Israels ledere har låst sig fast til det ekstreme højre

Mandag gjorde regeringen fælles sag med det mest højre-orienterede parlament, nogensinde i Israels historie med det formål at fastlåse handlemulighederne i fredsprocessen.

Folkeafstemninger drejer sig oftest om indenrigspolitiske spørgsmål, men i denne sag får borgerne vetoret over afgørende beslutninger om udenrigspolitik og sikkerhedspolitik.

Ledende artikel i Haaretz, 24. november 2010

I årevis har højreorienterede kræfter søgt at afspore diplomatiske skridt, som israelske regeringer har taget, ved blandt andet at lave udkast til love, der kræver, at territoriale indrømmelser bygger på et absolut flertal i Knesset eller en folkeafstemning. Mandag gjorde regeringen fælles sag med det mest højre-orienterede parlament nogensinde i statens historie med det formål at fastlåse det politiske lederskabs handlemuligheder i fredsprocessen.

Arbejderpartiets ministre, der var fraværende, da afstemningen foregik, samt minister Shalom Simhon, også fra Arbejderpartiet, som støttede loven, fremmede kraftigt det dystre resultat. På et tidspunkt, hvor mange israelske borgere så vel som statens bedste venner rundt om i verden er meget i tvivl om premierminister Benjamin Netanyahus engagement i to-stats-løsningen, forvandlede hans kontor sig til en lobby for en lov, der var formuleret af hans partis høge.

Lovens tilhængere hævder, at en folkeafstemning er et legitimt demokratisk instrument, brugt af mange oplyste lande for at inddrage borgerne i vigtige beslutninger. Kendsgerningen er, at den overvældende majoritet af folkeafstemninger drejer sig om indenlandske spørgsmål. I vores tilfælde får borgerne vetoret over afgørende beslutninger om udenrigspolitik og sikkerhedspolitik. Disse beslutninger vil påvirke skæbnen for mange mennesker, som lever under israelsk besættelse. Ethvert fornuftigt menneske ved, at gentildelingen af suverænitet i Jerusalem er en nødvendig betingelse for en fredsaftale med palæstinenserne.

Den nye lov er endnu en spytklat i ansigtet på det internationale samfund. Den kaster en lang skygge over Israels forpligtelse over for FNs resolutioner og endog til internationale aftaler, som staten har underskrevet. Lige som alle diplomatiske dokumenter med de arabiske nabolande er forhandlingerne med palæstinenserne baseret på FN resolution 242 og 338, som kræver israelsk tilbagetrækning fra områderne, det besatte i 1967. Inden for rammerne af Køreplan for fred og af Annapolis erklæringen forpligtede Israel sig til at føre forhandlinger, som ville ”afslutte besættelsen, som begyndte i år 1967”.

Indtil i dag har intet land anerkendt Israels ensidige beslutninger om at påtvinge sin lov og administrative autoritet på landområder indlemmet i Vestjerusalem så vel som områderne på Golan Højderne. Tilbage står kun at håbe, at den nye lov vil blive afprøvet af nøje offentlig og retslig undersøgelse og vil blive slettet fra landets lovsamling.    

 Oversættelse: Jo Falk

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret og tagget , , , , , , , . Bogmærk permalinket.