Af Manar Abu Radi forkvinde, Dansk Palæstinensisk Venskabsforening/ Region Nordjylland og Fathi El-Abed landsformand, Dansk Palæstinensisk Venskabsforening,
FRED: Historiske øjeblikke oplever vi meget af efterhånden
Et af disse var mere end tydeligt under mødet mellem den amerikanske præsident Barack Obama og Israels ministerpræsident Benjamin Netanyahu for et par uger siden. Mødet fandt sted dagen efter Obamas tale, hvori han redegjorde for den fred mellem palæstinenserne og israelerne – som Israel ikke ser ud til frivilligt er indstillet på at indgå.
Obamas tale er ikke det interessante.
Ej heller, at mens Obama holdt sin tale, så godkendte den israelske regering yderligere 1500 bosættelses enheder i den besatte palæstinensiske by Østjerusalem.
Heller ikke mange vil finde det odiøse i, at Netanyahu skyndte sig – endnu en gang – at modsige den amerikanske præsident inden denne – Obama – nåede at træde ned fra podiet.
Nej. Alt det virker bekendt og den rene gentagelse fra den nuværende ultranationalistiske, højreorienterede israelsk regering.
Det historiske ligger i, at Netanyahu ikke længere nøjes med at modsige Obama, men gør det også, mens kameraerne er tændte midt i Det Hvide Hus.
Det var et syn af historiske dimensioner; en mellemøstlige lilleputstats regeringsleder, der sidder over for den amerikanske præsident, og alt imens hele verdenspressen er på for at Obama skulle belæres af Netanyahu om ” historien” set ud fra den israelske leders snævre verdensbillede.
Obama sad nærmest og stirrede i luften.
Det er ikke hver dag, at en amerikansk præsident bliver irettesat – arrogant og i fuld offentlighed – af en israelsk eller anden regerings leder for den sags skyld.
Og det kan kun en israelsk regeringsleder slippe af sted med.
Og i den grad en mand som Netanyahu, som også er leder for det israelske højrenationalistiske parti Likud.
Likud har nemlig tætte bånd og en stærk ideologisk alliance med det republikanske parti, med de neokonservative kræfter og de kristne zionister – også kaldet evangelisterne og som i mange år dannede baglandet for den daværende amerikanske præsident George Bush ( junior).
Det vil sige , at Netanyahu i sit forsøg på at udmanøvre ethvert forsøg fra Obama på at genoptage fredsprocessen med udgangspunkt i land for fred princippet, så forsøger den israelske regeringsleder at gemme sig bag den kendsgerning at netop republikanerne sidder med et flertal i begge kamre i den amerikanske Kongres.
Og det var tydeligt under hans tale i Kongressen den for form for iscenesættelse med så mange klapsalver fra de amerikanske lovgivere at stort set ingen kunne længere holde fokus.
Det er vovet af Netanyahu at trodse den amerikanske præsident tilsyneladende med det republikanske – og en del af demokraterne også – bag sig. Det vil sige, at verden skal endnu en gang vente til efter præsidentvalget i USA om halvandet år, før en fred i Palæstina kan indtræffe. Det kan palæstinensere ikke længere vente på.
Derfor er palæstinensernes eneste alternativ at få hjælp fra det internationale samfund. Det sker til september. Det skal bakkes op af især EU. Især vores regering herhjemme skal gå i front -på linje med de fleste EU-lande.