Danpal.dk

Arrestordre udstedt mod Tzipi Livni i England

Rasende reaktioner fra den israelske regering

Arrestordren, som kort efter blev trukket tilbage, kan ses som endnu et eksempel på betydelige skift i den engelske holdning til Israel. Andre eksempler som tidligere er omtalt på www.danpal.dk er:

– en høring i Westminster Hall d.21 juli 2009 om de israelske bosættelser, hvor man krævede bedre forbrugeroplysninger om importerede varer fra de illegale bosættelser (dette er nu trådt i kraft trods protester fra Israel), handelsboycot af Israel og nedlæggelse af alle eksisterende illegale bosættelser.

– en opfordring fra parlamentets udenrigspolitiske komite d. 26 juli 2009 til at indlede forhandlinger med moderate grupper i Hamasregeringen i Gaza for at få Mellemøstkvartetten til at fungere igen.

Derudover har pro-palæstinensiske aktivister flere gange anmodet britiske domstole om at udstede arrestordrer mod israelske embedsmænd på grundlag af den fjerde Geneve Konvention. Således forsøgte aktivisterne i september 2009 at få den israelske forsvarsminister Ehud Barak arresteret på grund af hans rolle i Gazakrigen.

Retten afviste imidlertid anmodningen på grund af Baraks diplomatiske immunitet.

Men en sådan diplomatisk immunitet beskytter ikke længere den tidligere minister Tzipi Livni, og d. 16. december bragte Aljazeera net en artikel med overskriften ”Israel vred over engelsk arrestordre mod Tzipi Livni”.

Baggrunden er en arrestordre udstedt af en engelsk domstol mod Israels tidligere udenrigsminister Tzipi Livni grundet hendes rolle i Israels krig mod Gaza.

Arrestordren blev hurtigt annulleret, og Israels ambassadør i England opfordrede efterfølgende i en radioudsendelse i den israelske militære radio England til at ændre loven, som har tilladt grupper at anlægge sag mod udenlandske borgere for angivelige krigsforbrydelser begået udenfor England.” Den nuværende situation er utålelig,og dette må ændres” udtaler Ron Prosor. ”Jeg er overbevist om, at den engelske regering vil forstå, at den må reagere og ikke lade sig nøje med annulleringer.”

Livni, som er leder af oppositionspartiet Kadima, havde planlagt en rejse til London, men aflyste sit besøg for at undgå en mulig konflikt. En udtalelse fra den israelske udenrigsminister antydede senere, at en engelsk domstol havde udstedt en arrestordre mod hende.

Ved en sikkerhedskonference i Israel et par dage senere kommenterede Livni ikke arrestordren direkte, men forsvarede Israels rolle under Gazakrigen og sagde, at hun ville tage de samme beslutninger om igen, hvis det blev aktuelt. ”Når staten Israel er nødt til at gøre det rigtige, så må det gøre det uden hensyn til mulige fordømmelser, udtalelser eller arrestordrer.”

Englands udenrigsministerium har endnu ikke fremlagt detaljer om arrestordren men har meddelt, at man vil undersøge sagen. ”England er interesseret i at fremme freden i Mellemøsten og være Israels strategiske partner. Derfor er det nødvendigt, at israelske ledere vil være i stand til at rejse til England for at tale med den engelske regering”. De vil derfor straks undersøge sagen nøjere.

Sagen har kastet lys over konsekvenserne af den universelle jurisdiktion, der siger, at krigsforbrydelser er så grufulde, at der ikke må forefindes sikre opholdssteder for påståede krigsforbrydere.(Således har Chiles tidligere diktator Augusto Pinochet være gennem en retssag udenfor Chile.) Tanken er i dette tilfælde, at det er uden betydning, at den påståede krigsforbrydelse fandt sted i Gaza. Forbryderen kan lige så vel retsforfølges i England.

Bill Bowring, juridisk professor ved University of London udtaler, at truslen om retsforfølgelse vil gøre internationale rejser for israelske politikere stadig mere vanskelige. Den juridiske baggrund for arrestordrerne går helt tilbage til den 4. Geneve Konvention fra 1949. Det den grundlæggende siger er, at hvis en person begår alvorlige overgreb på civile lige meget hvor i verden, så kan denne person arresteres og retsforfølges, lige meget hvor de rejser hen i verden.

Denne understregning af den fjerde Geneve Konventions konsekvenser har haft stor betydning for modstandsviljen hos unge palæstinensiske jurastuderende på Vestbredden og i Gaza. Den 12. november 2009 bragte The Electronic Intifada således en artikel, ( se www.danpal.dk : 12.11.2009: Palæstinensiske jurastuderendes kamp for menneskerettighederne) der redegjorde for, hvorledes palæstinensiske jurastuderende oprettede studiegrupper på alle universiteter – de såkaldte ’Justice Makers’ – for at træne sig i anvendelsen af international jura i kampen mod den israelske besættelsesmagt.

Initiativet, der er udgået fra det islamiske universitet al-Azhar i Gaza, følger blandt andet udviklingen i England, hvor man arbejder med universel jurisdiktion, som tillader arrestation af krigsforbrydere overalt i verden.

Reportage af Marianne Risbjerg Thomsen

Udsigt til en ny Mellemøst-politik i EU?

– af Ole Olsen

I begyndelsen af december var der et mindre drama om EU´s udenrigspolitik over for Israel. Et svensk udkast til udtalelse slap ud (eller blev lækket) og blev kendt i Israel – som straks aktiverede alle deres tilhængere i EU-landene. Resultatet, vedtaget 8. december, blev en mindre skarp udtalelse, men alligevel måske et tegn på en skærpet tone. Lad os håbe det og arbejde videre med dette udgangspunkt.

Central i striden stod Øst-Jerusalem, hvor Israel aktivt arbejder på at udskifte den palæstinensiske befolkning med en jødisk. Her slår EU-udtalelsen fast, at Øst-Jerusalem er besat område og erklærer, at en ægte fred forudsætter at der findes en forhandlet løsning som gør Jerusalem til hovedstad for to stater. I det oprindelige udkast var meldingen langt mere klar, at Østjerusalem skulle være palæstinensernes hovedstad. Punktum!

