Gjorde krigen en forskel?
Den israelske journalist og fredsaktivist Haggai Matar giver 2 måneder efter krigens start sit svar på spørgsmålet på www.ynetnews.com. Han har svært ved at se nogle resultater for Israel og som venstreorienterede ”forrædere” forudsagde, stoppede krigen i Gaza ikke Qassam raketterne.
Krigen i Gaza, ført med det formål at forsvare det bombede og oversete Sydisrael, startede for to måneder siden. Er der nogen der husker det i dag? Jo bestemt, vi hører om forhandlinger, som har til formål at få frigivet Gilad Shalit i bytte for palæstinensiske fanger og om en våbenhvile som modydelse for at åbne Gazas grænseovergange. Lejlighedsvis rammer en Qassam raket de sydlige områder og en gang imellem hører vi om situationen i Gazastriben. Men er der nogen, som husker krigen? Er det mon værd at stoppe op og tænke på hvad der foregik og på hvad vi opnåede?
Lad os forsøge at rekapitulere forløbet: Staten Israel valgte at afvise Hamas forslag om at forlænge våbenhvilen – som betød mere fred I det vestlige Negev end andre tiltag – mod at Israel virkeligt åbnede grænserne til Gaza. Modsat den almindelige opfattelse (i Israel) var grænserne jo ret lukkede.
I stedet for en aftale valgte regeringen en stor offensiv med det erklærede mål at stoppe Qassam raketterne, genoplive vores afskrækkelsespolitik and grundigt skade Hamas. Ved krigens slutning var mere end 1300 palæstinensere dræbt, herunder flere hundrede børn, tusinder var sårede og der var forårsaget omfattende ødelæggelser. På den israelske side var der dræbt 13, herunder 4 af israelere selv. Imidlertid var intet i virkeligheden mærkbart forandret og målene med krigen var ikke nået.
Affyring af Qassam raketter er – efter et højt antal under krigen – tilbage til dagligt niveau. Afskrækkelseseffekten er svært at få øje på, hvilket også den fortsatte raketaffyring vidner om. Og hvad med Hamas? Den leder fortsat Gaza, fremlægger genopbygningsplaner, er involveret i forhandlinger med Fatah om en samlingsregering og fremsætter de samme aftaleforslag som tidligere: En våbenhvile til gengæld for åbning af grænseovergangene og Shalit i bytte for palæstinensiske fanger. Så bortset fra drabene, ødelæggelserne og et forstærket had, hvad opnåede vi så?
Fortæl mig ikke, at vi ikke havde noget valg. Under krigen var uenighed og protest ikke accepteret. Når vi alligevel protesterede, blev vi kaldt forrædere og ca. 800 af os – mest arabiske israelere – blev spærret inde. Mange andre blev angrebet af Politiet. Medierne ignorerede os og folk på gaden råbte efter os og anklagede os for ikke at tage hensyn til borgere i det sydlige Israel: ”Hvor har I været i de 8 år hvor borgerne i Sderot har lidt?” blev vi gentagne gange spurgt.
Nu er krigen på magisk vis forbi og også glemt – ligesom de foregående otte års politik. Selv kritik i lighed med den, vi oplevede efter den seneste invasion i Sydlibanon kan man ikke finde, på trods af de åbenlyse fejltagelser i krigen i Gaza
Hvor er alle de mennesker som slyngede fornærmelser og æg i hovedet på os? Er de fortsat bekymrede for medborgerne sydpå? Mon de nu fatter hvad ”forræderne” fra yderfløjen sagde før krigen: ”Der findes ikke en militær løsning og vi må bringe blokaden til ophør”.
Vi får snart en ny regering. Selv om den næppe lytter til os, må vi kræve at den drager en lære af krigen, omgående ophæver blokaden, løslader alle palæstinensiske fanger (og dermed får Gilad Shalit fri) og går ind i ægte forhandlinger om at bringe besættelsen af Gaza og Vestbredden til ophør. De som ikke støtter disse krav, bør ikke blive overraskede når den næste krig begynder og de bør i hvert fald ikke hævde, at vi ikke havde et valg – slutter Haggai Matar
Oversat af Ole Olsen