OSLO AFTALEN
Af Maria Bergsøe
Intifadaen – den palæstinensiske, folkelige opstand – gjorde det klart for Israel, at besættelsen ikke kunne fortsætte som før.Dertil kom den anden golfkrig, der sluttede i februar 1991 med Iraks totale nederlag. Det foranledigede USA’s præsident Bush til at deklarere “Den Ny Verdensorden”, som i Mellemøsten bl.a. skulle manifestere sig ved, at Israel ville blive i stand til at slutte fred med de arabiske nabolande og dermed få adgang til disse landes enorme markeder.Men dertil var en fredsaftale med palæstinenserne nødvendig, eftersom Israels besættelse af Vestbredden og Gaza blokerede for en sådan åbning.Under golfkrigen havde PLO støttet Irak, hvilket medførte, at de meget store beløb som organisationen hidtil havde modtaget, først og fremmest fra Saudi-Arabien, udeblev. Hundredetusinde palæstinensere, som hidtil havde arbejdet i golfstaterne, og som havde hjulpet deres familier økonomisk blev smidt ud og vendte tilbage til de besatte områder.PLO var bankerot politisk og økonomisk – og således mere end forhandlingsvillig.
Madridkonferencen blev en realitet og åbningen fandt sted den 30. oktober 1991.Den palæstinensiske delegation blev sammensat udfra kriteriet, at PLO ikke måtte være repræsenteret, men at de delegerede skulle være fra “områderne” i en fælles palæstinensisk-jordansk delegation. Chefforhandleren var den højt respekterede gamle læge fra Gaza, Haidar Al-Shafi. Den palæstinensiske delegations kvindelige talsmand var professor Hannan Ashrawi fra byen Ramallah på Vestbredden.
Da de delegerede vendte hjem fra det første møde i Madrid blev de modtaget med umådelig begejstring og med olivengrene, symbolet på fred. De israelske soldater fik også overrakt olivengrene. Men de delegerede advarede mod al denne begejstring, og forhandlingerne, som blev henlagt til Washington, USA havde mægler-rollen, viste sig da også til at blive helt ufremkommelige. Senere indrømmede ministerpræsident Shamir, at han ikke havde tænkt sig at forhandlingerne skulle føre til nogetsomhelst – om de så skulle have varet i ti år.
Men under forhandlingerne i Washington fandt andre afgørende, men hemmelige forhandlinger sted mellem israelere og palæstinensere i Oslo, de havde stået på i ca. halvandet år.Den 13. september 1993 blev Oslo-aftalen underskrevet og ledsaget af det berømte håndtryk mellem Rabin og Arafat på græsplænen foran det hvide hus i Washington.
Fra begyndelsen var de religiøse islamistiske grupperinger og partiet Hamas imod Osloaftalen. Deres vision er, på langt sigt, en islamisk, palæstinensisk stat.PFLP og DFLP, de to venstreorienterede partier var imod, fordi de mente Arafat havde spillet alle kortene fra sig.
Oslo-aftalen, som ikke er en fredsaftale, men en aftale om principperne for en videre forhandling, afspejler tydeligvis det eksisterende magtforhold, og for palæstinenserne er det en stor svaghed, at der ikke foreligger nogen klar definition om det endelige mål. De store problemer: bosættelserne, Jerusalem, flygtningene, og de politiske fanger er udskudt til den afsluttende forhandlingsfase.
I de mellemliggende år har Israel ændret afgørende på de demografiske og strukturelle forhold, som var gældende i 1993, så konsekvensen er, at palæstinensernes levevilkår i dag, fireethalvt år efter indgåelsen af Oslo aftalen, er blevet drastisk forværrede. Oprettelsen af bosættelser er fortsat, ligesom udbygningen af dèt vejnet, der forbinder bosættelserne og som kun må benyttes af bosætterne. Vejene skærer sig gennem Vestbredden på kryds og tværs, og palæstinenserne er overladt til sig selv i deres, bantustans. Jerusalem bliver, endnu engang, erklæret for Israels evige hovedstad, og de indfødte palæstinensere i Østjerusalem bliver diskret forvist ved at fratage dem deres specielle ID-kort. De politiske fanger er stadig ikke frigivet.
Den endelige omrokering eller tilbagetrækning af israelske tropper er forsinket, og i dag diskuteres voldsomt mellem parterne hvor meget/ hvor lidt, der skal rømmes.Militæret har imidlertid trukket sig væk fra de større palæstinensiske byer, men i Hebron forblev de allermest fanatiske bosættere på deres bosættelse midt i den gamle arabiske bydel.I marts 1996 var der, ifølge Oslo-aftalen, valg til PLC, det folkevalgte, lovgivende råd. Det fandt sted under international observation, og valgdeltagelsen var meget høj. Den palæstinensiske befolkning havde store forventninger til deres parlament.Hamas boycottede valget men blev alligevel repræsenteret med enkelte, som stod partiet nær. Der kom også en del kvinder ind på de 88 pladser, bl.a. Hannan Ashrawi, som blev minister for højere uddannelse.Men det folkevalgte, lovgivende råd er løbet ind i store vanskeligheder, fordi dets myndighed er uklar og fordi Israel stadig optræder som en besættelsesmagt.Den udemokratiske palæstinensiske ledelse har ikke taget stilling til PLC’s forskellige lovforslag, end ikke udkastet til dèt, der kunne danne basis for en grundlov.Det lovgivende råd fremkom sidste år med en dokumenteret anklage vedrørende en omfattende korruption blandt ministrene og embedsmænd, men der er aldrig indledt nogen undersøgelse af anklagen eller nogen form for retslig handling.
Haidar Al Shafi, lederen af Madrid/Washington forhandlingerne, har således forladt rådet, idet han gav udtryk for at det var umuligt at indfri vælgernes tillid.Haidar Al Shafi var dèn, som fik det største antal stemmer.