Ronnie Kasrils’s tale i det sydafrikanske parlament ved 40-årsmarkeringen af Israels besættelse
The Electronic Intifada 06.06.2007
Madame Formand, ærede medlemmer, denne tale er tilegnet mindet om David Rabkin, sydafrikansk frihedskæmper der døde i Angola.
I denne uge for 40 år siden igangsatte Israel et overraskelsesangreb imod Ægypten, Jordan og Syrien med henvisning til provokationer som begrundelse for sine militære anslag. I løbet af seks dage blev Sinai-halvøen , Gaza-striben, Vestbredden, Østjerusalem og Golan-højderne erobret.
Bortset fra Sinai, hvorfra Israel trak sig tilbage i 1977, er områderne forblevet under israelsk militær besættelse og kontrol indtil i dag. Mens nogle forsøger at retfærdiggøre Israels handlinger med begrundelse i forebyggende selvforsvar, forholder det sig stik modsat. Fra hestens egen mund vil vi høre, hvem der var den angribende part.
Israels militære stabschef Yitzhak Rabin sagde:
“Jeg tror ikke, at Nasser ønskede krig. De to divisioner, som han sendte ind Sinai 14.05.[1967] ville ikke have været tilstrækkelige til at igangsætte en offensiv mod Israel. Han vidste det, og vi vidste det”. [1]
Menachem Begin, siden hen Israels premierminister, sagde, da han tænkte tilbage i tiden, at den ægyptiske hærs opmarch i Sinai ikke var noget bevis på, at Ægypten stod over for at angribe Israel. “Vi må være ærlige”, forklarede han, “Vi besluttede at angribe ham”. [2]
Generalen Moshe Dayan forklarede, at “mange af ildkampene med syrerne blev bevidst fremprovokeret af Israel”. Han sagde, at de kibbutzmedlemmer, der pressede regeringen til tage Golan-højderne … ”gjorde det mindre af hensyn til sikkerheden end på grund af landbrugsjorden….” [3]
Disse udtalelser er klart nok en angribende parts ord. Ikke desto mindre er der nogle der hævder, at Israel er berettiget og nødt til, fra det opstod i 1948 faktisk at forsvare landet og folket med magt, når som helst det er nødvendigt. Men hvor er moralen i dette? Fort Israel, en militaristisk aggressiv stat forsvarer stjålet land, der tilhører et andet folk.
Moshe Dayan forklarede skamløst:
“Lige for øjnene [af palæstinenserne] tiltager vi os det land og de landsbyer, hvor de og deres forfædre har levet…. Vi er generationen af kolonisatorer, og uden geværløbet kan vi ikke plante et træ og bygge et hjem”. [4]
Israels første statsminister David Ben-Gurion sagde i 1950’erne:
“Hvorfor skulle araberne slutte fred? Hvis jeg var en arabisk leder, ville jeg aldrig indgå aftaler med Israel. Det er naturligt: Vi har taget deres land. Sandt nok, Gud lovede os det, men hvad betyder det for dem? Vores Gud er ikke deres. Vi stammer fra Israel, sandt nok, men for to årtusinder siden, og hvad betyder det for dem? Der har været antisemitisme, nazisterne…. Men var det deres skyld? De ser er kun én ting: Vi kom her og stjal deres land”. [5]
Sådanne udtalelser sætter Israels stilling ind i den rette sammenhæng og viser, hvorledes det ikke har været interesseret i virkelige fredsbetingelser. I 1897 udtalte zionismens grundlæggende faderskikkelse, Theodor Herzl, at når man én gang var komet til magten, ville målet være:
“Skaf den ludfattige befolkning (palæstinenserne) bort hinsides grænserne”. [6]
Deri ligger den fundamentale årsag til konflikten – for at ingen skal være i tvivl. Den har rod i den zionistiske verdensopfattelse – dens tro på en evig antisemitisme som kræver, at jøder overalt i verden – en trosdefineret gruppering – bør have deres eget nationale hjem.
Den bibelske beretning blev fremmanet for at kræve Palæstina som det forjættede land, der eksklusivt er forbeholdt Guds “udvalgte folk” og dets civiliserende mission. Det lyder kun alt for velkendt som en vision,
“the Voortrekkers” [de første hvide boere i Sydafrika, o. a.] havde her i landet.
Den afføder racisme, apartheid og et totalt stormløb mod hvem, der måtte stå i vejen, hvad enten der er tale om sorte eller arabere eller rødhuder. Mange jøder er uenige i denne verdensopfattelse og erklærer, at det at være antizionist og kritisk over for Israel ikke er ensbetydende med at være antisemit.
Langt fra at være et land uden folk, sådan som den zionistiske propaganda helt misvisende hævdede, at Palæstina var, for at tiltrække og begrunde kolonial bosættelse, er kendsgerningen, at et indfødt folk – palæstinenserne – levede der, havde udviklet landbrug og bygget byer siden det kanaanitiske kongedømme for mere end 5.500 år siden.
Faktisk rejste en gruppe skeptiske rabbinere fra Wien til det Hellige Land for at bedømme zionisternes vision. De sendte et telegram til Wien med teksten: “Bruden er i sandhed smuk – men allerede gift”. [7] Dette afholdt ikke zionisterne fra at bortføre bruden og myrde eller fordrive brudgommen med hvilke som helst midler, der måtte være nødvendige, og siden forsvare, hvad de havde stjålet, for enhver pris og opbygge en herrefolkets fæstningsstat.
Det opsummerer fuldt ud den blodige og tragiske historie, som blev det palæstinensiske folk og dets arabiske naboer til del, udsatte som de var for et glubsk, ekspansionistisk zionistisk projekt, som har været kilden til krig og uhørt lidelse i det Nære Østen gennem de seneste 60 år, og som er den grundlæggende årsag til den konflikt, der truer hele regionen og omverdenen.
Med vedtagelsen af FN’s Delingsplan i november 1947 fik jøderne tildelt et hjemland på 56 % af [det britiske mandatområde, o.a.] Palæstina, skønt de kun ejede 7 % af jorden og kun udgjorde en tredjedel af befolkningen (hvoraf de fleste var nyligt ankomne Holocaust-flygtninge fra Europa).
Det palæstinensiske flertal blev tildelt 44 % og blev aldrig spurgt til råds og havde ej heller nogen andel i de europæiske jøders frygtelige lidelser.
Zionisterne accepterede beredvilligt delingen, men havde aldrig til hensigt at respektere den. Ifølge zionisternes strategi, som er blevet offentligt kendt i kraft af frigivelse af dokumenter, var hensigten at udfolde et systematisk terrorregime med massakrer, berøvelser af ejendom og fordrivelse.
Denne terrorstrategi fordrev mere end 750.000 eller over to tredjedele af den indfødte palæstinensiske befolkning, som Herzl havde forudsagt det, i løbet af en gruopvækkende periode, der var præget af etnisk udrensning. Ved våbenstilstanden i 1949 havde den israelske stat ekspanderet til 78 % af [det tidligere britiske mandatområde, o.a.] Palæstina.
Dette skete for næsten 60 år siden. Resultatet af Israels aggressionskrig i denne uge for 40 år siden, en fortsættelse af krigen i 1948, blev Israels besættelse af de resterende 22 % af området.
Befolkningen på Vestbredden og i Gaza er bogstaveligt talt spærret inde under de mest urimelige forhold og lider under afsavn og kontrolmetoder, der er langt værre end noget som helst, som vort eget folk stod over for i den mørkeste tid under apartheiden.
Faktisk må enhver sydafrikaner, der besøger det, der er blevet til afsondrede fængselsghettoer – gennemtvunget af et jødisk folk, der blev offer for tragiske lidelser under den nazistiske Holocaust – straks finde lighedspunkter i forhold til apartheiden; og endnu mere chokerende, også finde lighedspunkter med nogle af de metoder for kollektiv afstraffelse og kontrol, der er blevet udtænkt under tyrannier andre steder i verden.
En israelsk kabinetsminister Aharon Cizling sagde i 1948 efter massakren i Deir Yassin: “Nu har også vi opført os lige som nazisterne og hele min tilværelse er rystet”. [8]
Hvis der er nogen der er i tvivl om, hvad krigene i 1948 og 1967 handlede om, så se her hvad Ben-Gurion sagde i 1938: “Når vi er blevet en stærk magt, i kraft af statens oprettelse, afskaffer vi delingen og ekspanderer til hele Palæstina”.
