Kvinderne i Palæstina – indtryk i lyset af det nye projekt
Af Ole Olsen
For nogle år siden gennemførte DPV – sammen med Rural Women Development Society – et projekt som handlede og at styrke og/eller opbygge kvindeklubber i landsbyer i Gaza og på Vestbredden. Formålet var at styrke kvinders position, samfundsmæssigt og økonomisk og gennem projektet var der aktiviteter i 35 landsbyer.
Da Hans Nebel og jeg alligevel var på Vestbredden, og da DPV aktuelt har et nyt projekt sammen med RWDS, fik vi lejlighed til at beskæftige os en del med sagen – og i hvert fald jeg fik bekræftet, at det er vigtigt at være opmærksom på kvindernes forhold.
Inden jeg går videre, tillad mig en sløjfe. For et par år siden søgte DPV Projektrådgivningen om penge til et projekt, som dels handlede om at kvindeklubber kunne skabe små biblioteker dels om at støtte opdyrkning af køkkenhaver. Projektet blev desværre ikke bevilget. Imidlertid arbejder PARC (som vi laver landsbrugsprojekt sammen med) nu med (kvinders) opdyrkning af køkkenhaver, økonomisk støttet af selveste EU-Kommissionen. Rart at vide at ideen med køkkenhaver var god og nu har fået stærke vinger.
En fortsat aktiv kvindeklub.
I det nordvestlige hjørne af Vestbredden besøgte vi en kvindeklub som var med i projektet fra 2003-2004. Inden jeg kommer til dem, kan jeg dog ikke lade være med at nævne, at vi noget af vejen kørte på en af de markveje, som DPV støttede etableringen af for nu snart 10 år siden – den var i mellemtiden blevet asfalteret, bl.a. fordi der er brug for små veje, som ikke spærres af israelske soldater.
Kvindeklubben var i en landsby ved navn A´nien som ligger lige ved Muren. Tæt på den anden side af Muren ligger den israelske landsby Um El Fayem, som har overvejende arabiske indbyggere. Konsekvensen af Muren, som er bygget et pænt stykke fra grænsen, er dels at en tredjedel (knap 400 hektar) af landsbyens jord nu ikke er tilgængelig for ejerne, dels at det er udelukket at arbejde i Israel – hvilket ellers var en hovedaktivitet i landsbyen.
Konsekvensen af disse forhold er, at 70 procent af mændene er arbejdsløse og at økonomien i byen er elendig. Det var en del af baggrunden for at denne by var i målgruppen for kvindeklubber. Der er brug for at kvinderne støtter hinanden, og der er brug for supplerende økonomisk aktivitet.
Den økonomiske del af aktiviteten er et bageri, hvor der dels bages til salg, dels til frokost til skolebørnene i byen. Melet kom øjensynligt fra forsyninger af international fødevarehjælp. Desuden var der forskellig undervisningsaktivitet. Bageriet var også et samlingssted for kvinderne – og i mange tilfælde nok også et tilflugtssted for kvinder som lider under arbejdsløse mænds frustrationer. Der er vold i mange hjem – og det er hovedtemaet for det aktuelle projekt.
Blandt deltagerne i vores møde var det kvindelige medlem af byrådet – hendes plads var i høj grad et resultat nået i kraft af etableringen af kvindeklubben for nogle år siden.
Hvem er kvinde værst?
Ligestilling for kvinder og beskyttelse af kvinder mod vold og overgreb står ikke højt på dagsordenen hos de to store palæstinensiske partier/bevægelser, Fatah og Hamas. Under opholdet kom vi ind på spørgsmålet ved flere lejligheder.
Der synes ikke megen tvivl om at Fatah er meget traditionalistisk og accepterer, at kvinder bliver slået af deres ægtefæller, og i en række henseender skal acceptere mændene som overhovedet i familien. Fatah har heller ikke indvendinger mod at kvinder må giftes (bort) som 15 årige – ofte mod deres vilje.
Der er lidt forskellige meninger om Hamas står for en værre eller bedre politik. På den ene side er der islamistiske regler om kvinders mindreværdighed i juridiske forhold og mange restriktioner for adfærd. Omvendt hørte vi udsagn om, at Hamas fraråder giftermål før pigerne er 18 år, og at Hamas også har erklæret, at kvinder ikke må tæves så meget, at det kan ses.
Jeg kan ikke afgøre, hvem der er værst set fra et kvindeperspektiv, men vi mødte faktisk udsagn om, at Hamas havde øget tilslutning blandt yngre kvinder i landsbyerne på Vestbredden.
Nå, men vold er vold, uanset hvem der udøver den og hvem der accepterer den – og det aktuelle kvindeprojekts formål er at sætte fokus på dette – og kapacitetsopbygge nogle kvindesagsforkæmpere (kvinder eller mænd) lokalt, sådan at kvinder få nogle stærke personer at henvende sig til, når der er grund til det – hvilket der alt for ofte er.
Paragraf 340
RWDS igangsatte i fjor en kampagne om at få slettet paragraf 340. Dette tal refererer til den gældende straffelov, som vist er baseret på jordansk lov fra før 1967. I paragraf 340 står at man (mænd!) ikke nødvendigvis gør noget strafbart, hvis de for at forsvare familiens ære dræber familiemedlemmer (kvinder).
Det bestemmelse om såkaldt æresdrab ønsker RWDS kraftigt at få afskaffet. Det vurderes at et sted mellem 200 og 300 kvinder i de besatte områder årligt dræbes med henvisning til æren. Kvindeforeningen forsøger på forskellig vis at få støtte til at få paragraf 340 afskaffet – bl.a. gennem underskrifter fra f.eks. parlamentsmedlemmer og andre med mulig indflydelse.
Kampagnen har faktisk en dansk vinkel, idet initiativet, taget af den tidligere leder for RWDS, Fadwa Khader nu er blevet bemærket så langt væk som i Danmark. Fadwa Khader er nu blandt Udviklingsminister Ulla Tørnæs ”spydspidser” for kvinderettigheder.
Uagtet at Fadwa – som Hans og jeg fik en god snak med og besøger Danmark i maj – ikke længere er leder af RWDS, står kampen mod æresbegrundede drab fortsat højt på RWDS dagsorden og indgår i arbejdet under det DPV-støttede projekt.
Projektet lige nu ved Hans Nebel:
Under besøget tog vi os tid til et besøg hos RWDS, hvor vi deltog i et arbejdsmøde med den ledende gruppe bag projektet. Vi skulle naturligvis ikke blande os i deres debat, men tilstedeværelsen viste med al tydelighed, at deltagerne var meget engagerede. De udviste stor kompetence hver på deres område. På trods, at de helt i slutningen af marts endnu ikke havde modtaget deres første rate af pengene fra Danmark var de gået i gang med forberedelserne og satsede på en hurtig start derefter.