Man må dog glæde sig over, at EU vil arbejde for at få genåbnet palæstinensiske politiske institutioner i Øst-Jerusalem, herunder Orient House – og at der er helt klare meldinger om at alt bosættelsesbyggeri skal stoppe og at Mure på besat område er illegal i henhold til international lov. Og der var ikke nogen opfordring til palæstinenserne om at gå til forhandlingsbordet, uden at der først er et stop for nye bosættelser. Abbas linie mødte forståelse.

Det gode spørgsmål er hvad EU – den udenrigspolitiske kylling – konkret vil gøre, når Israel fortsat handler imod EU’s politik. Vi må vedholdende stille spørgsmålet til Regering og Folketing om EU fortsat vil være til grin – tilmed i høj grad for egne penge.

Med hensyn til Gaza udtaler EU, at ”den nuværende situation (Israels og Egyptens blokade) er (humanitært) uacceptabel og politisk modproduktiv” – måske en gryende erkendelse hos EU-lande selv, at det har været forkert at boykotte Hamas – en politik europæerne selv praktiserer i uforståelig grad. Jeg håber der nu er udsigt til en ændring – det må i hvert fald afprøves.

Et eksempel fra udtalelsen (og også det første udkast) viser, at europæerne fortsat er langt mere optaget af israelske skæbner end af palæstinensiske. Der er en eksplicit opfordring til at frigive den enlige israelske soldat – tilmed nævnt ved navn – som holdes fanget i Gaza. De 11.000 palæstinensere i israelske fængsler nævnes ikke med et ord eller et eneste navn. Her er bestemt et tema vi må spørge ind til. Har kidnappede forskellig værdi?

Der er mange spørgsmål og krav der må og skal stilles. Udenrigsministeren fra mit aktuelle hjemland, Luxembourg, fangede meget godt den israelske (bosættelses-)politik på kornet med sin kommentar efter EU-vedtagelsen. ”Jeg kan ikke helt forstå, hvorfor Israel ikke vil acceptere, at Palæstina består af Vestbredden, Gaza og Øst-Jerusalem. For mig har israelere har ret til at leve i Israel og palæstinenserne har ret til at leve i Palæstina”. En forenklet fremstilling, men viser det absurde i den israelske politik.

Det er svært at vurdere om EU reelt er ved at ændre sin politik til mindre opbakning til Israel og mere til palæstinenserne, men alle gode kræfter bør arbejde for at det bliver tilfældet. Støtte til den palæstinensiske sag har mange dimensioner, men det er helt nødvendigt med opbakning fra europæiske regeringer. Obama er banket tilbage til start efter sin ellers løfterige tale i Cairo i maj og de arabiske nabolande spiller med på Israels spil – især med indespærringen af befolkningen i Gaza. Der må satses kraftigt på vores egen bane – dansk og europæisk politik.

Tyskland og Israel

Uri Avnery, leder af Gush Shalom, kommenterer det særlige tysk-israelske forhold. Han mener, at Tyskland glemmer, hvad venner er forpligtet til:

Binyamin Netanyahu og ti af hans ministre skulle have holdt et møde med kansler Angela Merkel og ti tyske ministre. Hvorfor? Jo, for at vise Tysklands kærlighed til Israel. Mødet blev aflyst i sidste øjeblik, hvilket Netanyahu næppe er meget bekymret over. Israel får jo i forvejen al mulig støtte fra Tyskland.

En tysk journalist spurgte mig om reaktionen i Israel på besøget af Tysklands nye udenrigsminister, Guido Westerwelle. Jeg måtte skuffe ham. De fleste israelere havde slet ikke hørt om det. For dem var det blot endnu et dignitar-besøg i Yad Vashem – og en ekstra trafikprop i Jerusalem.

Og som det ofte er tilfældet, er der ikke balance i et ægteskab. Den tyske brud elsker den israelske gom meget mere end omvendt. Forholdet mellem Tyskland og Israel trænger til et eftersyn.

For Tyskland var Israel-støtte (også) et strategisk valg

Tyskerne glemmer ikke Holocaust. De bliver mindet om det konstant. Det optræder på TV, i kulturdebatten og i kunsten. Sådan må det også være. Den skrækkelige forbrydelse må ikke glemmes. Unge tyskere må igen og igen spørge sig selv, hvordan deres bedstefædre og bedstemødre blev en del af dette.

Den tyske regering – den nuværende som de forrige – konkluderer ud fra Holocaust at “ofrenes stat” skal forkæles. Enhver af dens handlinger må ubetinget støttes og intet kritisk må siges.

Da den nye tyske republik blev dannet, var dette en grundlæggende politik. Tyskland var en slags paria-stat. Konrad Adenauer (den første kansler) vurderede, at en massiv støtte til Israel samt til individuelle jødiske ofre ville åbne dørene til det gode selskab. Han fandt en partner i David Ben Gurion, som mente at konsolidering af staten Israel var vigtigere end fortidens ubehagelige minder. Han skaffede Tyskland anerkendelse til gengæld for den massive tyske hjælp til Israel.

Siden dengang er der flydt meget vand i både Rhinen og Jordan-floden. Tiden må være inde til at stille nogle spørgsmål.

Spørgsmål 1: Eftersom det tyske venskab med os (israelere) er moralsk forankret, behøver det så at omfatte støtte til umoralske handlinger?

Jeg har mere end een gang hørt argumentet: ”Efter det frygtelige, som det tyske folk gjorde mod jøderne, har vi tyskere ingen ret til at kritisere den jødiske stat. Efterkommerne af gerningsmænd kan ikke tillade sig at kritisere ofrenes efterkommere.”

Der er noget i disse sætninger, som jeg ikke bryder mig om. På en måde minder de mig om det tyske ord Sonderbehandlung (specialbehandling), hvilket giver skrækkelige associationer. I koncentrationslejrene var det synonymt med aflivning.

Den tyske regerings holdning til Israel er Sonderbehandlung. Det siger også, at jøder er noget specielt. Den jødiske stat skal vi behandle forskelligt fra alle andre stater. Det er det samme som at sige, at jøder ikke er som andre mennesker – deres moral er forskellig fra andres.

Et tysk publikum var meget begejstrede, da jeg for nyligt fortalte dem om en kommunistisk demonstration i New York. Politiet kom og begyndte at slå på dem. En råbte: Slå ikke på mig – jeg er anti-kommunist! Hertil replicerede politimanden: ”Jeg er ligeglad hvilken slags kommunist du er!” For mig ligner ekstreme støtter af semitisme de som er ekstreme anti-semitter. Gad vide om de som kan stå model een slags specialbehandling også er klar til en anden slags.

