RET OG VRANG I MELLEMØSTEN

Ole Olsen, Dagbladet

RET OG VRANG I MELLEMØSTEN

Når man som jeg flere gange har besøgt Israel og Palæstina, var det en trist oplevelse at læse synspunkterne fra Venstre udenrigsordfører Troels Lund Poulsen (Dagbladet 5/2). Hen skrev, at det er rimeligt at tillægge begge parter lige stort ansvar, men krævede ikke desto mindre primært ændringer i det palæstinensiske selvstyres politik.

Det er som om TLP slet ikke er klar over, at Israel er en besættelsesmagt og at palæstinenserne i 35 år har levet under en hård besættelse. Det er som om TLP heller ikke er klar over, at der øves langt mere vold fra israelsk side end fra palæstinensisk. 500 dræbte civile palæstinensere mod 100 dræbte civile israelere, ifølge den israelske menneskeretsorganisation. Og det er som om TLP slet ikke har noteret sig, at internationale eksperter klart har udpeget de illegale israelske bosættelser som hovedårsagen til den nye voldsspiral.

Selv om situationen primært er, at israelerne træder på palæstinenserne, synes TLP at mene, at palæstinenserne skal holde op med at sprælle før israelerne skal holde op med at træde! I Serbien kunne alle da ellers se, at problemet var serbernes magtudøvelse og ikke Kosovo-albanernes frihedstrang.

Jeg er ked af at erfare, at det øjensynligt er Venstre-politik at støtte det stærke Israel mod de svage palæstinensere – eller også har TLP endnu ikke haft lejlighed til at se tingene med egne øjne.

I den situation er jeg glad for at mange israelske soldater ser klarere end danske politikere – herunder desværre også nogle i mit eget parti. Over 100 israelske soldater har nyligt nægtet at gøre tjeneste i de besatte områder, fordi de ikke vil medvirke til en grov undertrykkelsespolitik mod palæstinenserne, hvilket efter deres mening skader og ikke gavner Israels sikkerhed. De siger også, at de ikke vil ofre deres liv for bosættelser som er bygget på land, som ikke er Israels.

Jeg deler fuldt ud disse israelske soldaters vurdering af, at Sharons politik er til skade for Israels sikkerhed – og det samme mener Clintons Mellemøstrådgiver Robert Malley. Også på den baggrund er jeg dybt forundret over, at TLP og et stort flertal i det danske folketing reelt bakker op om Sharons afpresningspolitik over for Yassir Arafat. Hvorfor dog føre en politik som virker stik modsat hensigten – at skabe varig fred og sikkerhed for begge folk.

Med venlig hilsen

Ole Olsen

Formand for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Kommentarer. Bogmærk permalinket.