Så det er besættelsen
Af Janessa Gans*, The Christian Science Monitor 21.12.2006
WASHINGTON – “Så det her er besættelse”, jeg grundede over det, stirrede ned i mit pas på det store INDREJSE NÆGTET-stempel. De israelske myndigheder nægtede mig indrejse til Vestbredden. De gav ikke nogen begrundelse, men jeg nærede ikke megen tvivl om, at Israels Indenrigsministerium havde fået nys om min indskrivning på Birzeit Universitetet på Vestbredden, hvor jeg havde læst arabisk siden august.
Universitetet havde advaret mig om, at Israel ikke ville udstede visa til internationale studerende med henblik på studier på Vestbredden og at studerende, der erkendte, at deres rejsemål var Vestbredden ville blive nægtet indrejse. Grænseovergangen var et virkeligt “Aha”-øjeblik.
Det var første gang jeg følte frustration over ikke at have kontrol over mit eget liv. Som amerikaner opfatter jeg bevægelsesfrihed som noget selvfølgeligt. Og dog nægtede et af mit lands nærmeste allierede mig indrejse ikke til sit eget land, men til et sted, hvor jeg var velkommen.
Jeg hørte mange sådanne historier i løbet af min tid på Vestbredden. Min nabo fortalte om sit forsøg på at besøge sine forældre – en rejse, der krævede, at han skulle gennem et israelsk checkpoint.
“Hvor skal du hen?” spurgte vagten. “Til [ navnet på landsbyen]”, svarede han. “Hvor er det?”. “I nærheden af [ navnet på en større by]” svarede han. “Og hvor er det?”. “Oppe mod nord”. “Og hvor er DET?”. “I Palæstina, svarede han. “Hvad sagde du?”, brølede vagten, “det her er Israel ikke Palæstina…. Du kommer ikke igennem før du siger “i Israel”. Min nabo kom ikke til at besøge sin familie.
Israelske myndigheder hævder, at checkpoints er væsentlige sikkerhedsforanstaltninger for at afholde potentielle palæstinensiske selvmordsbombere fra at dræbe israelske borgere. Men denne episode fandt sted ved et af de mange checkpoints, der er beliggende inde på og over hele Vestbredden, ikke på grænsen til Israel.
Når palæstinenserne fortalte om disse episoder, gentog de alle et gennemgående spørgsmål: “Er vi terrorister? Nej ! Vi er almindelige mennesker, der ønsker et normalt liv, vi vil besøge vores familier”.
Som repræsentant for USA, som gennemnæsten to år varetog relationer til irakiske politikere i Baghdad, var jeg blevet grundigt træt af at høre på klager over besættelsen. Mange af os troede, at vort største problem var af semantisk karakter. I maj 2003 blev USA’s tilstedeværelse i Iraq officielt til en “besættelse”, en benægtelse af hvad vi tidligere havde anset for at være en “befrielse”.
Den skamplet forfulgte os selv efter, at irakerne fik suverænitet i juni 2004 og jeg affærdigede de irakiske lederes referencer til besættelsen som demagogi. Jeg noterede mig også at arabiske/irakiske nyhedsud- sendelser regelmæssigt panorerede fra amerikanske tropper og tanks i Iraq til lignende scener med israelske soldater i de palæstinensiske territorier.
Der var andre aspekter, der mindede om hinanden: De israelske checkpoints mellem Israel og Vestbredden er magen til de checkpoints og den mur, der omgiver den stærkt befæstede grønne zone i Baghdad.
Ved det israelske checkpoint oplevede jeg, hvad besættelsen betød set med arabiske øjne. Og der er ikke blot tale om semantik.
* For arabere betyder “besættelse”, at en fremmed magt fratager palæstinenserne basale frihedsrettigheder
* Med sin urokkelige støtte til Israel og dets (ifølge FN-resolutioner) illegale besættelse, er USA medskyldig i at fratage palæstinenserne frihedsrettigheder, som dets egen forfatning betegner som “umistelige”
* I Iraq giver USA’s brug af udtrykket “besættelse” næring til irakeres frygt for, at USA’s tilstedeværelse ikke handler om at styrke menneskerettigheder og demokrati. Militante irakere hævder, at USA’s hensigt er at besætte og overtage arabiske lande. For den arabiske verden er den Israelsk-palæstinensiske konflikt og krigen i Irak to sider af samme sag – og det er USA’s troværdighed, der går i spåner.
Ekspræsident Carter har skitseret en løsning og den rolle, som USA kan spille i den sammenhæng. I sin nye bog ”Palæstina: Fred ikke Apartheid”, skriver Jimmy Carter .”Det kan ikke komme til nogen permanent eller faktisk fred så længe Israel krænker FN-resolutioner, USA’s officielle politik og den internationale “Køreplan” for fred ved at besætte arabisk jord og undertrykke palæstinenserne”.
Han tilføjer: ”USA’s ledere må stå i allerforreste række til støtte for denne længe udskudte retfærdige overenskomst, som begge sider kan respektere”.
Ved at spille en sådan rolle ville USA ikke blot øve retfærdighed over for det palæstinensiske folk. Det ville gå i brechen for sine egne kerneværdier og foretage et gigantisk spring i retning af at genoprette sin troværdighed i den arabiske verden.
* Janessa Gans er grundlægger og forkvinde for The Euphrates Institute.
Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen