Israels valg: “Rent jødisk” eller demokratisk?

Sonja Karkar, The Electronic Intifada

Israels valg: “Rent jødisk” eller demokratisk?

Sonja Karkar, The Electronic Intifada 25.04.2007

Den tid vil komme, da Israel må bekende kulør: Er det “en stat for jøder overalt i verden” – sådan som det definerer sig selv – eller en stat for alle sine -jødiske såvel som ikke-jødiske – borgere?

Indtil nu er det lykkedes for Israel at overbevise den vestlige verden om, at det er det eneste demokrati i området, men det undlader at tilføje, at dette demokrati kun gælder for jødiske borgere. Det er det store uafklarede spørgsmål: Israel har været ude af stand til at bringe samklang mellem, det som det siger, at det er og det som det ønsker at være – mellem “demokratisk” og “rent jødisk“.

Alle Israels godt og vel 1.000.000 palæstinensiske borgere – de overlevende og deres efterkommere efter zionisternes etniske udrensning i 1948 – har længe følt, at de er udsat for diskrimination til trods for Israels læbebekendelser til deres demokratiske rettigheder.

De har også følt sig sat ud på sidelinjen i forhold til, hvad der foregår i de Besatte Palæstinensiske Territorier (BPT) indtil nu, da Azmi Bishara, den åbenhjertige politiske leder af National Democratic Assembly (NDA) eller (på arabisk) “Balad” i Israel og som medlem af Knesset, er begyndt at føre kampagne for palæstinensernes kollektive rettigheder.

Hans vision tager ikke blot sigte på ændringer inde i selve Israel, men indebærer en altomfattende kamp for borgerlige rettigheder imod den politiske zionisme, den racistiske og kolonialistiske politik, som har bestjålet , marginaliseret og undertrykt alle palæstinensere gennem næsten 60 år.

Det er det, som Israel gør sig umage for at kvæle med alle midler. Det kan ikke tillade sig at have folk som Azmi Bishara til at mobilisere folk bag sine tanker. Nu, efter mange forsøg på at lukke munden på ham, er det endeligt lykkedes for Israel at få ham til at træde ud af Knesset og forblive i udlandet.

En række ikke-offentliggjorte anklager blev udfærdiget mod ham, mens han opholdt sig i udlandet – anklager så alvorlige, at de sandsynligvis ville have ført til hans fængsling ved tilbagekomsten til Israel. Mens selve anklagerne ikke er kendte, er det ikke vanskeligt at gætte, hvad de indebærer.

Bishara er tidligere blevet anklaget for at underminere “statens jødiske karakter”, men anklagerne er altid blevet frafaldet. Denne gang ser det ud til, at Israels statslige sikkerhedstjenester meget vel kan have udformet anklager, der ikke alene stempler Bishara som en trussel mod den nationale sikkerhed, men også beskylder ham for forræderi og spionage.

Medierne har forbud mod overhovedet at diskutere sagen, og endog Bishara selv er tilbageholdende, utvivlsomt for at beskytte sig selv mod sidenhen at blive anklaget, fordi han er fast besluttet på, at han på et senere tidspunkt vil vende tilbage til Israel.

Faktisk bevægede Bishara og NDA/Balad sig på gyngende grund, når som helst de tog til orde for hel og fuldstændig lighed mellem palæstinensere og jøder i én stat for alle dens borgere.

Israels Basale Love afskærer folk fra at deltage i valghandlinger, hvis et partis grundlag implicerer “benægtelsen af statens Israels eksistens som det jødiske folks stat”. For ganske nylig lod Israels hemmelige politi Shin Bet bekendtgøre, at det ville “forhindre aktiviteter fra hvilke som helst grupperinger, der søger at ændre Israels jødiske eller demokratiske karakter, selv hvis de anvender lovlige midler”.

Imidlertid var Bisharas hensigt ikke at skabe en femte kolonne inde i Israel. Han gik ind for at udøve sine og sin bevægelses demokratiske borgerlige rettigheder for at kræve, at Israel behandler alle sine borgere på lige vilkår og anerkender sine palæstinensiske borgere som et nationalt mindretal i deres eget hjemland.

Dette sidste krav er naturligvis enormt kontroversielt, fordi det ville kræve, at Israel skulle erkende forløjetheden i sin egen version af historien om eneretten til et land, som det hævdede var ubefolket. Følgeslutningen heraf ville være, at de indfødte palæstinensere blev – og stadig bliver – fordrevet for at skaffe plads til en rent jødisk demokratisk stat i hele landet.

Denne sidstnævnte version af historien er blevet taget op i den palæstinensiske offentlighed, og Israel begynder nu at føle den samme spirende bevidsthed, som i sidste instans udstillede apartheidens Sydafrika som den racistiske stat, den var.

Det ved, at det før eller senere vil blive tvunget til at erkende, at det er en “rent jødisk stat” eller anerkende palæstinenserne som ligeværdige borgere og et nationalt mindretal i deres eget land.

Der er allerede palæstinensiske intellektuelle, der har lavet et udkast til et dokument, kendt som “Den Demokratiske Forfatning”, der ser frem til Israel som et multikulturelt demokrati for den befolkning, der er bosiddende og født i landet.

Hvad end Azmi Bishara nu foretager sig i eksilet, er kimen brudt frem: Han har inspireret et undertrykt folk til på ny at søge sin befrielse. Hvad der kan overraske er, at Israel har været så længe om at fatte historiens lære: at ingen person eller stat – uanset hvor magtfuld den er – kan i al evighed undertrykke et folk.

Israel har imidlertid stadig muligheden for at ændre kurs og oprette et demokrati for hele befolkningen. Og hvis det bliver gjort til bunds, kan det meget vel for begge de to folk være den løsning, som det er værd at arbejde sig frem til.

Sonja Karkar er grundlægger og forkvinde for Women for Palestine i Melbourne i Australien.

www.womenforpalestine.com

Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg. Bogmærk permalinket.