Specialbehandling. Nej, ellers tak. Det var ikke meningen, da vi skabte denne stat. Vi ønskede at være en stat som alle andre – en nation blandt andre nationer.

Spørgsmål 2: Hvad er virkeligt venskab?

Når en ven er fuld og insisterer på at køre bil – skal man så støtte ham i det? Er det et udtryk for venskab eller skal man som ven fortælle ham: Hør her, du er fuld. Læg dig ned og bliv ædru!

Kloge tyskere ved at vores politik er katastrofal for Israel og for hele verden. Den fører til evig krig, styrkelse af radikale islamister i hele regionen, isolation af Israel og en besættelses-tilstand, hvor jøder vil blive en undertrykkende minoritet.

Når din berusede ven er på vej til at køre lukt ind i en klippe – hvad skal man så gøre som ven?

Spørgsmål 3: Venskab med Israel – men hvilket Israel?

Israel er ikke noget homogent samfund. Det er dynamisk og sammensat med mange holdninger, fra det yderste højre til det yderste venstre. Lige nu er regeringen fra det yderste højre, men der er også en fredsbevægelse. Der er soldater som nægter at fjerne bosættelser, men også dem der nægter at bevogte dem. Mange bruger deres tid og energi på at bekæmpe besættelsen, i nogle tilfælde med fare for at komme til skade.

OK, regeringer må samarbejde med regeringer. Den tyske regering skal samarbejde med den israelske regering. Men derfra til speciel arrangeret rygklapperi, som et fællesmøde mellem de to regeringer, er der langt.

Netanyahu-regeringen har ladet som om den støtter en tostats-løsning, men ødelægger denne mulighed hver eneste dag. Den har nægtet et fuldstændigt stop for nye bosættelser på Vestbredden, stedet hvor alle regeringer – inklusive den tyske – er enige om, at staten Palæstina skal ligge. Vores regeringer bygger i vanvittigt tempo i Øst-Jerusalem som også alle – igen også Tyskland – er enige om skal være hovedstad i Palæstina. Den gennemfører i Jerusalem noget der er tæt på være etnisk udrensning. Skal fru Merkel under disse omstændigheder omfavne denne regering og tilmed kindkysse dens leder?

Der er mange måder hvorpå den tyske regering kan vise venskab med et andet Israel, det Israel som søger fred og menneskerettigheder for alle. En skam, at den ikke gør det!

Der er et andet Tyskland. Jeg så det for to uger siden. Et publikum på flere hundrede var forsamlet i Berlin til en ceremoni hvor jeg blev tildelt prisen ”Den blå planet”. Prisen blev uddelt af en sammenslutning, som tror på fred, menneskerettigheder, beskyttelse af vores planet og på en etisk økonomi i skøn forening. Det er også mit synspunkt.

Tildelingen af prisen til en israelsk fredsaktivist ser jeg som udtryk for reelt venskab med Israel. Opgøret med Nazi-regimet har fået mange tyskere til at kæmpe for en bedre verden, en mere moralsk verden, hvor der ikke er plads til den racisme som rører på sig flere steder i Europa.

Det fører os, naturligvis, til hvad der nyligt skete i Wilhelm Tells land. Schweiz har i en folkeafstemning besluttet at forbyde minareter. Det er skidt. Det er afskyeligt. Anti-semitisme har flyttet sig fra eet semistisk folk til et andet, så anti-semitter nu er anti-muslimer. Som vi siger på hebræisk: Den samme dame, men i en anden kjole.

Jean-Paul Sartre sagde engang, at vi alle er racister. Forskellen er, sagde han, mellem de som erkender det og kæmper imod, og de som overgiver sig til racismen. Flertallet i Schweiz er netop dumpet i denne test. Hvad med os israelere? – slutter Uri Avnery.

Oversættelse (forkortet) Ole Olsen

Pressemeddelelse 17/11/09 fra Gush Shalom

Den hollandske udenrigsminister: Produkter fra den palæstinensiske del af Det Døde Hav er ikke israelske produkter og skal ikke have afgiftsmæssige fordele.

Den hollandske udenrigsminister Maxime Verhagen har beordret en hurtig undersøgelse for utvetydigt at fastslå oprindelsen af ”Ahava” kosmetiske produkter, som markedsføres på det hollandske marked. Hvis det bekræftes, at de er produceret på besat palæstinensisk område, skal de ikke nyde godt af den afgiftsmæssige fordel, som israelske produkter har.

Det skete efter at parlamentsmedlem van Bommel fra det socialistiske parti, som er i opposition i parlamentet, hævdede at dette var bedrageri: produkter på det hollandske marked mærket ”made in Israel”er i virkeligheden produceret i en bosættelse på det besatte palæstinensiske territorium, som ikke er en del af Israel.

”Den hollandske regering vil  ikke tolerere noget forsøg på at bedrage skattemyndighederne ved falske varebetegnelser og derigennem unddragelse af betaling af afgifter – ikke engang, hvis forsøg på den slags er begået af et venligsindet land som Israel. Vi vil behandle ethvert sådant forsøg med fasthed, sagde udenrigsministeren. MP van Bommel, som havde taget initiativ til at sætte spørgsmålet på parlamentets dagsorden, udtrykte tilfredshed med ministerens svar, men fastslog, at ”Ahava”s handlinger et alvorlige brud på international lov, da selskabet bruger ressourcer fra den palæstinensiske bred af Det Døde Hav. Dette er i modstrid med Geneve-konventionen, som forbyder en besættelsesmagt, herunder også dens borgere og virksomheder, som er registreret på dens eget område, at bruge det besatte områdes naturressourcer. Derfor sagde van Bommel, at udover at ”Ahava” skal nægtes afgiftsfordele, så skal disse produkter i det hele taget nægtes adgang til det hollandske marked og til andre europæiske landes markeder.

