Mellem modstand og bedrag

StopTheWall.org, StopTheWall.org

Mellem modstand og bedrag

– palæstinensernes kamp 30 år efter FN-sanktioner imod apartheid

Palestinian Grassroots Anti-Apartheid Wall Campaign, 9. november 2006

http://StoptheWall.org

Det israelske regime slipper en racistisk brutalitet løs, som langt overgår de forbrydelser, der blev begået af det tidligere apartheidregime i Sydafrika. Det fængsler et helt folk bag ghettomure, dræber det og underkaster det en økonomisk blokade, som har bragt lokalsamfund til randen af hungersnød.

Og dog, skønt FN’s Generalforsamling for nøjagtig 30 år siden opfordrede til omfattende sanktioner imod apartheiden i Sydafrika, bliver palæstinenserne dagligt mindet om, at den zionistiske besættelsesmagt stadig kan regne med verdens blindhed over for dens grusomheder og forbrydelser. Indtil hvornår ?

 I Beit Hanoun har palæstinensiske kvinder vist endnu et eksempel på vores modstand. Og mens palæstinenserne anerkender deres opofrelse, synes verden at glemme de seneste forbrydelser i Gaza på trods af videooptagelser fra belejringen. I det djævelske fængsel, som Striben er blevet forvandlet til – i endnu højere grad siden “tilbagetrækningen” fandt sted – efter dage med omfattende myrderier og ødelæggelser, havde tres mænd søgt tilflugt i en moské.

Kvinderne samledes for at redde deres fædres, brødres, ægtemænds og kammeraters liv og marcherede mod moskéen, da de Israelske Besættelsesstyrker (IBS) truede med at rive moskéen ned over hovederne på dem. De fortsatte deres march, da IBS åbnede ild, myrdede to og efterlod dusinvis af sårede. De forhindrede en endnu mere omfattende massakre, da mændene undslap fra den belejrede moské. Men besættelsesmagten har berøvet mindst 60 mennesker liver  blot i løbet af den seneste uge.

På lignende vis sætter bønder på Vestbredden livet på spil, når de står over for besættelsesmagtens soldater ved de porte, der spærrer palæstinenserne inde, og ude på de marker, der afsondres af Apartheidfuren. Den årlige olivenhøst er en vigtig indtægtskilde for lokalsamfundene i landbrugsområderne og deres landarbejdere og de holder fast ved deres jord.

For blot to uger siden gjorde palæstinensere fra hele Vestbredden og afsondrede dele af Jerusalem oprør mod deres ghettotilværelse ved at klatre over Apartheidmuren for at komme ind i byen. De benyttede stiger og ituslåede gadelygter blev taget i anvendelse, da folk klatrede over den 8 meter høje betonmur for at bryde belejringen og afsondringen af den palæstinensiske hovedstad.

Imens bliver de palæstinensiske politiske eliter sat ud af spillet med arrestationer, kvælende sanktioner og de uophørlige interne diskussioner. 10 måneder efter valget i januar 2006 er der ikke fremstået noget effektivt politisk lederskab.

I dag har Mahmoud Abbas de facto tilranet sig regeringsmagten, mens HAMAS ude af stand til at gøre sig fri af sine bindinger vedblivende ser til og forsvarer sin magt over en instans, det aldrig tidligere har tillagt nogen legitimitet. HAMAS har klart nok ikke nogle esser på hånden, der kan bringe det ud af dets fastlåste situation.

Imidlertid er der efter syv måneders sanktioner og langvarig strejke et centralt forhold der står klart: Palæstinenserne kan klare sig uden Oslo-instanserne, der betaler lønninger til  160.000 familier. Ironisk nok er det nu, hvor ingen betydelig palæstinensisk politisk kraft  vender sig mod den Palæstinensiske Nationale Myndighed, at den har vist sig at være overflødig for palæstinenserne, politisk som økonomisk.

Vi kan fortsætte paradeforestillingen med “regeringer” påtvunget af besættelsesmagten og det internationale samfund hvad enten der tale om “præsidentielle” eller “nationale enheds”-regeringer. Vi kan endog aflevere retten til demokrati og selvbestemmelse over strukturerne i og lederskabet for vores kamp til Apartheidisrael og dets allierede og fortsætte med at hylde bantu-konger, som det har godkendt til at forestå administrationen inden for ghettomurerne.

Eller vi kan indse sådanne strukturers overflødighed og gå videre til en overgangsperiode, som vil forløbe mellem en mulig afslutning på den Palæstinensiske Nationale Myndighed og det øjeblik, da Israel bliver tvunget til at igen at overtage ansvaret for alt det land det besætter.

Ugen mod Apartheidmuren (9. – 16. november) – som i år for fjerde gang mobiliserer mennesker i Palæstina og i 25 lande over hele kloden – minder os om dem her hjemme hos os selv, der fortsætter kampen, om mænd og kvinder som ikke har noget andet valg end at fortsætte deres modstand ved at eksistere. Det er på tide, at de overtager ledelsen.

For nøjagtig 30 år siden, 9. november, proklamerede FN’s Generalforsamling, “at ethvert samarbejde med det racistiske regime i Sydafrika udgør en fjendtlig handling vendt imod Sydafrikas undertrykte folk og er en foragtelig opsætsighed over for FN og det internationale samfund” og vedtog en pakke  af omfattende sanktioner vendt imod det sydafrikanske apartheidregime.

I dag dør palæstinensere i snesevis, ghettomure omkranser lokalsamfund og international lov bliver dagligt trådt under folde af et regime, hvis midler og mål i høj grad overskygger apartheiden i Sydafrika. Oprettelsen af Israel frembragte verdens største flygtningebefolkning, som endnu i vore dage bliver forhindret i at vende tilbage til deres hjem.

Palæstinensernes liv under det israelske regime er præget af nedrivninger af huse og deportationer og besættelsesmagtens ministres snak om “strategiske trusler”- eller med andre ord det racistiske demografiske maskineri, der er nødvendigt for at sikre et numerisk jødisk flertal. Vestbreddens bantustans bliver til hermetisk forseglede ghettoer mens missiler regner ned over Gaza.

Og stadigvæk opretholder det internationale samfund sin tavshed.

Ingen opfordring til sanktioner eller blot en opsigelse af præferenceaftaler kommer fra FN. Selv kendelsen fra den Internationale Domstol i Haag om at fjerne Muren og ikke på nogen måde hjælpe eller understøtte den situation, der er blevet frembragt med den bliver latterliggjort af stormagter og det internationale samfund  i det hele taget.

I stedet for et klart pres på Israel for at stoppe bygningen af Muren og fjerne den, er FN’s Generalsekretær Kofi Annan stolt over at kræve, at der skal oprettes et “register” til opgørelse af skaderne. Palæstinenserne formodes at være taknemlige fordi endnu et FN-kontor bliver oprettet i Wien med en “uafhængig” ledelse, der kun skal stå til regnskab over for Generalsekretæren, der selv opfører sig som en hvilken som helst af USA’s regerings nikkedukker.

Ja, palæstinenserne ønsker, at de, der har stjålet deres land og deres liv skal betale en pris for det. Men uden et klart engagement fra FN’s for at sikre, at bygningen af Muren bliver stoppet og at den bliver revet ned, er registret for lille og det kommer for sent. Palæstina og dets folk er ikke til salg. Kompensation før Muren falder er ikke en valgmulighed.

Endvidere er registret, sådan som det er foreslået, udtryk for en kraftig underdrivelse af de af Muren forvoldte skaders omfang, idet det fuldstændigt ser bort fra de videre socio-politiske virkninger. Muren handler ikke blot om antallet af dunum landbrugsjord og antallet af nedrevne huse eller endog  afbrudte forbindelsesveje  til uddannelses- og sundhedsfaciliteter.

Muren betyder ghettoisering af en hel befolkning, ødelæggelsen af en økonomi, et samfund, lokalsamfund og menneskeliv. Imidlertid uføres den form for “humanitær bogføring” der foreslås i Wiener-diplomatiets afslappede afkroge ikke med den nødvendige anstændighed eller i der mindste med et klart resultat i sigte. Kvantificering og dermed  potentiel skadeserstatning efter, at Muren er faldet undlader man omhyggeligt at komme ind på.

Man afstår også fra enhver form for konsultation eller inddragelse af den berørte befolkning i processen. Vore stemmer er ikke blevet hørt og endog fremover bliver vores eneste  medvirken   være at udfylde skemaer for at tilfredsstille FN-bureaukratiet. Det er dette samme bureaukrati, som har ført registrene over de palæstinensiske flygtninge ni næsten 60 år og som gladelig fortsætter med at gøre det i de kommende 60 år.

Som palæstinensere ved vi, at vi har behov for at dokumentere de forbrydelser og de ødelæggelser, der er blevet begået imod os, men vi er også blevet belært om, at det ikke er FN, som vi kan forlade os på. Vi rejser krav om et nationalt register, der beror på en kollektiv indsats af det palæstinensiske og det internationale civilsamfund og græsrodsorganisationer.; en virkelig bestræbelse på at dokumentere og fordømme  den ødelæggelse, som det zionistiske koloniseringsprojekt med dets apartheid og fordrivelse har medført  med Apartheidmuren. Vi har brug for et register, der forestås af det palæstinensiske folk i samklang med den virkelige kamp for at nedbryde Muren og sætte en stopper for apartheid, racisme og besættelse i Palæstina.

Vi tror på, at forandringen kommer. De første tegn på, at folket og det civile samfunds organisationer – ikke blot i Palæstina, men også rundt om i verden – er begyndt at fatte virkeligheden er klare nok. Samarbejde og medskyldighed i besættelsen bliver mål for folkelige aktioner og forholdsregler. Fagforeninger, kirker og forskellige sociale og politiske grupperinger og organisationer går sammen om at isolere Apartheidisrael. Ikke en dag går der uden at der et eller andet sted i verden finder aktioner sted. Der er behov for at udvikle denne bevægelse, styrke den og lade den vokse.

Oversat fra engelsk for  DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

 

 

 

  

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Reportager/interviews. Bogmærk permalinket.