Af Ole Olsen, formand for Dansk Palæstinensisk Venskabsforening
Læserbrev bragt i Jyllandsposten den 25. oktober
Israel har igen sat ny fart i bygning af bosættelser på palæstinensisk jord. Det delvise byggestop blev ophævet for nogle uger siden, og der er sat gang i 300 nye boliger til kolonisterne.
Det er utroligt, at Israel ikke vil indse, at der ikke kan blive en bæredygtig palæstinensisk stat, når palæstinenserne presses sammen på mindre og mindre plads, og når mange af deres huse i Østjerusalem, den palæstinensiske hovedstad, rives ned.
Men der er endnu mere utroligt, at Israel slipper af sted med sin bosættelsespolitik og står hindrende i vejen for den tostats-løsning, som hele det internationale samfund siger, at det går ind for.
Palæstinenserne savner mere og mere et svar på, hvornår besættelsen af deres land og hovedstad bringes til ophør, og hvordan flygtningene kommer ud af deres mangeårige miserable tilværelse.
De israelske bosættelser er i hvert fald ikke en opskrift på fred. Det er en politik, der betyder ufred og etnisk fordrivelse.