“Ahava” – laboratorierne ligger i “Mitzpe Shalem”-bosættelsen på den nordvestlige side af Det Døde Hav. Det er en del af Vestbredden, som har været besat af Israel siden 1967, og som i henhold til Oslo-aftalerne skulle have været overdraget til palæstinensisk selvstyre allerede i perioden 1996-1999 som anført i disse aftaler. Imidlertid opfyldte den første Netanyahu-regering ikke denne forpligtelse. De israelske skattemyndigheder har kun overfor de hollandske myndigheder angivet adressen Mitzpe Shalem uden at nævne, at denne ligger på besat område. Der er ikke brug for en gennemgribende undersøgelse af den hollandske ambassade for at fastlå fabrikkens beliggenhed.

Selskabet Ahava lancerede for nogle år siden en intensiv kampagne for at slå igennem på det europæiske marked, og den iværksætter annoncekampagner i forskellige europæiske lande. Det, der er sket i Holland, burde efterlignes i forskellige andre europæiske lande så vel som i EU som helhed. Det vil kunne skade selskabets forretninger alvorligt. “Ahava”’s aktiviteter har fornylig skabt opmærksomhed hos modstandere af den israelske regerings besættelsespolitik. Den store britiske velgørenhedsinstitution Oxfam afbrød forbindelser til firmaer, som brugte modellen Kristin Davis, fordi hun havde indgået en kontrakt med  “Ahava”. I London brød fredsaktivister ind i Ahavas kontorer, hvor de barrikaderede sig i adskillige timer, mens de satte plakater op, som sagde: ”Denne skønhed stammer fra tyveri.”

Gush Shalom sendte et brev til ledelsen for firmaet Ahava, hvor der stod:”Det er på tide, at I ser skriften på væggen og indleder praktiske forberedelser til at flytte jeres virksomhed ud af de besatte områder og tilbage til suverænt israelsk område. Jeres beslutning om at lægge jeres virksomhed på besat område og gøre brug af naturressourcer, som ikke tilhører Israel, var et misforstået spil, som allerede skadede jeres interesser og kunne have skadet dem længe før. Før eller senere vil I blive nødt til at fjerne jer fra denne ødelæggende og ulovlige beliggenhed – og jo før, jo bedre”.

Oversat for DPV af Dagmar Dinesen

FN’s generalsekretær: Ophæv blokaden af Gaza

Ban Ki-moon, FN’s generalsekretær, har (16/11 2009) i en rapport kritiseret Israel på en række områder, herunder blokaden af Gaza, behandling af palæstinensiske børn og bosættelserne:

Han skriver I sin rapport til Generalforsamlingen om menneskerettighederne for palæstinenserne i de besatte områder inklusiv Jerusalem, at “Som det mest vigtige, skal Israels regering tillade uhindret adgang til Gaza for humanitære forsyninger og materialer nødvendige for genopbygningen af ejendomme og infrastruktur.”

Israel skal også effektivt og omgående sikre vandforsyning, sanitet og miljøgenoprettelse i Gaza, skriver han med henvisning til de ødelæggende konsekvenser af Israels militære aktion imod Hamas sidste vinter og Israels blokade af alle andre varer end fødevarer, medicin, papirvarer og enkelte elektriske apparater.

Disse voldsomme restriktioner på import til Gaza har sammen med den næsten totale blokade af eksport, haft en voldsom negativ effekt på Gaza’s økonomi. Blokaden har desuden alvorligt forhindret sikring af en række økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder samt civile og politiske rettigheder, skriver Ban Ki-moon.

Børnemishandling

Han henviste også til Israel umenneskelig behandling af palæstinensiske børn, blandt andet tærskning, tvingning til at stå eller sidde i lange perioder i ekstremt pinefulde stillinger – almindeligvis bagbundet og med bind for øjnene – samt trusler om seksuel vold og om at snøre sække om hovedet.

Han henviste til en 14 årig dreng, som var blevet arresteret i marts efter at nogle andre børn havde kastet med sten mod et militærkøretøj. Under transporten blev han slået flere gange, blev bagbundet og fik bind for øjnene. Drengen klagede over at de stramme håndjern gjorde frygteligt ondt, og at bindet for øjnene var vædet med tåregas, som fik øjnene til at brænde. Først efter gentagne bønfaldelser på politistationen, så en soldat, at hænderne var ved at blive blå og befriede ham for håndjern og øjenbindet. Herefter blev han afhørt i 4 timer, hvorunder afhøreren slog han i hovedet og på ørene ca. 40 gange.

Alle parter i konflikten skal klart og helt overholde deres forpligtelser i henhold til de internationale menneskerettigheder, skriver Ban, og påpeger pligten til at alle klager bliver undersøgt af troværdige, uafhængige og ansvarlige institutioner: Specielt vigtigt er det at sikre ofrenes ret til oprejsning.

I forhold til Vestbredden skriver han, at den mur som Israel hævder at have bygget for at holde palæstinensiske selvmordsbomber ude, skal rives ned, hvor den er bygget på besat område, jævnfør afgørelsen i den Internationale Domstol.

Øst-Jerusalem

Israel skal ligeledes udarbejde fornuftige zoneplaner og mindre besværlige procedurer for byggetilladelser, som ikke er diskriminerende mod nogen i Øst-Jerusalem. Indtil det er sket, må rydning og nedrivning af palæstinensiske hjem stoppe, understregede Ban. Ofre for tvangsrydning skal ligeledes have adgang til effektive klagemekanismer. Nedrivning som afstraffelse skal høre op øjeblikkeligt.

I Øst-jerusalem er der alene fra januar til juli 2009 blevet tvangsfordrevet mindst 194 personer som følge af husnedrivninger. FN’s kontor for humanitære anliggender OCHA har i august forsigtigt anslået, at Israel har truffet yderligere ca. 1500 afgørelser om nedrivning og at disse afgørelser påtænkes realiseret snarest.

Nogle kvarterer er hårdt ramt af massenedrivninger. I Silwan er 90 huse truet, hvilket vil omfatte ca. 1000 personer, og i Sheik Jarrah er 475 borgere i risiko for at blive tvangsfjernet, eftersom israelske bosættere anfægter borgernes ejendomsret, slutter Generalsekretær Ban Ki-moon.

Oversættelse: Ole Olsen, Kilde: www.un.org

Udpluk fra International Crisis Group’s vurdering af situationen i Gaza 10 måneder efter det israelske angreb ’støbt bly’

Status på overlevelse

ICG vurderer, at situationen i det belejrede Gaza er barsk – men at befolkningen overlever.

Både mængden og sammensætningen af  tilgængelige varer er steget siden afslutningen på den israelske angrebskrig i januar 2009, og tunnelerne blomstrer igen lidt afhængig af skiftende egyptisk politik. I det store og hele spores en større tillid til  tunnelerne, og investorer sætter flere penge i handelssektoren, som trods alt har fremgang. Man betaler ikke længere for sine varer med poser fulde af  rede penge;  pengeoverførsler er igen reguleret af valutahandlerne.

Desværre er der ikke en lignende fremgang for produktionslivet. Prisen på cement er for eksempel ganske vist faldet dramatisk i det sidste halve år, men det er stadigvæk så dyrt, at kun meget små og presserende reparationer er mulige. Der er stort set intet byggeri bortset fra et par små kommunale vejlægningsprojekter i Gaza by og Khan Yunis.

Status på forsoningen mellem Fatah og Hamas.

I september var der en kort optimistisk tro på, at den syvende runde af forsoningssamtalerne i Egypten stod foran et gennembrud. Men med den voldsomme storpolitiske tumult omkring Goldstonerapporten gik forhandlingerne i Cairo i stå.

Fatah underskrev det egyptiske forsoningsdokument trods store reservationer, fordi  man var overbevist om, at Hamas ikke ville skrive under; – og Hamas afviste ganske rigtigt at skrive under, selv om dokumentet indeholdt en lang række indrømmelser af deres krav, fordi man på deres side var overbevist om, at tiden efter Goldstone skandalen ville arbejde for en yderligere svækkelse af Abbas.

Fatahs underskrift var uventet dristig, fordi USA sandsynligvis ikke ville have accepteret en forsoning mellem Fatah og Hamas på dokumentets betingelser. Her var det mest problematiske, at store dele af regeringen på Vestbredden ville blive overført til en eller anden form for fælles komité . Ifølge Washington ville dette sætte det arbejde med sikkerhedspolitikken på spil, som udføres af premierminister Fayyad og den amerikanske sikkerhedskoordinator General Keith Dayton. Især den paragraf, der opfordrede til oprettelsen af en sikkerhedskomité under egyptisk og arabisk protektion , som skulle udarbejde en fælles sikkerhedsreform for Vestbredden og Gaza ville have tvunget USA til at standse sin støtte til sikkerhedsstyrkerne på Vestbredden og dermed af General Daytons træningsprogram.

Vestbredstyret og især reformen af sikkerhedssektoren har top prioritet i Washington, og sikkerhedsstyrkerne er USA’s flagskib i deres støtte til Vestbredden.

Det er således helt udelukket, at USA ville tillade, at sikkerhedsstyrkerne blev flyttet væk fra premierminister Fayyads kontor og over i en ny sikkerhedskomité, der er ansvarlig for både Vestbredden og Gaza, som udelukkende vil bestå af medlemmer, som kan accepteres af Hamas og som er under egyptisk og arabisk protektion. Men det var ikke kun USA,der ville have sagt fra. Også i Israel ville der være samme stærke modstand.

En kopi af det egyptiske dokument med Fatahs underskrift kan læses i Al-Ayyam 14. oktober 2009.

Herefter meddelte amerikanske embedsmænd, at al sikkerhedssamarbejde med Vestbredden ville ophøre, hvis aftalen blev ført ud i virkeligheden.

Hamas på sin side argumenterede officielt imod aftalen, fordi visse nye ændringer i dokumentet havde givet Abbas mere magt og samtidig fjernet kravet om enighed på visse nøgle områder.

Der er imidlertid bevis for, at Hamas ledere i henholdsvis Gaza og Damaskus var dybt uenige om forsoningsaftalen, og at det var lederne i Damaskus, der pressede et afslag igennem.

Middle East Report No 91 – 12 November 2009: Salvaging FatahUddrag redigeret og oversat af Marianne Risbjerg Thomsen

Elleve tusinde og én fange

Spørgsmålet om frigivelse af politiske fanger – 11.000 palæstinensere mod én israeler – beskrives i The Other Israel Nov. 2009 – med udgangspunkt i hvordan sagen ser ud fra israelsk side. Historien slutter lidt positivt:

Som næppe nogen anden sag kan soldat Gilad Shalits skæbne skabe opmærksomhed og sympati i det israelske samfund, skriver TOI.

Taget til fange af Hamas i et raid i juni 2006 og siden været spærret ind et sted i Gaza, er Shalit blevet et kendt ansigt i kraft af de utallige foldere og plakater som kampagnen ”Free Gilad Campaign” har produceret. Som det seneste ses han på en video optaget i Gaza og bragt til Israel med tysk mellemkomst.

Gilads forældre oplever en enorm moralsk opbakning i det israelske samfund, og især faderen er god til at håndtere de mange spørgsmål som de bliver mødt med.

I utallige demonstrationer har tusinder af borgere – især unge – krævet, at regeringen får den tilfangetagne soldat hjem. Der er tale om – ihvert fald officielt – en ikke-politisk kampagne, som f.eks. unge får fri fra skole for at deltage i. I kampagnen er der patriotiske og zionistiske slogans med klare henvisninger til IDFs (militærets) stærke tradition om ikke at svigte en soldat i nød.

Der er også en international kampagne – især i Frankrig, hvor Shalit også er statsborger. Præsident Sarkozy er personligt gået ind i sagen. Som palæstinensere og deres sympatisører bittert må notere: Ingen af de 11.000 palæstinensiske fanger i Israel er blevet lige så kendt som den enlige israelere som palæstinensere holder fanget. Imidlertid er det sådan, at den tilfangetagne Shalit for mange indespærrede palæstinensere repræsenterer det eneste håb for løsladelse.

Fangeudveksling?

Tidligere har israelske regeringer afvist forhandlinger og forsøgt at befri tilfangetagne ved militære aktioner. En mislykket befrielse i 1994 har imidlertid reelt taget denne mulighed af bordet. Olmert-regeringen arbejdede derfor dels ved pres på Hamas, dels med mulighed for udveksling af fanger.

Olmert iværksatte et meget hårdt pres på Hamas, dels blokering af adgang til Gaza, dels tilfangetagelse af Hamas parlamentsmedlemmer og andre ledere på Vestbredden. Ingen af disse tiltag bragte en frigivelse af Shalit nærmere og det betød heller ikke en svækkelse af den valgte Hamas-regering, hvilket ellers var et uofficielt mål for offensiven.

Med Egypten som spiller blev spørgsmålet om fangeudveksling bragt på bane. At finde et tal var ikke så svært. 1000 palæstinensere skulle frigives som modydelse for at få Shalit fri. Men Israel komplicerede sagen ved at nægte at løslade personer med ”blod på hænderne”. At en del israelske soldater også har blod på hænderne blev der ikke talt om – magtforholdene bestemmer, at disse går frit rundt.

Konsekvensen var at forhandlingerne ikke kom nogen vegne, heller ikke de sidste dage under Olmerts ledelse, hvor et resultat ellers var stillet i udsigt

Fra konfrontation til samarbejde

Indtil nu har kampagnen for at få Shalit fri ikke direkte krævet af regeringen, at den skal gå med til hvad Hamas forlanger. Det siges at regeringen skal gøre, hvad der er nødvendigt og uden yderligere forsinkelser. Der henvises ofte til sagen om piloten Ron Arad, skudt ned over Libanon i 1986 og senere formentlig død da Israel ikke ville løslade ”terrorister med blod på hænderne”

Opfordringen “Lad ikke Shalit blive en ny Ron Arad”, er af nogle blevet tolket som et krav til regeringen om at acceptere Hamas krav – hvilket har fået højre-politikere til at beskylde kampagnen for at være yderst venstreorienteret og et redskab for Hamas. Kampagnen har – som et slags svar – siden demonstreret for en udvidet blokade af Gaza og aktivister har direkte forsøgt at blokere livsvigtige forsyninger til området.

Aktivisterne har også opfordret til at forringe vilkårene for palæstinenserne i israelske fængsler, især nægte familiebesøg ind Shalit kan få lov til at få besøg. Aktivister, som kalder sig selv ”Hæren af Ghilats venner” stiller sig op foran indgange til fængslerne og har i en række tilfælde generet palæstinensere, for hvem det er lykkedes at komme gennem de mange forhindringer på vejen.

Ved en af disse konfrontationer skete der faktisk noget uventet. En bitter og følelsesladet konfrontation udviklede sig til en dialog med gensidig forståelse og få uger efter var der demonstrationer på begge sider af Gaza-grænsen – med talere som opfordrede til gensidig løsladelse af fanger. Og det blev fulgt op med gavepakker til Ghilat og til palæstinensere i israelske fængsler.

Organisatoren for den israelske del kom i israelsk TV – med billeder af ham talende i mobil-telefon med sin palæstinensiske partner, som han beskrev som en Hamas-mand, som han på det seneste havde haft kontakt med. Jeg tror min partner ønsker det samme som vi, sagde organisatoren, udveksling af fanger med det samme og så snart som mulig en varig fred.

Oversættelse: Ole Olsen

Palæstinensiske jurastuderendes kamp for menneskerettighederne

En aktionsgruppe udgået fra det islamiske universitet al-Azhar i Gaza søger alternative veje til løsning af den palæstinensisk-israelske konflikt.

De palæstinensiske universiteters jurastuderende har oprettet en aktionsgruppe ”The Justice Makers” – forkæmperne for retfærdighed – der vil bruge de unges juridiske kompetencer til at kæmpe for menneskerettighederne i Palæstina.

Initiativet er udgået fra det islamiske universitet i Gaza, al-Azhar, hvor en gruppe unge kvinder og mænd søger at få alle de jurastuderende på Vestbredden og i Gaza til at bruge deres viden om international lov til at finde bæredygtige alternativer i den palæstinensisk-israelske konflikt.

Ifølge de unge fra al-Azhar har vesten aldrig forstået den palæstinensiske kamp. Det er vigtigt at forstå betydningen af massefordrivelsen af palæstinenserne i 1948. Dette er udgangspunktet for en forståelse af konflikten, og her vil man tage den internationale jura til hjælp.

De jurastuderende på al-Azhar forklarer, at de fleste studerer jura, fordi de leder efter praktiske og håndgribelige måder at opnå retfærdighed for Palæstina. ”The Justice Makers” samler dette engagement op og organiserer workshops i international lov.

” Vi træner først hinanden ” fortæller Noha Nassar, der er 3. års studerende, og hun er nu begyndt at træne første- og anden års studerende. ” De studerende er meget motiverede og begejstrede over at arbejde med dette område. Vi har somme tider problemer med at finde lokaler nok til træningen, fordi vi er nødt til at oprette så mange workshops for de interesserede. Alle de unge ønsker at samarbejde om at finde nye alternative måder til at opnå retfærdighed for deres land.”.

Man studerer udviklingen i England, hvor jurister arbejder med universel jurisdiktion, som tillader arrestation af krigsforbrydere, hvis de søger at rejse ind i England.  ”The Justice Makers” mener, at dette er et skridt i den rigtige retning, og de følger den engelske udvikling tæt.

På grund af den israelske belejring af Gaza er de studerende på al-Azhar nødt til at kommunikere med de juridiske fakulteter på Vestbredden ved hjælp af video konferencer og pr. telefon. For øjeblikket prøver de at udstrække denne form for kommunikation til andre juridiske fakulteter i hele verden.

”The Justice Makers” understreger, at både muslimer, kristne og jøder er velkomne . ”Det er zionismen, der er vores fjende. Den nuværende konflikt handler ikke om religion men om land. To folk der ønsker det samme land. Problemet vil ikke bare forsvinde af sig selv. Vi må arbejde for en løsning.”

Redigeret og oversat af Marianne Risbjerg Thomsen

Hvad er Israelernes planer med Al Aqsa moskeen?

Er den tilbagevendende uro i september og oktober måned omkring Al Aqsa moskeen bare tilfældige enkeltstående udbrud af vold, der ikke indgår i nogen større politisk sammenhæng?

Ifølge Joharah Baker (www.MIFTAH.org , 26.10.09) er det svært at tro, hvis man har bare et minimalt kendskab til den israelsk-palæstinensiske konflikt, hvor enhver udtalelse og enhver bevægelse i Jerusalem er gennemsyret af politiske overtoner og indgår som små brikker i et meget større billede:

Det er derfor sandsynligt, at disse tilbagevendende uroligheder i den gamle by i Jerusalem kan være er en brik i Israels ’masterplan’ for byen Jerusalem og for al Aqsa området i særdeleshed.

Tumulter i det gamle Jerusalem

Johara Baker beskriver, hvorledes ekstremistiske jødiske grupper 2 gange i oktober måned annoncerede at de ville gå ind i moskeen på Al Aqsa området, og begge gange blev det afværget af palæstinensiske muslimer.

D. 25 oktober om morgenen opfordrede muezzinen i morgenbøns kaldet fra Al Aqsa moskeen befolkningen i den gamle by til at komme og beskytte moskeen . Derefter fulgte voldsomme sammenstød med israelsk oprørspoliti og militær, hvoraf mange havde taget opstilling allerede aftenen før i forventning om sammenstødene.

Vrede palæstinensere  satte ild til bildæk og affaldscontainere efter at israelsk politi havde lukket adgangene til Al Aqsa området og lukket snesevis af palæstinensere inde her.  Stun granater, gummidækkede metalpatroner og tåregas fyldte de snævre gader og kampene varede i flere timer. Da konfrontationen stilnede af, var mindst 30 palæstinensere og 3 israelske politimænd sårede.

En prøveballon?

Johara Baker peger på mulige bagved liggende hensigter med oktoberurolighederne. Israel gør krav på hele Jerusalem, og i denne sammenhæng fremhæves det fra jødisk side, at det var inde på Al Aqsa området at både det første og det andet jødiske tempel lå. Derfor skal det tredje tempel også bygges her.

Joharah Baker frygter, at det vi nu ser i den gamle by i Jerusalem blot er en gentagelse af den ”prøveballon” teknik,som Israel har anvendt før, både i forbindelse med opførelsen af adskillelsesmuren, opførelsen af Qalandiya checkpoint og i krigen mod Libanon.

Teknikken går ud på at afprøve både lokale og internationale reaktioner ved mindre udspil, hvorefter en eventuel voldsom kritik imødegåes med overbevisende begrundelser og absorberes. Derefter gennemføres de oprindelige planer, når støvet har lagt sig.

I dag tror de fleste på israelerne, når de forklarer, at muren blev bygget for at holde palæstinensiske selvmordsbombere ude og beskytte uskyldige israelske borgere. Så skidt med at muren opsluger cirka 40 % af Vestbredden, afskærer mennesker og jord og at en meget lignende plan, Allon Planen, der blev udformet efter besættelsen i 1967, på mystisk vis stort set følger den samme grænselinie.

Og hvad angår Qalandiya checkpoint så vi den samme strategi. Til at begynde med fremlagde den daværende premierminister Ariel Sharon  i januar 2001 en 100 dages plan tilsyneladende for at kvæle Aqsa Intifadaen, der var brudt ud i 2000. En vigtig del af denne plan, som inkluderede voldsomme militære nedslag på protesterende palæstinensere, var opførslen af et midlertidigt checkpoint i nærheden af Qalandiya lufthavn. Men snart blev jordvoldene erstattet af cementblokke, som derefter blev omformet til overdækkede opmarch veje for henholdsvis biler og personer, og til sidst fremstod Qalandiya som en fuldt udviklet terminal, der effektivt adskilte Vestbredden fra Jerusalem.

I dag står vi måske overfor en lignende strategi for Al Aqsa. Israel har altid kaldt det for “Tempel Bjerget med klar reference til de to første jødiske templer, der formodentlig lå i dette område. I dag har Israel vundet slaget om sproget, idet området selv i vestlig diskurs nu refereres til som ”Tempel Bjerget” i stedet for ”Al Aqsa området”, som muslimerne kalder det. Dermed har man indirekte legitimeret jødernes overordnede ret til Islams tredjehelligste sted.

En marginalisering af palæstinenserne i Jerusalem

Men det ser ud til, at Israel også har et politisk perspektiv. Lige som alt andet i denne konflikt handler urolighederne i oktober om politik, nemlig om at marginalisere muslimernes og palæstinensernes tilstedeværelse i Jerusalem.

D. 1. oktober meddelte ”Det Islamisk-Kristne Selskab For Støtte til Jerusalem” at Israel planlægger at give jøderne eksklusiv adgang til bøn på Al Aqsa området på 50 jødiske helligdage om året. Meddelelsen kom på en dag med sammenstød udenfor Al Aqsa området. Dette er ikke blevet fremført igen, men kunne ligne tidligere israelske prøveballoner før en egentlig iværksættelse.

Redigering og oversættelse:Marianne Risbjerg Thomsen

Drypvanding og modstandskamp

På besøg hos PARC i Palæstina

Vi kom hjem fra Vestbredden med et håb, helt uventet efter det forventede massive møde med MAGTEN, som palæstinenserne kalder den israelsk dominans, de møder på alle niveauer i deres liv.

Vi var på en studierejse sammen med repræsentanter fra Dansk Palæstinensisk Venskabsforening for at tilse to af deres projekter på Vestbredden. Dels projektet “For et fredeligt og frugtbart Palæstina”, som Danida har skudt 5 millioner kroner i i en toårig periode, og dels et projekt der støtter bekæmpelsen af vold mod kvinder, støttet af Kvinfo med 1 million kroner.

Et donorland uden en bæredygtig økonomi

Håbet vender jeg tilbage til, for først skulle vi opleve afmagten ved mødet med Magten overalt i dette donorland, hvor intet kan ske, uden at det er sanktioneret af Israel, og hvor alle udgifter til at holde befolkningen i live siden den israelske genbesættelse i 2002 har været finansieret af økonomiske bidrag fra resten af verden. Lige nu skyder der nybyggeri op overalt omkring de større byer. De mange ekstra donationer i den sidste periode indgår i en strategi fra de vestlige lande, bakket op af Israel, der skal afhjælpe den forarmelse, der skaber radikalisme i territorierne. Og der er ekstra, ekstra mange penge lige nu , for siden 2006 har der jo stort set været lukket for kanalisering af pengestrømmene til det formastelige Gaza.

Magten

Sindbillede på den magt, der udøves ned til sidste detalje, er nettet af check-points, der ustandselig passerer forbi udenfor vinduerne i vores lille hvide bus, der takket være sine israelske nummerplader dels kan benytte de flotte nye bosætter veje , og dels kan nøjes med ganske korte stop ved nogle af de 632 checkpoints på de palæstinensiske veje, der bevogtes af unge svært bevæbnede israelere.

Vi besøgte flere landsbyer i områderne langs muren og den grønne linie og hørte alle steder den samme triste historie fra borgmestre og sognerådsformænd. Et eksempel er landsbyen Qaffin i nærheden af Tulkarem, som er lukket inde af muren fra 2 sider, og hvor der kun er en enkelt port ind til de marker, der nu ligger på den anden side af muren. 60% af ansøgningerne om adgang til markerne afvises af de israelske myndigheder, lågen er kun åben 3 gange om ugen for de heldige, men kun fra kl.7 til kl. 8 og fra kl. 13 til kl. 14. Israelerne har brændt 30.000 oliventræer, men man har selv skaffet 15.000 små nye træer, der er parat til udplantning. De må vente, fordi murbyggeriet har ødelagt vandingssystemerne. Den forestående olivenhøst af de resterende træer er truet af bosætter aktioner, og vejene til Tulkarem er lukkede.

Og så alligevel trods beretninger som denne mødte vi håbet, da vi så det arbejde, der over alt udføres i de fattigste landbrugsområder af PARC (Palestinian Agricultural Relief Committees – palæstinensiske landbrugsstøttekomitèer). Det er ngo´en PARC, som administrerer vores Danida projekt.

Hvem er PARC?

PARC blev oprettet i 1983 af en række unge palæstinensiske agronomer uddannet på universiteter i Moskva – med det formål at støtte bønderne i at holde fast ved deres jord trods overgreb og chikane fra besættelsesmagten. Samtidig ville man sammen med andre frivillige organisationer forsøge at opbygge og administrere det civilsamfund, som Israel ikke ydede nogen nævneværdig opmærksomhed, men som på sigt skulle udgøre grundlaget for en palæstinensisk stat.

PARC modtager donorstøtte fra en lang række lande og organisationer, og den er i dag den største palæstinensiske ngo, der arbejder med landbruget, hvor den baserer sit arbejde på samarbejdet med små lokaler sammenslutninger/komitéer af de fattigste bønder.

En palæstinensisk andelsbevægelse?

PARCs arbejdsmetoder giver mindelser om den tidlige danske andelsbevægelse og om det danske slogan efter tabet af Sønderjylland i 1864 – “hvad udaf tabes skal indad vindes.”

Hovedformålet for PARC er stadigvæk at bevare den palæstinensiske jord på palæstinensiske hænder, da israelerne på baggrund af en osmannisk lov har ret til at inddrage jord, der har ligget udyrket hen i 3 år til deres bosættelser. Og her er det nødvendigt at beskytte de svageste bønder med støtte på forskellige måder, som de selv er med til at definere. Hvis veje til marker blokeres, hvis vandet ledes hen til bosættelser, der til gengæld sender deres spildevand retur, hvis overrislingsanlæg ødelægges eller mangler, hvis gødskning eller udplantning af nye planter synes umulig – prøver PARC i samarbejde med de små lokale komitèer at træde til med løsninger. Som del af løsningerne organiseres forskellige former for træning og uddannelse.

Det er vigtigt, at de palæstinensiske bønder støttes i at producere de daglige grøntsager til de lokale markeder, hvor Israel nu dumper deres egne varer. Men de har også behov for støtte til at forarbejde produkterne og endelig til om muligt at eksportere de landbrugsvarer, der vil kunne “overleve” uventede ventetider ved checkpoints og grænser. Også her er der mange forhindringer.

Studiebesøg i marken

Vi besøgte en række små landbrug, der var samlet i et kooperativ nær Jenin, hvor man efter ekspertbistand fra PARC havde omlagt produktionen til mere indbringende produkter som mandler, krydderurter og olivenolie. Disse produkter blev sendt til Ramalla, hvor PARC havde oprettet 3 store pakke centraler og samarbejdede med lokale andelsforeninger om den endelige behandling af forskellige landbrugsprodukter og den eventuelle videre forsendelse.

I landsbyen Zirha så vi et eksempel på den imponerende udbygning af drivhuse mange steder finansieret ved hjælp af rimelige lokale lånebetingelser for småbønderne. Her var der sørget for bygning af cement beholdere til opsamling af regnvand og vi studerede fascineret forskellige former for drypvanding, bl.a. af hængende jordbærbede.

I Jordandalen beundrede vi kæmpedadlerne og det store pakkehus, som modtog de enkelte dadel bønders produkter til opbevaring ,behandling og videre forsendelse. Også her mødte vi optimismen og iværksætterånden i et lokalt forsøg på at løse vandproblemerne i de områder, de efterhånden havde fået tilplantet med dadel palmer. De havde pumpet det relativt salte grundvand op i en stor sø, hvor der blev satfisk ud, hvorefter det gødningsfyldte vand afsaltedes og pumpedes ud over daddelpalmerne.

Vold mod kvinder

Den anden del af vores projekt gav støtte til et program som en af PARCs søsterorganisationer, en landbrugsorganisation for kvinder, har udformet. I små lokale workshops prøver kvindegrupper at italesætte volden i familien, som er en integreret del af den voldelige besættelse. Der indgår både mandlige og kvindelige trænere i forløbet for at åbne op for en påvirkning af både kvinder og mænd.

I landbyen Tobas overværede vi en sådan workshop hos den lokale kvindegruppe. Den kvindelige træner var en moderne ung bykvinde i stramt tøj og med løsthængende lysnet hår, men til vores overraskelse var hun i stand til at få hele gruppen af mere traditionelt klædte kvinder til at deltage med stor energi og lattermildhed.

Håbet

Trods alle de lammende konsekvenser af den israelske besættelse af Palæstina som vi havde set, oplevede vi også i mødet med PARC s landbrugskomitéer en livskraftig vækst fra bunden af landbrugssektoren, der syntes at indgyde alle involverede et håb og en kampvilje.

Landbrugsministeren – en tidligere PARC formand

I sammenhæng med et afsluttende møde med ledelsen af PARC fik vi også lejlighed til at møde den karismatiske landbrugsminister Ismail Deiq , der indtil for nylig havde været direktør for PARC, men som efter 3 tilbud fra premierminister Salaam Fayad endelig havde sagt ja til posten. Han havde betinget sig, at han kunne bringe sin “ngo-mentalitet med sig til ministeriet”, som han sagde. Han var stolt over at kunne fortælle, at næsten 50% af medarbejderne i ministerierne nu kommer fra det store net af palæstinensiske ngo´er.

Marianne Risbjerg Thomsen