Abba Ebans store bedrag – den officielle version af krigen i 1967
Canadian Arab News 07.06.2007
Nogle skriver historie. Andre opfinder den. Abba Eban hører hjemme i den sidstnævnte kategori. Som Israels udenrigsminister i 1967 da Seksdageskrigen fandt sted, holdt Eban en tale i FN’s Sikkerhedsråd, der må være det mest lærde og raffinerede bedrag, man nogen siden har hørt i verdensorganisationen.
Det han gjorde var intet mindre end at opfinde tvillingemyterne om ægyptisk aggression og israelsk selvforsvar alt imens han istemte de fornødne sandheder om fred og international lov. Eban vendte op og ned på historien og den ikke-arabiske verden var kun alt for villig til at tage hans hykleri og bedrag til sig.
Eban var en person, som det var let at synes om, respektere og tro, fordi han var kultiveret og helt igennem en vesterlænding. Han var en af os. Han blev født som Aubrey Solomon Meir i Sydafrika i 1915 og uddannet i Storbritannien og var i en stor del af sit voksne liv politiker. Blandt hans mange hverv er:
* Israels første permanente delegerede i FN (1949-1959)
* Israels ambassadør i USA (1950-1959)
* Israels udenrigsminister (1966-1974)
Sammenlignet med Begin, Sharon, Shamir, Olmert og Netanyahu fremstår Eban som en kolos af iøjnefaldende anstændighed. Uheldigvis er sammenligningen i høj grad relativ. Al sin dueagtige optræden og diplomatiske kløgt til trods var Eban stadigvæk zionist og derfor fortaler og talsmand for en lovløs stat.
Nu hvor verden markerer 40-året for 1967-krigen får virkeligheden set gennem Ebans briller nyt liv med de zionistiske mediers pligtskyldige støtte til myterne om grundlaget for krigen. Selv i dag med internettets og tilbageblikkets fordele, har de, der påpeger faktuelle fejl og tendentiøse argumenter i Ebans tale, kun en beskeden, om overhovedet nogen chance, for at blive hørt.
Hvis Israels illegale besættelse af Palæstina skal bringes til ophør – og det skal den jo – må hans tale gøres til genstand for en ærlig analyse, for en høflig løgner er stadig en løgner; frugten af hans særlige løgn er folkemordet i Palæstina.
Abba Ebans tale fylder mere end 4.800 ord. For korthedens skyld vil
jeg her fokusere på to centrale temaer.
Om Israels truede eksistens:
ABBA EBAN: “For to dage siden, havde en hær der er større end nogen anden styrke der nogen sinde i historien har stået i Sinai, samlet sig ved Israels sydlige grænse. Ægypten havde udvist FN-styrkerne, som symboliserede det internationale samfunds interesse i at opretholde freden i vores region.
Nasser havde provokerende bragt fem infanteridivisioner og to panserdivisioner til vore indgangsdøre; 80.000 soldater og 900 tanks var beredte til at gå i aktion.
“…. Som tiden gik var der ingen tvivl om, at vor generelle sikkerhedsmargin blev mindre og mindre. Således vidste vi 5. juni om morgenen, da ægyptiske styrker gik i aktion mod os i luften og på landjorden og bombarderede landsbyerne Kissufim, Nahal-Oz og Ein Heshelosha at grænsen for vores sikkerhed var nået og måske overskredet“.
“I overensstemmelse med vor naturlige ret til selvforsvar, som formuleret i FN-Charterets Artikel 51, svarede Israel defensivt igen for fuld kraft. Aldrig i nationernes historie er væbnet magt blevet anvendt med større retfærdighed eller af en mere tvingende årsag”.
For det første bragte Ægyptens præsident Gamel Abdel Nasser ikke “provokerende” fem infanteridivisioner og to panserdivisioner til selve Israels indgangsdøre. Ebans jammer og elendighed scenario er propaganda, som israelske generaler og politikere senere indrømmede det.
Mordechai Bentov (kabinetsminister): “Denne historie om faren for at blive udslettet er helt igennem opfundet og er siden hen blevet blæst op for at for at retfærdiggøre anneksionen af arabiske territorier” (citeret i Le Monde 03.06.1972)
Menachem Begin (leder af Gahal-partiet): ”I juni 1967 stod vi igen over for et valg . De ægyptiske hærkoncentrationer på Sinai var ikke noget bevis på, at Nasser virkeligt stod over for at angribe os. Vi må være ærlige over for os selv. Vi besluttede at angribe ham” (citeret i The New York Times 21.08.1982)
General Matityahu Peled: “At foregive, at de ægyptiske styrker samlet ved vore grænser var i stand til at true Israels eksistens er en fornærmelse ikke blot af intelligensen hos enhver, der er i stand til at analysere denne slags situationer, men frem for alt en fornærmelse mod Zahal [den israelske hær] (citeret i Ha’aretz 19.03.1972)
Den anden forkerte påstand er som har forbindelse til den første er, at Israels anvendelse af væbnet magt var den mest retfærdige og nødvendige i historien. Bortset fra den farisæiske overdrivelse, kommer Eban ikke ind på Israels gentagne aggressioner ved grænsen mod Syrien som fremskyndede konflikten, eller at Ægypten og Syrien året forinden havde underskrevet en gensidig forsvarspagt.
