REGERINGEN MÅ PÅ BANEN – RØDT KORT TIL ISRAEL

Ole Olsen, DPV

Udtalelse fra Dansk-Palæstinensisk Venskabsforenings generalforsamling, afholdt d. 13. april 2002 i København

REGERINGEN MÅ PÅ BANEN – RØDT KORT TIL ISRAEL

Det er kun en måned siden, at FN’s Sikkerhedsråd på USA’s anbefaling og uden stemmer imod vedtog en resolution, som i realiteten gik ind for oprettelsen af en palæstinensisk stat på de israelsk besatte områder. Og det er kun 2 uger siden, at alle arabiske lande tilbød Israel fuld anerkendelse, forudsat fuld israelsk tilbagetrækning samt accept af en retfærdig løsning for de palæstinensiske flygtninge.

På den baggrund er det fuldstændigt uacceptabelt, at Israel d. 29. marts iværksatte en storoffensiv for at nedbryde det delvise palæstinensiske selvstyre. Og det er lige så uaceptabelt, at verdens magtfulde regeringer, herunder de permanente medlemmer af FN’s sikkerhedsråd, har gjort så lidt for at stoppe Sharons offensiv.

Modsætningen mellem den massive politiske opbakning til tanken om en levedygtig palæstinensisk stat og passiviteten over for Sharons handlinger til bekæmpelse af denne tanke, er enorm, og har skabt dyb frustration blandt palæstinensere og andre retfærdighedssøgende verden over.

Brutaliteten i Sharons offensiv, med drab af flere hundrede palæstinensere, med forhindring af nødhjælp i at nå frem, med enorme materielle ødelæggelser og med adgangsforbud for pressen, må fremkalde harme hos enhver med humant sindelag og med ønske om fredelig sameksistens mellem israelere og palæstinensere.

Dansk-Palæstinensisk Venskabforening opfordrer den danske regering til -sammen med andre lande – at tage effektive skridt til at beskytte palæstinenserne i de besatte områder mod yderligere overgreb. Danmark må støtte FN-generalsekretær Kofi Annans anbefaling af en fredsstyrke og bør være rede til selv at bidrage.

Foreningen opfordrer endvidere den danske regering til at erkende, at det er Israels besættelsespolitik i almindelighed og Israels illegale bosættelsespolitik i særdeleshed, som er årsagen til den fortsatte konflikt. Konklusionerne fra FN’s Menneskeretskommission og i Mitchell-rapporten fra i fjor, synes desværre glemt af regeringen.

Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening opfordrer regeringen til at føle EU-Parlamentates anbefaling om handelssanktion mod Israel, i første række at bruge menneskeretsklausulen i EU’s associeringsaftale med Israel. Påstanden om, at sanktioner vil være virkningsløse, savner belæg, og synes alene at være en dårlig undskyldning for passivitet, også fordi der er en politisk virkning ved økonomiske sanktioner.

Venskabsforeningen glæder sig over de mange nye folkelige initiativer i Danmark til støtte for palæstinenserne og opfordrer til fortsat indsats. Alle i Danmark bør lægge pres på Israel og på den danske regering gennem protestskrivelser, gennem fredelige manifestationer, ved at melde sig som fredsvagter og ved at vise sig som politiske forbrugere, der lader israelske varer blive på hylderne, indtil alle besatte områder er rømmet.

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Klip fra pressen. Bogmærk permalinket.