Og bemærk disse ord af Moshe Dayan: “Vore fædre var nået frem til de grænser der blev godkendt i FN’s Delingsplan fra 1947 [56 %]. Vores generation nåede frem til grænserne fra 1949 [78 %]. Nu har generationen fra Seksdageskrigen i 1967 formået at nå frem til Suez, Jordan og Golan-højderne. Dette er ikke afslutningen”. [9]
Faktisk fortsætter beretningen om palæstinensernes lidelser og medfører uundgåeligt også manglende sikkerhed for israelerne; for som vi ved fra vor egen sydafrikanske erfaring – uretfærdighed og undertrykkelse skaber modstand. Det nytter ikke at skyde skylden på ofrene, når de slår igen”.
Det palæstinensiske folks skæbne er en afspejling af Sydafrikas indfødte flertals lod under kolonikrigenes frarøvelse af land og ejendom; og en afspejling af den skånselsløse diskrimination og lidelse i apartheidperioden, der er blevet klassificeret som en forbrydelse mod menneskeheden og en krænkelse af international lov.
Israel er lige så skyldig som apartheidregimet. Israels erobring og besættelse, de seneste jordtyverier af hensyn til dets monstrøse Apartheidmur og fortsatte udbygning af illegale bosættelser har reduceret Vestbredden til flere indbyrdes isolerede lommer, der omfatter 12 % af det tidligere Palæstina. Det kan ikke undre, at Jimmy Carter, Ærkebiskop Tutu og andre sammenligner situationen med apartheid og de berygtede Bantustans – som gav 13 % af Sydafrikas jord til den indfødte befolkning.
Dette folkets parlament bør enstemmigt opfordre til Israels øjeblikkelige tilbagetrækning fra de besatte områder – til en ophævelse af den fysiske, økonomiske og finansielle blokade og belejring af Gaza og Vestbredden – og til fjernelse af de fysiske hindringer for palæstinensernes frie bevægelighed, herunder Muren og de mere end 500 kontrolposter – til nedlæggelse af de illegale bosættelser – til løsladelse af 10.000 politiske fanger (deriblandt 113 kvinder og børn) – til at forhandle sig frem til en retfærdig løsning det palæstinensiske folks valgte repræsentanter og iværksættelse af FN’s Resolutioner, deriblandt Resolution 194 fra 1948 vedrørende flygtningenes ret til at vende tilbage.
Disse tiltag er nødvendige for at skabe en varig fred, retfærdighed og sikkerhed for såvel palæstinensere som israelere, bakket op af internationale garantier, så de kan leve i harmoni. Siden 1988, da Formand Yasser Arafat og PLO gik ind på at acceptere 22 % af det historiske Palæstina i fredens interesse, har de vist, at de er rede til at indgå i forhandlinger.
Lad os enstemmigt udtrykke vor solidaritet med og støtte til de 42 medlemmer af Det Palæstinensiske Lovgivende Råd (PLC) , deriblandt formændene fra Vestbredden og Gaza, som sammen med 10 ministre uden videre er blevet tilbageholdt uden retssag, de fleste af dem i næsten et år, af de israelske sikkerhedsstyrker.
Dette er en chokerende demonstration af Israels manglende respekt for parlamentarisk demokrati, lov og basale menneskerettigheder og leder tanken hen på vores egne lidelser under apartheiden. Vi opfordrer til fangernes øjeblikkelige og ubetingede løsladelse; og det gælder alle fanger på begge sider.
Lad os til støtte for disse krav slutte os til vor egen befolkning, og til det internationale samfund, i solidaritetsmarcher, på offentlige møder og i demonstrationer i denne uge, 40-året for Israels uretfærdige besættelse.
Og vi gør det klart for vort jødiske samfund , at disse fredelige og disciplinerede aktioner alene er vendt mod den israelske regering. Kampen for frihed og retfærdighed er vendt mod et system og ikke mod et folk.
Jeg vil slutte med Præsident Mandelas ord. Han sagde under Formand Yasser Arafats besøg i Sydafrika i 1988: “Vi ved kun alt for vel, at vor frihed ikke er fuld og hel uden palæstinensernes frihed”. [10]
Henvisninger:
[1] David Hirst: The Gun and the Olive Branch
[2] Noam Chomsky: The Fateful Triangle
[3] New York Times 11.05.1977
[4] Benjamin Beit-Hallahmi: Original Sins: Reflections on the History of Zionism and Israel
[5] Nathan Goldman: The Jewish Paradox
[6] The Complete Diaries of Therodor Herzl vol 1, p 86
[7] Avi Shlaim: The Iron Wall
[8] Tom Seger: The First Israelis
[9] London Times 25.06.1969
[10] Speech by Nelson Mandela at the Banquet of President Yasser Arafat of Palestine on 08.11.1998
Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen