Hamas’ valgsejr: Stemmer for afklaring
Ali Abunimah, The Electronic Intifada, 26. januar 2006
HAMAS’s sejr I den Palæstinensiske Myndigheds valg til den lovgivende forsamling har fået alle til at stille sig selv spørgsmålet: ”Hvad er det næste der er i vente ?”. Svaret, og hvorvidt resultatet bør anses for godt eller dårligt, afhænger i høj grad af hvem der stiller spørgsmålet.
Skønt en HAMAS-sejr var genstand for en livlig debat er resultatet i vide kredse blevet beskrevet som et som et ”chok”. Der er flere faktorer, der er forklaringen på HAMAS’s dramatiske optur, herunder desillusion over og foragt for FATAH-fraktionens korruption, kynisme og mangel på strategi, som gennem årtier har været fremherskende i den palæstinensiske bevægelse og den arrogance hvormed den var kommet til at anskue sig selv som det naturlige og indiskutable lederskab.
Valgresultatet er imidlertid ikke helt så overraskende og er blevet varslet af nylige begivenheder.
Tag for eksempel byen Qalqilya på den nordlige Vestbred. Klemt inde mellem israelske bosættelser og nu fuldstændigt omringede af en betonmur er byens 50.000 indbyggere fanger i en gigantisk israelsk kontrolleret ghetto.
Gennem årevis var Qalqilyas byråd FATAH-domineret, men efter at muren omkring byen er blevet færdigbygget gav vælgerne ved sidste års kommunalvalg hvert eneste sæde i byrådet til HASMAS.
Eksemplet fra Qalqilya har nu spredt sig ud over de besatte territorier, således at HAMAS ifølge rapporter har vundet så godt som alle de geografisk opstillede mandater. Derfor er HAMAS’s sejr lige så meget udtryk for palæstinensernes beslutning om at modstå Israels bestræbelser på at tvinge dem til at overgive sig som det en desavouering af FATAH.
Det reducerer konflikten til dens to basale elementer: Der er en besættelse og der er en modstand mod besættelsen.
For palæstinenserne under besættelsen er det endnu ikke klart, hvad HAMAS’s sejr vil få af konsekvenser. Det er nu almindelig praksis at tale om en palæstinensisk ”regering” som resultat af valgresultatet, som om Palæstina allerede var en suveræn og uafhængig stat.
Men hvis den første pligt for en regering er at beskytte sin befolknings liv,, frihed og ejendom, så har den Palæstinensiske Myndighed aldrig gjort sig fortjent til at blive betegnet som en regering.
Fra første færd har den ikke været i stand til at beskytte palæstinensernes mod den israelske hærs daglige dødbringende angreb midt inde i deres egne byer og flygtningelejre.; eller til at forhindre at en eneste dunum landbrugsjord blev konfiskeret til bosættelser; eller til at redde et eneste ungt træ ud af den mere end en million som israelerne gennem det seneste årti har rykket op med rode.
Snarere skulle – efter Israels opfattelse – den Palæstinensiske Myndighed knuse den palæstinensiske modstand for at gøre de besatte områder sikre for fortsat israelsk kolonisering.
HAMAS vil helt sikkert ikke tillade, at dette fortsætter, men om det vil være i stand til at omdanne Myndigheden til et våben i kampen mod Israel er på ingen måde sikkert.
HAMAS, som har opretholdt en ensidig våbenhvile i forhold til Israel gennem et år, har tilkendegivet, at det ønsker videreføre våbenhvilen, hvis Israel ”optræder på samme vis”.
Bevægelsen mener klart nok, at den kan fremsætte et sådant tilbud ud fra en styrkeposition og at det er til dens fordel at lade det være usikkert, hvornår og hvordan den måtte genoptage den væbnede modstand i fuldt omfang.
Dele af den Palæstinensiske Myndigheds sikkerheds apparat, der bliver ledet af FATAH-folk vil måske være uvillige til at komme under kommando og kontrol af en HAMAS-ledet myndighed, hvilket kunne føre til sammenbrud af hvad der er tilbage af Myndighedens struktur, eller endog dens opsplitning i personcentrerede militser.
Israel og USA, som afviser at acceptere valgresultatet, kan måske se en interesse i at opmuntre til en sådan intern konflikt.
Israel vil sandsynligvis bruge HAMAS’s valgsejr som et yderligere et påskud til at skærpe undertrykkelsen og optrappe sin ensidige påtvingelse af mure og bosættelser på Vestbredden med det sigte at annektere det størst mulige landområde med færrest mulige palæstinensere.
Sådanne udviklinger forøger risikoen for en dramatisk optrapning af israelsk-palæstinensisk vold.
Flertallet af palæstinenserne, der lever som flygtninge i en eksiltilværelse i diasporaen er i stigende grad blevet udelukket fra og marginaliseret i forhold til at nå frem til en løsning på konflikten.
Mens USA og dets allierede, med opbakning fra FN, gjorde sig stor umage for at gøre det muligt for irakiske ”uden-for-landet-stemmer” at deltage i valget i Irak, har de samme magter ikke vist nogen interesse for at lade de palæstinensiske flygtninges stemmer blive hørt.
FATAH, som mange palæstinensiske flygtninge frygtede ville sælge ud af deres rettigheder i en fredsaftale med Israel, havde helt åbenlyst ikke nogen tilskyndelse til at ”uden-for-landet-stemmer” skulle have adgang til at deltage i afstemningen.
Fremtiden vil vise om HAMAS, der har udviklet sig i Gaza hvor 90% af befolkningen er flygtninge, vil være i stand til at opstille en dagsorden, der tager højde for bekymringen i diasporaen.
For det ”internationale samfund” – i hovedsagen ”Kvartetten” bestående af USA, EU, Rusland og FN’s Generalsekretær Kofi Annan er valgresultatet et ganske stort problem.
De og kliken af velfinansierede NGO’er og tænketanke, som frembringer så meget ævl, har udarbejdet deres stillingtagen ud fra den opfattelse, at en palæstinensisk ”reform”, snarere end et ophør af den israelske besættelse, er vejen frem mod at få løst konflikten.
Mens de disse magter officielt forpligtede sig til at arbejde for en to-statsløsning trak de den FATAH-ledede Palæstinensiske Myndighed ud i et endeløst spil, hvor palæstinenserne skal overvinde alle mulige besværligheder for at bevise, at de er værdige til at have nogle basale rettigheder, mens der på samme tid ikke er blevet udøvet nogen pression over for Israel for at få sat en stopper for konfiskationen af palæstinensisk landbrugsjord og udvidelsen af bosættelserne.
Denne fredsproces-industri vælger at hylde Israels taktiske fjernelse af 8.000 bosættere fra Gaza sidste sommer, mens den ignorerer det langt større antal, som, Israel har fortsat med at sende ud over hele Vestbredden – og faktisk gøre to-statsløsningen til en umulighed
Det virkelige formål med dette spil er ikke at skabe en retfærdig og varig fred, men blot at vaccinere aktørerne mod anklagen for intet at gøre for at løse en konflikt, som stadig er et vedvarende brændpunkt for regional og verdensomspændende bekymring.
En virkelig stræben efter fred ville kræve, at man tog en konfrontation med Israel og stillede det til regnskab for dets gerninger, noget som ingen af kvartettens medlemmer har den politiske vilje til at gøre.
Der er ingen tvivl om, at FATAH var fuldstændigt medskyldig i dette spil, hvori det var blevet både en fange og en uundværlig partner. Hvorfor skulle USA ellers desperat have prøvet at stive FATAH af ved at spendere millioner af dollars på projekter i de seneste måneder med henblik på at købe stemmer? Og hvorfor ellers ville EU have truet med at lukke for al bistand, hvis palæstinenserne stemte på HAMAS ?
De fleste palæstinensere indså klart, at efter forhandlinger og milliarder af dollars i udenlandsk bistand i årevis er de fattigere og mindre frie end nogen sinde før, i takt med at mere af deres jord er blevet stjålet.
Det er ikke til at undre sig over, at denne form for bestikkelse og afpresning ingen indvirkning havde på dem og sandsynligvis fik den modsatte virkning, tiltagende opslutning bag HAMAS.
HAMAS’s valgsejr trækker tæppet væk under det projekt, der var et forsøg på at aflede ansvaret for konflikten fra den israelske kolonisering til interne palæstinensiske problemer.
Fredsproces-industrien giver imidlertid ikke let op og vil nu opfordre HAMAS til at handle ”ansvarligt” og til at ”moderere” sin politiske synspunkter – hvilket faktisk betyder at afskrive alle former for modstand og påtage sig den medgørlige rolle som medskyldig, som FATAH hidtil har spillet.
I det øjeblik USA kræver at HAMAS skal ”anerkende Israel” prøver det at stille tiden 25 år tilbage til dengang, da det samme krav var påskuddet for at udelukke PLO fra fredsforhandlinger.
Men som HAMAS har set det gennem årene, førte al PLO’s underdanighed i forhold til disse krav ikke til, at Israel løsnede sit greb eller til formindsket støtte fra USA til Israel.
Det er ikke sandsynligt, at HAMAS vil gøre som USA kræver, og selv hvis det gjorde ville det formentlig blot afføde fremkomsten af nye modstandsgrupperinger som svar på de forværrede livsbetingelser ”on the ground” som besættelsen fremtinger.
Ali Abunimah er stiftende medlem af Electronic Intifada
Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen