Debatindlæg i Jyllands-Posten: Svigt ikke Palæstina

I februar 2022 præsenterede Amnesty International en rapport, der dokumenterede, at Israel udøver apartheid mod palæstinenserne. Efterfølgende bragte Dansk Palæstinensisk Venskabsforenings formand følgende debatindlæg i Jyllands-Posten (læs den originale her).

Svigt ikke Palæstina

De borgerlige – pressen såvel som partier – svigtede i sin tid Sydafrikas kamp mod apartheid. Det er tid til ikke at gentage samme fejl i forhold til Palæstina.

Af Fathi El-Abed, formand for Dansk Palæstinensisk Venskabsforening

Den 1/2 præsenterede Amnesty International en historisk rapport, hvori den højt respekterede menneskerettighedsorganisation konkluderer følgende: Israel har skabt og opretholdt et omfattende apartheidsystem, der netop har til hensigt at dominere, undertrykke og ikke mindst at fordrive palæstinenserne fra resterne af deres land i det besatte Palæstina.

Rapporten kommer efter måneders forsinkelser og præcis et år efter den første lignende rapport fra den førende israelske menneskerettighedsorganisation, B’tselem, der i april sidste år blev efterfulgt af en endnu mere omfattende rapport fra den internationale menneskerettighedsorganisation Human Rights Watch. Begge med samme overbevisende data og konklusioner som Amnesty.

Om få måneder forventes en lige så præcis og omfattende rapport og konklusion at blive offentliggjort af FN’s Menneskerettighedsråd, der i forlængelse af en undersøgelse om mulige israelske krigsforbrydelser mod palæstinenserne under det 11 dage omfattende overgreb mod Gaza i maj 2021 ligeledes har undersøgt eksistensen af apartheid i såvel det besatte Palæstina som i selve Israel.

Det vil sige, såfremt vores danske borgerlige presse og borgerlige partier stadig mangler belæg – udover rapporterne fra Amnesty, HMR og den israelske B’tselems, at apartheid er – desværre – en realitet i 2022, så har især de borgerlige partier – i særlig grad Venstre og De Konservative – tre muligheder: enten at følge det meste af verden ved at erkende det indlysende i de veldetaljerede tre rapporter eller at besøge det besatte Palæstina på en fact finding mission for borgerlige politikere for ved selvsyn at opleve den uholdbare og umenneskelige hverdag og situation for millioner af palæstinensere eller som sidste udvej at vente til senere på året, når FN-rapporten udkommer, til at afgøre deres historiske ansvar med henblik på ikke at begå samme fejl som under det hedengangne apartheid-regime i Sydafrika, hvor vores danske borgerlige partier var alt for sent ude med at erkende deres fejlslagne støtte til regimet i Pretoria – mest af ideologiske årsager med henvisning til Den Kolde Krig. Der findes nemlig ikke en fjerde mulighed.

For det er tid til at tage ansvaret på sig ved at vise, at de borgerlige har lært af deres historiske svigt af Sydafrika, og at de derfor ikke agter at begå samme fejl nu med Israel som nutidens apartheidstat.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.