Følg Kvinderne

Af Marianne Risbjerg Thomsen

Kronik bragt i Weekendavisen nr. 24, 13. – 19. juni 2008

En meget organiseret opstilling før turen gennem 10 km.s israelsk sikkerhedszone gennem ørkenen fra Hussein broen til Jericho

Den internationale fredsorganisation FollowtheWomen har siden 2005 hvert år sendt en stor gruppe kvinder fra hele verden på cykel gennem Libanon, Syrien, Jordan og Vestbredden, hvor de især har iagttaget levevilkårene for de palæstinensiske grupper af befolkningerne. Formålet er på en ny og anderledes måde at skabe oplysning om forholdene og dermed fremme dialogen i og om denne konfliktramte region. 

Foråret 2011 tager FollowtheWomen af sted igen for 7. gang.  Når de når frem til Ramallah, vil de overrække den årlige Followthewomen pris til ngo’en  R.W.D.S. – bondekvindernes udviklings forening- på grund af dens arbejde med at organisere og styrke kvinderne i de palæstinensiske landsbyer.

DPV har i en årrække samarbejdet med R.W.D.S. og P.A.R.C. om forskellige udviklingsprojekter.

I foråret 2008, da jeg lige var gået på pension, deltog jeg i den årlige cykeltur.  Undervejs blev vi fra alle sider opfordret til at fortælle om det, vi oplevede, når vi vendte tilbage til vores egne lande.  Mit bidrag blev kronikken ’Følg Kvinderne’ som blev bragt i Weekendavisen 13-19.6.08.

»What’s your name?« Råbene kommer hele tiden fra grupperne af kvinder, børn og mænd i landsbyerne langs de veje i Libanon, Syrien, Jordan og på Vestbredden, hvor vi kommer susende. Som førstegangskørende på mountainbike med 30 gear, i den høje alder af 66 år, kommer jeg altid med bagtruppen – med de hennafarvede fletninger svirpende under cykelhjelmen. Flyvende farmor.

»Marianne«, råber jeg, »hello«. Og der svares med høje »hello« og »welcome« og »thank you«. Nogle gange klapper de også, mens endnu flere blomster rækkes frem i forbifarten til at smykke cykelkurven på styret.

Jeg må have hilst personligt på alle, vi mødte på vores cykeltur gennem en af de mest komplicerede regioner i Mellemøsten. Sådan føles det, og sammen med alle modtagelserne – ved opstarterne, ved pit stops, ved tur afslutningerne, på rådhuse, i flygtningelejre, i kulturhuse, i kvindeforeninger, i ungdomsforeninger, på universiteter – er det et bombardement af følelser, der gang på gang giver en klump i halsen.
Vi er på fredsmission i Mellemøsten, og den entusiastiske velkomst overalt lægger en tung byrde af forventning på os: Vil det måske lykkes os at påvirke kursen i den uløselige Israel/Palæstina konflikt, så freden endelig kan komme?

Vi er »Followthewomen« (FTW), en fredsorganisation, der nu for fjerde gang her i maj 2008 sender over 200 kvinder fra omkring 30 lande på mountainbikes gennem Libanon, Syrien og Jordan på vej mod Palæstina. Vi skal med Detta, vores engelske leders ord »se på palæstinensernes forhold for at danne os vores egen mening«.

Hjemmefra ved vi godt, at der ikke er israelske kvinder med på turen. Den danske gruppe har også selv forgæves søgt kontakt med israelske kvindegrupper for at dem til at tilmelde sig, og Detta refererer på et krisemøde, at hun trods ihærdigt arbejde gennem årene ikke har formået at få arabiske og israelske kvinder til at deltage samtidig.

Problemerne begynder allerede i flyveren mod Damaskus, hvor bekymrede arabiske medpassagerer gør os opmærksom på, at vores T-shirts vil virke provokerende og stødende i de fire arabiske lande, vi skal cykle igennem. Med dansk naivitet har vi udtænkt et logo med ordet »dialog« på engelsk, arabisk og hebraisk hen over brystet. For dialog er vel endemålet?

Men det er ikke kun ordet dialog, der er mange opfattelser af, det er først og fremmest selve de hebraiske bogstaver, der er stopklodsen og udløsere af voldsomme følelser. Og diskussionerne begynder og fortsætter under hele turen, mens der langsomt vælges side.

Palæstinensernes forhold er meget forskellige i de lande, vi cykler igennem, og lokale FTW-grupper har i samarbejde med kvindeorganisationer lagt et tæt og imponerende program, hvor vi får mulighed for at opleve mange sider af de forskellige lande, lige fra besøg hos præsidentfruen i Syrien til overnatning i et fængsel udenfor Nablus og hos lokale palæstinensiske familier nær Jenin.

I Libanon lægger vi hårdt ud med allerede på turens første dag at besøge flygtningelejrene Sabra og Shatila i udkanten af Beirut. Besøget er en belæring om, at det er her i Libanon, de palæstinensiske flygtninges situation er værst.

De er en slags ikke-personer. Sammenlignet med alle senere modtagelser var denne i Sabra og Shatila den mest ydmyge, men også den mest overvældende. Her var alle de scenografiske og koreografiske elementer, som vi efterhånden lærte at kende ved lignende modtagelser, men niveauet var afpasset efter de trange omstændigheder.