Israel fremskyndede krigen ved at iværksætte aggressioner mod Syrien og tiltage sig syrisk land i den demilitariserede zone mellem de to lande. Syrien berettede om flere end 1.000 væbnede sammenstød og i et åbenhjertigt interview i 1976 erkendte Moshe Dayan, at Israel havde fremprovokeret 80 % af dem:
“Vi sendte en traktor ind for at pløje et [omstridt] stykke jord. Og hvis de ikke skød gav vi traktoren besked på at fortsætte videre frem, indtil syrerne blev irriterede og skød. og så brugte vi artilleri og senere også luftvåbnet, det var sådan at det var…. Jeg begik en fejltagelse ved at give tilladelse til erobringen af Golan-højderne. Som forsvarsminister skulle jeg have stoppet det, fordi syrerne ikke truede os på det tidspunkt”.
Derfor havde Nassers provokerende [sic] opmarch i Sinai intet med Israel i sig selv at gøre, men med behovet for at komme Syrien til undsætning. Desuden, og det bliver sjældent nævnt, havde Nasser tøvende sendt 100.000 af sine bedste tropper til Yemen for at kæmpe i borgerkrigen og var ikke i stand til at indlede fjendtligheder.
Nasser smed FN’s fredsbevarende styrker ud, og han lukkede havnen i Eilat i Rødehavet, men der var tale om marginale aktioner, som Israel meget vel vidste det. Trods det blæste Eban dem op ud over alle proportioner og påberåbte sig gentagne gange Eilat som begrundelse for at invadere: “Der var i denne hensynsløse handling noget ondskab. For uden nogen tvivl gavnede lukningen af Titan-strædet ikke på nogen som helst måde Ægypten andet end ved en pervers fryd ved at skade andre. Det var en anarkisk handling, fordi den udviste en fuldstændig manglende respekt for nationernes lov….”
Om Israels “ret til at eksistere”
Abba Eban: “Det centrale punkt forbliver behovet for at sikre en autentisk intellektuel anerkendelse fra vore naboer af Israels dybe rødder i den mellemøstlige virkelighed. Der er en intellektuel tragedie i arabiske lederes uformåen til – hvor tøvende det måtte være – at få hold på dybden og autenciteten af Israels rødder i livet, historien, den åndelige erfaring og kulturen i Mellemøsten…. Der er ikke to kategorier af stater. Den forenede Arabiske Republik, Iraq, Syrien, Jordan, Libanon – ikke én af dem har en enkelt ounce eller milligram af status som selvstændig stat som Israel ikke besidder i lige så høj grad“.
Eban forstærker Israel-som-offer-myten, der stadig kan høres i dag som at “være på nakken af Israel”. Palæstinenserne bliver naturligvis slet ikke nævnt, for på dette tidspunkt blev de end ikke anset for at eksistere. Bemærk også hvorledes Israels ligeværd med andre stater blot bliver påstået, ikke bevist.
Grunden hertil er simpel – Israels rødder har ingen dybde eller autenticitet – det er en kunstig, usemitisk, vestlig frembringelse affødt af skyld, terrorisme, og afpresning. Det har ingen plads i Mellemøstens kultur; det er et fremmedlegeme der ødelægger den selv samme kultur, som Eban hævder, at det er en del af.
Det virkeligt perverse i Ebans tale er hans eleverede hykleri. Han fordømte Nasser for at bryde nationernes lov, men sagde intet om Israels
forseelser over for Palæstina eller Syrien. Han talte om ligeværdig suverænitet, men nævnte ikke Israels betingede optagelses i FN eller dets afvisning af endeligt at få fastlagt sine grænser. Han talte om fred, men sagde intet om Israels ansvar for at have brudt freden.
Mindre end to uger efter at Eban talte i FN’s Sikkerhedsråd, gav han en mere akkurat fremstilling af Israels foragt for international lov: “Hvis FN’s Generalforsamling med stemmetallene 121 mod 1 vedtog, at Israel skulle vende tilbage til våbenstilstandslinjerne [fra før juni 1967] ville Israel afvise at rette sig efter den beslutning”. (NYT 19.06.1967)
Eban fremstod så rimelig, veluddannet og vestligt orienteret at det var utænkeligt ikke at tro ham . I dag må vi gøre mere end tænke over det – vi må erkende, at Eban var en udspekuleret løgner og fremkalde en offentlig diskussion om den virkelige årsag til krigen i 1967.
Biografiske data om Aubrey Solomon Meir alias Abba Eban:
Født i Sydafrika 1915. Han vandt sig et ry som Israels mest respekterede diplomat og statsmand. Men denne britisk uddannede gentleman skulle også begå den forløjede beretning om krigen i 1967, der fik Israels aggression til at fremstå som berettiget. Ebans forhyklede tale i Sikkerhedsrådet 06.06.1967 var et mesterværk af retorisk bedrag, som etablerede tvillingemyterne om israelsk sårbarhed og arabisk provokation. Så overbevisende var denne tale, at dens budskab nu om dage stadig påberåbes for at efterrationalisere den israelske besættelse
og begrunde det snigende tyveri af Palæstina.
Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen