Handling følger ikke ord i Israel
Af: Søs Nissen, cand. scient, kulturgeograf
EU udbygger i disse måneder sit naboskabs-program med Israel, alt imens Israel blokerer Gaza, starter nye bosættelser og nedprioriterer fredsprocessen. Det er en markant, men også problematisk europæisk politik, som Danmark tilsyneladende støtter.
I praksis er der i dag en fuldstændig adskillelse mellem på den ene side EUs såkaldte ”deklarative” diplomati overfor Israel (hermed menes henstillinger om overholdelse af menneskerettighederne), og på den anden side konkrete politiske tiltag, der vedrører de bilaterale relationer mellem de to parter.
På et møde i sidste uge i Associeringsrådet mellem EU og Israel besluttedes det at opgradere samarbejdet med Israel yderligere. Samtidig henstillede EU til, at Israel gør fremskridt i fredsforhandlingerne, men det gøres klart, at opgradering ikke er betinget af dette. Et forhold som også refereres i ugens israelske aviser.
Siden 2004 er Israel er blevet det af naboskabs-landene, som er kommet længst i integrations-processen til EU, og det viser sig nu, at der har været hemmelige forhandlinger om noget nær fuldt medlemskab.
Israelske og palæstinensiske menneskerettighedsorganisationer har gjort opmærksom på problemerne i denne europæiske politik, og de påpeger nogle bemærkelsesværdige forhold:
For det første viser det sig, at EU i naboskabsprogrammet og associeringsaftalerne stiller færrest krav til Israel af alle nabo-landene, og spørgsmål om overtrædelse af menneskerettigheder indgår kun begrænset i dialogen med Israel. Med de øvrige nabolande har EU en særlig komite hvor menneskerettigheder behandles, men Israel har kun villet acceptere få, uformelle møder. Israel har dernæst en praksis med ikke at svare på EUs spørgsmål.
For det andet er resultaterne magre. I den politiske dialog vedr. menneskerettigheder siges et af de bedste resultater at være løsladelsen af tre palæstinensiske fanger. I de større kriser som f.eks. blokaden af Gaza, der af tidl. præsident, Jimmy Carter, kaldes for en af vor tids alvorligste menneskeretskrænkelser, har EU heller ikke kunnet påvirke Israel. EU markerede tidligt sin afstand til blokade-tiltagene, men både regeringen og højesteret i Israel godkendte uanfægtet tiltagene.
De europæiske menneskerettighedsorganisationer mener, at EU faktisk bryder med sine egne love, fordi menneskerettigheder skal inddrages i alle større aftaler med tredje parts lande. Organisationerne har derfor opfordret til, at der ikke indgås nye aftaler hverken med Israel eller andre, uden at der stilles krav på dette felt. Dernæst at der opstilles mekanismer til vurdering af ”performance”. EU har ikke været interesseret.
Det forlyder tillige, at Danmark ikke er interesseret i, at Israels integration i EU sammenkædes med fremskridt i fredsforhandlingerne. Tværtimod er Danmark vist fortalerne for denne politik.
Hvis det er rigtigt, må det sige at være en markant dansk udenrigspolitik, der måske nok kunne trænge til en offentlig debat.
Søs Nissen / 23. juni 2008