiske spilleregler. Ledende personer i og omkring de mere ekstreme grupper på højrefløjen havde længe erklæret, at de med alle midler ville bekæmpe en israelsk regering, der ville handle jord for fred. Men noget tydede nu på, at der var magt bag ordene.

For det første viste det sig, at visse grupper blandt bosætterne havde organiseret sig i egentlige terrorceller. Flere palæstinensiske borgmestre på Vestbredden blev ramt af bilbomber i 1980, og i årene 1982 til 1984 var der adskillige tilfælde af voldelige angreb på palæstinensere eller deres ejendom. I 1984 blev en større gruppe af Gush Emunim aktivister arresteret og anklaget for at være medlemmer i et organiseret netværk af terrorgrupper, der var ansvarlige for en stor del af disse angreb. Samme netværk havde desuden foretaget en række sabotageforsøg på Tempelpladsen (al-Haram al-Sharif) uden held. Også jødiske fredsaktivister blev ramt af denne bosætter-terror, hvilket hidtil havde været uset.

For det andet så det ud til, at politiske ledere og ministre specielt fra Likud-partiet opmuntrede, beskyttede og bevæbnede disse ekstremister. I 1982 blev man tvunget til at nedsætte en undersøgelseskommission, og dens rapport tegnede et mønster, hvor manglende respekt for loven og tilfældig og useriøs efterforskning af bosættervold tilsyneladende var resultatet af en uhellig alliance af Likud ministre, ledende officerer i hæren og radikale bosætterne. Eksemplerne var flere i begyndelsen af 1980’erne. Premierminister Begin og hærchefen Rafael Eitan havde i 1980 – 81 tydeligvis obstrueret efterforskningen af bilbombeattentaterne, hvilket fik lederen af den israelske indenlandske efterretningstjeneste (Shin Bet) til at tage sin afsked. Da bosættelsen Yamit i Sinai som følge af Camp David-aftalerne skulle evakueres i 1982, kom det til voldsomme kampe mellem bosætterne og den israelske hær. Selvom Likud havde indgået aftalen, støttede de åbenlyst bosætterne, og hundredevis af Gush Emunim aktivister undgik efterfølgende retsforfølgelse. Likud ministre var desuden ivrige fortalere for at tildele de føromtalte Gush Emunim terrorister amnesti.

Situationen var altså den, at spørgsmålet om de besatte områders fremtid fra begyndelsen af 1980’erne ikke længere kun var et politisk spørgsmål, der måske nok kunne medføre et tabt valg, mistillidsvotum eller lignende. En beslutning om at afgive områdene ville nu også kunne udløse et indenrigspolitisk kaos, hvor lovløshed ville råde, og hvor statens sædvanlige redskaber til sikring af den offentlige ro og orden ikke nødvendigvis ville fungere. At man kunne frygte en sådan udvikling, var ifølge Lustick almindeligt anerkendt blandt israelske politikere, samfundsforskere og intellektuelle i midten af 1980’erne. De politiske partier bestilte således opinionsundersøgelser om befolkningens holdning til de demokratiske spilleregler og til udenomsparlamentariske metoder. Samfundsforskere undersøgte de demokratiske institutioners sårbarhed over for udenomsparlamentariske udfordringer i tilfælde af tilbagetrækning, og aviserne skrev ledere om den alvorlige polariserings betydning for de demokratiske institutioners beståen. Selvom de mange års forsøg på at annektere områderne ikke var lykkedes, havde den israelske højrefløj altså formået at skabe en situation, hvor en eventuel tilbagetrækning ville blive overordentlig vanskelig.

Bosætterne og fredsprocessen

Denne politiske klemme har tydeligvis formet 1990’ernes israelske fredspolitik. Ingen israelsk ledelse har endnu turde tage det nødvendige opgør med bosætterne. Tværtimod har man yderligere tilgodeset bosætterne ved en endog meget kraftigt udbygning af både bosættelserne og infrastrukturen. Det skønnes, at der i 1990’erne er bygget omkring 500 km nye bosætterveje, samt flyttet yderligere 100.000 bosættere ud i de besatte områder.

I slutningen af 1990’erne har det været knap så tydeligt, at territoriale kompromiser ville udløse lovløse tilstande i Israel. Forklaringen kan være, at Netanyahus og sidenhen Baraks politik ikke er blevet set som en seriøs trussel fra bosætternes side, idet begge har været modstandere af Oslo-aftalen (Barak stemte imod den i Knesset). Som nogle måske husker, så billedet imidlertid anderledes ud i Rabins tid (1992-1995). Forhandlinger med palæstinenserne var dengang endnu nye, og Rabins signaler var knap så beroligende set fra bosættter-synspunkter. Bosætterne førte derfor en meget aggressiv kampagne mod Rabin, og han blev dræbt af en jødisk ekstremist i november 1995. Mange israelere mente efterfølgende, at højrefløjen og bosætternes had-kampagner havde banet vejen for dette. Drabet på Rabin kunne derfor ses som et varsel om den uro, der vil komme, når en israelsk politiker bare tilnærmelsesvis nærmede sig grænsen for, hvad bosætterne ville acceptere.

Det bemærkelsesværdige er, at Rabin faktisk prøvede at undgå et åbent opgør med bosætterne. Hans strategi var netop at udskyde de afgørende territoriale spørgsmål som grænsedragning, bosættelser, suverænitet og Jerusalem i håb om, at den israelske offentlighed i mellemtiden ville blive mere indstillet på at give indrømmelser til palæstinenserne. Som Lustick formodede, ville denne strategi mislykkes, fordi de israelske ledere derved ville kræve noget næsten umuligt af et palæstinensisk lederskab, der i forvejen ville have svært ved at etablere sig som en legitim autoritet i områderne. Dette lederskab ville i stedet have brug for hurtige og substantielle resultater.

Selvom Ian Lustick har peget på, hvor stort et problem bosætterne udgør for fredsprocessen, mener han ikke, at det er umuligt eller uoverkommeligt at løse. Han sammenligner således Englands delvise tilbagetrækning fra Irland (1922) og Frankrigs tilbagetrækning fra Algeriet (1962) med Israels situation. Ud fra en samlet vurdering af bosætternes organisationer og levevilkår, den israelske hærs opbygning og sammensætning, samt den israelske befolknings ønske om politisk stabilitet, konkluderer Lustick, at et opgør med bosætterne faktisk kan gennemføres med et heldigt udfald. Det kræver imidlertid en israelsk leder, der tør tage konfrontationen med bosætterne.

Kilder:

Lustick, Ian S.: Unsettled States, Disputed Lands. Britain and Ireland, France and Algeria, Israel and the West Bank, (Ithaca, Cornell University Press, 1993)

Lustick, Ian S.:Necessary Risks: Lessons for The Israeli-Palestinian Peace Process from Ireland and Algeria., Middle East Policy, nr. 93 Vinter 1993/94, s. 41-59

Artiklen har været bragt i Mellemøst Information, nov. 2000

Søs Nissen er kulturgeograf.

Comments are closed.