Georg Metz tale ved demonstrationen den 13. januar 2009

Georg Metz, Georg Metz

Georg Metz tale ved demonstrationen den 13. januar 2009

Den 13. januar 2009 afholdt Mellemfolkeligt Samvirke og Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening en stor og vellykket demonstration i København mod Israels angreb på Gaza. Blandt talerne var Georg Metz hvis tale vi har fået lov til at bringe her på hjemmesiden:

Når civile mennesker, voksne og børn, unge og gamle udsættes for så rædsomme militære overgreb som tilfældet er, må og bør vi reagere.

Den første og umiddelbare reaktion er en fordømmelse af den angribende part, den part der i disse dage har anvendt radikale midler ude af proportion over for de stadige, men trods alt mere begrænsede raketeangreb mod Israel.

Det er nemt at slå sig til tåls med sin umiddelbare reaktion og lade det blive ved fordømmelsen af Israel. Protesten uden nuancer er effektiv, når man står på sin ølkasse på en rådhusplads og protesterer.

Og fristelsen til denne protest er stor, efterretningerne og billederne fra det sønderbombede Gaza og realiteterne er i den grad så forfærdende.

Men det er foragten for nuancer, det er trangen til at opdele verden i sort og hvidt der fortsat gør denne konflikt så tragisk umulig. Hamas nægter Israels ret til eksistens, Israel svarer med magt og boycot, Hamas skyder raketter ind i Israel og rammer uskyldige mennesker i grænsebyerne og for den sags skyld langt inde i Israel. Israel svarer med massive luftangreb og betydelige landstyrker og rammer i hundredvis af uskyldige mennesker i Gaza.

På begge sider er der moderate kræfter, der gerne så konflikten bilagt, men de modrate får ikke et ben til jorden. Magtfulde folk, grupper og partier ønsker ikke en løsning.

Som historisk en meget nærtstående nation til Israel er det vores pligt at rette appeller først og fremmest hertil og søge at støtte de kræfter i Israel, for hvem sameksistens med ægte vilje til forhandling og indrømmelser over for modparten ikke kun er på skrømt, eller det der er værre.

Konflikten er i sin karakter af et så uhyre omfang, historisk og aktuelt, følelsesmæssigt og reelt, og så kompliceret at der ikke bare er en løsning lige for hånden. Sådan er det af utallige årsager ikke.

Det er lige så farligt at forlange ensidige skridt fra den ene eller anden parts side, som det er uforsvarligt ikke at sige fra over for den voldsanvendelse, der har mistet enhver rimelig proportion.

Et berettiget krav til Israel om at indstille bombardementerne og tillade de internationale hjælpeorganisationer at arbejde i de udsatte områder, må følges af krav til palæstinenserne om endeligt og uden forbehold at anerkende Israels eksistens, samt ophøre med raketangrebene. Ellers har kravet til Israel ingen mening. Ideen om en forsvarlig to-statsløsning eller protester vil af Israel blive afvist med et skuldertræk og med stor beslutsomhed om igen og igen at handle på egen hånd uden om verdenssamfundets henstillinger.

Fordømmelsen af bombardementerne er som sagt ikke vanskelig at mande sig op til, og en fordømmelse ville være det mest indlysende i dag. Men den fordømmelse kan ikke stå alene, såfremt en bredere folkelig aktion i Europa og andre steder skal få betydning.

De danske politikere, som skal håndtere dansk udenrigspolitik, har ikke just udmærket sig ved en sådan nuancering eller med at understrege vigtigheden af at række ud mod fredsbevægelserne i Israel. Den ensidighed som netop er så farlig, er den fremherskende i det nuværende flertal, hvor Dansk Folkeparti, der ellers ikke bryder sig om folk i Mellemøsten, uden skelen til tragediens komplicerede årsager, i situationen uden forbehold støtter Israels regering.

Omvendt får antiisraelske følelser i en situation som denne meget let og også meget forståeligt overhånd.

Men at være i opposition til den nuværende israelske regering og den nuværende israelske politik, behøver på ingen måde at være udtryk for at man er antiisraelsk, endsige antisemitisk for den sags skyld. Man bliver heller ikke anti-dansk, fordi man er imod Dansk Folkeparti.

At fredskræfterne i Israel er der, behøver man ikke være i tvivl om.

Hvad disse behøver er støtte til at gøre sig stærkere over for de militante.

Fordømmes Israel som sådan og ikke kun Israels regerings øjeblikkelige krigspolitik, vil det kun svække fredsbevægelserne yderligere, og konflikten bliver endnu mere uløselig med flere bombardementer og flere raketter mod Israel.

Dette er sværere at forholde sig til, når de store og indignerede ord med rette trænger sig på i protesten mod de dræbte og sårede børn, de ødelagte huse og de fortvivlede mødre.

Men udraderes disse synspunkter og disse nuancer i konflikten, udraderes også håbet om og mulighederne for fred.

Det skal ikke afholde os fra at sige: stands disse uhyrlige bombardementer og lad hjælpen komme frem.

Dette kunne være en ny begyndelse, hvor spinkelt håbet end er.

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg. Bogmærk permalinket.