I en voldsom trængsel af mennesker blev vi – anført af børn, der spillede på traditionelle instrumenter – ført ind i lejrens mindelund for massakren, hvor Detta nedlagde en stor krans af hvide liljer på et meget beskedent podie dækket af et hullet rødt tæppe og pyntet med halvvisne potteplanter. Men hovedtaleren, en ældre spinkel mand i et stramt sort jakkesæt, blev vores første oplevelse af lidenskabelig, arabisk retorik, der – selv om man ikke fatter et ord før den ledsagende oversættelse – rammer lige ind i hjertet.

Musik begyndte at spille fra et vakkelvornt lille musikanlæg, og vi så en sej lille børnegruppe danse iklædt guerillasoldaternes uniform. Vores første møde med alle de dansende børn og unge i traditionelle dragter, der ventede os forude på turen.

I Syrien besøger vi også flygtningelejre, men her har palæstinenserne alle borgerrettigheder og er meget bedre integreret i landet. En af cykelruterne går oppe i de besatte Golanhøjder i det område, som Kissinger i 1973 pressede Israel til at give tilbage til de lokale drusere.

Uforberedte og chokerede cykler vi gennem gaderne i den gamle hovedstad Qunaitra, en af de 250 minerede ruinbyer, som Israel efterlod sig ved tilbagetrækningen. Syrerne har valgt at lade ruinen Qunaitra stå som et krigsmonument, og foran rutens slutmål (byens udbombede hospital) ser vi små piger danse i fine hvide kjoler og hører alvorlige historiske taler og Dettas svar.

Det er også her, vi besøger Shouting Hill, hvor beboere i en landsby kun kan kommunikere med hinanden tværs over den nye israelske grænse der er trukket i bunden af dalen ved at råbe til hinanden fra bakketoppene.

I Jordan udgør de palæstinensiske flygtninge over halvdelen af befolkningen, og de er godt integrerede. Men også her har mange gemt nøglen og skødet til gamle familieejendomme. Et voldsomt indtryk gør her den kulturelle aften, som Jordans FTW-gruppe har arrangeret under titlen: »Det er tid til fred«, afrundet endnu engang af Dettas løfte om at bringe budskabet videre til de lande, vi kommer fra.

Og endelig står vi ved grænsen ind til det Palæstina, vi har hørt så meget om. Alle længslers mål. Men det betyder også, at vi må sige farvel til alle turens arabiske cykelpiger. For vi skal gennem en israelsk grænsestation ved Kong Hussein-broen over Jordan-floden og en tur gennem ti kilometers øde israelsk sikkerhedsbælte, og her kommer ingen arabiske borgere med ind. Så vi tager en følelsesladet afsked og lover at bruge øjnene godt.

Og ja: Palæstina er et uendelig smukt land, der rummer alle landskabsformer fra ørkener og bjerge ved det Døde Hav til smilende, blomstrende agre omkring Jenin. Der er tomme golde landskaber og landskaber fulde af mennesker bøjet over agurkehøsten, der er på sit højeste. Overalt bliver vi løbet op af palæstinensiske landarbejdere, der stikker håndfulde af agurker ned i cykelkurvene. Og også byer besøger vi: Jericho, Ramallah, Nablus og Jenin.

Men stemningen er anderledes. Vi er i et besat land, et land, hvor befolkningen lever under konstant militært pres og kontrol. Den sidste nat i landsbyen Rumana uden for det vilde Jenin dannede jeg endelig min mening om ordet »dialog«, som stod på den T-shirt, jeg siden ankomsten havde gemt i min rygsæk. For hvordan kan der være en dialog, når der ikke er to ligestillede parter?

Vores værtsfamilie syntes at sammenfatte alle de følger af den militære og politiske undertrykkelse, som vi havde set og hørt om. Både ved besættelsen i 1967, og da muren (i Rumana bestående af tre niveauer pigtråd) blev bygget her i 2003, havde israelerne konfiskeret store dele af familiens frugtbare jord uden kompensation og adskilt dem fra hinanden og fra dele af deres marker.

Familiens gamle slægtsgård var blevet inddraget til militær forlægning, en ung mand i familien dræbt, familiens oliventræer kørt ned af en kampvogn, der kom for at arrestere, gennemtæve og tilbageholde en anden af sønnerne, hvis dreng på ni år havde kastet sten på tanken. Landsbyen manglede vand og andre livsvigtige faciliteter, men livet fortsatte og familien holdt sammen. Familien virkede glad, harmonisk og nysgerrig, viste med stolthed frem i hus og have og spurgte ind til vores motiver for at deltage i rejsen til deres land. Og igen og igen hørte vi den samme bøn:

»Rejs hjem og fortæl om os. Sig, at vi er ganske almindelige mennesker som jer selv, der drømmer om frihed for os selv og vores børn, og ikke kun de terrorister, som medierne skriver om.«

Og hvad andet kunne vi svare: »Vi lover jer, at vi vil fortælle det hele til vores land, når vi kommer hjem igen.« Det er hermed gjort.

Marianne Risbjerg Thomsen

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret og tagget , , . Bogmærk permalinket.